Guds sønner og døtre
Vi tror i sandhed, at vi er Guds bogstavelige børn, og at vi derfor har potentialet til at blive som ham.
I dag vil jeg gerne tale om en af de mest glædelige, pragtfulde og stærke evangeliske sandheder, som Gud har åbenbaret. Det er ironisk nok på samme tid en af dem, vi er blevet kritiseret for. En oplevelse, jeg havde for nogle år siden, øgede min påskønnelse af denne evangeliske sandhed.
Som repræsentant for Kirken blev jeg engang inviteret til en religiøs konference, hvor det blev bekendtgjort, at fra det øjeblik af ville de anerkende alle dåb, der blev udført af næsten alle andre kristne kirker, som gyldige, så længe ordinancen blev udført med vand og i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Derefter blev det forklaret, at denne retningslinje ikke gjaldt dåb udført af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Efter konferencen fik jeg mulighed for at dykke dybere ned i årsagerne til denne undtagelse med lederen, der stod for bekendtgørelsen. Vi havde en vidunderlig og indsigtsfuld samtale.
Kort sagt forklarede han mig, at den undtagelse primært havde at gøre med vores særlige tro om Guddommen, som andre kristne trosretninger ofte omtaler som treenigheden. Jeg udtrykte min påskønnelse af, at han tog sig tid til at forklare mig om sin tro og sin kirkes retningslinjer. Ved slutningen af vores samtale krammede vi hinanden og sagde så farvel.
Jeg tænkte senere over vores samtale og det, denne leder sagde om, at sidste dages hellige ikke forstår, hvad han kaldte »treenighedens mysterium«. Hvad henviste han til? Det havde noget at gøre med vores forståelse af Guds væsen. Vi tror på, at Gud Faderen »er et ophøjet menneske« med et herliggjort »legeme af kød og knogler ligeså håndgribeligt som menneskets; [og] Sønnen ligeså«. Hver gang vi taler om Guds natur, taler vi derfor på en vis måde, på en eller anden måde, også om vores egen natur.
Og det er sandt, ikke alene fordi vi alle blev skabt »i [hans] billede, så [vi] ligner [ham]«, men også fordi, som salmisten skrev, at Gud har sagt: »I er guder, I er alle [børn] af den Højeste.« Dette er for os en dyrebar lære, som nu er genvundet med genoprettelsens komme. Kort sagt er det hverken mere eller mindre end det, vores missionærer underviser om som den første lektion, første afsnit, første linje: »Gud er vor himmelske Fader, og vi er hans børn.«
Nu tænker I måske: »Mange mennesker tror på, at vi er Guds børn«. Ja, det er sandt, men deres forståelse kan være lidt anderledes end betydningen af den dybere mening, som vi stadfæster. For sidste dages hellige er denne lære ikke metaforisk. Vi tror derimod virkelig, at vi alle bogstaveligt talt er Guds børn. Han er Fader til vores ånd,6 og derfor har vi potentialet til at blive som ham, hvilket virker ufatteligt for nogle.
Det er nu over 200 år siden, at det første syn åbnede dørene til genoprettelsen. På det tidspunkt søgte den unge Joseph Smith vejledning fra himlen for at vide, hvilken kirke han skulle tilslutte sig. Gennem den åbenbaring, som profeten Joseph modtog den dag, og gennem åbenbaringer han modtog senere, fik han kundskab om Guds natur, og vores forhold til ham som hans børn.
På grund af det lærer vi tydeligere, at vor himmelske Fader har undervist i denne dyrebare lære helt fra begyndelsen. Tillad mig at citere mindst to beretninger fra skriften for at illustrere dette.
I husker måske Guds instruktioner til Moses, som de står i Den Kostelige Perle.
Vi læser, at »Gud talte til Moses og sagde: Se, jeg er Herren, Gud den Almægtige, og Uendelig er mit navn«. Med andre ord, Moses, jeg vil gerne have, at du ved, hvem jeg er. Så tilføjede han: »Og se, du er min søn.« Senere sagde han: »Og jeg har en gerning til dig, Moses, min søn; og du er i min Enbårnes billede.« Og så til sidst afsluttede han med at sige: »Og se nu, dette ene viser jeg dig, Moses, min søn.«
Det lader til, at Gud var opsat på i det mindste at lære Moses en lektie: »Du er mit barn«, hvilket han gentog mindst tre gange. Han kunne ikke engang nævne Moses’ navn uden straks at tilføje, at han var hans søn.
