Hans arm er nok

Barbara Thompson

Andenrådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab

Vi søger at øge vores tro og personlige retskaffenhed, styrke vores familie og hjem samt tjene Herren og hans børn.

For mange år siden, mens jeg virkede i Hjælpeforeningens hovedbestyrelse, var jeg på en opgave for at undervise og oplære nogle hjælpeforenings- og præstedømmeledere. Vi var ankommet netop i tide til mødets begyndelse efter at have undervist om formiddagen i en anden by.

Jeg var førstetaler efter åbningssang og bøn. Åbningssangen blev bekendtgjort som »The Time Is Far Spent.«

Jeg kendte ikke titlen på denne salme og tænkte, at det var underligt, at den skulle bruges som åbningssang. Jeg havde ikke engang talt endnu, og de sang allerede, at tiden var fremskreden!

Da vi begyndte at synge den, blev jeg snart klar over, at den henviste til den korte tid, der er tilbage til at udbringe evangeliets budskab og føre sjæle til Kristus. Teksten i fjerde vers genlød i mit hoved hele den aften og mange gange siden hen. Der står:

Vær stålsat i dine mål, for Satan prøver dig.
Din kaldelses alvor han kender ret godt.
Din vej kan være tornet, men Jesus er nær dig.
Skønt djævle gør modstand, er hans arm nok.
Skønt djævle gør modstand, er hans arm nok.1

Budskabet i det vers er, at uanset hvad der sker i livet, har Jesus Kristus magten til at frelse. Ved sit guddommelige offer har han åbnet vejen for os til at opnå evigt liv. Hans gerning er i sandhed »at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket.«² Han har bedt os om at hjælpe hinanden med at gøre det, der fører til evigt liv.

I september ved Hjælpeforeningens årlige møde nævnte søster Beck tre ting, der kan hjælpe os med at nå vores mål om at opnå evigt liv. De er:

»Øg tro og personlig retskaffenhed.«
»Styrk familie og hjem.«
»Tjen Herren og hans børn.«³ Det betyder også at finde frem til og have omsorg for de fattige og trængende.

Vi ved, at Satan vil friste os og prøve os, mens vi stræber efter at gøre alt dette, men Herren har lovet, at han vil styrke os. Han vil hjælpe os.⁴

Øg tro og personlig retskaffenhed

Som barn lærte jeg af mine forældre, at min himmelske Fader og Jesus Kristus elsker mig. Jeg lærte, at »Jeg er Guds kære barn.«⁵ Jeg kan ikke huske at have vidst andet. De lærte mig, at Jesus Kristus er vor Frelser, og at kun ved ham kan vi blive frelst.⁶

Jeg lærte også, at for at min tro skulle øges, skulle jeg bede hver dag. Faktisk skulle jeg bede altid.⁷ Jeg lærte, at når jeg læste og studerede skrifterne, ville min kundskab og mit vidnesbyrd om evangeliets sandhed vokse. Jeg lærte at elske Gud, og at jeg kunne vise min kærlighed ved at holde hans befalinger.⁸ Jeg lærte som barn også om templets betydning. Som ung lærte jeg, at ved at indgå og holde hellige tempelpagter ville det holde mig på kursen til evigt liv.

Vi må hver især følge disse principper gennem hele vores liv for at øge vores tro og personlige retskaffenhed.

Styrk familie og hjem

Det er vores alles ansvar og velsignelse at styrke vores familie og hjem. Vi er alle i forskellige familiesituationer. Nogle familier har en mor og en far med hjemmeboende børn. Nogle par har ikke længere hjemmeboende børn. Mange medlemmer i Kirken er enlige, og nogle er enlige forældre. Andre er enker eller enkemænd, der bor alene.

Uanset hvordan vores familie ser ud – så kan vi alle arbejde på at styrke vores egen familie eller hjælpe med at styrke andre.

I følgende eksempel vises nogle måder, hvorpå man kan styrke en familie. Jeg havde en opgave i nærheden af Boise i Idaho. Efter et oplæringsmøde lørdag eftermiddag opholdt jeg mig hjemme hos min niece og hendes familie. Samme aften havde vi, før børnene skulle i seng, en kort familieaften og en beretning fra skriften. Deres far fortalte om Lehis familie, og hvordan han lærte sine børn, at de måtte holde fast i jernstangen, som var Guds ord.⁹ Hvis de holdt fast i jernstangen, ville de være i sikkerhed, og det ville føre dem til glæde og lykke. Hvis de gav slip på jernstangen – så var der fare for at drukne i flodens beskidte vand.

