Der var ingen med ham
Fra Golgatas top er sandheden forkyndt om, at vi aldrig vil blive efterladt alene eller uden hjælp, selv når vi sommetider kan føle, at vi er.
Tak, søster Thompson, og tak til alle de bemærkelseværdige kvinder i denne kirke. Brødre og søstre, mit påskebudskab i dag er henvendt til alle, men er specielt rettet til dem, som er alene eller føler sig alene eller værre endnu, føler sig forladt. Det kan omfatte dem, som længes efter at blive gift, dem, som har mistet en ægtefælle, og dem, som har mistet – eller som aldrig er blevet velsignet med – børn. Vores medfølelse favner hustruer forladt af deres ægtemænd, ægtemænd, hvis hustruer er gået deres vej, og børn, som er blevet efterladt af en af deres forældre – eller begge. Denne store gruppe kan omfatte en soldat langt væk hjemmefra, en missionær i de første ugers hjemve eller en arbejdsløs far, der er bange for, at angsten i hans øjne er synlig for hans familie. Kort sagt kan det omfatte os alle på forskellige tidspunkter i vores liv.
Til jer alle taler jeg om den ensomste rejse nogensinde foretaget og de uendelige velsignelser, som den bragte til alle i den menneskelige familie. Jeg taler om Frelserens ensomme opgave i alene at bære byrden af vores frelse. Med rette ville han sige: »Vinpersen trådte jeg alene, ingen fra folkene var med mig … Jeg så mig omkring, men ingen kom til hjælp, jeg undrede mig over, at ingen støttede mig.«1
Som præsident Uchtdorf bemærkede tidligere, så ved vi fra skrifterne, at Jesu ankomst til Jerusalem som Messias søndagen før jødernes påskefest, en dag, der direkte svarer til denne morgen, var et stort offentligt øjeblik. Men iver efter at fortsætte med at gå med ham ville hurtigt begynde at svinde.
Meget snart blev Jesus ført frem for datidens israelitiske ledere – først Annas, tidligere ypperstepræst, så Kajfas, den fungerende højpræst. I deres iver efter at dømme, erklærede disse mænd og deres råd hurtig og vredt deres dom: »Hvad skal vi nu med vidner?« råbte de. »Han er [værdig] til døden.«2
Og så blev han bragt for landets ikke-jødiske ledere. Herodes Antipas, tetrarken fra Galilæa, forhørte ham én gang, og Pontius Pilatus, den romerske statsholder i Judæa, gjorde det to gange, og anden gang erklærede han for folkemængden: »Jeg har nu forhørt ham i jeres nærvær, men jeg har ikke fundet manden skyldig.«3 Så med en handling, som var lige så urimelig som ulogisk, lod Pilatus »Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet.«4 Pilatus’ nyvaskede hænder kunne ikke have været mere plettede eller mere urene.
Denne gejstlige og politiske afvisning blev mere personlig, da borgerne på gaderne også vendte sig mod Jesus. Det er en af de ironiske sider ved denne historie, at Jesus sad i fængsel med en virkelig bespotter, en morder og oprører kaldt Barabbas, et navn eller titel, der på aramæisk betyder »faderens søn.«5 Bemyndiget til at løslade én fange på grund af den jødiske påskefest, spurgte Pilatus folket: »Hvem af de to vil I have, at jeg skal løslade jer?« De sagde: »Barabbas.«6 Så en gudløs »faderens søn« blev sat fri, mens en virkelig guddommelig søn af sin himmelske Fader blev dømt til korsfæstelse.
Dette var også en prøvelsestid for dem, som kendte Jesus mere personligt. Den vanskeligste for os at forstå i denne gruppe er Judas Iskariot. Vi ved, at den guddommelig plan krævede, at Jesus blev korsfæstet, men det er smerteligt at tænke på, at et af hans særlige vidner, som sad ved hans fødder, hørte ham bede, så ham helbrede og følte hans berøring, kunne bedrage ham og alt, hvad han var, for tredive sølvstykker. Aldrig før i verdens historien har så lidt penge købt så meget skændsel. Vi er ikke dem, der skal bedømme Judas’ skæbne, men Jesus sagde om sin bedrager: »Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.«7
Der var selvfølgelig andre blandt de troende, som også havde det svært. Efter den sidste nadver lod Jesus Peter, Jakob og Johannes vente, mens han gik alene ind i Getsemane have. Da han faldt ned i bøn, »fortvivlet indtil døden,«8 siger optegnelserne, at hans sved kom som bloddråber,9 idet han bønfaldt Faderen om at lade dette knusende og brutale bæger gå ham forbi. Men det kunne selvfølgelig ikke gå ham forbi. Da han kom tilbage fra den forpinte bøn, fandt han sine tre disciple sovende, hvilket tilskyndede ham til at spørge: »Så kunne I da ikke våge blot en time sammen med mig?«10 Så skete det to gange igen, indtil han den tredje gang barmhjertigt siger: »Sover I nu og hviler jer?«11 selvom der ikke ville være hvile til ham.
