Vor Faders plan – stor nok til alle hans børn
Selv om vores rejse kan være fyldt med trængsler, er målet virkelig storslået.
Dette jordiske liv kan udgøre en vanskelig rejse, men målet er virkelig storslået. Kristus udtrykte dette til sine disciple: »Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.«1
Mit formål denne eftermiddag er dobbelt: For det første at tale om nogle »anstødssten« for tro, for det andet at beskrive, hvordan vor Faders plan er stor nok til alle hans børn.
I de sidste to år har der i USA og over hele verden været en dramatisk udvikling i drøftelsen af vores tro og lærdomme. Det er ikke nyt; det er sket jævnligt gennem hele Kirkens historie.
I 1863 gik den engelske forfatter Charles Dickens ombord på passagerskibet Amazon, der skulle sejle til New York. Hans formål var at rapportere om de sidste dages hellige, som emigrerede for at opbygge Kirken i det vestlige USA. Tusinder af nye medlemmer var allerede emigreret, og der var skrevet meget om dem og deres tro, især i de britiske medier. Det meste havde været ugunstigt.
»Jeg gik ombord på deres skib,« skrev Dickens, »for at vidne mod dem, hvis de fortjente det, hvad jeg virkelig troede, de gjorde; da de til min store forbløffelse ikke fortjente det.«2
Efter at Dickens havde betragtet de nye medlemmer og gået lidt rundt blandt dem, blev han imponeret og beskrev de engelske medlemmer, hvoraf de fleste var arbejdere, som værende »blomsten af England inden for deres område.«3
Der har været to modstridende beskrivelser med hensyn til Kirken. På den ene side er retskafne medlemmer og den måde, de lever på, generelt blevet beskrevet positivt. De, der personligt kender sidste dages hellige eller haft mulighed for at være tæt på dem, har den samme mening, som Charles Dickens beskrev for næsten 150 år siden.
På grund af genoprettelsens opløftende lærdomme glæder medlemmerne sig over evangeliet og finder glæde og tilfredshed i Kirken. Vi bliver betragtet positivt, når vi efterlever lærdommene i det gengivne Jesu Kristi evangelium. Når medlemmer ikke efterlever lærdommene, kan det være en anstødssten for dem, der ikke tilhører Kirken.4
I modsætning til de positive rapporter om retskafne medlemmer, så har beskrivelser af Kirken og dens lære ofte været usande, urimelige og barske. Det bør her erkendes, at nogle beskrivelser af kristendommen generelt også har været meget barske.5
Denne holdning til vores lære bør ikke komme som en overraskelse. I Lære og Pagter sagde Herren, at der ville være nogle, der vil »opløfte deres røst og forbande Gud …«6 og nogle, der »vender deres hjerte bort fra mig på grund af menneskers forskrifter.«7
For nylig demonstrerede busreklamer i London den polarisering, der generelt eksisterer mellem religioner. Nogle ateister, agnostikere og ikke-troende betalte for at placere store plakater på de røde dobbeltdækkerbusser i London med teksten: »Der er sandsynligvis ingen Gud. Vær ikke bekymret og nyd livet.« Modreklamer indrykket af kristne påstod: »Der er afgjort en Gud,« efterfulgt af opløftende budskaber.8
Ikke-troende har svært ved at acceptere miraklerne i Det Gamle og Det Nye Testamente samt jomfrufødslen og Frelserens opstandelse. De betragter disse begivenheder med samme skepsis som tilsynekomsten af Gud Faderen og Jesus Kristus for Joseph Smith. De er ikke åbne for muligheden af en himmelsk plan, hvor et himmelsk væsen præsiderer. De har ikke tro.9
Min primære bekymring gælder de hæderlige mennesker på jorden, som er åbne for religiøs tro, men som er skuffede eller forvirrede over ukorrekte lærdomme. For eksempel med hensyn til læren om, at åbenbaring stadig findes, så er nogle meget gode mennesker sikre på, at Kirken ikke kan være sand, fordi de har lært og derfor tror på, at himlen er lukket, og der ikke kommer mere åbenbaring, ingen hellig skrift og ingen udtalelse fra himlen. Lad mig understrege, at denne meget udbredte tro ikke er baseret på skriften, men den er en anstødssten for nogle.10
I en ny og meget solgt bog bruger forfatteren som sin primære analogi den interessante kendsgerning, at alle europæere i århundreder troede, at alle svaner var hvide. Det var ikke, før man opdagede Australien, at man fandt svaner af en anden farve. Forfatteren bruger denne analogi til at forklare begivenheder, der faktisk fandt sted, men som ikke var forventet.11 Da jeg tænkte over denne analogi, så forstod jeg, at mange mennesker har nægtet at undersøge Kirken alvorligt, for de tror, at der ikke kan være åbenbaring i denne uddeling. Et medlem, der konverterede til Kirken og nu tjener som missionspræsident, beskriver, hvor svært det var for ham, da han undersøgte Kirken. Han sagde: »Jeg havde hele mit liv lært, at der aldrig mere ville være profeter og apostle her på jorden. Så at acceptere Joseph Smith som profet udgjorde en stor anstødssten.« Men han bad og sagde: »Jeg modtog et vidnesbyrd om, at evangeliet var blevet gengivet på jorden, og at Joseph Smith virkelig var Guds profet.«12
For mange af de mennesker, der er åbne over for religion og tro, er især et spørgsmål foruroligende. De har svært ved at forene den korrekte lærdom, at vi har en kærlig Fader i himlen, og den ukorrekte lærdom om, at størstedelen af menneskeheden er fordømt til komme i et evigt helvede.
