»Før sjæle til mig«
Missionærer vil fortsat gøre det bedste, de kan, men ville det ikke være bedre, hvis I og jeg begyndte at udføre det arbejde, som retmæssigt er vores?
For mange år siden kørte jeg ad University Avenue nær mundingen af Provo Canyon, da jeg så, at bilerne foran mig satte farten ned. Oppe foran var der politibiler med deres blå blink, en brandbil og adskillige redningskøretøjer, der alle var klumpet sammen og blokerede vejen ind til Provo Canyon. Først blev jeg irriteret, da det så ud til, at vi skulle være der i nogen tid. Jeg var også nysgerrig – hvad forårsagede hele tumulten?
Da jeg kiggede op på klippen på østsiden af indkørslen til Provo Canyon, så jeg nogle mænd klatre. Jeg formodede, at de var redningsfolk. Hvor klatrede de hen? Til sidst så jeg det. På en eller anden måde havde et får, et fortabt får, kæmpet sig omkring 8 meter ad klippesiden, og hun var strandet der. Hun var ikke en bjergged eller et bjergfår, bare et hvidt får, som var komme væk fra hyrdens hjord.
Da jeg ikke havde andet at gøre, betragtede jeg klippesiden for at finde en sti, der førte op til, hvor fåret stod. Jeg kunne ikke begribe, hvordan hun var kommet derop. Ikke desto mindre befandt hun sig der, og hele tumulten foran mig var fokuseret på hendes undsætning. Den dag i dag ved jeg ikke, hvordan historien sluttede, da politiet fandt en måde, hvorpå trafikken kunne flyde igen.
Da jeg kørte væk, var der noget, som nagede mig. Selvom redningsfolkene havde gode intentioner, hvordan ville fåret så reagere på dem? Jeg er sikker på, at de havde en plan for, hvordan de ville berolige hende – måske ville de skyde hende med en bedøvelsespil på tæt afstand, så de kunne fange hende, før hun faldt. Jeg kendte ikke deres plan, men jeg vidste lidt om, hvordan dyr reagerer på at blive trængt op i en krog af fremmede, så jeg var lidt bekymret for gennemførligheden af deres redningsindsats. Og så tænkte jeg: »Hvor er hyrden?« Han ville helt sikkert have den bedste chance for at nærme sig fåret uden at forskrække hende. Hyrdens beroligende stemme og hjælpende hånd var det, der var brug for i denne situation, men han syntes at være forsvundet sporløst.
Som medlemmer af Kirken virker det også sommetider, som om vi er væk, lige som hyrden. Tænk over, hvad præsident Monson fortalte de nyligt kaldede missionspræsidenter ved seminaret for nye missionspræsidenter i 2008. Han sagde: »Der er … ingen erstatning for et medlemsorienteret forkyndende program. At stemme dørklokker er ikke en erstatning for det. Gyldne spørgsmål er ikke en erstatning for det. Et medlemsorienteret program er nøglen til fremgang, og det virker, uanset hvor vi prøver det« (»Motivating Missionaries«, 22. juni 2008, s. 8).
Set i dette lys er medlemsmissionærer – både I og jeg – hyrderne, og fuldtidsmissionærerne forsøger, lige som redningsholdet, at gøre noget, der er næsten umuligt at gøre alene. Fuldtidsmissionærerne vil helt sikkert fortsætte med at gøre det bedste, de kan, men ville det ikke være bedre, hvis I og jeg begyndte at udføre det arbejde, som retmæssigt er vores og som vi er bedre egnede til, siden vi personligt kender dem, som er fortabt og har brug for at blive reddet?
Jeg vil gerne fokusere på tre formaninger til Kirkens medlemmer, som findes i Lære og Pagter. De opfordrer os alle til at være der, når venner, naboer og familiemedlemmer har brug for vores hjælp. Dette bør også omfatte dem, som er faldet fra, de mindre aktive. Vi bør alle blive bedre medlemsmissionærer.
