Generalkonference
Søg svar på åndelige spørgsmål
Oktoberkonferencen 2024


Søg svar på åndelige spørgsmål

Vores oprigtige spørgsmål om evangeliet kan give vor himmelske Fader og Jesus Kristus mulighed for at hjælpe os med at vokse.

Jeg ved, at dette er overraskende, men jeg er gammel nok til at huske dengang, vi i skolen blev undervist om, at der var ni planeter i vores solsystem. En af disse planeter, Pluto, blev navngivet af 11-årige Venetia Burney fra Oxford i England, efter dens opdagelse i 1930. Og frem til 1992 mente man, at Pluto var det mest fjerntliggende objekt i vores solsystem. Dengang var det almindeligt at finde papmache-modeller af vores naboplaneter, lavet af børn, i klasseværelser og til projekter i fysiklokalet, der hver især illustrerede Plutos position på den kendte grænse. Mange videnskabsfolk mente, at den anden side af grænsen til vores solsystem bestod af tomt rum.

Men et spørgsmål forblev ubesvaret i videnskabelige kredse angående oprindelsen af en særlig type komet, som astronomer regelmæssigt sporede. Og det spørgsmål stod hen i årtier, inden opdagelsen af et andet fjernt område i vores solsystem. Med den begrænsede kundskab videnskabsfolk havde, brugte de de mellemliggende årtier til at frembringe betydelige teknologiske fremskridt, der muliggjorde yderligere studium og udforskning. Det gennembrud de til sidst fik, flyttede rundt på vores planetariske zone og resulterede i, at Pluto blev genhuset i det nye område i rummet, og at vores solsystem består af otte planeter.

En ledende planetforsker og hovedefterforsker for rummissionen New Horizons, der havde til opgave at studere Pluto nærmere, havde dette at sige om oplevelsen: »Vi troede, at vi forstod geografien i vores solsystem. Det gjorde vi ikke. Vi troede, vi forstod bestanden af planeter i vores solsystem. Og vi tog fejl.«

Det jeg synes, er slående, vedrørende denne periode i rumforskningens historie, er nogle paralleller mellem og væsentlige forskelle på den metaforiske udvidelse af den videnskabelige horisont og den rejse, som vi, som Guds børn, foretager os, når vi søger efter svar på vores åndelige spørgsmål. Helt specifikt, hvordan vi kan reagere på begrænsningerne af vores åndelige forståelse og forberede os på næste stadie af vores personlige udvikling – og hvor vi kan søge hjælp.

Linje på linje

At stille spørgsmål og søge efter en mening er en naturlig og normal del af vores jordiske erfaring. Når vi ikke umiddelbart får fuldstændige svar, kan det til tider bringe os til kanten af vores forståelse, og de begrænsninger kan føles frustrerende eller overvældende. På forunderlig vis er vor himmelske Faders plan for lykke for os alle skabt til at udvikle os på trods af vores begrænsninger og opnå det, vi ikke kan opnå på egen hånd, selv uden en fuldstændig viden om alt. Guds plan er nådig mod de begrænsninger, vi har som mennesker; den giver os vor Frelser, Jesus Kristus, til at være vores gode hyrde, og inspirerer os til at bruge vores handlefrihed til at vælge ham.

Ældste Dieter F. Uchtdorf har sagt: »Det er ikke et svaghedstegn at stille spørgsmål. Det er forløberen for vækst.« Vores profet, præsident Russell M. Nelson, talte direkte om vores personlige indsats som sandhedssøgere, da han sagde, at vi må have »et dybt ønske« og »bede af et oprigtigt hjerte og med oprigtig hensigt og have tro på [Jesus] Kristus«. Han har desuden sagt, at »›oprigtig hensigt‹ betyder, at man virkelig har til hensigt at følge den givne guddommelige vejledning«.

Vores personlige indsats for at vokse i visdom kan føre til, at vi undersøger vores spørgsmål, komplekse eller ej, gennem en optik af årsag og virkning. Vi søger og genkender mønstre og former derpå narrativer, som giver form til vores forståelse og udfylder det, vi oplever som huller i vores kundskab. Når vi overvejer vores søgen efter åndelig kundskab, kan disse tankevækkende processer til tider være nyttige, men hvis de står alene, kan de være ufuldstændige, når vi søger at opfatte det, der hører til vor himmelske Fader og vor Frelser, Jesus Kristus, deres evangelium, deres kirke og deres plan for os alle.

Gud Faderens og hans Søns måde at bibringe os visdom på prioriterer at indbyde Helligåndens kraft til at være vores personlige lærer, når vi har fokus på Jesus Kristus i vores liv og i vores trofaste søgen efter deres svar og deres hensigt. De opfordrer os til at finde sandhed gennem tid, der er dedikeret og brugt på at studere de hellige skrifter og søge efter sidste dages åbenbaret sandhed til vore dage og vor tid, bibragt af nutidsprofeter og -apostle. De beder os indtrængende om at bruge regelmæssig, tilbedende tid i Herrens hus og knæle ned i bøn »for at få adgang til information fra himlen«. Jesu løfte til dem, der var til stede og hørte hans bjergprædiken, er lige så sandt for os i dag, som det var under hans jordiske tjenestegerning: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.« Vor Frelser forsikrer, at »jeres fader, som er i himlene, give[r] gode gaver til dem, der beder ham«.

