Uselvisk tjeneste
Vor Frelser lærer os at følge ham ved at yde de nødvendige ofre for at miste os selv i uselvisk tjeneste for andre.
Vor Frelser gav sig selv i uselvisk tjeneste. Han lærte, at vi alle bør følge ham ved at fornægte vores egne egoistiske interesser for i stedet at tjene andre.
»Hvis nogen vil følge efter mig [sagde han], lad ham da fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig.
Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det« (Matt 16:24-25; se også Matt 10:39).
I.
Som gruppe er sidste dages hellige fantastiske til at følge den belæring – fantastiske med hensyn til omfanget af deres uselviske tjeneste.
Hvert år indsender titusinder af sidste dages hellige ansøgning om at tjene som fuldtidsmissionær. Ældre tilsidesætter pensionistlivets fornøjelser, hjemmets tryghed og selskab med børn og børnebørn og drager af sted for at tjene fremmede på ukendte steder. Unge mænd og kvinder holder pause i deres arbejde og uddannelse og stiller sig til rådighed for at tjene, hvorend de sendes hen. Hundredtusinder af trofaste medlemmer deltager i uselvisk tjeneste, som vi kalder »tempeltjeneste«, og de har intet andet motiv end kærlighed og at tjene vore medmennesker, både levende og afdøde. Den samme uselviske tjeneste ydes af en hærskare af ledere og lærere i vore stave og menigheder. Ingen får verdslig kompensation, men tjener trofast deres medmennesker på kristuslignende vis.
Det er ikke let at opgive sine personlige prioriteter og ønsker. For mange år siden var en ny missionær i England frustreret og modløs. Han skrev hjem og sagde, at han følte, at han spildte sin tid. Hans kloge far svarede: »Glem dig selv og tag fat på arbejdet.«1 Den unge Gordon B. Hinckley knælede ned og indgik pagt med Herren om, at han ville forsøge at glemme sig selv og miste sig selv i Herrens tjeneste.2 Som en moden Herrens tjener sagde ældste Hinckley mange år senere: »Den, som lever for sig selv, visner og dør, mens den, som glemmer sig selv i tjeneste for andre, vokser og blomstrer i dette liv og i evigheden.«3
I januar fortalte præsident Thomas S. Monson de studerende på Brigham Young University, at deres studietid bør omfatte »åndelig forberedelse«, herunder at tjene andre. »En kærlig indstilling karakteriserede Mesterens mission,« sagde præsident Monson. »Han gav den blinde synet, den lamme ben at gå på og den døde livet tilbage. Måske bliver vi ikke spurgt, når vi står ansigt til ansigt med vores Skaber: ›Hvor mange stillinger havde du?‹ men snarere: ›Hvor mange mennesker hjalp du?‹ Faktisk,« konkluderede præsident Monson, »kan man slet ikke elske Herren, før man tjener ham ved at tjene hans folk.«4
Et velkendt eksempel på at miste sig selv i andres tjeneste – og det gælder ikke kun sidste dages hellige – er det offer, som forældre bringer for deres børn. Mødre lider smerte og giver afkald på personlige prioriteter og komfort for at få og opdrage hvert barn. Fædre tilpasser deres liv og prioriteter for at forsørge en familie. Kløften mellem dem, der er, og dem, der ikke er villige til at gøre dette, bliver bredere i verden i dag. Et af mine familiemedlemmer overhørte for nylig på en flyrejse et ungt par forklare, at de valgte at få en hund i stedet for børn. »Hunde er mindre besværlige,« erklærede de. »Hunde svarer ikke igen, og vi behøver aldrig give dem stuearrest.«
Vi glæder os over, at så mange sidste dages hellige par er blandt den uselviske gruppe, som er villige til at give afkald på deres personlige prioriteter og tjene Herren ved at få og opdrage de børn, som vor himmelske Fader betror i deres varetægt. Vi glæder os også over dem, som passer handicappede familiemedlemmer og gamle forældre. Ingen spørger i denne indsats: »Hvad får jeg ud af det?« Det kræver altid at tilsidesætte personlig bekvemmelighed for at yde uselvisk tjeneste. Alt dette står i modsætning til berømmelse, rigdom og anden tilfredsstillelse her og nu, som er den verdslige vej, som mange følger i vore dage.
Sidste dages hellige er især forpligtede til at ofre. Når vi hver uge modtager nadveren, bevidner vi vores forpligtelse til at tjene Herren og vore medmennesker. I hellige tempelceremonier indgår vi pagt om at tjene og indvie vores tid og talenter til gavn for andre.
II.
