Inden for et tidsrum af ikke mange år
Hvis vi ikke er trofaste og lydige, kan det føre til, at vi forvandler velstand, en gudgiven velsignelse, til en forbandelse af stolthed, der afleder og distraherer os.
Mine elskede brødre og søstre, mens jeg har siddet på forhøjningen i dag, har jeg set konferencecenteret blive fyldt op tre gange for første gang siden Covid. I er Jesu Krist hengivne disciple, der er ivrige efter at lære. Jeg roser jer for jeres trofasthed. Og jeg elsker jer.
Ezra Taft Benson var præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige fra november 1985 til maj 1994. Jeg var 33 år, da præsident Benson blev Kirkens præsident, og 42 år, da han døde. Og hans undervisning og vidnesbyrd påvirkede mig dybt og stærkt.
Et af kendetegnene ved præsident Bensons tjenestegerning var hans fokus på formålet med Mormons Bog og vigtigheden af den. Han understregede gentagne gange, at »Mormons Bog er vor religions slutsten, vores vidnesbyrds slutsten, vores læres slutsten, og slutstenen når vi vidner om vor Herre og vor Frelser«. Han fremhævede også ofte lærdomme og advarsler om stolthed og hovmod som synder, hvilket vi kan læse om i dette sidste dages vidnesbyrd om Jesus Kristus.
En bestemt undervisning fra præsident Benson påvirkede mig meget og påvirker fortsat mit studium af Mormons Bog. Han sagde:
»Mormons Bog blev skrevet til vor tid. Nefitterne havde aldrig bogen, og det havde de fordums lamanitter heller ikke. Den er tiltænkt os. Mormon skrev den, da nefitterne nærmere sig sit endeligt som civilisation. Under inspiration fra Gud, som ser alt fra begyndelsen, forkortede han århundreders optegnelser og udvalgte de beretninger, prædikener og begivenheder, der ville være mest gavnlige for os.«
Præsident Benson fortsatte: »Hver eneste af de store skribenter i Mormons Bog har båret vidnesbyrd om, at han skrev med henblik på fremtidige slægtled … Hvis nu de har set vor tid og har udvalgt de ting, der ville være af størst værdi for os, fortæller det os så ikke, på hvilken måde vi skal studere Mormons Bog? Vi må konstant stille os selv spørgsmålet: ›Hvorfor inspirerede Herren Mormon til at medtage denne beretning i sin optegnelse? Hvad kan jeg lære af denne formaning, som kan hjælpe mig med mit liv i denne tidsalder?‹«
Præsident Bensons udtalelser hjælper os til at forstå, at Mormons Bog ikke primært er en historisk optegnelse, der ser tilbage i tiden. Denne del af skriften er snarere rettet mod fremtiden og indeholder vigtige principper, advarsler og erfaringer, der er beregnet til vor tids omstændigheder og udfordringer. Derfor er Mormons Bog en bog om vores fremtid og de tider, vi lever i nu og snart vil leve i.
Jeg beder om Helligåndens hjælp, når vi nu overvejer relevant undervisning til os i dag fra Helamans Bog i Mormons Bog.
Nefitterne og lamanitterne
Optegnelsen om Helaman og hans sønner beskriver et folk, der så frem til Jesu Kristi fødsel. Det halve århundrede, der behandles i denne hellige skrift, fremhæver lamanitternes omvendelse og retskaffenhed og nefitternes ugudelighed, frafald og vederstyggeligheder.
En række sammenligninger og kontraster mellem nefitterne og lamanitterne fra denne gamle optegnelse er yderst lærerige for os i dag.
»Lamanitterne var for størstedelens vedkommende blevet et retfærdigt folk i en sådan grad, at deres retfærdighed overgik nefitternes på grund af deres fasthed og deres standhaftighed i troen.
[Og] der var mange af nefitterne, der var blevet forhærdede og ubodfærdige og groft ugudelige i en sådan grad, at de forkastede Guds ord og al den forkyndelse og profeti, som fandt sted blandt dem.«
»Og således ser vi, at nefitterne begyndte at synke ned i vantro og vokse i ugudelighed og vederstyggeligheder, mens lamanitterne begyndte at vokse overordentlig meget i kundskaben om deres Gud, ja, de begyndte at holde hans lovbud og befalinger og at vandre i sandhed og retsindighed for ham.
