Vær dit bedste
Hver enkelt må stræbe efter at lære sin pligt og derefter udføre den efter bedste evne.
Mine elskede brødre i præstedømmet, forsamlet her i dette fyldte Konferencecenter og på steder over hele verden, jeg er ydmyg ved mit ansvar for at tale til jer. Jeg støtter de budskaber, der allerede er præsenteret, og udtrykker til hver eneste af jer min oprigtige kærlighed så vel som min påskønnelse af jeres tro og jeres hengivenhed.
Brødre, vores ansvar som bærere af præstedømmet er meget vigtigt, som beskrevet i Lære og Pagter: »Det højere, eller det melkisedekske, præstedømmes magt og myndighed er at besidde nøglerne til alle de åndelige velsignelser i kirken …«1 Og videre: »Det mindre, eller det aronske, præstedømmes magt og myndighed er at besidde nøglerne til englebetjening og at forrette de ydre ordinancer, evangeliets bogstav, omvendelsesdåb til syndernes forladelse i overensstemmelse med pagterne og befalingerne.«2
I 1958 beskrev ældste Harold B. Lee, der senere tjente som den 11. præsident for Kirken, præstedømmet som »Herrens … soldater mod det ondes styrker.«3
Præsident John Taylor erklærede, at »magten tilkendegivet af præstedømmet er ganske enkelt Guds magt.«4
Disse gribende erklæringer fra Guds profeter hjælper os med at forstå, at hver enkelt mand og hver enkelt dreng, som bærer Guds præstedømme, må være værdig til det store privilegium og ansvar. Hver enkelt må stræbe efter at lære sin pligt og derefter udføre den efter bedste evne. Når vi gør det, tilvejebringer vi de midler, hvormed vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, kan udføre deres værk her på jorden. Det er os, der er deres repræsentanter her.
I verden i dag står vi over for problemer og udfordringer, hvoraf nogle kan virke virkelig skræmmende. Men med Gud på vores side kan det ikke gå galt. Når vi værdigt bærer hans hellige præstedømme, vil vi sejre.
Nu, til jer, der bærer Det Aronske Præstedømme, må jeg sige, at jeg virkelig håber, at I alle er opmærksomme på betydningen af jeres præstedømmeordination. I spiller en afgørende rolle i livet for hvert eneste medlem i jeres menighed, når I tager del i velsignelsen og omdelingen af nadveren hver søndag.
Det var mit privilegium at tjene som sekretær i mit diakonkvorum. Jeg husker de mange opgaver, som vi medlemmer af det kvorum fik mulighed for at udføre. At omdele den hellige nadver, indsamle det månedlige fasteoffer og holde øje med hinanden er blandt dem, jeg husker. Men den mest skræmmende opgave fik jeg ved et lederskabsmøde ved vores menighedskonference. Det medlem af vores stavspræsidentskab, som præsiderede, bad en række af menighedens ledere om at tale. Det gjorde de. Og så, uden det mindste varsel, rejste han sig og sagde: »Nu vil vi bede en af de yngre ledere, Thomas S. Monson, sekretær i diakonernes kvorum, om at aflægge rapport over sit virke og bære sit vidnesbyrd.« Jeg husker ikke et ord af, hvad jeg sagde, men jeg har aldrig glemt oplevelsen eller den lektie, den lærte mig. Det var apostlen Peter, som sagde: Vær »altid rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har.«5
I en tidligere generation gav Herren dette løfte til bærere af præstedømmet: »… jeg vil drage foran jeres ansigt. Jeg vil være ved jeres højre hånd og ved jeres venstre, og min Ånd skal være i jeres hjerte og mine engle rundt omkring jer til at styrke jer.«6
Dette er ikke en tid til frygt, brødre, snarere en tid til tro – en tid for alle os, der bærer præstedømmet, til at leve op til sit bedste.
Selv om vores rejse gennem livet på jorden til tider bringer os i fare, så lad mig i aften komme med tre forslag til jer, som, hvis de iagttages og følges, vil føre os i sikkerhed. De er:
-
Studér flittigt.
-
Bed inderligt.
-
Lev retskaffent.
Disse forslag er ikke nye; de er blevet udtalt og gentaget igen og igen. Men hvis vi gør dem til en del af vores liv, vil vi have styrke til at modstå Modstanderen. Hvis vi ignorerer dem, så åbner vi døren, så Satan kan påvirke os og få magt over os.
For det første, studér flittigt. Hver eneste bærer af præstedømmet bør studere skrifterne dagligt. Lynkurser er ikke altid lige så effektive som daglig læsning og anvendelse af skrifterne i vores liv. Bliv fortrolig med de lektier, skrifterne lærer os. Lær at kende baggrunden og situationen for Mesterens lignelser og profeternes formaninger. Studér dem, som om de talte til jer, for det er sandheden.