Sidste dages hellige er også kendt for deres evne til at gå sammen om en fælles indsats. Mormonpionererne, som opbyggede området mellem bjergene i det vestlige USA, etablerede vores hæderkronede tradition med uselvisk samarbejde til det fælles bedste. En fortsættelse af denne tradition er vores moderne »Hjælpende hænder«-projekter i mange lande.5 Ved nyligt afholdte valg har sidste dages hellige forenet sig med andre ligesindede for at forsvare ægteskabet. For nogle har den indsats krævet store ofre og fortsat personlig smerte.
Vore medlemmers religiøse tro og kirketjeneste har lært dem, hvordan man samarbejder i en fælles indsats til gavn for hele samfundet. Derfor er sidste dages hellige frivillige i høj kurs inden for uddannelse, lokalstyre, velgørenhed og på utallige andre områder, der kræver gode færdigheder til at yde en fælles indsats og uselvisk at ofre tid og midler.
Nogle tilskriver vore medlemmers villighed til at ofre og deres evner til samarbejde vores effektive kirkeorganisation eller det, som skeptikere fejlagtigt kalder »blind lydighed«. Begge forklaringer er forkerte. Ingen udefrakommende kopiering af vores organisation og ingen anvendelse af blind lydighed kunne gentage denne kirkes indsats eller vore medlemmers præstationer. Vores villighed til at ofre og vores evner til samarbejde udspringer af vores tro på Herren Jesus Kristus, fra vore lederes inspirerede lærdomme og fra forpligtelser og pagter, som vi bevidst indgår.
III.
Desværre synes nogle sidste dages hellige at afholde sig fra uselvisk tjeneste over for andre og vælger i stedet at fastsætte deres prioritering efter verdens standarder og værdier. Jesus advarede om, at Satan ønsker at sigte os som hvede (se Luk 22:31; 3 Ne 18:18), hvilket betyder at gøre os almindelige lige som alle andre omkring os. Men Jesus lærte, at vi, der følger ham, bør være dyrebare og enestående, »jordens salt« (Matt 5:13) og »verdens lys«, der skinner på alle mennesker (Matt 5:14, 16; se også 3 Ne 18:24).
Vi tjener ikke vor Frelser godt, hvis vi frygter mennesker mere end Gud. Han irettesatte nogle ledere i sin genoprettede kirke for at søge verdens ros og for at være mere optaget af det verdslige end det, der hører Herren til (se L&P 30:39; 58:39). Disse irettesættelser minder os om, at vi er kaldet til at opretholde Herrens standarder, ikke til at følge verdens. Ældste John A. Widtsoe erklærede: »Vi kan ikke gå som andre mænd, eller tale som andre mænd, eller gøre som andre mænd, for vi har en anden skæbne, forpligtelse og ansvar placeret på os, og vi må forberede os dertil.«6 Den virkelighed har nutidig anvendelse på alle smarte handlinger, herunder uanstændigt tøj. Som en klog ven bemærkede: »Man kan ikke være livredder, hvis man ligner alle andre svømmere på stranden.«7
De, der er fanget i et forsøg på at redde deres liv ved at søge verdens ros, afviser faktisk Frelserens lære om, at den eneste måde at redde vores evige liv på er ved at elske hinanden og miste vores liv i tjeneste.
C.S. Lewis forklarede denne del af Frelserens lære: »Det øjeblik man fokuserer på sig selv, er der en mulighed for at sætte sig selv først – et ønske om at være i centrum – faktisk ønske at være Gud. Det var Satans synd: Og det var den synd, han lærte menneskeheden. Nogle mennesker tror, at menneskehedens fald havde noget at gøre med sex, men det er en fejl … Det, Satan proppede ind i hovederne på vore fjerne forfædre, var tanken, at de kunne ›være som guderne‹ – kunne selv gå i gang, som om de havde skabt sig selv – være deres egen herre – opfinde en slags lykke for sig selv uden Gud, adskilt fra Gud. Og ud af dette håbløse forsøg kom … den lange og forfærdelige historie om mennesket, der forsøger at finde noget andet end Gud, der kan gøre ham lykkelig.«8
En egoistisk person er mere interesseret i at behage mennesker – især sig selv – end i at behage Gud. Han ser kun på sine egne behov og ønsker. Han »vandre[r] på sin egen vej og efter billedet af sin egen gud, hvis billede er i verdens lighed« (L&P 1:16). En sådan person bliver koblet fra Guds pagtsløfter (se L&P 1:15) og fra de jordiske venskaber og den hjælp, som vi alle har brug for i disse urolige tider. Hvis vi i modsætning hertil elsker og tjener hinanden, som Frelseren belærte om, forbliver vi i forbindelse med vore pagter og vore medarbejdere.
IV.