Og således ser vi, at Herrens Ånd begyndte at trække sig tilbage fra nefitterne på grund af deres hjertes ugudelighed og hårdhed.
Og således ser vi, at Herren begyndte at udøse sin Ånd over lamanitterne på grund af den lethed og villighed, hvormed de troede på hans ord.«
Det måske mest forbløffende og tankevækkende aspekt ved nefitternes fald er det faktum, at »al denne syndighed kom over dem inden for et tidsrum af ikke mange år«.
Nefitterne vendte sig væk fra Gud
Hvordan kunne et folk, der engang var retfærdigt, blive forhærdet og ugudeligt på så kort tid? Hvordan kunne mennesker så hurtigt glemme den Gud, der havde velsignet dem så rigt?
Der er en stærk og dybsindig lektie i nefitternes negative eksempel for os i dag.
»Stolthed … begyndte at komme ind … i hjertet på de folk, der foregav at tilhøre Guds kirke … på grund af deres overordentlig store rigdomme og deres velstand i landet.«
»[De lod] hjertet blive optaget af denne verdens rigdomme og tomme ting« »på grund af den stolthed, som [de lod] komme ind i [deres] hjerte, og som [hævede dem op] over det, der er godt, på grund af [deres] overordentlig store rigdomme.«
Gamle røster fra støvet bønfalder os i dag om at lære denne evigt gældende lektie: Velstand, ejendele og bekvemmelighed udgør en stærk blanding, der kan få selv de retfærdige til at drikke stolthedens åndelige gift.
Når vi lader stolthed komme ind i vores hjerte, kan den få os til at håne det, der er helligt, undlade at tro på profetiens og åbenbaringens ånd, trampe Guds befalinger under fode, forkaste Guds ord, udstøde, spotte og håne profeterne, og glemme Herren vor Gud, og »ikke [ønske], at Herren [vor] Gud, som har skabt [os], skal herske og regere over [os]«.
Hvis vi ikke er trofaste og lydige, kan det føre til, at vi forvandler velstand, en gudgiven velsignelse, til en forbandelse af stolthed, der afleder og distraherer os fra evige sandheder og livsvigtige åndelige prioriteter. Vi bør altid være på vagt over for en overdreven selvhøjtidelighed fremkaldt af hovmod, en fejlopfattelse af vores egen selvtilstrækkelighed og at søge selvet i stedet for at tjene andre.
Når vi med stolthed fokuserer på os selv, bliver vi også ramt af åndelig blindhed og går glip af meget, det meste eller måske alt, der sker i og omkring os. Vi kan ikke se hen til og fokusere på Jesus Kristus som »målet«, hvis vi kun ser os selv.
En sådan åndelig blindhed kan også få os til at dreje bort fra retfærdighedens vej, falde fra ind på forbudne stier og blive væk. Når vi blindt vender os mod vores egne veje og tager ødelæggende omveje, er vi tilbøjelige til at støtte os til vores egen indsigt, prale af vores egen styrke og forlade os på vores egen visdom.
Lamanitten Samuel opsummerede, hvordan nefitterne havde vendt sig væk fra Gud: »Alle jeres livs dage har I stræbt efter det, som I ikke kunne få, og I har stræbt efter lykke ved at gøre misgerninger, hvilket er i modstrid med beskaffenheden af den retfærdighed, som er hos vort mægtige og evige overhoved.«
Profeten Mormon bemærkede: »Størstedelen af folket forblev i deres stolthed og ugudelighed, og den mindre del vandrede med større omhu for Gud.«
Lamanitterne vendte sig til Gud
I Helamans Bog udgør lamanitternes tiltagende retfærdighed en stærk kontrast til nefitternes hurtige åndelige forfald.
