Håbets triumf
Håb er en levende gave, en gave, der vokser, når vi øger vores tro på Jesus Kristus.
Mine kære brødre og søstre over hele verden, idet vi indleder denne meget særlige tid med »generalkonference«, vil himlens øjne helt sikkert være rettet mod os. Vi vil høre »Herrens røst« gennem hans tjenere. Vi vil føle Helligåndens »vejledende, anvisende og trøstende« indflydelse, og vores tro vil blive styrket.
For tre år siden indledte præsident Russell M. Nelson generalkonferencen med disse ord: »Ren åbenbaring om de spørgsmål, I har i hjertet, [vil] gøre denne konference belønnende og uforglemmelig. Hvis I endnu ikke har bedt om hjælp fra Helligånden til at hjælpe jer med at høre, hvad Herren vil have jer til at høre i disse to dage, vil jeg opfordre jer til at gøre det nu. Gør nu denne konference til en tid, hvor I kan nyde budskaber fra Herren gennem hans tjenere.«
Skrifterne forbinder disse ord på kraftfuld vis: Tro, håb og næstekærlighed. Håb er en uvurderlig gave fra Gud.
Ordet håb bruges om meget, som vi ønsker vil ske. For eksempel: »Jeg håber, at det ikke regner« eller »Jeg håber, at vores hold vinder«. Min hensigt er at tale om vores hellige og evige håb, der er centreret i Jesus Kristus og det gengivne evangelium, og vores »håbefulde forventninger om … retfærdighedens lovede velsignelser«.
Vores håb om evigt liv
Vores håb om evigt liv sikres gennem Kristi nåde og vores egne valg. Det åbner for den store velsignelse at kunne vende tilbage til vores himmelske hjem og leve for evigt i fred og lykke med vor himmelske Fader, hans elskede Søn, vores trofaste familie, kære venner og retskafne mænd og kvinder fra hvert et kontinent og fra hvert århundrede.
På jorden oplever vi glæde og sorg, mens vi bliver prøvet. Vores sejr kommer gennem tro på Jesus Kristus, når vi overvinder vores synder, vanskeligheder, fristelser, uretfærdigheder og udfordringer i dette jordiske liv.
Når vi styrker vores tro på Jesus Kristus, kan vi se ud over vores kampe og frem mod evighedens velsignelser og løfter. Som et lys, der tiltager i styrke, lyser håb den formørkede verden op, og vi ser vores herlige fremtid.
Håb kommer fra Gud
Lige siden begyndelsen har vor himmelske Fader og hans elskede Søn ivrigt velsignet de retskafne med den dyrebare gave håb.
Da Adam og Eva havde forladt haven, blev de undervist af en engel om løftet om Jesus Kristus. Håbets gave oplyste deres liv. Adam erklærede: »Mine øjne [er] blevet åbnet, og i dette liv skal jeg nyde glæde.« Eva talte om »glæden over [deres] forløsning og det evige liv, som Gud giver alle de lydige«.
Ligesom Helligånden bragte håb til Adam, oplyser Herrens Ånds kraft de trofaste i dag og belyser realiteten af evigt liv.
Frelseren sender os en Talsmand, Helligånden, en ledsager, der bringer tro, håb og fred, »ikke som verden giver«.
»I verden har I trængsler,« sagde Frelseren, »men vær frimodige, jeg har overvundet verden.«
I svære tider vælger vi at stole på Herren i tro. Vi beder stille: »Ske ikke min vilje, men din.« Vi føler Herrens accept af vores sagtmodige villighed, og vi afventer den lovede fred, som Herren vil sende, når han finder det for godt.
Apostlen Paulus sagde: »Håbets Gud [vil] fylde jer med … glæde og fred … så at I bliver rige i håbet,« »[er] glade i håbet; udholdende i trængslen«, »ved Helligåndens kraft.«
En lektion om håb
Profeten Moroni kendte selv til at have håb i Kristus under prøvelser. Han forklarede om sin rystende situation:
»Jeg er alene … Jeg har [intet] sted at gå hen.«
»Jeg giver mig ikke til kende … for at de ikke skal slå mig ihjel.«
Det er bemærkelsesværdigt, at Moroni i denne mørke og ensomme stund skriver sin fars ord om håb ned:
»Hvis et menneske derfor har tro, må han nødvendigvis have håb, for uden tro kan der ikke være noget håb.«
»Og hvad er det, I skal håbe på? … I skal have håb om ved Kristi forsoning og hans opstandelses kraft at blive oprejst til evigt liv.«
Mine brødre og søstre, håb er en levende gave, en gave, der vokser, når vi øger vores tro på Jesus Kristus. »Tro er fast tillid til det, der håbes på.« Vi opbygger denne tillid – beviser for vores tro – gennem bøn, tempelpagter, at holde buddene, at blive ved med tage for os af skrifterne og nutidige profeters ord, at tage nadveren og at tilbede ugentligt sammen med vores medhellige.
Et håbets hus
For at forstærke vores håb i en tid med stigende ugudelighed har Herren befalet sin profet at fylde jorden med sine templer.
Når vi træder ind i Herrens hus, føler vi Guds Ånd bekræfte vores håb.
Templet vidner om den tomme grav, og at livet på den anden side af sløret fortsætter for alle.
For dem, der ikke har en evig partner, bekræfter ordinancerne kraftigt, at hvert retskafne individ vil modtage hver eneste lovede velsignelse.
