Generalkonference
Følg Kristus
Oktoberkonferencen 2024


Følg Kristus

Som Kristi tilhængere underviser og vidner vi om Jesus Kristus, vores fuldkomne forbillede. Så lad os følge ham ved at undgå strid.

I år er millioner blevet inspireret af den evangeliske studieplan, der kendes ved Frelserens opfordring: »Kom og følg mig.« At følge Kristus er ikke en overfladisk eller lejlighedsvis praksis. Det er en vedvarende forpligtelse og livsstil, der bør lede os til alle tider og på alle steder. Hans lærdomme og hans eksempel definerer stien for hver eneste af Jesu Kristi disciple. Og alle er inviteret til at gå på denne sti, for han indbyder alle til at komme til sig, »sort og hvid, træl og fri, mand og kvinde … og alle er lige for Gud«.

I.

Det første trin i at følge Kristus er at adlyde det, han definerede som »det største bud i loven«:

»›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹

Det er det største og det første bud.

Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹

»På de to bud hviler hele loven og profeterne.«

Billede
Far og søn, der flyver med drage.

Guds bud giver en vejledende og stabiliserende kraft i vores liv. Vores jordiske oplevelser er som en lille dreng og hans far, der fløj med en drage på en blæsende dag. Som dragen steg højere op, trak vinden i snoren i den lille drengs hånd. Uerfaren med de jordiske vindes kraft, foreslog han at klippe snoren over, så dragen kunne komme endnu højere op. Hans vise far sagde nej og forklarede, at snoren er det, der holder dragen på plads imod de jordiske vinde. Hvis vi mister grebet om snoren, vil dragen ikke stige højere. Dragen ville blive kastet rundt af disse vinde og uundgåeligt styrte mod jorden.

Den nødvendige snor repræsenterer de pagter, der forbinder os med Gud, vor himmelske Fader, og hans Søn, Jesus Kristus. Når vi ærer disse pagter ved at holde deres bud og følge deres forløsningsplan, gør deres lovede velsignelser os i stand til at stige op til celestiale højder.

Mormons Bog erklærer ofte, at Kristus er »verdens lys«. Da den opstandne Herre viste sig for nefitterne, forklarede han denne lære ved at sige: »Jeg er et eksempel for jer.« »Jeg er det lys, som I skal holde op – det, som I har set mig gøre.« Han er vores forbillede. Vi lærer, hvad han har sagt og gjort, ved at studere skrifterne og følge profetiske lærdomme, som præsident Russell M. Nelson har tilskyndet os til at gøre. Gennem nadverordinancen indgår vi hver sabbat pagt om, at vi »altid vil erindre ham og holde hans befalinger«.

II.

I Mormons Bog gav Herren os grundbegreberne i det, han kaldte »Kristi lære«. Dette er tro på Herren Jesus Kristus, omvendelse, dåb, modtagelse af Helligåndsgaven, at holde ud til enden og at blive som et lille barn, hvilket betyder at stole på Herren og underordne sig alt, hvad han kræver af os.

Herrens befalinger består af to typer: De permanente, som Kristi lære, og de midlertidige. De midlertidige befalinger er dem, der er nødvendige for at imødekomme Herrens kirkes behov eller for de trofaste i midlertidige situationer, men som skal henlægges, når behovet ikke længere er der. Et eksempel på midlertidige befalinger er Herrens befaling til Kirkens første ledelse om at flytte de hellige fra New York til Ohio, til Missouri, og til Illinois og endelig til at lede pionerernes udvandring til bjergene mod vest. Selvom det kun var midlertidigt, blev disse befalinger, da de var i kraft, givet for at blive adlydt.

Hvad angår nogle af de permanente befalinger har det taget lang tid, før de generelt set blev overholdt. Præsident Lorenzo Snow fremhævede for eksempel i sin berømte tale om tiendeloven en befaling, der tidligere var blevet givet, men som Kirkens medlemmer endnu ikke generelt havde overholdt. Den måtte fremhæves igen under de omstændigheder, som Kirken og dens medlemmer stod i dengang. Der har også været nyere eksempler på, at det var nødvendigt på grund af de nuværende omstændigheder, som sidste dages hellige eller Kirken står i. Det gælder familieproklamationen, der blev udstedt af præsident Gordon B. Hinckley for en generation siden, og præsident Russell M. Nelsons nylige opfordring til, at Kirken skal kendes ved sit åbenbarede navn, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

III.

En anden af vor Frelsers lærdomme synes at kræve fornyet fremhævelse på grund af vor tids omstændigheder.

