Hans tjenere, profeterne

Ældste F. Michael Watson

De Halvfjerds

Mesteren taler til os gennem sin profet.

Mens jeg voksede op i det lille landsbysamfund i Spring City i Utah, fik jeg hver sommer mulighed for at være alene sammen med min far i to uger, hvor vi vogtede får ved bjergkæden Manti La Sal. Engang havde en kraftig tåge lagt sig over området så tyk, at man ikke kunne se en hånd for sig, og mørket begyndte at falde på.

Min far foreslog, at jeg vendte tilbage til lejren, så ville han snart følge efter. Jeg husker, at jeg spurgte om, hvordan jeg kunne finde tilbage til lejren i tåge. Min far sagde ganske enkelt til mig: »Slip tøjlerne, så vil hesten få dig hen til lejren.« Jeg fulgte hans råd, slap mit faste greb om tøjlerne og med en opmuntring til hesten begyndte vores tur. Indimellem blev jeg ramt i ansigtet af en lavthængende gren, jeg ikke kunne se, eller mine ben kom lidt for tæt på et træ. Omsider stoppede hesten op, og jeg kunne se omridset af lejren inden for synsvidde.

Nogle gange er vi måske ikke med det samme i stand til at se den ønskede vej foran os, men visdommen hos dem, der er gået forud for os, kombineret med visdommen hos dem, der stadig er hos os – de vil være vore vejledere, hvis vi lader dem få tøjlerne.

»Forstår du også det, du læser?« var det spørgsmål Filip stillede én, som omhyggeligt studerede skrifterne.

Svaret kom i form af et spørgsmål: »Hvordan skal jeg kunne det, medmindre der er nogen, der vejleder mig?«¹

Svaret på disse søgende spørgsmål kommer fra profeterne fra gammel tid, som underviste i betydningen af at ransage skrifterne sammen med et løfte: »Den, som omhyggeligt bevarer mit ord, skal ikke blive ført vild.«²

I hver uddeling har Herren befalet profeterne, at »de skulle forkynde dette for verden; og alt dette for at det … kunne blive opfyldt.«³ Lære og Pagter, afsnit 1, udgør Herrens forord til lærdomme, pagter og befalinger, der er givet i denne tidernes fyldes uddeling. Særligt nævneværdige er vers 37-38:

»Gransk disse befalinger, for de er sande og troværdige, og de profetier og løfter, som er i dem, skal alle blive opfyldt.

Hvad jeg, Herren, har talt, har jeg talt, og jeg undskylder mig ikke; og selv om himlen og jorden forgår, skal mit ord dog ikke forgå, men skal gå i opfyldelse, enten ved min egen røst eller mine tjeneres, thi det er det samme.«

I dag citerer jeg syv af Herrens tjenere. I marts 1970 indledte jeg et længe næret ønske om at tjene Herrens udvalgte tjenere. Fra første færd opstod muligheder for at være i direkte kontakt med brødrene i De Tolv Apostles Kvorum og siden med Det Første Præsidentskab i næsten fire årtier. Det var i disse udviklende år, at en særlig forståelse for ordene »mit ord [skal] ikke forgå, men de skal alle blive opfyldt« begyndte at vokse i mit hjerte.

Vigtige råd er blevet givet ved tidligere generalkonferencer og vil fortsat blive udlagt af dem, som besidder tidligere tiders visdom, hvilket gør det muligt, at vores hjerte brænder i os. Det er i efterlevelsen af sådanne råd, at vi må være stærke, aldrig give op og holde ud til enden.

Lad mig fortælle jer om den vejledning og de råd, som disse Guds profeter har givet. Det var fx præsident Joseph Fielding Smith, der ofte citerede fra det 24. kapitel i Salmernes Bog, hvori der stilles et spørgsmål, gives et svar og loves velsignelser til de trofaste.

Spørgsmålet: »Hvem kan drage op til Herrens bjerg, hvem kan stå på hans hellige sted?«

Svaret: »Den som har skyldfrie hænder og et rent hjerte, den som ikke farer med løgn og ikke sværger falsk.«

Løftet: »Han henter velsignelse hos Herren og retfærdighed hos sin frelses Gud.«⁴

Præsident Harold B. Lee rådede ved en generalkonference os til at lytte til de ord og befalinger, som Herren giver os gennem sine profeter. »I vil måske ikke synes om det, som kommer fra Kirkens ledelse. Det strider måske med jeres politiske holdninger … [eller] jeres sociale holdninger. Det griber måske ind i en del af jeres sociale liv. Men hvis vi lytter til det, som kom det fra Herrens egen mund, med tålmodighed og tro, så er løftet, at ›Gud Herren vil sprede mørkets magter foran jer og få himlene til at ryste til jeres gavn og sit navns ære.‹«⁵

