Vær fremsynede forsørgere timeligt og åndeligt
Når vi er fremsynede, kan vi forsørge os selv og vores familie og også følge Frelserens eksempel om at tjene og velsigne andre.
Hvor er vi velsignede ved at blive ledt af en levende profet! Thomas S. Monson, som voksede op under den store depression, lærte, hvordan man tjener andre. Hans mor bad ham ofte om at gå hen med mad til trængende naboer, og hun gav hjemløse mænd forskellige småjobs til gengæld for et måltid mad, hun selv lavede. Senere blev han som ung biskop undervist af præsident J. Reuben Clark: »Vær god mod enkerne og sørg for de fattige« (Thomas S. Monson, »En forudseende plan – et prægtigt løfte«, Stjernen, okt. 1986, s. 64). Præsident Monson fulgte 84 enker og sørgede for dem, indtil de gik bort. Gennem årene er hans tjeneste over for medlemmer og venner i hele verden blevet et kendetegn for hans tjenestegerning. Vi er taknemlig for at have hans eksempel. Tak, præsident Monson.
Brødre og søstre, ligesom præsident Monson vokser vore børn op i tider med økonomisk usikkerhed. Ligesom vore bedsteforældre og oldeforældre lærte vigtige lektier gennem økonomisk modgang, kan det, vi lærer nu i vore nuværende omstændigheder, velsigne os og vore efterkommere i kommende generationer.
I dag taler jeg til alle, hvis frihed til at vælge er blevet reduceret på grund af dårlige valg i fortiden. Jeg taler især om valg, der har ført til massiv gæld og afhængighed af mad, narkotika, pornografi samt andre tanke- og handlingsmønstre, som begrænser vores selvværdsfølelse. Alle disse misbrug påvirker os personligt og nedbryder forholdene i vores familie. Naturligvis kan noget gæld, som har finansieret en uddannelse, et beskedent hjem eller en almindelig bil, være nødvendig for at sørge for en familie. Desværre stiftes ekstra gæld, når vi ikke kan kontrollere vore behov eller afhængighedsskabende impulser. Og hvad angår både gæld og afhængighed, er den håbefulde løsning den samme – vi må henvende os til Herren og følge hans befalinger. Vi må mere end noget andet ønske at ændre vores liv, så vi kan bryde gældens onde cirkel og vore ukontrollerede behov. Jeg beder til, at I i de næste få minutter og under hele denne konference bliver fyldt med tillid til vor Frelser Jesus Kristus og finder håb i hans gengivne evangeliums lærdomme.
Vore udfordringer, deriblandt dem, vi skaber ud fra vore egne beslutninger, er en del af vores prøve her i jordelivet. Lad mig forsikre jer om, at jeres situation ikke er uden for Frelserens rækkevidde. Gennem ham kan enhver kamp være til vores erfaring og gavn (se L&P 122:7). Enhver fristelse, vi overvinder, er for at styrke os, ikke nedbryde os. Herren vil aldrig tillade os at lide udover det, vi kan udholde (se 1 Kor 10:13).
Vi må huske, at modstanderen kender os yderst godt. Han ved, hvor, hvornår og hvordan han skal friste os. Hvis vi er lydige over for Helligåndens tilskyndelser, kan vi lære at genkende modstanderens tillokkelser. Før vi giver efter for fristelse, må vi med fast beslutsomhed lære at sige: »Vig bag mig, Satan« (Matt 16:23).
Vores fremgang måles aldrig på, hvor stærkt vi bliver fristet, men på hvor trofast vi reagerer. Vi må bede vor himmelske Fader om hjælp og søge styrke gennem hans Søns Jesu Kristi forsoning. I både det timelige og det åndelige giver denne opnåelse af guddommelig hjælp os mulighed for at blive fremsynede forsørgere for os selv og andre.
Hvad er en fremsynet forsørger?
Vi er alle ansvarlige for at forsørge os selv og vores familie, både på timelig og åndelig vis. For at forsørge på fremsynet vis må vi praktisere principperne for fremsynet levevis: At sætte tæring efter næring med glæde – være tilfreds med det, vi har, undgå massiv gæld og flittigt spare op og forberede os på »sne-inde«-situationer. Når vi er fremsynede, kan vi forsørge os selv og vores familie og også følge Frelserens eksempel om at tjene og velsigne andre.
