Respekt og ærbødighed
Vi må … skabe respekt for hinanden og ærbødighed over for Gud i vore hjem og klasseværelser.
I det sidste kapitel af Johannesevangeliet hører vi om en særlig omsorgsfuld samtale mellem Peter og den opstandne Kristus. Tre gange spørger Frelseren: »Simon, Johannes’ søn, elsker du mig?« Og hver gang forsikrer Peter Frelseren om sin kærlighed, og Jesus siger til ham: »Vogt mine lam … Vogt mine får.«1
I verden i dag er der i høj grad behov for at nære vore børns og unges sjæle med »levende vand«2 og »livets brød.«3 Vi elsker Herren ligesom Peter, så nutidens forældre og ledere arbejder flittigt på at give dem hver især et vidnesbyrd i hjertet om Jesus Kristus og hans evangelium. Vi underviser i vore hjem, sammen med missionærerne, og i kirkesale og i klasseværelser i vore kirker. Vi forbereder og indbyder Ånden til at være hos os. Men for virkelig at kunne vogte hans lam og nære hans får med vidnesbyrd og ånden må vi skabe respekt for hinanden og ærbødighed over for Gud i vore hjem og klasseværelser.
I dag vil jeg opfordre forældre, lærere og ledere til at arbejde sammen om at undervise og være eksempler, og jeg vil ligeledes opfordre jer til at udvise respekt og ærbødighed, som vil styrke vore børn og unge og byde tilbedelsens ånd ind i vores hjem og vore kirker.
Jeg mener, at vore evner og vores troværdighed, når vi udviser ærbødighed over for Gud styrkes, når vi viser respekt for hinanden. I vores samfund i dag bliver sømmelighed, værdighed og høflighed angrebet fra alle sider og i alle medier. Vores eksempel som forældre og ledere med respekt for hinanden er afgørende for vore børn og unge, fordi de ikke kun følger med i medierne – de holder øje med os! Er vi de eksempler, vi bør være?
Stil jer selv disse spørgsmål: Er jeg et eksempel på respekt i mit hjem og via den måde, jeg opfører mig på over for dem, jeg elsker allermest? Hvordan er min adfærd under sportsbegivenheder? Lytter jeg til begge sider af historien, hvis mit barn har en uoverensstemmelse med en lærer, træner eller ven? Viser jeg respekt for andres ejendom såvel som for min egen? Hvordan reagerer jeg over for nogen, som jeg med hensyn til religion, livsstil eller politik er uenig med?
Når vi som forældre og ledere er gode eksempler og viser respekt for andre, bekræfter vi over for vore børn, at vi alle er Guds børn, og alle er brødre og søstre for evigt. Vi fokuserer på det, vi har til fælles – de egenskaber i hjertet, der forener Guds familie – i stedet for på vore forskelle.
Respekt for andre og ærbødighed over for Gud er nært beslægtede. Det udspringer af ydmyghed og kærlighed. Præsident David O. McKay sagde, at »ærbødighed er dyb respekt blandet med kærlighed,«4 og ældste L. Tom Perry har sagt, at »ærbødigheden kommer af vores beundring og respekt for Guddommen«.5 Primarybørnene lærer dette, når de synger dette vers fra en primarysang:
Når jeg vil ære min himmelske Fader,
så bliver jeg stille og blid.
Jeg tænker med glæde på det, han har givet
til mig i den sidste tid.6
Men ærbødighed er ikke en naturlig adfærdstendens hos de fleste børn. Det er en egenskab, som forældre og ledere underviser i ved eksempel og deres undervisning. Men husk på, at hvis ærbødighed bygger på kærlighed, så gør undervisningen deri også. Strenghed i vores undervisning avler vrede, ikke ærbødighed. Så begynd tidligt og hav rimelige forventninger. Et lille barn kan godt lære at folde hænderne og gøre sig klar til at bede. Men det kræver tid, tålmodighed og vedholdenhed. Husk på, at vi ikke kun underviser et barn i ærbødighed for første gang – men det er måske også barnets første forsøg på at udvise selvdisciplin.
Processen med undervisning og selvdisciplin fortsætter linje på linje og forskrift på forskrift. Sådan lærer et barn at være ærbødig under bøn og nadvermødet. Han sidder sammen med sine forældre under mødet. Derpå vokser hans selvdisciplin, når han senere lærer at faste, adlyde visdomsordet, træffe gode valg omkring internettet og at efterleve kyskhedsloven. Vi får hver især større evner og forståelse. Vi velsigner vore børn og unge, når vi er gode eksempler, underviser og støtter dem gennem denne proces, fordi selvbeherskelse ikke kun er roden til selvrespekt, men også afgørende for at kunne indbyde Ånden til at undervise, bekræfte og vidne.