Dette er en tid med mange hårde og sårende ord i den offentlige debat og nogle gange endda i vores familie. Skarpe uenigheder i spørgsmål om politiske emner resulterer ofte i fjendtlige handlinger – tilmed had – i offentlige og personlige forhold. Denne fjendtlige atmosfære bremser endda nogle gange for evnen til at lovgive om vigtige sager, hvor de fleste borgere ser et presserende behov for handling i offentlighedens interesse.

Hvad bør Kristi tilhængere undervise om og gøre i denne tid med giftig kommunikation? Hvad lærte og viste han os?

Billede
Frelseren underviser nefitterne.

Det er bemærkelsesværdigt, at blandt de første principper, som Jesus underviste i, da han viste sig for nefitterne, var et af dem at undgå strid. Selv om han underviste om dette i forbindelse med drøftelser om religiøse læresætninger, gælder de grunde, han gav, også for kommunikation og forhold i politik, offentlig debat og familieforhold. Jesus sagde:

»Den, der har stridens ånd, er ikke af mig, men er af Djævelen, som er faderen til strid, og han ophidser menneskers hjerte til at strides med vrede, den ene mod den anden.

Se, det er ikke min lære at ophidse menneskers hjerte til vrede, den ene mod den anden, men det er min lære, at sådant skal afskaffes.«

I Jesu resterende tjenestegerning blandt nefitterne underviste han i andre befalinger, der var tæt knyttet til hans forbud mod strid. Vi ved fra Bibelen, at han tidligere havde undervist i hver af disse i sin store bjergprædiken, som regel med præcis samme ordlyd, som han senere brugte hos nefitterne. Jeg vil citere den velkendte ordlyd fra Bibelen:

Billede
Frelseren underviser i Jerusalem.

»Elsk jeres fjender, velsign dem, som forbander jer, gør godt mod dem, som hader jer, og bed for dem, som foragteligt udnytter jer og forfølger jer.«

Det er et af Kristi mest kendte bud – det mest revolutionerende og det sværeste at følge. Alligevel er det en meget grundlæggende del af hans opfordring til alle om at følge ham. Som præsident David O. McKay sagde: »Den bedste måde at vise sin kærlighed til Gud på er at vise uselvisk kærlighed over for sine medmennesker.«

Billede
Modstandere til forligsmøde.

Her er en anden grundlæggende lære fra ham, der er vores forbillede: »Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.«

Fredsstiftere! Hvor ville det dog ændre personlige forhold, hvis Kristi tilhængere ville undgå hårde og sårende ord i al deres kommunikation.

Ved en generalkonference sidste år gav præsident Russell M. Nelson os disse tre udfordringer:

»En af de nemmeste måder at kende en sand Jesu Kristi discipel på er ved at se, hvor barmhjertigt den person behandler andre mennesker …

Jesu Kristi sande disciple er fredsstiftere.

En af de bedste måder at ære Frelseren på er ved at blive fredsstifter.«

Han afsluttede sine bemærkninger: »Strid er et valg. At stifte fred er et valg. I har jeres handlefrihed til at vælge strid eller forlig. Jeg opfordrer jer indtrængende til at vælge at være fredsstiftere nu og altid.«

Potentielle modstandere bør indlede deres drøftelser med at finde et fælles grundlag, som alle er enige om.

For at følge vores fuldkomne forbillede og hans profet må vi praktisere det, der populært kaldes den gyldne regel: »Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne.« Vi må elske og gøre godt mod alle. Vi må undgå strid og være fredsstiftere i al vores kommunikation. Det betyder ikke, at vi skal gå på kompromis med vores principper og prioriteter, men at vi skal ophøre med hårde angreb mod andre på grund af deres. Det er det, vores fuldkomne forbillede gjorde i sin tjenestegerning. Det er det eksempel, han viste os, da han opfordrede os til at følge ham.

Ved denne konference for fire år siden gav præsident Nelson os en profetisk udfordring til vor tid:

»Er I villige til at lade Gud råde i jeres liv? Er I villige til at lade Gud være den vigtigste indflydelse i jeres liv? Vil I lade hans ord, hans befalinger og hans pagter påvirke, hvad I foretager jer hver dag? Vil I give hans røst højere prioritet end nogen anden?«

Billede
Herren Jesus Kristus.

Som Kristi tilhængere underviser og vidner vi om Jesus Kristus, vores fuldkomne forbillede. Så lad os følge ham ved at undgå strid. Når vi fremmer vores politiske holdninger i offentlige handlinger, så lad os kvalificere os til hans velsignelser ved at bruge fredsstifternes sprog og metoder. Lad os i vores familie og andre personlige forhold undgå det, der er hårdt og hadefuldt. Lad os stræbe efter at være hellige, ligesom vor Frelser, i hvis hellige navn jeg vidner og nedkalder hans velsignelse for at hjælpe os til at blive hellige. I Jesu Kristi navn. Amen.