For at illustrere det for børnene blev deres mor »jernstangen«, som de skulle klynge sig til, og deres far spillede djævelen, der prøvede at trække børnene væk fra sikkerhed og lykke. Børnene elskede beretningen og lærte, hvor vigtigt det er at holde fast i jernstangen.

Efter beretningen fra skriften var det tid til familiebøn. Deres mor mindede børnene om at bede for biskoppen, som havde alvorlige problemer med øjnene. Treårige Brooklyn bad bønnen den aften. Hun takkede vor himmelske Fader for deres velsignelser, og hun bad ham indtrængende om at »velsigne biskoppen, fordi hans øjne er i stykker.«

Næste morgen kom vi til nadvermødet og satte os. Brooklyn og hendes femårige søster Kennedy kiggede op på forhøjningen og så biskoppen stå der. Pigerne pegede på biskoppen og sagde begejstret til deres mor: »Se, der er biskoppen.« Så udvekslede de små piger et sigende blik, som om der blev sagt: »Vi bad for biskoppen, og nu har han det bedre.« De bad i tro og vidste, at vor himmelske Fader ville høre deres ydmyge bøn.

Skrifterne, familieaften og familiebøn styrker familien. Vi er nødt til at benytte os af enhver mulighed for at styrke familien og støtte hinanden i at forblive på den rigtige vej.

Tjen Herren og hans børn og find frem til og hav omsorg for de fattige og trængende

Gennem hele Frelserens jordiske liv underviste han i, at vi skal have omsorg for hinanden og hjælpe hinanden. Han helbredte de syge, fik de lamme til at gå, gav de blinde synet igen og åbnede de døves ører. Han underviste folket i evangeliet. Han velsignede folket og udførte mange mægtige mirakler.¹⁰

Der findes muligheder overalt for at hjælpe de trængende. Jeg vil tillade mig at hævde over for jer, at på et tidspunkt i vores tilværelse vil vi alle være fattige på en eller anden måde og have brug for hjælp fra en anden person. For »er vi ikke alle tiggere?«¹¹

Præsident Spencer W. Kimball har sagt: »Gud lægger virkelig mærke til os, og han våger over os. Men almindeligvis er det gennem et andet menneske, han opfylder vore behov. Det er derfor livsvigtigt, at vi tjener hinanden.«¹²

I sommer, da jeg var væk hjemmefra, fejede en heftig regnstorm hen over nabolaget. Et kæmpetræ fra naboens have var faldet ned i min have og havde revet nogle højspændingsledninger ned. Træet skulle fjernes, før skaderne kunne rettes op og strømmen genetableres i mit hjem.

Tidligt om morgenen ringede jeg til min bror, som ville sørge for at finde noget udstyr og komme så hurtigt, han kunne. Jeg ringede også til min biskop. I løbet af få minutter var min biskop, hjemmelærer, tidligere stavspræsident og ti mænd fra min menighed til stede med deres motorsave og gjorde kort proces med denne katastrofe. Mine besøgslærere kom med mad den aften. Mange flere mænd fra højpræsternes gruppe, ældsternes kvorum og nabolaget kom de følgende aftener for at hjælpe mig og min familie med at rydde op i rodet.

Jeg havde brug for hjælp ved den lejlighed. Jeg havde brug for andres hjælp. Min modløshed vendte sig til glæde og taknemlighed. Jeg følte mig elsket og omgivet af omsorg. Disse mennesker var hurtige til at opdage, at der var brug for hjælp. De efterlevede deres vidnesbyrd og praktiserede deres pagter.

I Kirkens hovedsæde får vi ofte takkebreve fra mennesker, der ikke er medlemmer af vores kirke, som er blevet betjent af jer efter en oversvømmelse, et jordskælv eller en anden katastrofe. Tak, fordi I altid er så villige til at tjene, vise kærlighed, give og således være Jesu Kristi sande disciple.

Vi må være »stålsat[te] i [vores] mål«,¹³ når vi stræber efter at øge tro og personlig retskaffenhed, at styrke vores familie og hjem samt at tjene Herren og hans børn. Skønt Satan gør modstand over for vore bestræbelser, vidner jeg om Jesus Kristus og hans sonoffers kraft, som gør os i stand til at udføre hans vilje og forstørre vore bestræbelser i denne proces. I Jesu Kristi navn. Amen.