Hellige hjem, hellige templer
En forståelse af templets evige natur drager os til vores familie. En forståelse af familiens evige natur drager os til templet.
Hvor har det været en vidunderlig konference. Hvor er vi velsignede ved at høre rådene fra Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum, som vi opretholder som profeter, seere og åbenbarere.
Jeg husker en varm, solrig eftermiddag, da foråret prøvede at bane sig vej efter en lang vinter i Cache Valley i Utah. Min far, hvis lørdage altid var fyldt med sysler til sine børnebørn, stoppede ved vores hjem og tilbød os »at køre en tur«. Vores sønner på fire og seks, der altid var glade for at køre med i farfars lastbil, for ind på klapsæderne bagi, og jeg satte mig foran ved siden af min far. Turen førte os gennem gaderne i Logan centrum, som omkranser templet i Logan, der knejser på en høj og ligger smukt midt i byen. Efterhånden som vi bevægede os længere væk fra byen, drejede vi væk fra brolagte, travle gader til sjældent anvendte jordveje, hvor vi krydsede gamle broer og snoede os mellem træer langt ude på landet. Vi var langt væk fra al anden trafik, og vi var helt alene.
Min far, der var klar over, at hans børnebørn befandt sig et sted, de ikke før havde været, stoppede lastbilen. »Tror I, vi er faret vild?« spurgte han drengene, der med opspilede øjne stirrede ud af forruden tværs over dalen. Efterfulgt af et øjebliks tænkepause kom det dybsindige svar fra et lille barn. »Se,« sagde han og pegede, »farfar, man er aldrig faret vild, når man kan se templet.« Vi vendte os om og så i den retning, han stirrede, hvor vi så solen glimte i spirene på templet i Logan, langt ovre på den anden side af dalen.
Man er aldrig faret vild, når man kan se templet. Templet giver os og vores familie vejledning i en verden fyldt med kaos. Det er en evig vejviser, som hjælper os til ikke at fare vild i »tågen af mørke«.1 Det er Herrens hus.2 Det er et sted, hvor pagter indgås og evige ordinancer udføres.
I Mormons Bog vejledte kong Benjamin de hellige på sin tid og sted for at samle »hver mand[, som] havde sit telt med døren vendt mod templet«.3 Som kirkemedlemmer har vi for nylig modtaget råd fra nutidige profeter, som, hvis de bliver fulgt, i større grad vil vende dørene i vores hjem mod templet.
Det Første Præsidentskab har opfordret »voksne medlemmer til at have en gyldig tempelanbefaling og besøge templet oftere,« når tid og omstændigheder tillader det, og opfordret medlemmer »til at erstatte nogle fritidsaktiviteter med tempeltjeneste.«4 De opfordrede også »nyere medlemmer og unge, der er 12 år og ældre, til at leve værdigt, så de kan hjælpe til i dette store værk ved at virke som stedfortrædere ved dåb og bekræftelser.«4 Selv vore mindre børn er blevet opfordret til at besøge tempelområdet og endda røre ved templet.5 Præsident Thomas S. Monson sagde engang: »Når vi rører ved templet, vil templet røre os.«6
Vi er velsignede ved at leve i en tempelbyggende uddeling, hvor 146 templer er blevet indviet eller bekendtgjort.7 Under definitionen af »Templet« i Guide til Skrifterne kan vi læse følgende: »De er de helligste af alle steder på jorden, hvor man tilbeder Gud.« I Bible Dictionary står denne indsigtsfulde udtalelse: »Kun hjemmet kan sammenlignes med templet, hvad angår hellighed.«8 For mig antyder det et helligt forhold mellem templet og hjemmet. Ikke blot kan vi vende dørene i vores hjem mod templet, eller Herrens hus; vi kan også gøre vores hjem til et »Herrens hus«.
Ved en stavskonference for nylig blev alle tilstedeværende af den besøgende, ældste Glen Jenson, en områdehalvfjerdser, bedt om at tage en virtuel rundtur i deres hjem set med deres åndelige øjne. Det vil jeg også gerne opfordre alle jer til at gøre. Uanset hvor jeres hjem ligger og uanset dets udformning, så er anvendelsen af evige evangeliske principper inden for dets vægge almengyldig. Lad os begynde. Forestil jer, at I åbner jeres hoveddør og går ind i jeres hjem. Hvad ser I, og hvordan føler I det? Er det et sted med kærlighed, fred og ly fra verden, ligesom templet er? Er det rent og ryddeligt? Når I går gennem værelserne i jeres hjem, ser I så opløftende billeder, som indbefatter passende billeder af templet og Frelseren? Er jeres soveværelse eller det sted, hvor I sover, et sted til personlig bøn? Er jeres samlingssted eller køkken et sted, hvor maden bliver tilberedt og indtaget sammen, hvor der er mulighed for, at familien kan føre en opløftende samtale og tilbringe tid sammen? Findes skrifterne i et rum, hvor familien kan studere, bede og lære sammen? Kan I finde jeres personlige sted, hvor I kan studere? Støder den musik, I hører, eller den underholdning, I ser, online eller på anden vis, Ånden? Er samtalen opløftende og uden strid? Det afslutter vores runde. Måske fandt I, ligesom jeg, nogle få steder, der har brug for lidt forbedring i hjemmet – men forhåbentlig ikke »ekstrem hjemmeservice«.
