Dette er jeres telefonopkald
Vi kalder nu på jer for at mobilisere vore præstedømmekvorummer som svar på arbejdsløsheden og de finansielle udfordringer, som vore medlemmer står overfor.
Mine brødre i præstedømmet, i de senere år har vi været vidne til mange ulykker og naturkatastrofer verden over. Blandt dem har der været orkaner, storbrande, jordskælv og en ødelæggende tsunami.
Kirken har reageret på disse og mange andre katastrofer på storslået vis. Grupper af medlemmer har hurtigt mobiliseret sig for at tage af sted og hjælpe de nødlidende. De følte sig alle glade ved at vide, at de velsignede andre gennem deres tjeneste.
Ofte udtaler personer, som ikke deler vores tro – medlemmer af andre kirker, hjælpeorganisationer, regeringer og nyhedsmedier – sig om, hvor hurtigt Kirken er i stand til at mobilisere så mange, der er villige til at hjælpe. De spørger: »Hvordan gør I det?« Svaret på det spørgsmål kan udtrykkes meget enkelt: »Vi er beredte, vi har en organisation, vi har medfølelse, og vi har næstekærlighed.« Det kræver sædvanligvis blot nogle få telefonopkald fra præsiderende autoriteter til lokale ledere for at kunne mobilisere hundredvis og sommetider tusindvis af personer, der tager af sted for at redde deres brødre og søstre i nød.
I dag ønsker jeg at tale om endnu en udfordring, som vi har mulighed for at reagere på, og brødre, dette er jeres telefonopkald. Denne udfordring kommer ikke af naturlige årsager, men dens resultater er virkelige og kan mærkes globalt. Og selv om vi er optimistiske vedrørende fremtiden, så fortsætter vi – som vi har gjort det i årtier – med at tilegne vore kræfter til det grundlæggende princip om, at vi er vores brors vogter.
Ældste Robert D. Hales har for nyligt bemærket: »De økonomiske skyer, der længe har truet verden, er nu fuldstændig over os. Påvirkningen af denne økonomiske storm over vor himmelske Faders børn kræver en evangelisk velfærdsvision mere end nogensinde før.«1 Denne storms arbejdsløshed og finansielle kølvand skyller ind over alle stave og alle menigheder overalt i Kirken. Jeg tænker, at vi alle har følt dem på en eller anden måde, enten personligt, gennem vores familie eller gennem nogen, vi kender.
Brødre, der findes ingen organisation, der er bedre i stand til at reagere på menneskehedens udfordringer end den allerhøjeste Guds præstedømme. Den organisation har vi. Stavspræsidenter, biskopper, ældsternes kvorumspræsidenter og højpræsternes gruppeledere – vi kalder nu på jer for at mobilisere vore præstedømmekvorummer som svar på arbejdsløsheden og de finansielle udfordringer, som vore medlemmer står over for. Betragt dette som jeres personlige telefonopkald. Nu er tiden inde til at stå sammen, opløfte og hjælpe de familier i vore kvorummer, som måtte være i nød.
Der er rige muligheder, og det er jeres mulighed og ansvar at fordele Herrens ressourcer. Blandt vore kvorumsmedlemmer finder I højst sandsynlig nogle, der kender til jobmuligheder, og andre, der er dygtige til at skrive CV’er eller bistå med at forberede en jobsamtale. Uden hensyn til titler eller færdigheder finder I et broderskab, der er forpligtet til at bære hinandens byrder.
Præsident Monson fortæller en beretning om en pensioneret leder ved navn Ed, som var et godt eksempel på et kvorumsmedlem. Ved en lejlighed talte præsident Monson med Ed og spurgte ham: »›Ed, hvad laver du i Kirken?‹ Han svarede: ›Jeg har den bedste opgave i menigheden. Mit ansvar er at hjælpe mænd, som er arbejdsløse, med at finde fast arbejde. I år har jeg hjulpet 12 af mine brødre, som var arbejdsløse, med at få et godt job. Jeg har aldrig været lykkeligere hele mit liv.‹« Præsident Monson fortsætter: »Skønt han ikke var så høj, stod ›Lille Ed,‹ som vi kærligt kaldte ham, rank den aften, mens hans øjne skinnede og hans stemme skælvede. Han viste sin kærlighed ved at hjælpe dem, der havde brug for det. Han gengav den menneskelige værdighed. Han åbnede døre for dem, som ikke selv kunne gøre det.«2
Der er mange måder, hvorpå biskopper og kvorumsmedlemmer kan hjælpe med at lette den arbejdsløses lidelse og bekymring. Phil’s Auto i Centerville i Utah er et bevis på, hvad præstedømmeledelse kan udrette. Phil var medlem af ældsternes kvorum og arbejdede som mekaniker på et lokalt bilværksted. Uheldigvis kom det værksted, hvor Phil arbejdede, ud for økonomiske vanskeligheder og måtte afskedige Phil. Han blev knust over den drejning, begivenhederne tog.