I afsnit 88 vers 81 i Lære og Pagter læser vi: »… og det påhviler enhver, der er blevet advaret, at advare sin næste.« Jeg havde det privilegium at rejse til mange af Kirkens stave for at fremme væksten og udviklingen af missioneringen i menigheden. Det har været en meget udbytterig og åndelig oplevelse for mig. Jeg har på disse rejser opdaget, og en nylig undersøgelse har bekræftet, at over halvdelen af alle mennesker i USA og Canada har lidt eller ingen viden om vores tro. Jeg er sikker på, at procentdelen er meget højere i andre dele af verden. Denne undersøgelse viste også, at når ikke-medlemmer samarbejder med trofaste kirkemedlemmer i en længere periode eller udsættes for tydelige og rigtige oplysninger om Kirkens tro og lærdomme, bliver de positive og åbne.
Kirken har over 50.000 fuldtidsmissionærer rundt om i verden. Forkynd mit evangelium har hjulpet dem med at blive de bedste undervisere i Jesu Kristi evangelium, vi nogensinde har haft i Kirkens historie. De fleste af vore fuldtidsmissionærer tilbringer desværre det meste af deres tid med at forsøge at finde mennesker snarere end at undervise dem. Jeg ser vore fuldtidsmissionærer som en undervisningsressource, som vi ikke bruger nok. Hvis I og jeg gjorde mere for at finde mennesker til fuldtidsmissionærerne og frigjorde dem til at tilbringe mere tid med at undervise de mennesker, som vi finder, ville store ting begynde at ske. Vi mister en gylden mulighed for at udvikle Kirken, når vi venter på, at fuldtidsmissionærerne advarer vore naboer i stedet for selv at gøre det.
Det bør være »med stor alvor« (L&P 123:14), at vi bringer evangeliets lys til dem, som søger efter de svar, som frelsesplanen tilbyder. Mange er bekymrede for deres familie. De leder efter tryghed i en verden med skiftende værdier. Vi har mulighed for at give dem håb og mod og til at invitere dem til at komme med os og tilslutte sig dem, der modtager Jesu Kristi evangelium. Herrens evangelium er på jorden og vil velsigne deres tilværelse her og i evighederne, der kommer.
Evangeliet er centreret omkring vor Herre og Frelsers forsoning. Forsoningen giver os kraften til at vaske synder væk, til at helbrede og give evigt liv. Alle forsoningens velsignelser, som ikke kan vejes og måles, kan kun gives til dem, som efterlever principperne og modtager evangeliets ordinancer – tro på Jesus Kristus, omvendelse, dåb, modtage Helligånden og holde ud til enden. Vores store missionærbudskab til verden er, at menneskeheden bliver inviteret til at blive reddet og til at komme ind i den gode hyrdes, ja, Jesu Kristi fold.
Vores missionærbudskab bliver styrket af viden om genoprettelsen. Vi ved, at Gud taler til sine profeter i dag, lige som han gjorde fordum. Vi ved også, at hans evangelium forvaltes med det gengivne præstedømmes magt og myndighed. Intet andet budskab har så stor evig betydning for alle, som lever på jorden i dag. Vi er alle nødt til at undervise andre i dette budskab med kraft og overbevisning. Det er Helligåndens stille sagte røst, som vidner gennem os om genoprettelsens mirakel, men først må vi åbne vores mund og bære vidnesbyrd. Vi må advare vore naboer.
Dette fører til det andet skriftsted, som jeg ønsker at fortælle jer om fra Lære og Pagter. Skønt vers 81 i afsnit 88 underviser os i, at missionering bliver vores ansvar, så snart vi er blevet advaret, underviser vers 7-10 i afsnit 33 os i at åbne vores mund.
Vers 7 efterlader ingen tvivl i sindene hos dem, som har lært afsnit 4 i Lære og Pagter udenad, om, at Herren taler om missionering: »Ja, sandelig, sandelig siger jeg jer, at marken allerede er hvid til høst; sving derfor jeres segl, og høst af al jeres kraft, sind og styrke.«
Så kommer formaningen – tre gange – om at åbne vores mund:
»Åbn munden, så skal den blive fyldt, og I skal blive ligesom Nefi fordum, der fra Jerusalem drog gennem ørkenen.
Ja, åbn jeres mund og hold jer ikke tilbage, så skal I få lagt mange neg på ryggen, for se, jeg er med jer.
Ja, åbn jeres mund, så skal den blive fyldt, og sig: Omvend jer, omvend jer, bered Herrens vej og gør hans stier rette; for Himmeriget er for hånden« (v. 8-10).
