Afstemning af vores vilje med hans
Når vi følger Herrens vilje i vores liv, vil vi blive i stand til at finde den mest dyrebare perle i verden – himmeriget.
I en lignelse talte Jesus om en købmand, der søgte efter »smukke perler«. Under købmandens søgen fandt han en »særlig kostbar perle«. Men for at kunne erhverve sig den storslåede perle måtte denne mand sælge alle sine ejendele, hvilket han straks og glædeligt gjorde.
Gennem denne korte og tankevækkende lignelse belærte Frelseren smukt om, at himmeriget sammenlignes med en uvurderlig perle, i sandhed den mest dyrebare skat, som man bør ønske sig frem for alt andet. Det faktum, at købmanden øjeblikkeligt solgte alle sine ejendele for at få fat i den værdifulde perle, tilkendegiver tydeligt, at vi bør afstemme vores sind og ønsker med Herrens vilje og villigt gøre alt, hvad vi kan på vores jordiske rejse, for at opnå de evige velsignelser i Guds rige.
For at blive værdige til denne store belønning må vi blandt andet gøre vores bedste for at tilsidesætte alle selvcentrerede bestræbelser og opgive enhver forvikling, der tilbageholder os fra at forpligte os fuldt ud til Herren og hans højere og helligere veje. Apostlen Paulus omtaler disse helliggørende bestræbelser som at have »Kristi tanker«. Som Jesus Kristus eksemplificerede betyder det, at vi altid »gør … det, der er godt i [Herrens] øjne« i vores liv, eller som nogle mennesker siger i dag: »At gøre det, der virker for Herren.«
I evangelisk forstand handler »altid [at gøre] det, der er godt i [Herrens] øjne« om at underkaste vores vilje hans. Frelseren underviste eftertænksomt om vigtigheden af dette princip, da han belærte sine disciple:
»For jeg er kommet ned fra himlen, ikke for at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig.
Og hans vilje er, at jeg ikke skal miste noget af alt det, han har givet mig, men oprejse det på den yderste dag.
For min faders vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.«
Frelseren opnåede et fuldkomment og guddommeligt niveau af indordning under Faderen ved at lade sin egen vilje blive opslugt i Faderens vilje. Han sagde engang: »Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da Frelseren underviste profeten Joseph Smith om forsoningens kvaler og pinsler, sagde han:
»For se, jeg, Gud, har lidt dette for alle, for at de ikke skal lide, hvis de vil omvende sig …
hvilken lidelse fik mig, selv Gud, den største af alle, til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore og til at lide på både legeme og ånd – og jeg ønskede, at jeg ikke skulle drikke det bitre bæger, men undlade det –
dog, æret være Faderen, så drak jeg og fuldendte mine forberedelser for menneskenes børn.«
Under vores rejse på jorden kæmper vi ofte med det, vi tror, vi ved, og det, vi tror, er bedst, og det, vi formoder, der virker for os, i stedet for at forstå, at vor himmelske Fader faktisk ved, hvad der er evigt bedst, og hvad der absolut virker for børn i hans plan. Denne store kamp kan blive meget kompleks, særligt når man tænker på skriftens profetier for vore dage: »Men det skal du vide, at i de sidste dage … vil mennesker blive egenkærlige … de vil elske nydelser højere end Gud.«
Et tegn, der indikerer opfyldelse af denne profeti, er den stigende tendens i verden, som så mange tager til sig, hvor mennesker bliver opslugt af sig selv og hele tiden erklærer: »Jeg har min egen sandhed, eller jeg gør det, der virker for mig.« Som apostlen Paulus sagde, så søger de »deres eget og ikke det, der hører Jesus Kristus til«. Den måde at tænke på retfærdiggøres ofte som værende »autentisk« af dem, der giver sig hen til selvcentrerede bestræbelser, fokuserer på personlige præferencer, eller som ønsker at retfærdiggøre en adfærd, der ofte ikke stemmer overens med Guds kærlige plan og vilje for dem. Hvis vi lader vores hjerte og sind gribe af denne måde at tænke på, kan vi skabe betydelige anstødssten for os selv i tilegnelsen af den mest uvurderlige perle, som Gud så kærligt har forberedt til sine børn – evigt liv.
Selvom det er sandt, at vi hver især er på en individuel rejse som disciple på pagtsstien og stræber efter at holde vores hjerte og tanker centreret om Kristus Jesus, må vi altid være forsigtige og årvågne for ikke at blive fristet til at tage denne form for verdslig filosofi til os. Ældste Quentin L. Cook har sagt: »At være virkelig kristuslignende er et endnu vigtigere mål end at være autentisk.«
Mine kære venner, når vi vælger at lade Gud være den stærkeste indflydelse i vores liv frem for vores selviske bestræbelser, kan vi gøre fremskridt som disciple og øge vores evne til at forene vores sind og hjerte med Frelseren. Når vi på den anden side ikke lader Gud råde i vores liv, er vi overladt til os selv, og uden Herrens inspirerende vejledning kan vi retfærdiggøre næsten alt, vi gør eller ikke gør. Vi kan også komme med undskyldninger ved at gøre tingene på vores egen måde og i realiteten sige: »Jeg gør bare tingene på min måde.«
Da Frelseren ved en lejlighed forkyndte sin lære, var der nogle, særligt de selvretfærdige farisæere, der afviste hans budskab og frimodigt erklærede, at de var Abrahams børn, og antydede derved, at deres slægtslinje gav dem særlige privilegier i Guds øjne. Den mentalitet førte til, at de støttede sig til deres egen forståelse og ikke troede på det, som Frelseren underviste om. Farisæernes reaktion på Jesus var et klart bevis på, at deres arrogante holdning ikke efterlod plads i deres hjerte til Frelserens ord og Guds måde. Som svar erklærede Jesus med visdom og mod, at hvis de var Abrahams sande pagtsbørn, ville de gøre Abrahams gerninger, især i betragtning af at »Abrahams Gud« stod foran dem og underviste dem i sandheden i netop det øjeblik.