Inden præsident Lee gik bort i december 1973, talte han til en forsamling af Kirkens ansatte og deres familier. Han stillede følgende spørgsmål efter at have fortalt om Kirkens velfærdsprogram: »Tror I på, at disse profeter vidste, hvad de talte om?« Senere i den samme tale, angående brødrenes råd om at beskytte os mod den lemfældighed, der invaderer vores hjem gennem upassende litteratur og tv, spurgte han: »Er I for tæt på brødrene, så I tænker på dem, ikke som profeter, men som mænd, der blot gætter på, at sådanne råd kunne være gode?«⁶

Det var præsident Spencer W. Kimball, som i sin bog gav os de trøstende ord om, at der findes et tilgivelsens mirakel, og at Gud vil tilgive. På et andet tidspunkt advarede præsident Kimball os om de uventede udfordringer, vi måske møder, hvis vi enkeltvis fik magt til at ændre store øjeblikke i livet. Ville vi have ændret begivenhederne ved fængslet i Carthage, der resulterede i profeten Joseph Smiths død? Eller endnu vigtigere, hvad ville vi have gjort med en sådan ukontrolleret magt i det afgørende øjeblik i Getsemane og med de udtalte ord: »Dog, ske ikke min vilje, men din?«⁷

Hver morgen til Det Første Præsidentskabs møde skiftes brødrene til at bede. Jeg syntes altid godt om at høre præsident Ezra Taft Benson bede. Hans bønner var næsten udelukkende taksigelser frem for anmodninger om velsignelser. Om Endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus gentog præsident Benson profeten Joseph Smiths ord om, »at Mormons Bog var den mest korrekte bog på jorden og vor religions slutsten, og at et menneske ville komme Gud nærmere ved at efterleve dens forskrifter, end ved nogen anden bog.«⁸ Han opfordrede os til at følge Frelseren, som sagde: »Se hen til mig, og hold ud til enden, og så skal I leve; for til den, der holder ud indtil enden, vil jeg give evigt liv.«⁹

Under præsident Howard W. Hunters ni måneders tjeneste som præsident for Kirken faldt vi alle for den godhed, som var så naturlig for ham, der inviterede Kirkens medlemmer til at -

»efterleve Jesu Kristi liv og eksempel endnu mere, især den kærlighed og det håb og den medfølelse, han viste.

… bruge Herrens tempel som det store symbol på deres medlemskab og den himmelske ramme for deres helligste pagter. Det ville opfylde mit hjertes højeste ønske, hvis hvert eneste medlem af Kirken var værdigt til at komme i templet.«¹⁰

Præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »Jeg har ikke personligt talt med alle profeterne fra denne uddeling. Jeg har ikke kendt profeten Joseph Smith, og jeg har heller aldrig hørt ham tale. Men min bedstefar, der som ung boede i Nauvoo, hørte ham, og han vidnede om Josephs guddommelige kald som denne uddelings store profet.«¹¹

Præsident Hinckley bar vidnesbyrd om det første syn, da Joseph Smith gik ud i en lund for at bede og fik svar gennem guddommelig åbenbaring fra både Faderen og Sønnen.

Præsident Hinckleys forkærlighed for at bygge templer og for det hellige arbejde, der udføres i dem, vil tjene som en ledestjerne, som vi hver især kan følge.

Vores elskede profet præsident Thomas S. Monson har atter understreget Det Første Præsidentskabs håb og ønske, da de i 1839 gav os et råd, som vi stadig burde følge i dag: »Af jeres flid, udholdenhed og trofasthed, sundheden i de lærdomme, som I prædiker samt de moralske forskrifter, som I fremfører og praktiserer … afhænger den menneskelige families skæbne.«¹²

Det er præsident Monson, vi opretholder som profet, seer og åbenbarer, og som tjener som en rungende stemme for enken, den faderløse og alle, som er i nød. Han har i sandhed i sit liv været et eksempel på Mesterens forbillede samt på et oprigtigt ønske om altid at blive fundet i hans tjeneste. Det er præsident Monson, der er Herrens talerør, og hvis råd og vejledning vi formanes til at følge. På en meget virkelig måde taler Mesteren til os gennem sin profet. Jeg ved og har nedskrevet det til møder, hvor brødrene er samlet, at dette er sandt.

Som én, der er blevet undervist ved fødderne af levende profeter og af disse sidste dages vidner, som jeg har kendt og elsker, vidner jeg i sandhed om, at når medlemmerne af denne kirke lytter til de ord og befalinger, som Herren gav profeterne i testamenterne og efterfulgt af Herrens profet i dag, vil vi opnå en bedre forståelse af, at »Gud Herren gør ikke noget, førend han har åbenbaret sine planer for sine tjenere, profeterne.«¹³

Om disse sandheder og om, at Gud er i himlen, at Jesus er Kristus, og om denne Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som har profeter, seere og åbenbarere til at lede os, bærer jeg højtideligt vidnesbyrd om i Jesu Kristi hellige navn. Amen. ■