Lamanitterne vendte sig til Gud og blev bragt til kundskab om sandheden, fordi de troede på lærdommene i de hellige skrifter og fra profeterne, udøvede tro på Herren Jesus Kristus, omvendte sig fra deres synder og oplevede en mægtig forandring i hjertet.
»Derfor er, som I selv ved, så mange, som er kommet hertil, faste og standhaftige i troen og i det, hvormed de er blevet gjort fri.«
»I skal se, at størstedelen af [lamanitterne] er på pligtens sti, og de vandrer med omhu for Gud, og de bestræber sig på at holde hans befalinger og hans lovbud og hans retsregler …
De bestræber sig med utrættelig flid på at bringe resten af deres brødre til kundskab om sandheden.«
Som konsekvens deraf overgik »[lamanitternes] retfærdighed … nefitternes på grund af deres fasthed og standhaftighed i troen«.
En profeti og et løfte
Moroni sagde: »Se, Herren har vist mig store og forunderlige ting angående det, som snart må ske på den dag, da dette skal finde sted blandt jer.
Se, jeg taler til jer, som om I var til stede, og dog er I det ikke. Men se, Jesus Kristus har vist jer for mig, og jeg kender jeres gerninger.«
Husk, at Mormons Bog er rettet mod fremtiden og indeholder vigtige principper, advarsler og erfaringer, som er beregnet til mig og jer i vor tid og vores omstændigheder og udfordringer i vore dage.
Frafald kan forekomme på to grundlæggende niveauer – institutionelt og individuelt. På institutionelt plan vil Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige ikke gå til på grund af frafald eller blive taget fra jorden.
Profeten Joseph Smith erklærede: »Ingen uhellig hånd kan standse dette værks fremgang … Guds sandhed vil gå fremad frimodigt, ædelt og uafhængigt, indtil den har gennemtrængt hvert kontinent, besøgt hvert himmelstrøg, fejet hen over hvert land og lydt i hvert eneste øre – indtil Guds hensigter er udført, og den store Jahve skal sige, at værket er fuldbragt.«
På det individuelle plan må vi hver især »[vogte os] for stolthed, så [vi] ikke bliver som nefitterne fordum«.
Må jeg foreslå, at hvis I eller jeg tror, at vi er tilstrækkeligt stærke og stålsatte til at kunne undgå hovmod og stolthed, så lider vi måske allerede af denne dødelige åndelige sygdom. Kort sagt, hvis I eller jeg ikke tror, at vi kan blive ramt af stolthed og hovmod, så er vi sårbare og i åndelig fare. Inden for et tidsrum af ikke mange dage, uger, måneder eller år kan vi miste vores åndelige arveret for langt mindre end en portion linser.
Men hvis I eller jeg tror, at vi kan blive ramt af stolthed og hovmod, så vil vi konsekvent gøre de små og enkle ting, der vil beskytte og hjælpe os til at blive »som et barn, underdanig, sagtmodig, ydmyg, tålmodig, fuld af kærlighed, villig til at underordne [os] alt det, som Herren finder det tjenligt at pålægge [os]«. »Velsignede er … de, der ydmyger sig uden at være nødt til at være ydmyge.«
Når vi følger præsident Bensons råd og spørger os selv om, hvorfor Herren inspirerede Mormon til i sin forkortelse af Helamans Bog at medtage de beretninger, formaninger og advarsler, han gjorde, lover jeg, at vi vil være i stand til at se anvendeligheden af disse lærdomme til de særlige forhold i vores liv og familie i dag. Når vi studerer og grunder over denne inspirerede optegnelse, vil vi blive velsignet med øjne til at se, ører til at høre, sind til at fatte og hjerter til at forstå de lektier, vi bør lære om at »[vogte os] for stolthed, for at [vi] ikke skal falde i fristelse«.
Med stor glæde vidner jeg om, at Gud den evige Fader er vor Fader. Jesus Kristus er hans enbårne og elskede Søn. Han er vor Frelser. Og jeg vidner om, at når vi vandrer i Herrens Ånds sagtmodighed, vil vi undgå og overvinde stolthed og hovmod og få fred i ham. Det bærer jeg vidnesbyrd om i Herren Jesu Kristi hellige navn. Amen.