Vi lever i en tid, hvor ofre bestemt er umoderne, hvor de ydre kræfter, der lærte vore forfædre om behovet for uselvisk samarbejde og tjeneste, er reduceret. Nogen har kaldt det »mig-generationen« – en egoistisk tid, hvor alle synes at spørge: »Hvad får jeg ud af det?« Selv dem, som burde vide bedre, synes at anstrenge sig for at vinde ros fra dem, der håner og spotter fra den »store og rummelige bygning«, der i et syn blev identificeret som verdens stolthed (se 1 Ne 8:26-28; 11:35-36).
Den verdslige stræben i vore dage er at få noget for intet. Den ældgamle last grådighed viser sit ansigt i kravet om at have ret til noget: Jeg har ret til dette eller hint, fordi jeg er den, jeg er – en søn eller datter, en borger, et offer eller et medlem af en anden gruppe. At hævde sin ret er generelt egoistisk. Den kræver meget og giver lidt eller intet. Selve begrebet får os til at søge at hæve os over vore omgivelser. Det adskiller os fra den guddommelige, upartiske standard om belønning, hvor enhver, der modtager en velsignelse fra Gud, får den ved lydighed mod loven, hvorpå den velsignelse er baseret (se L&P 130:21).
Virkningen af grådighed og krav ses tydeligt i bonusser på mange millioner dollars hos direktører i store virksomheder. Men eksemplerne er mere udbredt end som så. Grådighed og tanken om krav har også næret den ubetænksomme og udbredte låntagning og overdrevne forbrugerkultur bag den finansielle krise, som truer med at opsluge verden.
Hasardspil er et andet eksempel på grådighed og egoisme. Spilleren sætter et mindre beløb på spil i håb om en enorm gevinst, der kommer ved at tage beløbet fra andre. Uanset hvordan det maskeres, så er det at få noget for intet i modstrid med evangeliske høstens lov: »Hvad et menneske sår, skal det også høste« (Gal 6:7; se også 2 Kor 9:6).
Verdens værdier siger fejlagtigt, at »alt handler om mig«. Denne korrumperende indstilling skaber ingen forandring og ingen vækst. Den er i modstrid til evig udvikling, det mål, som Gud har identificeret i sin store plan for sine børn. Jesu Kristi evangeliums plan hæver os over vores egoistiske ønsker og lærer os, at dette liv handler om, hvad vi kan blive.
Et stort eksempel på uselvisk tjeneste er den afdøde Moder Teresa fra Calcutta, hvis løfte forpligtede hende og hendes medarbejdere til »helhjertet og frit at tjene de fattigste af de fattige.«9 Hun lærte, at »en ting vil altid sikre os en plads i himlen – de barmhjertige og venlige gerninger, vi har fyldt vores liv med.«10 »Vi kan ikke udrette store ting,« fastholdt Moder Teresa, »kun små ting gjort med stor kærlighed.«11 Da denne vidunderlige katolske tjener døde, erklærede Det Første Præsidentskab i sit kondolencebrev: »Hendes liv med uselvisk tjeneste er en inspiration for hele verden, og hendes gode kristne gerninger vil stå som et minde i mange generationer.«12 Det er det, som Frelseren kaldte at miste sit liv i tjeneste for andre.
Vi bør alle anvende dette princip omkring vores holdning til at komme i kirke. Nogle siger: »Jeg lærte ikke noget i dag« eller »Ingen var venlig over for mig« eller »Jeg blev såret« eller »Kirken opfylder ikke mine behov.« Alle disse svar er selvcentrerede, og alle hæmmer de åndelig udvikling.
Som modsætning hertil skrev en klog ven:
»For mange år siden ændrede jeg holdning til at gå i kirke. Jeg går ikke længere i kirke for min egen skyld, men for at tænke på andre. Jeg hilser bevidst på personer, der sidder alene, byder gæster velkommen … melder mig frivilligt til en opgave …
Jeg går kort sagt i kirke hver uge i den hensigt at være aktiv, ikke passiv, og at have positiv betydning for andre. Derfor er min deltagelse i kirkemøder en langt større fornøjelse og mere tilfredsstillende.«13
Alt dette illustrerer det evige princip om, at vi er lykkeligere og mere tilfredse, når vi handler og tjener for at give, ikke for at få.
Vor Frelser lærer os at følge ham ved at yde de nødvendige ofre for at miste os selv i uselvisk tjeneste for andre. Hvis vi gør det, lover han os evigt liv, »den største af alle Guds gaver« (L&P 14:7), herligheden og glæden ved at leve i Gud Faderens og hans Søns Jesu Kristi nærhed. Jeg vidner om dem og om deres store plan til deres børns frelse, i Jesu Kristi navn. Amen.