Hvad ville vi sige, hvis vi fik muligheden for at åbne vores mund tre gange? Hvis jeg må, vil jeg gerne komme med et forslag. Først og fremmest bør vi erklære vores tro på Jesus Kristus og hans forsoning. Hans forløsende gerning velsigner hele menneskeheden med udødelighedens gave og muligheden for at nyde Guds største gave til mennesket, evigt liv.
Den anden gang vi åbner vores mund, bør vi med vore egne ord fortælle beretningen om det første syn – det er vores viden om en dreng på knap 15 år, som gik ind i en lund af træer, og efter en oprigtig og ydmyg bøn blev himlen åbnet for ham. Efter århundreder med forvirring blev Guddommens sande natur og Guds sande lærdomme åbenbaret for verden.
Den tredje gang vi åbner munden, lad os da bære vidnesbyrd om Mormons Bog: Endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus. Mormons Bog komplementerer Bibelen ved at give os en større forståelse af lærdomme i vor Frelsers evangelium. Mormons Bog er et slående vidnesbyrd om, at Joseph Smith er en sand Guds profet. Hvis Mormons Bog er sand, findes gengivelsen af præstedømmet. Hvis Mormons Bog er sand, så genoprettede Joseph Smith med magten i det præstedømme Jesu Kristi Kirke.
Jeg har lige afsluttet Almas bog i min nuværende læsning af Mormons Bog. Nær afslutningen af Almas storslåede budskab til Kirken i Zarahemla, sagde han:
»For hvilken hyrde er der blandt jer, som har mange får, og som ikke vogter over dem, så ulvene ikke kommer ind og æder hans flok? Og se, hvis en ulv kommer ind i hans flok, jager han den da ikke ud? Jo, og til sidst vil han, hvis han kan, slå den ihjel.
Og se, jeg siger jer, at den gode hyrde kalder på jer; og hvis I vil lytte til hans røst, vil han bringe jer ind i sin fold, og I er hans får; og han befaler jer, at I ikke tillader nogen grådig ulv at komme ind blandt jer, for at I ikke skal blive udryddet« (Alma 5:59-60).
Frelseren er den gode hyrde, og vi er kaldet til hans tjeneste. Fåret på klippesiden ved indkørslen til Provo Canyon og Almas ord minder mig om Frelserens spørgsmål, som han stiller i kapitel 15 i Lukasevangeliet: »Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de ni og halvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det?« (v. 4).
Når jeg normalt tænker på at vogte får, tænker jeg på kravet til hyrden, eller hans forvaltning, om at gøre alt, hvad han kan, for alle sine får. Denne oplevelse mindede mig dog om, at det er lignelsen om det fortabte får, og mine tanker rettede sig mod den usikre situation for det ene fortabte får, helt alene og ude af stand til at finde et andet skridt op af klippen og ligeledes ude af stand til at vende om og finde vejen ned. Hvor må hun have følt det håbløst og følt sig ude af sig selv, fuldstændig magtesløs til at redde sig selv, et skridt fra den sikre katastrofe.
Det er vigtigt for os alle at tænke over, hvordan det føles at være fortabt, og hvad det betyder at være en »åndelig« hyrde, som vil efterlade 99 for at finde den, som er fortabt. Sådanne hyrder kan have brug for redningsholdets ekspertise og hjælp – men de er til stede, til at regne med og klatrer lige ved siden af dem for at redde dem, som er uendeligt meget værd i Guds øjne, for de er hans børn. Sådanne hyrder reagerer på den sidste formaning om at være en medlemsmissionær, som jeg ønsker at fortælle jer fra Lære og Pagter:
»Og dersom I skulle arbejde alle jeres dage med at råbe omvendelse til dette folk og kun føre én sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde være sammen med ham i min Faders rige!
Og se, hvis jeres glæde kan være stor sammen med én sjæl, som I har ført til mig ind i min Faders rige, hvor stor skal da ikke jeres glæde være, hvis I fører mange sjæle til mig!« (L&P 18:15-16).
Som skriftstedet også underviser i, oplever sådanne hyrder uudsigelig glæde. Jeg vidner om denne kendsgerning i Jesu Kristi navn. Amen.