Vinden holdt aldrig op med at blæse
Vi kan hjælpe andre med at udvikle sig på deres rejse mod at modtage Guds velsignelser.
I 2015 samarbejdede 62 medlemmer af J. Reuben Clark Law Society i delstaten Pernambuco i Brasilien med den offentlige anklager om at undersøge de juridiske udfordringer for beboerne på fire forskellige plejehjem. En lørdag interviewede disse advokater i løbet af fem timer over 200 beboere en efter en, som hver især reelt var blevet glemt af samfundet.
Under disse interviews opdagede de flere forbrydelser, der var blevet begået mod de ældre beboere, såsom svigt, mishandling og misbrug af midler. En af grundpillerne i denne advokatforening er at tage sig af de fattige og nødlidende. Kun to måneder senere lykkedes det anklageren at rejse tiltale mod de ansvarlige parter.
Deres bidrag er et perfekt eksempel på kong Benjamins lære om, at »når I er i jeres medmenneskers tjeneste, er I blot i jeres Guds tjeneste«.
En af de beboere, jeg personligt interviewede under pro bono-projektet, var en godhjertet 93-årig kvinde ved navn Lúcia. Hun var taknemmelig for vores tjeneste og udbrød for sjov: »Gift dig med mig!«
Overrasket svarede jeg: »Se den smukke unge kvinde derovre! Hun er min hustru og statsanklager.«
Hun svarede hurtigt tilbage: »Og hvad så? Hun er ung, smuk og kan nemt blive gift igen. Alt, hvad jeg har, er dig!«
De vidunderlige beboere fik ikke løst alle deres problemer den dag. De fortsatte utvivlsomt med at opleve modgang fra tid til anden ligesom jereditterne i deres både på den udfordrende rejse til det forjættede land, der var »begravet i havets dyb på grund af bølgerne, der var så høje som bjerge, og som brød ind over dem«.
Men den lørdag vidste plejehjemsbeboerne, at uagtet deres jordiske anonymitet var de personligt kendt af en kærlig himmelsk Fader, som besvarer selv de mest beskedne bønner.
Mestrenes Mester fik »en rasende vind« til at blæse jereditterne hen mod de lovede velsignelser. På samme måde kan vi vælge at tjene som et ydmygt vindpust i Herrens hænder. Ligesom »vinden aldrig hørte op med at blæse« jereditterne mod det forjættede land, kan vi hjælpe andre med at bevæge sig fremad på deres rejse for at modtage Guds velsignelser.
For flere år siden, da Chris, min kære hustru, og jeg blev interviewet til mit kald som biskop, bad vores stavspræsident mig om bønsomt at overveje navne, som jeg kunne anbefale som rådgivere. Efter at have hørt de navne, jeg anbefalede, sagde han, at der var et par ting, jeg burde vide om en af brødrene.
For det første kunne denne bror ikke læse. For det andet havde han ikke en bil, som han kunne bruge til at besøge medlemmerne. For det tredje brugte han altid – altid – solbriller i kirken. På trods af præsidentens oprigtige bekymringer følte jeg stærkt, at jeg stadig skulle anbefale ham som min rådgiver, og stavspræsidenten støttede mig.
Den søndag, hvor mine rådgivere og jeg blev opretholdt til nadvermødet, var overraskelsen i medlemmernes ansigter tydelig. Denne kære bror bevægede sig langsomt op til forhøjningen, hvor ovenlyset reflekterede skarpt i hans solbriller.
Da han satte sig ved min side, spurgte jeg ham: »Bror, har du problemer med dit syn?«
»Nej«, sagde han.
»Hvorfor bruger du så solbriller i kirken?« spurgte jeg. »Min ven, medlemmerne har brug for at se dine øjne, og du skal også kunne se dem bedre.«
I det øjeblik tog han sine solbriller af og brugte dem aldrig i kirken igen.