Profeten Lehi og hans søn Nefi fik hver i et syn vist betydningen af at modtage og derpå holde fast ved Guds ord. Om jernstangen, der blev vist til Nefi, sagde han til sine vantro brødre Laman og Lemuel:
»Og jeg sagde til dem, at det var Guds ord, og at den, der ville lytte til Guds ord og ville holde fast ved det, de skulle aldrig fortabes, ej heller kunne Modstanderens fristelser og brændende pile overvælde dem, så de blev blinde, og føre dem bort til undergang.
Derfor formanede jeg, Nefi, dem til at give agt på Herrens ord; ja, med hele min sjæls styrke og med alle de evner, som jeg besad, formanede jeg dem til, at de skulle give agt på Guds ord og huske altid at holde hans befalinger i alt.«7
Jeg lover jer, uanset om I bærer Det Aronske eller Det Melkisedekske Præstedømme, at hvis I studerer skrifterne flittigt, så vil jeres styrke til at undgå fristelse og til at modtage vejledning fra Helligånden vokse i jer alle.
For det andet bed inderligt. For Gud er alt muligt. Mænd i Det Aronske Præstedømme, mænd i Det Melkisedekske Præstedømme, husk profeten Josephs bøn opsendt i den lund, der kaldes hellig. Se jer omkring og se resultatet af den besvarede bøn.
Adam bad, Jesus bad. Vi kender resultatet af deres bønner. Han, som ser selv spurven falde, hører helt sikkert vores hjertes bøn. Husk løftet: »Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den.«8
Til alle, der kan høre mig, som kæmper med store eller små udfordringer og vanskeligheder, bøn giver åndelig styrke; den er vores pas til fred. Bøn er det middel, hvorved vi henvender os til vor Fader i himlen, som elsker os. Tal til ham i bøn og lyt efter svaret. Mirakler udvirkes gennem bøn.
Søster Daisy Ogando bor i New York City, hvor over 8 millioner bor. For nogle år siden mødte søster Ogando missionærerne og blev undervist i evangeliet. Langsomt mistede hun og missionærerne kontakten med hinanden. Tiden gik. I 2007 begyndte evangeliets principper, som missionærerne havde undervist hende i, så at røre hendes hjerte.
Da Daisy en dag gik ind i en taxi, så hun missionærerne langt væk, men hun kunne ikke komme i kontakt med dem, før de gled ud af syne. Hun bad inderligt til vor himmelske Fader og lovede ham, at hvis han på en eller anden måde atter ville lede missionærerne til hende, ville hun åbne sin dør for dem. Hun vendte hjem den dag med tro i sit hjerte på, at Gud ville høre og besvare hendes bøn.
Samtidig gennemgik to unge missionærer, som inderligt havde bedt og arbejdet for at finde nogen at undervise, en dag optegnelserne fra missionærer, som tidligere havde tjent i deres område. Og derved fandt de navnet Daisy Ogando. Da de kom til hendes lejlighed den selvsamme eftermiddag, som søster Ogando havde bedt en enkel, men inderlig bøn, åbnede hun døren og sagde de ord, der er sød musik for alle missionærer, der har hørt dem: »Ældster, kom ind. Jeg har ventet på jer!«
To inderlige bønner blev besvaret, kontakten blev genoprettet, missionærerne underviste i lektionerne og arrangementer blev truffet, så Daisy og hendes søn Eddy kunne blive døbt.
Husk at bede inderligt.
Mit sidste forslag, mine brødre: Lev retskaffent. Esajas, den store profet i Det Gamle Testamente, kom med denne gribende opfordring til bærere af præstedømmet: »Rør ikke noget urent … rens jer, I, som bærer Herrens kar!«9 Det kunne ikke siges meget tydeligere.
Præstedømmebærere behøver ikke nødvendigvis at være veltalende. De behøver ikke have store universitetseksaminer i vanskelige studier. De kan meget vel være mænd i beskedne omstændigheder. Men Gud har ingen personsanseelse, og han vil støtte sine tjenere i retfærdighed, når de undgår det onde i vor tid og lever et rent og dydigt liv. Lad mig illustrere det.
1.500 km nord for Salt Lake City ligger den smukke by Calgary i Alberta i Canada, som er hjemsted for den berømte Calgary Stampede, et af Canadas største årlige arrangementer og verdens største udendørs rodeo. I løbet af 10 dage er der en rodeo-konkurrence, udstillinger, dyrskuer og væddeløb med hestevogne. Stampede-paraden, som finder sted på åbningsdagen, er en af festivalens ældste og største traditioner. Paraden følger en rute på knap 5 km rundt i Calgarys centrum, og der er omkring 350.000 tilskuere, hvoraf mange er klædt i cowboytøj.