For at være fremsynede forsørgere må vi holde den mest grundlæggende befaling: »Du må ikke begære« (2 Mos 20:17). Vores verden er fyldt med følelser af at have ret til noget. Nogle af os føler os flove, skamfulde eller mindre værdifulde, hvis vores familie ikke har alt det, som vore naboer har. Som følge heraf sætter vi os i gæld for at købe ting, vi ikke har råd til – og ting, som vi egentlig ikke behøver. Hver gang vi gør det, bliver vi timeligt og åndeligt fattigere. Vi forærer noget af vores dyrebare, uvurderlige handlefrihed bort og bringer os i selvpåført trældom. Penge, som vi kunne have brugt til at sørge for os selv og andre, skal nu anvendes til at betale vores gæld. Det, der bliver tilbage, er ofte kun lige nok til at dække vore mest grundlæggende behov. Når vi lever på et eksistensminimum, bliver vi nedtrykte, vores selvværd påvirkes, og vores forhold til familie, venner, naboer og Herren svækkes. Vi har ikke tid, energi eller interesse i at søge det åndelige.
Hvordan undgår og overvinder vi så vanen med gæld og afhængighed af verdslige og timelige ting? Jeg vil gerne fortælle jer om to lektier i forbindelse med fremsynet levevis, der kan hjælpe os hver især. Disse lektier fik jeg, sammen med mange andre vigtige lektier i mit liv, af min hustru og evige ledsager. Disse lektier lærte jeg på to forskellige tidspunkter i vores ægteskab – begge i tilfælde, hvor jeg ønskede at købe en særlig gave til hende.
Den første lektie lærte jeg, da vi var nygifte og havde meget få penge. Jeg var i luftvåbnet, og vi havde ikke kunnet tilbringe julen sammen. Jeg var på en opgave i udlandet. Da jeg kom hjem, så jeg en smuk kjole i et butiksvindue og foreslog min hustru, at hvis hun kunne lide den, ville vi købe den. Mary gik ind i butikkens prøverum. Et øjeblik efter kom ekspedienten ud, gik forbi mig og hængte kjolen tilbage på plads i butiksvinduet. Da vi forlod butikken, spurgte jeg: »Hvad skete der?« Hun svarede: »Det var en smuk kjole, men den har vi ikke råd til!« De ord ramte mig lige i hjertet. Jeg har lært, at de tre kærligste ord er »jeg elsker dig«, og de seks mest omsorgsfulde ord over for dem, vi elsker, er »det har vi ikke råd til«.
Den anden lektie lærte jeg adskillige år senere, da vi var mere økonomisk velfunderede. Vores bryllupsdag nærmede sig, og jeg ønskede at købe en flot frakke til Mary for at vise hende min kærlighed og påskønnelse for vore mange lykkelige år sammen. Da jeg spurgte hende, hvad hun syntes om den frakke, jeg tænkte på, svarede hun med ord, som igen trængte dybt ind i mit hjerte og sind. »Hvornår skulle jeg have den på?« spurgte hun. (På det tidspunkt var hun hjælpeforeningspræsident i menigheden og hjalp familier i nød).
Derpå lærte hun mig en uforglemmelig lektie. Hun kiggede mig i øjnene og spurgte sødt: »Køber du den for min eller din skyld?« Hun spurgte med andre ord: »Er formålet med denne gave at vise din kærlighed til mig eller at vise mig, at du er en god forsørger, eller at vise verden noget?« Jeg overvejede hendes spørgsmål og blev klar over, at jeg tænkte mindre på hende og vores familie og mere på mig selv.
Efter det havde vi en alvorlig samtale om fremsynet levevis, der ændrede vores liv, og vi var begge enige om, at vore penge kunne bruges bedre ved at nedbringe vores kreditlån i huset og bidrage til vore børns uddannelsesfond.
Disse to lektier viser hele essensen af fremsynet levevis. Når vi står over for valget om at købe, forbruge eller inddrage os i verdens ting og aktiviteter, har vi alle brug for at lære at sige til hinanden: »Vi har ikke råd til det, selv om vi ønsker det!« Eller: »Vi har råd til det, men vi har ikke brug for det – og i virkeligheden ønsker vi det slet ikke!«
Bag disse lektier er der et ligeså vigtigt princip: Vi kan lære meget ved at kommunikere med vores mand eller hustru. Når vi holder råd og arbejder sammen i familieråd, kan vi hjælpe hinanden med at blive fremsynede forsørgere og undervise vore børn til også at leve fremsynet.