Denne elskede bror tjente ved min side, indtil jeg blev afløst som biskop. I dag tjener han fortsat trofast i kirken og er et eksempel på hengivenhed og engagement overfor Herren Jesus Kristus. Og alligevel var han for mange år siden en ukendt solbrillebærer, der sad næsten glemt på kirkebænken. Jeg tænker ofte: »Hvor mange trofaste brødre og søstre sidder der glemt blandt os i dag?«
Uanset om vi er velkendte eller glemte, vil prøvelser uundgåeligt komme til hver enkelt af os. Når vi vender os til Frelseren, kan han »hellige [vores] trængsler til gavn for [os]« og hjælpe os med at håndtere vores prøvelser på en måde, der fremmer vores åndelige udvikling. Uanset om det er for plejehjemsbeboere, et fejlbedømt kirkemedlem eller nogen anden, kan vi være »vinden [der] aldrig [hører] op med at blæse«, og bringe håb og føre andre til pagtsstien.
Vores elskede profet, præsident Russell M. Nelson, er kommet med en spændende og inspirerende opfordring til de unge: »Jeg [bekræfter] på det kraftigste, at Herren har bedt alle værdige unge mænd, der er i stand dertil, om at forberede sig til og tage på mission. For sidste dages hellige unge mænd er det et præstedømmeansvar at tjene som missionær … For jer unge søstre, der er i stand til det, er en mission også en stærk, men valgfri mulighed.«
Hver dag besvarer tusindvis af unge mænd og kvinder Herrens profetiske kald ved at tjene som missionær. I er fantastiske, og som præsident Nelson har sagt, kan I »påvirke verden mere end nogen tidligere generation!« Det betyder selvfølgelig ikke, at I vil være den bedste udgave af jer selv i det øjeblik, I træder ind på missionærskolen.
I stedet føler I jer måske som Nefi, »ført af Ånden uden på forhånd at vide, hvad [I skal] gøre. Alligevel gik [I] af sted.«
Måske føler I jer usikre, som Jeremias gjorde, og har lyst til at sige: »Jeg er ung; jeg forstår ikke at tale.«
Måske ser I endda jeres personlige mangler og får lyst til at råbe som Moses: »Herre … jeg har ikke ordet i min magt … Jeg har svært ved at udtrykke mig i ord.«
Hvis nogen af jer elskede og mægtige unge mænd og kvinder har tanker som disse lige nu, så husk, at Herren har svaret: »Du skal ikke sige: Jeg er ung! Men overalt, hvor jeg sender dig, skal du gå.« Og han lover: »Gå nu! Jeg vil være med din mund og fortælle dig, hvad du skal sige.«
Jeres forandring fra jeres naturlige til jeres åndelige selv vil ske »linje på linje, forskrift på forskrift«, når I oprigtigt stræber efter at tjene Jesus Kristus på missionsmarken gennem daglig omvendelse, tro, nøjagtig lydighed og hårdt arbejde for »konstant at finde, undervise i omvendelse og døbe omvendte«.
Selv om I bærer et navneskilt, kan I nogle gange føle jer overset eller glemt. Men I skal vide, at I har en fuldkommen himmelsk Fader, som kender jer personligt, og en Frelser, der elsker jer. I vil have missionsledere, som på trods af deres ufuldkommenheder vil tjene jer som »vinden [der] aldrig hørte op med at blæse«, når de vejleder jer på jeres personlige omvendelsesrejse.
I det »land der flyder med mælk og honning«, som I skal tjene som missionærer i, vil I blive åndeligt genfødt og blive en livslang Jesu Kristi discipel, når I kommer ham nær. I kan vide, at I aldrig bliver glemt.
Selv om nogle venter »i lang tid« på hjælp, fordi de »ikke [har] et menneske til at hjælpe«, har Herren Jesus Kristus lært os, at ingen nogensinde bliver glemt af ham. Tværtimod var han et fuldkomment eksempel på at søge den enkelte til alle tider under sin jordiske tjenestegerning.
Hver af os – og dem omkring os – står over for vores egne storme af modstand og bølger af prøvelser, som oversvømmer os dagligt. Men »vinden [vil] aldrig hør[e] op med at blæse mod det forjættede land … og således [skal vi drives] frem for vinden«.
Vi kan hver især være en del af denne vind – den samme vind, som velsignede jereditterne på deres rejse, og den samme vind, som med vores hjælp vil velsigne de ukendte og glemte til at nå deres eget forjættede land.
Jeg vidner om, at Jesus Kristus er vores talsmand hos Faderen. Han er en levende Gud og fungerer som en stærk vind, der altid vil lede os på pagtsstien. I Jesu Kristi navn. Amen.