For flere år siden stillede et marchorkester fra en stor high school i Utah op og vandt en af de eftertragtede pladser til at deltage i Calgary Stampede Parade. Måneder gik med indsamling af penge, øvelser tidligt om morgenen op og ned ad gaderne og andre forberedelser, så orkestret kunne rejse til Calgary og deltage i paraden, hvor et orkester skulle kåres som årets bedste.
Endelig blev det afgangsdag, og ivrige elever og ledere steg op i busserne og kørte nordpå på den lange rejse til Calgary.
Undervejs standsede karavanen i Cardston i Alberta, hvor gruppen sov natten over. De lokale hjælpeforeningssøstre havde smurt madpakker til orkestret, som de kunne spise, før de kørte videre. Brad spillede i orkestret og var præst i Det Aronske Præstedømme. Han var ikke sulten og bestemte sig for at gemme sin frokost til senere.
Brad kunne godt lide at sidde bagest i bussen. Da han satte sig på sin sædvanlige plads forud for resten af rejsen til Calgary, smed han sin madpakke på hylden bag den sidste række sæder. Der lå madpakken lige ved bagvinduet, hvor solen denne juli-eftermiddag skinnede. Desværre var der en sandwich med æggesalat i madpakken. For de af jer, der ikke forstår, hvad det betyder, så lad mig blot fortælle, at æggesalat skal opbevares i et køleskab. Hvis ikke, og den som i dette tilfælde udsættes for høj varme, hvor solen skinnede gennem et busvindue på en solskinsdag, bliver den en ret effektiv inkubator for en række forskellige bakterier, der kan medføre det, der almindeligvis kaldes madforgiftning.
Nogen tid før ankomsten til Calgary blev Brad sulten. Han huskede sin madpakke og slugte en sandwich med æggesalat. Da busserne kom til Calgary og kørte rundt i byen, var hele orkestret begejstret – alle undtagen Brad. Desværre var det eneste, der vældede op i ham en alvorlig mavepine og andet ubehageligt forbundet med madforgiftning. I ved, hvad det er.
Da de nåede frem til deres mål, forlod orkestret bussen. Men Brad blev siddende. Selv om Brad vidste, at de andre regnede med, at han spillede på sin tromme i paraden næste formiddag, så sad Brad bukket sammen i smerte og var for syg til at forlade bussen. Heldigvis for ham fandt to af hans venner, Steve og Mike, ud af, at han manglede, og de begyndte at lede efter ham. De var begge lige blevet færdige med high school og var begge for nylig blevet ordineret til embedet som ældste i Det Melkisedekske Præstedømme.
Da Steve og Mike fandt Brad bagest i bussen og fandt ud af, hvad problemet var, følte de sig hjælpeløse. Endelig gik det op for dem, at de var ældster og havde Det Melkisedekske Præstedømmes magt til at velsigne de syge. Trods deres manglende erfaring med at give præstedømmevelsignelser, havde disse to nye ældster tro på den magt, de havde. De lagde deres hænder på Brads hoved, benyttede Det Melkisedekske Præstedømmes myndighed og udtalte i Jesu Kristi navn de enkle ord for at velsigne Brad, så han kunne blive rask.
Fra det øjeblik var Brads symptomer fuldstændig væk. Den næste morgen indtog han sin plads sammen med resten af orkestret og marcherede stolt ned ad Calgarys gader. Orkestret blev kåret som årets bedste og fik det eftertragtede blå bånd. Men af langt større betydning var det, at to unge, uerfarne, men værdige præstedømmebærere, havde taget imod kaldet om at repræsentere Herren og tjene deres medmennesker. Da det var nødvendigt for dem at udøve deres præstedømme for at hjælpe andre, der desperat behøvede deres hjælp, var de i stand til at træde til, fordi de havde levet retskaffent.
Brødre, er vi beredt til vores rejse i livet? Vejen kan til tider være vanskelig. Fastlæg jeres kurs, vær forsigtige og beslut at studere flittigt, bede inderligt og leve retskaffent.
Lad os aldrig fortvivle, for det værk, vi er engageret i, er Herrens værk. Det er blevet sagt: »Herren former ryggen til at bære de byrder, der bliver lagt på den.«
Den styrke, som vi alvorligt søger, for at kunne møde udfordringerne i en kompleks verden i forandring, kan blive vores, når vi fast, beslutsomt og modigt som Josva står frem og erklærer: »Jeg og mit hus vil tjene Herren.«10 Denne guddommelige sandhed vidner jeg om og gør det i vor Herre Jesu Kristi navn. Amen.