Guds favorit
At være fyldt med Guds kærlighed beskytter os i livets storme, men det gør også de lykkelige øjeblikke endnu lykkeligere.
Før jeg begynder, må jeg fortælle jer, at to af mine børn har prøvet at besvime, mens de talte fra en talerstol, og jeg har aldrig følt mig mere forbundet til dem, end jeg gør i dette øjeblik. Jeg tænker på mere end blot en faldlem.
I vores familie har vi seks børn, som nogle gange driller hinanden med, at de er yndlingsbarnet. De har hver især forskellige grunde til at være den foretrukne. Vores kærlighed til hvert af vores børn er ren og berigende og fuldstændig. Vi kunne ikke elske nogen af dem mere end de andre – med hvert barns fødsel kom den smukkeste udvidelse af vores kærlighed. Jeg forstår bedst min himmelske Faders kærlighed til mig gennem den kærlighed, jeg føler for mine børn.
Når de hver især fremsætter deres påstande om at være det mest elskede barn, skulle man tro, at der aldrig havde været et rodet værelse i vores hjem. Følelsen af mangler i forholdet mellem forælder og barn bliver mindre, når der er fokus på kærlighed.
På et tidspunkt, måske fordi jeg kan se, at vi er på vej mod et uundgåeligt familieoprør, siger jeg noget i retning af »Okay, I har slidt mig op, men jeg har ikke tænkt mig at sige det; I ved godt selv, hvem af jer der er min favorit.« Mit mål er, at hver af de seks føler sig som vinder, og at en total krig undgås – I hvert fald indtil næste gang!
Johannes beskriver i sit evangelium sig selv som »den discipel, som Jesus elskede«, som om det på en eller anden måde var unikt. Jeg kan godt lide at tro, at det var, fordi Johannes følte sig så fuldstændigt elsket af Jesus. Nefi gav mig en lignende fornemmelse, da han skrev: »Jeg fryder mig ved min Jesus.« Selvfølgelig er Frelseren ikke Nefis, lige så lidt som han er Johannes’, og alligevel førte den personlige karakter af Nefis forhold til »hans« Jesus ham til denne ømme beskrivelse.
Er det ikke vidunderligt, at der er tidspunkter, hvor vi kan føle os så fuldstændigt og personligt bemærket og elsket? Nefi kan kalde ham »sin« Jesus, og det kan vi også. Vor Frelsers kærlighed er den »højeste, ædleste og stærkeste form for kærlighed«, og han sørger for, at vi bliver »fyldt«. Guddommelig kærlighed løber aldrig tør, og vi er hver især en elsket favorit. Det er i Guds kærlighed, at vi alle overlapper hinanden som cirkler i et Venn-diagram. Uanset hvilke dele af os, der virker anderledes, er det i hans kærlighed, at vi finder sammenhold.
Er det nogen overraskelse, at de største bud er at elske Gud og at elske dem omkring os? Når jeg ser mennesker udvise kristuslignende kærlighed til hinanden, føles det for mig, som om den kærlighed indeholder mere end bare deres kærlighed; det er en kærlighed, som også indeholder guddommelighed. Når vi elsker hinanden på den måde, så helt og fuldt som vi kan, bliver himlen også involveret.
Så hvis nogen, vi holder af, virker fjern fra en følelse af guddommelig kærlighed, kan vi følge dette mønster – gøre ting, der bringer os tættere på Gud, og derefter gøre ting, der bringer os tættere på dem – en uudtalt opfordring til at komme til Kristus.
Jeg ville ønske, at jeg kunne sætte mig ned med jer og spørge jer, hvilke situationer, der får jer til at føle Guds kærlighed. Hvilke skriftsteder, hvilke særlige tjenestegerninger? Hvor vil I være? Hvilken musik? Samen med hvem? Generalkonferencen er et særligt sted at lære om at forbinde sig til himlens kærlighed.
Men måske føler I jer langt væk fra Guds kærlighed. Måske er der et kor af mismodige og mørke stemmer, der tynger jeres tanker; budskaber, der fortæller jer, at I er for sårede, forvirrede, for svage og oversete, for anderledes eller desorienterede til at gøre jer fortjent til himmelsk kærlighed på nogen virkelig måde. Hvis I hører de tanker, så lyt venligst til dette: De stemmer tager helt fejl. Vi kan trygt vide, at det at være sønderknust ikke diskvalificerer os fra himmelsk kærlighed – hver gang vi synger den salme, der minder os om, at vores elskede og fejlfri Frelser valgte at lade sig korsfæste og sønderknuse for vores skyld. Hver gang vi tager det brudte brød. Jesus fjerner visseligt al skam fra de nedbrudte. Gennem sin sønderknusthed blev han fuldkommen, og han kan gøre os fuldkomne på trods af vores sønderknusthed. Sønderknust, ensom, sønderrevet og forslået var han – og det føler vi måske også, at vi er – men adskilt fra Guds kærlighed, det er vi ikke. »Sønderknuste mennesker; fuldkommen kærlighed«, som det hedder i sangen.
