Præstedømmets ansvar
Som præstedømmebærere kan vi have en stærk indflydelse på andre.
Ældste Andersen på vegne af De Halvfjerds vil jeg gerne sige, at vi elsker dig og vi opretholder dig med vores hjerte og tro.
Mine kære brødre, det er et helligt privilegium at være en del af Herrens mægtige styrke.1 Jeg står ydmygt foran jer og ser jer for mig forsamlet rundt omkring i verden.
I det verdensomspændende oplæringsmøde for ledere den 21. juni 2003 lærte præsident Gordon B. Hinckley os, at vi som præstedømmebærere har et firefoldigt ansvar. Han sagde: »Vi har alle ansvar på fire områder. For det første har vi et ansvar over for vores familie. For det andet har vi et ansvar over for vores arbejdsgiver. For det tredje har vi et ansvar over for Herrens værk. For det fjerde har vi et ansvar over for os selv.«2
De fire ansvarsområder er af afgørende betydning.
Præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »Det er bydende nødvendigt, at I ikke forsømmer jeres familie. Intet af det, I har, er mere dyrebart.«3
Det er vores ansvar som fædre at lede vores familie i daglig familiebøn, dagligt skriftstudium og i familieaften. Vi må prioritere og bevare disse muligheder for at opbygge og styrke vores families åndelige fundament. Præsident Hinckley har sagt: »Forsøg ikke at lade noget komme i vejen. Betragt tiden med familien som hellig.«4
Angående familieaften har han sagt: »Betragt mandag aften som helliget familieaften.«5
Vore børn lever, ligesom deres forældre, under tidspres på alle områder i deres liv. De har aktiviteter, der omfatter kirke, skole og venner. Mange af vore børn går på en skole, hvor de er en minoritet. Skolerne planlægger tit begivenheder mandag aften. Det kan være aktiviteter som sport, prøver, kor og andre begivenheder. Vi er nødt til at holde mandag aften fri for andre forpligtelser, så vi kan holde vores familieaften. Ingen andre aktiviteter er vigtigere for vores familie.
Det er under familieaften og i andre familiesammenhænge, at vi bereder vore børn på at modtage Herrens velsignelser. Ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Det er vores ansvar at sørge for, at vi har familiebøn, skriftstudium og familieaften. Det er vores ansvar at forberede vore børn til at modtage de ordinancer, der fører til frelse og ophøjelse.«6
Familieaften er en helt særlig tid, vi har, til at styrke os selv og vores familie. Det er vigtigt at inddrage hele familien i opgaverne til familieaften. Et barn kan fortælle om en primarylektion, som han eller hun fik dagen før. Familieaften styrkede min egen families tro og vidnesbyrd.
Dagligt skriftstudium er en anden vigtig familieaktivitet. Jeg husker, da min søn var syv år gammel. Han tog en aften et brusebad under et stormvejr, da strømmen forsvandt i vores hjem. Min hustru kaldte på ham og bad ham skynde sig med at blive færdig og så tage et stearinlys og langsomt komme nedenunder til familiebøn. Hun advarede ham om at være forsigtig med lyset, så han ikke tabte det på gulvtæppet, fordi det kunne påbegynde en brand, og huset kunne brænde ned. Adskillige minutter senere kom han ned og kæmpede med at holde lyset i den ene hånd og skrifterne under den anden arm. Hans mor spurgte ham, hvorfor han havde taget sine skrifter med. Hans svar var: »Mor, hvis huset brænder ned, må jeg redde mine skrifter!« Vi vidste, at vore bestræbelser på at hjælpe ham til at elske skrifterne var blevet sået i hans hjerte for evigt.
Med hensyn til vores ansvar over for vores arbejdsgiver har præsident Hinckley sagt: »I har en forpligtelse. Vær ærlig over for jeres arbejdsgiver. Udfør ikke kirkearbejde i arbejdstiden.«7
Han mindede os også om, at vores arbejde sætter os i stand til at sørge for vores familie såvel som at tjene effektivt i Kirken.