Jeg kan huske en tale, som præsident Packer holdt til en konference for næsten 20 år siden, med titlen »Ærbødighed indbyder til åbenbaring«.7 Den vending husker jeg stadig efter alle de år. Det minder mig om, at vi i vores hjerte, hjem og til vore møder skal skabe ærbødighed, som indbyder Ånden til at trøste, lede, undervise og vidne. Når Ånden vidner for os, at Gud er vor Fader, og at Jesus Kristus er vor Frelser, så får vi den åbenbaring, der fører til ægte ærbødighed affødt af kærlighed og dyb respekt.
Hvad kan vi så gøre som forældre og ledere? Vi kan være gode eksempler, når vi beder ydmygt, bruger bønnens sprog og udtaler guddommens navne korrekt. Vi kan omgås skrifterne med respekt og undervise i deres lærdomme med overbevisning.
Ærbødigheden øges, når vi udviser behørig respekt ikke kun for generalautoriteterne men også over for de lokale præstedømme- og organisationsledere. Min stavspræsident har været en god ven i over 30 år, og som venner har vi altid brugt hinandens fornavne. Men fordi han tjente som præstedømmeleder, valgte jeg bevidst – offentligt og især i Kirken – at omtale ham som præsident Porter. Det opfordrer til ærbødighed, når vi underviser vore børn og unge i, at det er passende at tiltale vore ledere som præsident, biskop, bror og søster. Det lærer os også sandheden i, at ledere er kaldet af Gud og har fået hellige ansvar.
Som forældre og lærere skal vi være eksempler på ærbødig opførsel til møderne i Kirken. Vore kirkebygninger har mange forskellige funktioner, men om søndagen er de steder, hvor man tilbeder. Vi mødes for at forny pagter, der helbreder vores sjæl. Vi kommer for at lære og styrke vores vidnesbyrd. Missionærerne tager deres undersøgere med. Kun når vi er ærbødige, kan Ånden bekræfte evangeliets sandheder gennem Guds ord, musik, vidnesbyrd og bøn.
Vi er et venligt folk, og vi elsker hinanden, men vores ærbødighed vil øges, hvis vi hilser og taler sammen på gangen, og hvis nadvermødet indledes allerede ved præludiet og ikke først ved indledningsbønnen. Vi fremmer ærbødigheden, når vi tager et grædende barn med ud af kirkesalen og finder et andet lokale, hvor vi fortsat kan lytte til mødet, indtil spædbarnet er trøstet, eller det forstyrrende lille barn er roligt igen. Ærbødighed betyder også, at vi slukker vores mobiltelefon og lignende udstyr. At sende sms’er eller læse e-mail under kirkemødet er ikke alene uærbødigt, det er også forstyrrende og signalerer mangel på respekt for de andre tilstedeværende. Vi er gode eksempler på ærbødighed, når vi deltager i mødet, lytter til talerne og synger Zions salmer sammen.
Vores lærere i Primary, Søndagsskolen og organisationerne for de unge har enestående muligheder for at undervise og være gode eksempler på respekt og ærbødighed. Jeg har et par forslag.
Det vigtigste er at elske eleverne i jeres klasse. Ofte er det det mest forstyrrende barn, der har mest brug for jeres kærlighed.
Tag jer tid til at forklare, hvad ærbødighed er, og hvorfor det er vigtigt. Vis et billede af Frelseren. Forklar, hvilken adfærd der er acceptabel, og vær kærlig og konsekvent, når I ikke alene opfordrer til ærbødighed, men også forventer det.
Vær beredt. Forbered ikke kun materialet, men forbered også jer selv til at undervise med Ånden. Mange problemer med ærbødigheden kan klares med en velforberedt lektion, som eleverne deltager i.
Tal med forældrene til børn med et handicap og find frem til, hvad det er rimeligt at forvente af barnet, for alle børn fortjener en chance for at udvikle sig.
Udnyt menighedens ressourcer som hjælp. Når der er et problem med ærbødigheden hos børnene eller de unge, er der ofte et problem med ærbødigheden i menigheden. Tag problemer op i menighedsrådet, hvor menighedens ledere kan arbejde sammen for at fremme respekt og ærbødighed på alle niveauer.8
For mange år siden lovede præsident Packer Herrens velsignelser til dem, der tilbeder i ærbødighed. De løfter gælder absolut også i dag: »Skønt vi måske ikke ser en umiddelbar, mirakuløs forandring, så vil en stille forandring ske, så sikkert som Herren lever. Den åndelige styrke i medlemmernes liv og i Kirken vil vokse. Herren vil udøse sin Ånd over os i rigere mål. Vi vil være mindre forstyrrede og forvirrede. Vi vil finde åbenbarede løsninger på personlige og familiens problemer.«9
Jeg tror på løfterne fra en profet. Jeg ved, at jeg har en kærlig himmelsk Fader, og at hans Søn, Jesus Kristus, er min Frelser. Jeg beder til, at vores større ærbødighed må afspejle vores dybe kærlighed til dem og forbedre vores stræben efter at vogte deres får, i Jesu Kristi navn. Amen.