Hvad enten vores bolig er stor eller lille, ydmyg eller ekstravagant, findes der et sted for hver af disse evangeliske prioriteter i vores hjem.
For at bevare templet og de, der besøger det, helligt og værdigt, har Herren fastsat standarder gennem sine tjenere profeterne. Det ville være klogt, at vi sammen – i familieråd – overvejer nogle standarder i vores hjem, så vi kan bevare det helligt og skabe mulighed for at gøre det til et »Herrens hus«. Formaningen om at »grundlæg[ge] et hus, ja, et bønnens hus, et fastens hus, et troens hus, et undervisningens hus, et herlighedens hus, et ordens hus, et Guds hus«9 giver guddommelig indsigt i den type hjem, som Herren ønsker, at vi bygger. Ved at gøre således påbegyndes opførelsen af et »åndeligt herskabshus«, hvori vi alle kan residere uanset vore verdslige omstændigheder – et hjem fyldt med skatte, »hvor hverken møl eller rust fortærer.«10
Der findes en retskaffen harmoni mellem templet og hjemmet. En forståelse af templets evige natur drager os til vores familie. En forståelse af familiens evige natur drager os til templet. Præsident Howard W. Hunter har sagt: »Ved templets ordinancer besegles den evige families grundvold.«11
Præsident Boyd K. Packer har rådet: »Sig ordet tempel. Sig det stille og ærbødigt. Sig det igen og igen. Tempel. Tempel. Tempel. Og tilføj ordene det hellige. Det hellige tempel. Sig det, som om det står med store bogstaver, uanset hvor det står i sætningen.
Tempel. Et andet ord, der er ligeså betydningsfuldt for en sidste dages hellig: Hjemmet. Føj ordene det hellige tempel og hjemmet sammen, og du har beskrevet Herrens hus!«12
Sidste år samledes primarybørn, tusindvis af dem, fra rundt om i verden i hver deres menighed, og sang for deres familie og andre medlemmer i menigheden som en del af Primarys nadvermødeprogram. De sang om ønsker, løfter og forberedelse. Det, de sang om, begynder i hellige hjem og fortsætter i hellige templer. Jeg tror, at I kan høre melodien i jeres hjerte, når jeg læser ordene:
Jeg elsker Herrens tempel,
der skal jeg hen en dag,
og føle Helligånden,
jeg lytter og jeg be’r.
For Guds tempel det er Herrens hus,
hvor kærligheden virker.
Jeg gør mig parat, mens jeg er barn.
Det er min hellige pligt.
Jeg elsker Herrens tempel,
der skal jeg hen en dag,
Jeg hører der min Fader,
og jeg vil lyde ham.
For Guds tempel er et helligt sted,
hvor vi kan bli’ beseglet.
Som Guds kære barn har jeg jo lært:
Familien, den er evig.13
Præsident Boyd K. Packer har sagt: »Det højeste mål med det, vi belærer, er at forene forældre og børn i troen på Herren Jesus Kristus, at de er lykkelige i hjemmet, beseglet i et evigt ægteskab, kædet sammen med deres generationer og forvisset om ophøjelse i vor himmelske Faders nærværelse.«14
Jeg vidner for jer om, at anvendelsen af disse principper vil hjælpe med at vende dørene i jeres hjem mod templet, eller Herrens hus, og i større grad give jer mulighed for at gøre jeres hjem til et Herrens hus.
Jeg afslutter, hvor jeg begyndte, med et uskyldigt barns ord: »Man er aldrig faret vild, når man kan se templet.« Og jeg tilføjer mit vidnesbyrd om helligheden af vore hjem og af Herrens templer. Jeg ved, at Gud er vor kærlige himmelske Fader. Jeg bærer vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans rolle som Frelser og Forløser, og om levende profeter, der er bemyndigede til at udøve alle præstedømmets nøgler fra Joseph Smith til Thomas S. Monson. Det gør jeg i Jesu Kristi hellige navn. Amen.