Lidt senere, efter at Jesus var blevet anholdt og fremstillet for dommerne, benægter Peter, der blev beskyldt for at kende Jesus og være en af hans fortrolige, den beskyldning ikke én, men tre gange. Vi ved ikke alt, hvad der foregik, ej heller kender vi det beskyttende råd, som Frelseren kan have givet sine apostle,12 men vi ved, at Jesus var opmærksom på, at selv ikke disse dyrebare venner ville stå sammen med ham ved afslutningen, og han havde advaret Peter om det.13 Så galede hanen: »Herren vendte sig om og så på Peter, og Peter huskede det ord, Herren havde sagt … Og han gik udenfor og græd bitterligt.«14
Af guddommelig nødvendighed bliver støtten rundt om Jesus således mindre og mindre, hvilket ses i Matthæus’ korte vers: »Alle disciplene [lod] ham i stikken og flygtede.«15 Peter blev tæt nok på til at blive genkendt og konfronteret. Johannes stod ved foden af korset sammen med Jesu mor. De velsignede kvinder i Frelserens liv stod altid så tæt på ham, som de kunne. Men i bund og grund fortsatte hans ensomme rejse tilbage til sin Fader uden trøst eller selskab.
Nu taler jeg forsigtigt, endda ærbødigt, om hvad der kan have været det vanskeligste øjeblik i hele denne ensomme rejse mod forsoning. Jeg taler om den sidste tid, som Jesus må have været forberedt på intellektuelt og fysisk, men som han måske ikke fuldt ud kunne forudse følelsesmæssigt og åndeligt – den afsluttende nedstigning i den lammende fortvivlelse over guddommelig tilbagetrækning, hvor han råber i yderst ensomhed: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«16
Han havde forudset tabet af menneskelig støtte, men han havde uden tvivl ikke forstået dette. Havde han ikke sagt til sine disciple: »Der kommer en time … den er kommet, da I skal spredes hver til sit og efterlade mig alene. Men jeg er ikke alene, for Faderen er med mig … han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne«?17
Med hele min sjæls overbevisning bærer jeg vidnesbyrd om, at han fuldt ud behagede sin Fader og at en fuldkommen Fader ikke forlod sin Søn i den time. Det er i sandhed min personlige overbevisning, at i hele Kristi jordiske virke havde Faderen måske aldrig været tættere på sin Søn end i denne sidste forpinte tid med lidelse. For at hans Søns største offer kunne blive lige så fuldkomment, som det var frivilligt og hans alene, trak Faderen ikke desto mindre kortvarigt sin Ånds trøst og støtten fra sin personlige tilstedeværelse væk fra Jesus. Det var påkrævet. Det var i sandhed vigtigt for forsoningens betydning, at denne fuldkomne Søn, som aldrig havde talt dårligt, gjort noget forkert eller rørt ved noget urent, kunne erfare, hvordan resten af menneskeheden ville føle, når de syndede. For at hans forsoning kunne være uendelig og evig, måtte han føle, hvordan det er at dø, ikke blot fysisk, men åndeligt, for at mærke, hvordan det er, at få den guddommelige Ånd trukket væk, hvilket får en til at føle sig fuldstændig og håbløst alene.
Men Jesus holdt ud. Han fortsatte. Hans indre godhed gjorde det muligt for troen at triumfere, selv i en tilstand af fuldstændig smerte. Den tillid, som han havde, fortalte ham, at på trods af hans følelser er den guddommelige barmhjertighed aldrig fraværende, at Gud altid er trofast, at han aldrig flygter eller svigter os. Da den sidste øre var blevet betalt, da Kristi beslutsomhed om at være trofast var så tydelig, at den var fuldstændigt uovervindelig, da var det endeligt og barmhjertigt »fuldbragt.«18 Mod alle odds og uden nogen hjælp eller nogen til at holde sig oppe, genoprettede Jesus fra Nazaret, den levende Guds levende Søn, det fysiske liv, som døden havde styret og bragte frydefuld og åndelig forløsning ud af djævelsk mørke og fortvivlelse. Med troen på den Gud, som han vidste, var der, kunne han triumferende sige: »Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.«19
Brødre og søstre, noget af den største trøst ved påsken er, at fordi Jesus gik på en så lang og ensom sti fuldstændig alene, behøver vi ikke gøre det. Hans ensomme rejse købte os dejligt selskab på vores lille version af den sti – vor Fader i himlens barmhjertige omsorg, det aldrig svigtende selskab af denne elskede Søn, Helligåndens fuldendte gave, engle i himlen, familiemedlemmer på begge sider af sløret, profeter og apostle, lærere, ledere og venner. Alle disse og mange flere er givet os som ledsagere på vores jordiske rejse på grund af Jesu Kristi forsoning og gengivelsen af hans evangelium. Fra Golgatas top er sandheden forkyndt om, at vi aldrig vil blive efterladt alene eller uden hjælp, selv når vi sommetider kan føle, at vi er. Vores alles Forløser sagde i sandhed: »Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer [og bliver hos jer].«20
Min anden bøn i påsken er, at disse scener fra Kristi ensomme offer knyttet sammen med øjeblikke af benægtelse, svigt og mindst ét fuldbyrdet bedrag aldrig må udspilles af os. Han har gået alene engang. Må jeg bede jer om, at han aldrig igen vil være nødt til at konfrontere synd uden vores hjælp, at han aldrig igen vil finde uansvarlige tilskuere, når han ser jer og mig langs sin Via Dolorosa i dag. Når vi nærmer os denne hellige uge – Skærtorsdag med dens påskelam, Langfredag med dens kors, Påskedag med dens tomme grav – må vi erklære os selv for at være bedre disciple af Herren Jesus Kristus, ikke blot i ord og når det går godt, men i gerning og i mod og i tro, også når stien er ensom og når vores kors er for tungt at bære. Må vi denne påske og altid stå ved Jesus Kristus »til alle tider og i alle ting og på alle steder, hvor [vi] måtte befinde [os], ja, indtil døden,«21 for det er virkeligt sådan at han stod ved os, da det var indtil døden, og da han var nødt til at stå der helt alene. I Jesu Kristi navn. Amen.