Der er et storslået håb, når et ungt par knæler ved alteret for at blive beseglet, ikke blot for tid, men for al evighed.
Der er umådeligt håb for os i løfter, der er givet vores efterkommere, uagtet deres nuværende situation.
Der er ingen smerte, ingen sygdom, ingen uretfærdighed, ingen lidelse, intet, der kan formørke vores håb, når vi tror og holder fast i vores pagter med Gud i Herrens hus. Det er et lysets hus, et håbets hus.
Når håb tilsidesættes
Vi græder af sorg, når vi ser bedrøvelsen og fortvivlelsen hos dem, der ikke har håb i Kristus.
For nylig iagttog jeg på afstand et par, der engang havde tro på Kristus, men som så besluttede sig for at kaste deres tro bort. De havde succes i verden, og de fandt nydelse i deres intellekt og afvisning af deres tro.
Alt virkede godt, indtil manden, der stadig var ung og energisk, pludselig blev syg og døde. Som en solformørkelse havde de blokeret for Sønnens lys, og resultatet var en formørkelse af håb. I sin manglende tro følte hustruen sig nu desorienteret, smerteligt uforberedt og ude af stand til at trøste sine børn. Hendes intellekt havde fortalt hende, at der var fuldstændig styr på hendes liv, indtil hun pludselig ikke kunne se nogen fremtid. Hendes fortvivlelse medførte mørke og forvirring.
Håb i hjerteskærende tragedie
Lad mig i kontrast til hendes smertefulde fortvivlelse dele en anden families håb i Kristus i en hjerteskærende tid.
For 21 år siden blev min nevø Ben Andersens nyfødte søn og hans hustru, Robbie, fløjet med lægehelikopter fra landet i Idaho til Salt Lake City. Jeg ankom til hospitalet, og Ben forklarede de alvorlige, livstruende hjerteproblemer, deres baby havde. Vi lagde vores hænder på Treys lille hoved. Herren velsignede ham ved at lade ham leve.
Trey fik en hjerteoperation i den første uge af sit liv, og flere operationer fulgte. Som årene gik, blev det klart, at Trey ville få brug for en hjertetransplantation. Selvom hans fysiske aktiviteter var begrænsede, voksede hans tro. Han skrev: »Jeg har aldrig haft ondt af mig selv, for jeg har altid kendt til vigtigheden af at have tro på Jesus Kristus og et vidnesbyrd om frelsesplanen.«
Trey havde følgende velkendte citat af præsident Nelson på sin telefon: »Den glæde, vi føler, har lidet at gøre med vores livsvilkår og alt at gøre med vores fokus i livet.«
Trey skrev: »Jeg har altid set frem til at tjene på en fuldtidsmission, men … mine læger vil ikke lade mig tage på mission før tidligst et år efter min transplantation … Jeg har sat min lid til Jesus Kristus.«
Trey var begejstret for at blive optaget på økonomistudiet på BYU, som begyndte dette semester, men han blev endnu mere begejstret i slutningen af juli, da han modtog det længe ventede opkald om at komme til hospitalet for at få en hjertetransplantation.
»Et år,« sagde Trey, »og så er jeg på mission.«
Der var store forventninger, da han kom ind på operationsstuen. Men under operationen opstod der katastrofale komplikationer, og Trey genvandt aldrig bevidstheden.
Hans mor, Robbie, sagde: »Fredag var den mest hjerteskærende dag … Vi forsøgte bare at forstå, hvad der var sket … Jeg var blevet længe oppe for at prøve at bearbejde det hele … Men lørdag vågnede jeg med en følelse af absolut glæde. Det var ikke bare fred; det var ikke fornægtelse. Jeg følte glæde for min søn, og jeg følte glæde som hans mor … Ben var stået op meget tidligere end mig, og da vi endelig fik en mulighed for at tale sammen, var Ben vågnet med nøjagtig den samme følelse.«
Ben forklarede: »Der kom klarhed i min sjæl, da Gud underviste mig gennem sin Helligånd. Jeg vågnede kl. 4.00 og var fyldt med ubeskrivelig fred og glæde. Hvordan er det muligt? … Treys bortgang er så smertefuld, og jeg savner ham så meget. Men Herren efterlader os ikke trøstesløse … Jeg ser frem til et glædeligt gensyn.«
Løftet om håb
Trey havde skrevet disse ord i sin dagbog fra præsident Nelsons generalkonferencetale: »Det synes … ikke muligt at føle glæde, når ens barn lider af en uhelbredelig sygdom, eller når man mister sit job, eller når ens ægtefælle svigter. Alligevel er det lige præcis det, Frelseren tilbyder. Hans glæde er konstant, den forvisser os om, at vores ›modgang og … trængsler skal kun vare et øjeblik‹ (L&P 121:7), og de vil blive helliget til vores gavn.«
Brødre og søstre, den fred, I søger, kommer måske ikke lige så hurtigt, som I ønsker, men jeg lover jer, at når I stoler på Herren, vil hans fred komme.
Må vi nære vores dyrebare tro og trænge os fremad med et fuldkomment klart håb. Jeg vidner om, at vores håb er vor Frelser, Jesus Kristus. Gennem ham vil alle vores retfærdige drømme blive opfyldt. Han er håbets Gud – håbets triumf. Han lever, og han elsker jer. I Jesu Kristi navn. Amen.