Da Phils biskop, Leon Olsen, hørte om hans jobtab, overvejede biskoppen og ældsternes kvorumspræsidentskab måder, hvorpå de kunne hjælpe Phil tilbage på fode. Han var trods alt et medlem af kvorummet, en bror og han havde brug for hjælp. De fandt frem til, at Phil havde evnerne til at drive sin egen forretning. Et af kvorumsmedlemmerne tilbød sin gamle lade, som måske kunne bruges som et værksted. Andre kvorumsmedlemmer kunne hjælpe med at samle det nødvendige værktøj og udstyr til indretning af det nye værksted. Om ikke andet så kunne næsten alle i kvorummet hjælpe med at gøre rent i laden.
De fortalte Phil om deres idé, dernæst fortalte de om deres plan til medlemmerne i deres kvorum. Laden blev gjort ren og sat i stand, værktøj blev indsamlet og alt gjort i orden. Phil’s Auto blev en succés og flyttede til sidst til bedre og mere permanente lokaler – alt sammen fordi hans kvorumsbrødre tilbød ham hjælp i en krisetid. Præstedømmekvorummer kan og skal gøre en forskel.
Mange menigheder og stave har kaldet jobspecialister for at yde biskopper og kvorumsledere yderligere støtte. Tøv ikke med at bede dem om hjælp.
I mange områder har Kirken oprettet arbejdsanvisningskontorer. Personalet på disse kontorer er oplært til at hjælpe jer med jeres behov for jobs i kvorummet, menigheden og staven. Deres tætte forhold til arbejdsgivere kan være en fordel i forbindelse med karriereudvikling og beskæftigelsesmuligheder.
Kirkens Deseret Industries genbrugsforretninger tilbyder ansættelses- og uddannelsesmuligheder til mennesker med al slags baggrund. Folk med særlige behov får mulighed for rehabilitering, oplæring og jobplacering. Hvor de findes, kan Deseret Industries være en værdifuld kilde som hjælp.
Biskopper, søstrene spiller en rolle i denne indsats. På grund af økonomien finder mange mødre det nødvendigt at lægge et budget og lave andre tilpasninger i hverdagen. Nogle finder det endda nødvendigt at forlade hjemmet for at finde arbejde. Hjælpeforeningssøstre kan med deres særlige gave i form af et medfølende hjerte hjælpe. De kan være med til at finde de trængende. De kan undervise. De kan passe børn, lindre, trøste og opmuntre. De kan gøre en forskel.
Nu vil jeg gerne sige et par ord til jer, der for tiden er arbejdsløse. Ansvaret for at finde et job eller forbedre jeres beskæftigelsesmulighed hviler på jer. Fortsat vejledning kommer fra Herren ved regelmæssig faste og bøn. Jeres kvorumsleder, biskop, specialister og personale på arbejdsanvisningskontoret vil hjælpe jer i jeres bestræbelser. Vi frygter imidlertid, at præstedømmeledere ofte ikke er klar over jeres situation. Åbn munden! Lad dem vide, at I søger arbejde. Og biskopper og præstedømmeledere, rejs jer og lad præstedømmets broderskab involvere sig i den vidunderlige mulighed for virkelig at være et kvorum, et broderskab og sin brors vogter.
Præsident Gordon B. Hinckley sagde, mens han stadig var i De Tolv Apostles Kvorum:
»Jeg er sikker på, mine brødre, at vi har eksperter, viden, styrke, omsorg og interesse nok i hvert kvorum til at hjælpe de medlemmer af kvorummet, der er i vanskeligheder, hvis disse kilder administreres på rette måde.
… Det er præstedømmekvorummets opgave at sætte sådanne kræfter og foranstaltninger i gang, som kan hjælpe den pågældende til vedvarende at sørge for sig selv og sin familie.«3
I oktober 1856 fandt præsident Young under en generalkonference ud af, at to håndkærrekompagnier, Martins og Willies kompagnier, rejste sent på året og ville møde det hårde vintervejr på sletterne i det vestlige USA. Han stod på forhøjningen som en Guds profet og udtalte:
»Mange af vore brødre og søstre befinder sig på sletterne med håndkærrer … og de skal bringes hertil, vi skal sende dem hjælp … Dette samfund skal hente dem og bringe dem hertil …
Det er min religion. Det er diktatet fra Helligånden, som jeg besidder, det er at redde folket …
Jeg kan fortælle jer, at jeres tro, religion og trosbekendelse aldrig kan frelse blot én af jeres sjæle i Guds celestiale rige, medmindre I fører sådanne principper ud i livet, som jeg nu underviser jer i. Drag ud og bring de mennesker, som nu er på sletten, hertil!«4
Som følge af præsident Youngs opråb til handling, blev muldyr spændt for vogne, og mænd til at køre dem samt mel og andre forsyninger blev straks sendt af sted for at redde det folk, der var strandet på sletterne.
Brødre, dette er jeres telefonopkald. Dette er vores telefonopkald. Må Herren velsigne os alle med samme trang i dag til hastigt at besvare opkaldet for at bringe vores folk tilbage fra disse økonomiske udfordringer, akkurat som Herren gjorde det med håndkærrekompagnierne, er min bøn i Jesu Kristi navn. Amen.