Det var et dilemma for min tipoldefar, Phineas Wolcott Cook. Han blev født i 1820 i Connecticut. I sin dagbog skrev han, at han havde indgået en pagt med Herren om at tjene ham, hvis han kunne finde den rette vej. Han besøgte mange kirker, og i en blev han bedt om at »vidne [og] tilslutte sig kirken [og] være kristen.« Han svar var, at han »ikke kunne sige, hvilken han skulle tilslutte sig, der var så mange.« Han fortsatte med at undersøge flere kirker. En lære var især vigtig for ham. Han forklarede: »Sommetider fandt de fejl hos mig, fordi jeg ønskede en mere liberal frelse for den menneskelige familie. Jeg kunne ikke tro, at Herren havde skabt en del til at blive frelst og en anden del til at blive fordømt i al evighed.«13 På grund af denne lærdom tillod han, at hans navn blev fjernet fra en protestantisk kirkes optegnelser. Da SDH-missionærer i 1844 underviste han om den sande lære i frelsesplanen, blev han døbt.
Phineas’ tro på Herrens inderlige barmhjertighed og hans plan for lykke har været kendetegnende for mange hæderlige mænd og kvinder, selv når deres egen kirkes lære var meget dyster.
Den anglikanske kirkeleder og klassisk lærde Frederick Farrar, forfatteren til The Life of Christ, beklagede i en forelæsning i Westminster Abbey, at den almindelige lærdom i de protestantiske kirker om helvede var ukorrekt. Han hævdede, at en definition af helvede, som indeholdt »uendelig pinsel« og »evigtvarende fordømmelse« skyldtes oversættelsesfejl fra hebraisk og græsk til engelsk i King James-oversættelsen af Bibelen. Farrar bemærkede også den overvældende beskrivelse af en kærlig Fader i himlen gennem hele Bibelen som yderligere bevis på, at definitionerne af helvede og fordømmelse brugt i den engelske oversættelse var ukorrekte.14
Lord Tennyson udtrykte i sit digt »In Memoriam« sit hjertes følelse efter at have bemærket, at »vi stoler på, at alt godt ender trods meget dårligt.« Han fortsatte:
Ingen vandring er helt tilfældig;
og intet liv forsvinder helt,
det bliver ej som affald delt,
den dag, hvor Gud gør bunken færdig.15
På den tid, hvor Joseph Smith modtog åbenbaringer og organiserede Kirken, underviste langt de fleste trosretninger i, at Frelserens forsoning ikke ville tilvejebringe frelse til flertallet af menneskeheden. Den mest almindelige lære var, at nogle få ville blive frelst, og det overvældende flertal ville være dømt til uendelig tortur på den mest afskyelige og ubeskrivelige måde.16 Den vidunderlige lære åbenbaret til profeten Joseph viste os frelsesplanen, der gælder for hele menneskeheden, herunder også dem, der aldrig hører om Kristus i dette liv, børn, der dør, før de opnår ansvarlighed, og de, der ingen forståelse har.17
Efter døden lever de retfærdiges ånder i en midlertidig tilstand kaldet paradis. Alma den yngre lærer os, at paradiset er »en tilstand af hvile, en tilstand af fred,« hvor de retfærdige »skal hvile fra alle deres besværligheder og fra al bekymring og sorg.«18 De uretfærdige ånder bor i et åndeligt fængsel, sommetider omtalt som helvede.19 Det er beskrevet som et forfærdeligt sted, et mørkt sted, hvor de, der frygter »Guds vredes rasende harme« skal forblive, indtil opstandelsen.20 På grund af Jesu Kristi forsoning vil alle ånder, der er velsignet med at blive født, imidlertid til sidst opstå, ånd og legeme vil blive forenet, og de vil arve riger af herlighed, der overgår vores eksistens her på jorden.21 Undtagelsen er begrænset til dem, der, som Satan og hans engle, bevidst gør oprør mod Gud.22 Ved opstandelsen vil det åndelige fængsel eller helvede, frigive de fangne ånder. Jesus kom til verden »for at blive korsfæstet for verden og for at bære verdens synder og for at helliggøre verden og at rense den for al uretfærdighed.«23