Grundlaget for fremsynet levevis er tiendeloven. Denne lovs hovedformål er at hjælpe os med at udvikle tro på vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus. Tiende hjælper os med at overvinde vore ønsker om denne verdens ting og villigt at bringe ofre for andre. Tiende er den store retfærdige lov, for ligegyldigt hvor rige eller fattige vi er, betaler vi alle den samme »tiendedel af hele [vores] indkomst årligt« (L&P 119:4), og vi modtager alle velsignelser så store, at de er »uden mål« (Mal 3:10).
Udover vores tiende bør vi også være et eksempel med hensyn til betaling af fasteoffer. Et fasteoffer udgør – som et minimum – beløbet for to på hinanden følgende måltider, som vi faster fra hver måned. Ved ikke at spise disse to måltider kommer vi Herren nærmere i ydmyghed og bøn og deltager med et anonymt bidrag for at velsigne vore brødre og søstre verden over.
En anden vigtig måde at hjælpe vore børn til at lære at være fremsynede forsørgere er ved at lægge et familiebudget. Vi bør regelmæssigt gennemgå vores families indkomsts-, opsparings- og forbrugsplan til familieråd. Det vil lære vore børn at finde forskellen mellem ønsker og behov samt at planlægge fremad, så familiens midler anvendes meningsfyldt.
Da vore drenge var små, havde vi et familieråd og satte mål om at holde en »drømmeferie« ned ad Coloradofloden. Når én af os ønskede at købe noget i løbet af det følgende år, spurgte vi hinanden: »Vil vi virkelig gerne købe det nu, eller vil vi holde vores drømmerejse senere?« Det var en vidunderlig lærerig erfaring om at vælge fremsynet levevis. Ved ikke at tilfredsstille vore umiddelbare ønsker opnåede vi en mere ønskværdig belønning for familiesammenhold og dejlige minder i årene fremover.
Vi kan, når som helst vi ønsker at opleve eller eje noget, som får indflydelse på vore midler, spørge os selv: »Er fordelen midlertidig, eller vil den have evig værdi eller betydning?« Oprigtige svar på disse spørgsmål kan hjælpe os til at undgå overdreven gæld og anden afhængighedsskabende adfærd.
I bestræbelserne på at overvinde gæld og vanedannende adfærd bør vi huske, at afhængighed er det naturlige menneskes stærke længsel, og det kan aldrig tilfredsstilles. Det har en umættelig appetit. Når vi er afhængige, søger vi de verdens besiddelser eller fysiske fornøjelser, som synes at friste os. Men som Guds børn bør det, vi hungrer mest efter og søger, være det, som kun Herren kan give – hans kærlighed, hans følelse af at have værdi, hans tryghed, hans tillid, hans håb for fremtiden og vished om hans kærlighed, som bringer os evig glæde.
Vi må mere end noget andet ønske at gøre vor himmelske Faders vilje og på fremsynet vis forsørge os selv og andre. Vi må ligesom kong Lamonis far sige: »Jeg [vil] aflægge alle mine synder for at kende dig« (Alma 22:18). Så kan vi fast besluttede henvende os til ham og love ham følgende: »Jeg vil gøre alt, hvad der kræves.« Gennem bøn, faste, lydighed mod befalingerne, præstedømmets velsignelser og hans store sonoffer vil vi føle hans kærlighed og kraft i vores liv. Vi vil modtage hans åndelige vejledning og styrke gennem Helligåndens tilskyndelser. Kun gennem vor Herres forsoning kan vi opnå en mægtig forandring i hjertet (se Mosi 5:2; Alma 5:14) og opleve en mægtig forandring i vores vanedannende adfærd.
Med al den kærlighed jeg har i mig, og med Frelserens kærlighed gennem mig, indbyder jeg jer til at komme til ham og høre hans ord: »Brug derfor ikke penge på det, som ikke er af nogen værdi, ej heller jeres arbejdskraft på det, som ikke kan tilfredsstille. Lyt omhyggeligt til mig, og husk de ord, som jeg har talt; og kom til Israels Hellige, og tag for jer af det, som ikke forgår, ej heller kan blive fordærvet« (2 Ne 9:51).
Jeg vidner om, at lysten til at eje verdens ting kun kan overvindes ved at komme til Herren. Afhængighedens sult kan kun erstattes af vores kærlighed til ham. Han står klar til at hjælpe os hver især. »Frygt ikke,« sagde han, »for I er mine, og jeg har overvundet verden« (L&P 50:41).
Jeg bærer mit særlige vidnesbyrd om, at han gennem forsoningen har overvundet alt. Må vi alle også overvinde verdslig fristelse ved at komme til ham og blive fremsynede forsørgere både timeligt og åndeligt for os selv og andre, er min ydmyge bøn i Jesu Kristi navn. Amen.