Men da Moses var blevet ladt alene, følte han sig svag, fordi han ikke længere var i Guds nærhed. Det var her, Satan kom for at friste ham. Kan I se et mønster her? Det første, Satan sagde var: »Moses, menneskesøn, tilbed mig.«
I denne sammenhæng kan Satans anmodning om at tilbede ham måske bare have været en distraktion. Det var en betydningsfuld fristelse for Moses i det svage øjeblik at blive forvirret og tro, at han blot var »menneskesøn« og ikke Guds barn.
»Og det skete, at Moses så på Satan og sagde: Hvem er du? For se, jeg er søn af Gud, i hans Enbårnes billede.« Heldigvis var Moses ikke forvirret og lod sig ikke distrahere. Han havde lært lektien om, hvem han virkelig var.
Den næste beretning findes i Matthæus 4. Lærde har kaldt dette »Jesu tre fristelser«, som om vor Herre kun blev fristet tre gange, hvilket selvfølgelig ikke er tilfældet.
Hundredvis af liter blæk er blevet brugt til at forklare betydningen og indholdet af disse fristelser. Som vi ved, begynder kapitlet med at forklare, at Jesus var gået ud i ørkenen: »Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult.«
Satans første fristelse drejede sig tilsyneladende kun om at tilfredsstille Herrens fysiske behov. »Sig, at stenene her skal blive til brød,« udfordrede han Frelseren.
En anden fristelse kan have at gøre med at friste Gud: »Styrt dig ned. For der står skrevet: Han vil give sine engle befaling [angående dig]«.
Til sidst handlede Satans tredje fristelse om verdens bestræbelser og herlighed. Efter at Jesus var blevet vist »alle verdens riger … [sagde Satan] til ham: ›Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.‹«
Faktisk har Satans ultimative fristelse måske ikke haft så meget at gøre med disse tre specifikke provokationer, men mere at gøre med at friste Jesus Kristus til at sætte spørgsmålstegn ved sin guddommelige natur. Mindst to gange blev der forud for fristelsen fremsat en udfordrende anklage fra Satan: »Hvis du er Guds Søn« – hvis du virkelig tror på det, så gør sådan eller sådan.
Læg mærke til, hvad der skete umiddelbart inden, Jesus gik ud i ørkenen for at faste og bede: Vi finder beretningen om Kristi dåb. Og da han kom op af vandet, lød der »en røst fra himlene: ›Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!‹«
Kan vi se sammenhængen? Kan vi se et mønster her?
Det er ikke underligt, at hver gang vi bliver belært om vores guddommelige natur og skæbne, frister modstanderen af al retfærdighed os til at drage tvivl om dem.
Hvor ville vores beslutninger dog være anderledes, hvis vi virkelig vidste, hvem vi virkelig er.
Vi lever i en udfordrende verden, en verden med øget postyr, hvor hæderlige mennesker stræber efter i det mindste at lægge vægt på vores menneskelige værdighed, mens vi tilhører en kirke og omfavner et evangelium, der løfter vores syn og byder os ind i det guddommelige.
Jesu befaling om at være »fuldkomne, som [vor] himmelske fader er fuldkommen«, er en klar afspejling af hans høje forventninger og vores evige muligheder. Intet af dette vil ske fra den ene dag til den anden. Med præsident Jeffrey R. Hollands ord vil det ske »i sidste ende«. Men løftet er, at hvis vi kommer »til Kristus«, vil vi blive »fuldkommengjort i ham«. Det kræver meget arbejde – ikke bare hvilket som helst arbejde, men guddommeligt arbejde. Hans arbejde!
Den gode nyhed er, at det netop er vor Fader i himlen, der har sagt: »For se, dette er min gerning og herlighed: At tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket.«
Præsident Russell M. Nelsons opfordring til at »tænke celestialt« indebærer en vidunderlig påmindelse om vores guddommelige natur, herkomst og potentielle destination. Vi kan opnå det celestiale alene gennem Jesu Kristi sonoffer.
Måske er det derfor, at Satan lokkede Jesus med den selv samme fristelse lige fra begyndelsen til slutningen af hans jordiske tjenestegerning. Matthæus skrev, at mens Jesus hang på korset, »spottede [de, der gik forbi,] ham … og sagde: … ›Hvis du er Guds søn, [så] stig ned fra korset‹«. Æret være Gud, at han ikke lyttede, men i stedet sørgede for en måde, hvorpå vi kan modtage alle celestiale velsignelser.
Lad os altid huske, at der blev betalt en stor pris for vores lykke.
Jeg vidner, ligesom apostlen Paulus om, at »Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt som vi lider med ham for også at herliggøres med ham«. I Jesu Kristi navn. Amen.