I sidder måske med en hemmelighed om jer selv, som giver jer følelsen af ikke at kunne elskes. Uanset hvor meget I har ret i det, I ved om jer selv, så tager I fejl, hvis I tror, at I er uden for Guds kærligheds rækkevidde. Vi er nogle gange onde og utålmodige over for os selv på måder, som vi aldrig kunne forestille os at være over for andre. Der er meget, vi skal gøre i dette liv, men selvhad og skamfuld selvfordømmelse er ikke på den liste. Uanset hvor misdannede vi føler, at vi er, er hans arme ikke for korte. Nej. De er altid lange nok til at »række[ os] hånden« og omfavne hver enkelt af os.
Selv når vi ikke mærker den guddommelige kærligheds varme, er den ikke forsvundet. Guds egne ord er, at »bjergene kan rokkes og højene vakle, men [hans] troskab mod [os] rokkes ikke«. Så for at gøre det klart, bør tanken om, at Gud er holdt op med at elske os, være så langt nede på listen over mulige forklaringer i livet, at vi end ikke kommer til den, før bjergene er væk, og højene er forsvundet!
Jeg nyder virkelig denne symbolik med bjerge som bevis på visheden om Guds kærlighed. Denne stærke symbolik finder vi i beretninger om dem, der tager op i bjergene for at modtage åbenbaring og i Esajas’ beskrivelse af »Herrens tempelbjerg«, der står på toppen af bjergene. Herrens hus er hjemsted for vores mest dyrebare pagter og er et sted, hvortil vi alle kan trække os tilbage og synke dybt ned i beviset på vores Faders kærlighed til os. Jeg har også nydt den trøst, der kommer til min sjæl, når jeg indhyller mig i min dåbspagt og finder nogen, der sørger over et tab eller en skuffelse, og jeg prøver at hjælpe dem med at rumme og bearbejde deres følelser. Er det måder, hvorpå vi kan blive mere fordybet i den dyrebare pagtskærlighed, hesed?
Så hvis Guds kærlighed ikke forlader os, hvorfor mærker vi den så ikke altid? Bare for lige at afstemme forventninger: Jeg ved det ikke. Men at være elsket er bestemt ikke det samme som at føle sig elsket, og jeg har et par tanker, som måske kan hjælpe jer, når I søger svar på det spørgsmål.
Måske kæmper I med sorg, depression, svigt, ensomhed, skuffelse eller andre voldsomme forstyrrelser i jeres evne til at mærke Guds kærlighed til jer. Hvis det er tilfældet, kan disse ting sløve eller tilsidesætte vores evne til at føle det, vi ellers ville føle. I en periode vil I måske ikke være i stand til at føle hans kærlighed, og viden er nødt til at være tilstrækkeligt. Men jeg spekulerer på, om I kunne eksperimentere – tålmodigt – med forskellige måder at udtrykke og modtage guddommelig kærlighed på. Kan I træde et skridt tilbage fra det, der er foran jer, og måske endnu et skridt og endnu et, indtil I ser et bredere landskab, bredere og endnu bredere, hvis det er nødvendigt, indtil I bogstaveligt talt »tænker celestialt«, fordi I ser på stjernerne og husker verdener uden ende og gennem dem, deres Skaber?
Fuglesang, at mærke solen eller en brise eller regn på min hud, og øjeblikke, hvor naturen vækker mine sanser i ærefrygt for Gud – alt dette har været med til at give mig en forbindelse til himlen. Måske kan trofaste venners trøst hjælpe. Måske musik? Eller tjeneste? Har I noteret eller skrevet dagbog over tidspunkter, hvor jeres forbindelse til Gud stod klarere for jer? Måske kan I spørge nogen, I stoler på, om de vil dele deres erfaring med at få forbindelse med det guddommelige med jer, mens I søger efter lindring og forståelse.
Hvis Jesus skulle vælge et sted, hvor I og han kunne mødes, et uforstyrret sted, hvor I udelukkende kunne fokusere på ham, vil han så vælge jeres unikke sted med personlig lidelse, det sted, hvor I har jeres dybeste behov, hvor ingen andre kan komme? Et sted, hvor I føler jer så ensomme, at I virkelig må være helt alene, men det er I ikke rigtigt; et sted, hvor det måske kun er ham der har været, men hvor han faktisk allerede har forberedt sig på at møde jer, når I ankommer. Hvis I venter på, at han skal komme, er han der så måske allerede og inden for rækkevidde?
Hvis I føler jer fyldt med kærlighed på dette tidspunkt i jeres liv, så prøv at holde fast i den lige så effektivt, som en si holder på vand. Lad den plaske ud overalt, hvor I går. Et af miraklerne i den guddommelige økonomi er, at når vi forsøger at dele Jesu kærlighed, fyldes vi selv af den, det er en variation af princippet om, at »den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det«.
At være fyldt med Guds kærlighed beskytter os i livets storme, men det gør også de lykkelige øjeblikke endnu lykkeligere – vores glade dage, når der er solskin på himlen, bliver endnu lysere af solskinnet i vores sjæl.
Lad os blive »rodfæstede og grundfæstede« i Jesus og i hans kærlighed. Lad os lede efter og værdsætte oplevelser, hvor vi mærker hans kærlighed og kraft i vores liv. Evangeliets glæde er tilgængelig for alle: ikke kun de glade, ikke kun de nedtrykte. Glæde er vores mål, og ikke en følge af vores omstændigheder. Vi har al mulig god grund til at »fryde [os] og være fyldt med kærlighed til Gud og alle mennesker«. Lad os blive fyldt. I Jesu Kristi navn. Amen.