Frelseren sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes … I min faders hus er der mange boliger … jeg går bort for at gøre en plads rede for jer.«24 En præcis sammenfatning står i Moses’ Bog: »For se, dette er min gerning og herlighed: At tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket.«25
Efter alt det, som Frelseren led for menneskeheden, er det ikke overraskende, at han i forbindelse med de eksisterende kirker i det første syn instruerer Joseph om, at han »ikke måtte slutte sig til nogen af dem, for de havde alle uret.«26 Frelseren åbnede efterfølgende for gengivelsen af hans sande lærdomme i forbindelse med frelsesplanen og andre frelsende principper så som læren om Kristus.27
Men på trods af betydningen af vore doktrinære forskelle i forhold til andre kristne trosretninger, så har vores holdning til andre kirker været at afstå fra kritik. De gør meget godt. De velsigner menneskeheden. Mange hjælper deres medlemmer med at lære om Frelseren og hans lærdomme.
En journalist fra Washington Post besøgte en af vore kirkemøder i Nigeria. Journalisten interviewede et nyt medlem og fortalte om hans omvendelse. Journalisten skrev:
»[Han] sagde … han hoppede af en bybus og gik ind i [SDH-kirkebygningen] … Han kunne straks lide det, han hørte derinde [i kirkesalen]; især at ingen forkyndte, at personer i andre trossamfund havnede i helvede.«28 Dette genspejler følelsen hos talrige nydøbte i Kirken, siden den blev organiseret.
Vore ledere har til stadighed rådet os til at »at leve med respekt og påskønnelse for dem, der ikke er af vores tro. Det er et stort behov for høflighed og gensidig respekt blandt personer med forskellig tro og holdninger.«29
Det er ligeså vigtigt, at vi er kærlige og venlige over for medlemmer af vores egen tro, uanset omfanget af deres forpligtelse eller aktivitet. Frelseren har gjort det klart, at vi ikke skal dømme hinanden.30 Det gælder især for personer i vores egen familie. Det er vores pligt at elske, undervise og aldrig give op. Herren har givet frelse »frit til alle mennesker,« men han har »befalet sit folk, at de skulle formå alle mennesker til omvendelse.«31
Ønsket i vores hjerte er selvfølgelig ikke kun at opnå frelse og udødelighed, men også at opnå evigt liv hos en kærlig Fader i himlen og hos vor Frelser i det celestiale rige sammen med vores familie. Vi kan kun opnå evigt liv gennem lydighed mod evangeliets love og ordinancer.32 Frelseren sagde: »For hvis I holder mine befalinger, skal I modtage af hans fylde og blive herliggjort i mig.«33
De tidlige europæiske medlemmer, som Dickens mødte ombord på skibet Amazon, havde overvundet mange anstødssten. De havde et vidnesbyrd om, at åbenbaring kommer fra himlen, og at profeter og apostle igen er på jorden. De havde tro på Jesu Kristi gengivne evangelium.
De havde fået en forståelse af det himmelske mål, der ventede dem. De frygtede ikke den anstrengende rejse, som de påbegyndte, og deres endelige mål var faktisk ikke Salt Lake-dalen. Deres virkelige mål var »paradiset« efterfulgt af ophøjelse i det celestiale rige.
Det er derfor, at sidste dages hellige dengang og nu synger det sidste vers af »Kom, kom, Guds folk« med tro og forventning.
Om hytten på vor rejse brydes ned,
Salig dag, alt er vel!
Endt er da al vor trængsel og ufred,
og hos Gud bor vor sjæl.34
En kærlig Fader har sørget for en omfattende og barmhjertig plan for sine børn, »der frelser de levende, forløser de døde, redder de fordømte og herliggør alle, der omvender sig.«35 Selv om vores rejse kan være fyldt med trængsler, er målet virkelig storslået.
Jeg fryder mig over den store frelsesplan, der er stor nok til alle vor Fader i himlens børn. Jeg udtrykker taknemlighed, der er større end min evne til at formulere mig, for Jesu Kristi forsoning. Jeg vidner om denne kendsgerning i Jesu Kristi navn. Amen.