Præstedømmebærere har mange ansvar og opgaver. Vi har mulighed for at besøge, interviewe, undervise og tjene mennesker. Det er vores hellige ansvar at opbygge Kirkens medlemmer og hjælpe med at styrke deres tro og vidnesbyrd om vor Frelser Jesus Kristus. Vi har muligheder for at sørge for de familier, hvor vi tjener som hjemmelærere, og undervise medlemmer i at sørge for sig selv, deres familie og de fattige og trængende på Herrens måde. Præstedømmebærere har ansvar for at motivere de unge til at forberede sig på ærefuldt at tjene på en fuldtidsmission og blive viet i templet.8
Præsident Ezra Taft Benson har sagt: »Præstedømmebærerne bør våge over kvorumsmedlemmerne og deres familie gennem organiserede hjemmelærerbesøg.«9
Vi må have omsorg for hvert medlem i Kirken, som vi har ansvar for. Hjemmelærerbesøg er et af vore største ansvar.
Som fædre har vi også det hellige ansvar at være et værdigt eksempel for vore børn, så de kan lære at blive bedre forældre og ledere i deres eget hjem. Jeg citerer ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum: »Vi vil bede alle præstedømmeledere, især fædre, om at hjælpe jeres sønner med at forberede sig. I må forberede dem, både åndeligt og timeligt, så de kan ligne og virke som Herrens tjenere.«10
Når vi modtager præstedømmet, indgår vi en evig pagt om at tjene andre.11 Som præstedømmebærere kan vi have en stærk indflydelse på andre.
Præsident Monson har mindet os om: »Hvor er vi heldige og velsignede ved at bære Guds præstedømme …
Husk altid, at folk ser jer som eksempler, og I påvirker andres tilværelse enten i god eller dårlig retning, og den indflydelse vil kunne mærkes i kommende generationer.«12
Vores eksempel vil altid tale højt. I mine år som medlem af Kirken er jeg blevet påvirket af mange lederes og kirkemedlemmers eksempel. Jeg husker et vidunderligt par, som var et stort eksempel for vores familie og for hele menigheden. De blev døbt i 1982. Jeg var deres biskop.
Celso og Irene boede ganske langt fra Kirken. De gik 40 minutter hver vej til kirke, og de gik aldrig glip af et møde. De var altid til stede og smilede meget. Det var deres natur at tjene andre. Celso og Irene havde en søn ved navn Marcos, som var født med et mentalt og fysisk handicap. Jeg husker udmærket, hvor kærligt de tog sig af deres søn. I 1999 fik Celso en hjerneblødning, som lammede hans underkrop. Celso fortsatte med trofast at komme i Kirken med sin familie. De betalte trofast deres tiende og gav et gavmildt fasteoffer. Vores søn Moroni er nu deres biskop, og han fortalte mig, at Celso og Irene fortsat tjener trofast. De tjener ikke blot i deres kaldelser i menigheden, de tjener også trofast som tempeltjenere i templet i São Paulo i Brasilien. De tjener hver fredag fra tidlig morgen til aften. De giver altid så villigt af deres tid og midler, når de trofast udfører deres kirkeansvar.
Præsident Monson kom med følgende råd: »Det meste af præstedømmebæreres tjeneste udføres stille og uden fanfarer. Et venligt smil, et hengivent håndtryk, et oprigtigt vidnesbyrd om sandheden kan helt bogstaveligt opløfte mennesker, forandre deres natur og frelse dyrebare sjæle.«13
Det er den slags stille tjeneste, som Celso og Irene yder.
Når vi overvejer en klog anvendelse af vores tid og vore midler for at imødekomme vores families, arbejdes og kirkekaldelsers behov, er det vigtigt at huske, at alle præstedømmebærere har brug for at udvikle sig åndeligt. Det er et ansvar, vi har over for os selv. Og det er også vigtigt at huske, at vi alle har hjælpere.14 Råd fra vore profeter, seere og åbenbarere er den mest dyrebare hjælp, som vi kan modtage.
Vor Frelser gav os hver især denne opfordring:
»Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.
For mit åg er godt, og min byrde er let.«15
Når vi udfører hans værk og gør hans vilje frem for vores egen, indser vi, at åget er godt, og byrden er let. Han vil altid være med os. Han vil åbenbare lige nøjagtigt det, som vi behøver, for at det skal gå godt for vores familie, vores karriere samt ethvert ansvar, som vi har i hans kirke. Han vil hjælpe os med at udvikle os personligt og som brødre i præstedømmet.
Jeg ved, at Kirken er sand. Jeg ved, at Joseph Smith er Guds profet. Jeg ved, at præsident Thomas S. Monson er Herrens levende profet på jorden i dag. Jeg ved, at Jesus er Kristus, vor Frelser og Forløser, i Jesu Kristi navn. Amen.