Brødre og søstre, som I kan se, er denne mentale gymnastik om »det, der virker for mig« kontra »det, der er godt i Herrens øjne« ikke en ny tendens, der er unik for vor tid. Det er en ældgammel mentalitet, der har krydset århundreder, og som ofte forblinder dem, der er vise i egne øjne, og forvirrer og udmatter mange af Guds børn. Denne mentalitet er faktisk et gammelt trick fra modstanderen; det er en bedragerisk sti, der omhyggeligt fører Guds børn væk fra den sande og trofaste pagtssti. Mens personlige omstændigheder såsom genetik, geografi og fysiske og mentale udfordringer påvirker vores rejse, er der i det, der virkelig betyder noget, et indre rum, hvor vi er frie til at vælge, om vi vil eller ikke vil følge det mønster, Herren har forberedt for vores liv. Ja, »han viste vej og gik den selv, forklared’ hvert et skridt«.
Som Kristi disciple ønsker vi at vandre ad den vej, han viste os under sin jordiske tjenestegerning. Vi ønsker ikke blot at gøre hans vilje og alt, der vil glæde ham, men vi forsøger også at være ligesom ham. Når vi stræber efter at være tro mod enhver pagt, vi har indgået, og efterleve »hvert ord, der udgår af Guds mund«, vil vi være beskyttet mod at blive offer for verdens synder og fejlopfattelser – fejl i filosofier og læresætninger, der ville føre os væk fra disse mest dyrebare perler.
Personligt er jeg blevet inspireret af, hvordan en sådan åndelig underdanighed over for Gud har påvirket trofaste Kristi disciple, når de har valgt at gøre det, der virker for Herren, og det, der er godt i hans øjne. Jeg kender en ung mand, der var usikker på at tage på mission, men som følte sig inspireret til at tjene Herren, da han lyttede til en højtstående leder i Kirken bære sit personlige vidnesbyrd og fortælle om sin hellige oplevelse med at tjene som missionær.
Med sine egne ord sagde denne unge mand, der nu er hjemvendt missionær: »Da jeg lyttede til en af Frelseren Jesu Kristi apostles vidnesbyrd, kunne jeg mærke Guds kærlighed til mig, og jeg ønskede at dele den kærlighed med andre. I det øjeblik vidste jeg, at jeg skulle tage på mission på trods af frygt, tvivl og bekymringer. Jeg følte mig fuldstændig sikker på Guds velsignelser og løfter til sine børn. I dag er jeg et nyt menneske. Jeg har et vidnesbyrd om, at dette evangelium er sandt, og at Jesu Kristi Kirke er blevet genoprettet på jorden.« Denne unge mand valgte Herrens vej og blev et eksempel på en sand discipel i enhver henseende.
En trofast ung kvinde valgte ikke at gå på kompromis med sine standarder, da hun blev bedt om at klæde sig usømmeligt for at passe ind i afdelingen i det modefirma, hvor hun arbejdede. Hun forstod, at hendes legeme er en hellig gave fra vor himmelske Fader og et sted, hvor Ånden kan dvæle, og hun blev inspireret til at leve efter en standard, der var højere end verdens. Hun vandt ikke blot tillid fra dem, der så hende efterleve Jesu Kristi evangeliums sandhed, men bevarede også sit job, som for en stund havde været i fare. Hendes villighed til at gøre det, der var godt i Herrens øjne, frem for det, der virkede for verden, gav hende en pagtstillid midt i svære valg.
Brødre og søstre, vi bliver hele tiden konfronteret med lignende valg på vores daglige rejse. Det kræver et modigt og et villigt hjerte at stoppe op og foretage en ærlig og sagtmodig selvransagelse for at erkende tilstedeværelsen af kødets svagheder i vores liv, som kan hæmme vores evne til at underkaste os Gud, og i sidste ende at beslutte os for at tage hans vej frem for vores egen. Den ultimative prøve på vores hengivenhed som disciple findes i vores villighed til at give slip på vores gamle jeg og underkaste vores hjerte og sjæl Gud, så hans vilje bliver vores.
Et af livets herligste øjeblikke er, når vi opdager den glæde, der kommer, når »det, der virker for Herren og er godt i hans øjne« og »det, der virker for os« bliver ét og samme! Hvis vi målrettet og uden at tvivle vil gøre Herrens vilje til vores egen, kræver det majestætisk og heroisk discipelskab! I det storslåede øjeblik helliger vi os Herren, og vi overgiver fuldstændigt vores vilje til ham. En sådan så at sige åndelig underdanighed er smuk, kraftfuld og transformerende.
Jeg vidner for jer om, at når vi følger Herrens vilje i vores liv, vil vi blive i stand til at finde den mest dyrebare perle i verden – himmeriget. Jeg beder til, at vi hver især til rette tid med pagtstillid vil være i stand til at erklære for vor himmelske Fader og vor Frelser Jesus Kristus, at »det, der virker for dig, virker for mig«. Jeg siger dette i Frelserens, Jesu Kristi, hellige navn. Amen.