Herrens undervisningsmetode er »linje på linje, forskrift på forskrift«. Det kan være, at vi må »[vente] på Herren« i det rum, der er mellem vores nuværende linje af forståelse og den næste, som vi endnu ikke har modtaget. Dette hellige rum kan være et sted, hvor vores største åndelige udvikling kan finde sted – et sted, hvor vi »med tålmodighed« kan bære vores oprigtige søgen og forny vores styrke til fortsat at holde de hellige løfter, vi har givet Gud gennem pagt.

Vores pagtsforhold med vor himmelske Fader og Jesus Kristus signalerer vores gældende statsborgerskab i Guds rige. Og vores ophold deri kræver, at vi afstemmer vores liv med guddommelige principper og yder den indsats, der skal til for at udvikle os åndeligt.

Lydighed

Et nøgleprincip, der bliver undervist om i Mormons Bog, er, at når Guds børn vælger at udvise lydighed og holde deres pagter, så vil de modtage vedvarende åndelig vejledning og retning. Herren har fortalt os, at gennem vores lydighed og flid kan vi opnå kundskab og intelligens. Guds love og bud har ikke til formål at være en forhindring i vores liv, men at være en kraftfuld vej til personlig åbenbaring og åndelig uddannelse. Præsident Nelson har lært os den afgørende sandhed, at »åbenbaring fra Gud … altid [er] forenelig med hans evige lov«, og »den modsiger aldrig hans lære«. Jeres villige lydighed mod Guds bud, på trods af at I ikke har en fuldstændig kundskab om hans grunde, placerer jer i hans profeters selskab. Moses 5 lærer os om et bestemt møde mellem Adam og en Herrens engel.

Da Herren gav Adam og Eva »befalinger om, at de skulle tilbede Herren deres Gud og skulle bringe de førstefødte af deres flokke som et offer til Herren«, står der i skriften, at »Adam var lydig mod Herrens befalinger«. Vi kan videre læse, at »efter mange dage viste en engel fra Herren sig for Adam og sagde: Hvorfor bringer du slagtofre til Herren? Og Adam sagde til ham: Det ved jeg ikke, ud over at Herren befalede mig det.«

Adams lydighed gik forud for hans forståelse og forberedte ham til at modtage den hellige kundskab om, at han tog del i et helligt symbol på Jesu Kristi forsoning. Vores ydmyge lydighed vil på samme måde bane vejen for vores åndelige forståelse af Guds veje og hans guddommelige mål for os hver især. Når vi strækker os for at højne vores lydighed, bringer det os nærmere vor Frelser, Jesus Kristus, fordi at være lydig mod hans love og bud er i virkeligheden det samme som at række ud mod ham.

Derudover er vores troskab mod den kundskab og visdom, vi allerede har tilegnet os gennem vores trofaste overholdelse af evangeliske principper og hellige pagter, en afgørende forberedelse til vores parathed til at modtage og være forvaltere af kommunikation fra Helligånden.

Vor himmelske Fader og Jesus Kristus er kilderne til al sandhed og de deler rundhåndet ud af deres visdom. En forståelse af, at vi ikke besidder nogen personlig kundskab uafhængigt af Gud, kan også hjælpe os til at vide, hvem vi må vende os til, og til hvem vi først og fremmest må sætte vores lid.

Dyb tillid

En af mine yndlingsberetninger fra Det Gamle Testamente er den om Na’aman, den militære leder, der blev helbredt for spedalskhed af profeten Elisa. Den historie illustrerer, hvordan den faste tro hos en »tjenestepige« ændrede kursen for en mands liv, og åbenbarede for alle troende, hvorledes Guds barmhjertighed udrækkes til dem, der sætter deres lid til ham og hans profet. Selvom vi ikke kender hendes navn, var denne unge pige også med til at fremme vores forståelse. Og Na’amans tro på hendes vidnesbyrd inspirerede ham til at tage sin anmodning om helbredelse til Guds udvalgte tjener.

Na’aman reagerede til at begynde med noget skeptisk og forarget på profeten Elisas instruktioner om at vaske sig i Jordanfloden. Men en opfordring om at være lydig mod profetens råd banede vejen for hans helbredelse og hans dramatiske forståelse af, at Gud fandtes.

Vi opdager måske, at nogle af vores åndelige anmodninger har rimeligt mærkbare svar og muligvis ikke giver os noget betydeligt ubehag. Eller vi kan ligesom Na’aman opdage, at andre behov er mere udfordrende og kan skabe svære og komplekse følelser i os. Eller som med beskrivelsen af astronomernes tidlige konklusioner om vores solsystem kan vi i vores søgen efter åndelig sandhed nå til mindre nøjagtige fortolkninger, hvis vi udelukkende stoler på vores egen begrænsede forståelse, hvilket, som en sørgelig og utilsigtet konsekvens, kan føre os væk fra pagtsstien. Ydermere kan vi stadig have nogle spørgsmål, indtil Gud, der »har al magt« og »al visdom og al forstand«, der »fatter alt« i sin nåde, kommer med oplysning gennem vores tro på hans navn.

En betydelig advarsel fra Na’amans beretning er, at det kan forlænge eller forsinke vores udvikling, hvis vi modsætter os at være lydige mod Guds love og bud. Vi er velsignet med at have Jesus Kristus som vor Mesterhelbreder. Vores lydighed mod Guds love og bud kan åbne vejen for, at vor Frelser giver os den forståelse og heling, som han ved, vi har brug for, i henhold til hans ordinerede behandlingsplan for os.

Ældste Richard G. Scott sagde: »Dette liv er en erfaring med dyb tillid – tillid til Jesus Kristus, tillid til hans lærdomme, tillid til vores evne til, at vi med Helligåndens hjælp kan adlyde lærdommene for at kunne opnå lykke nu og få et meningsfyldt, enestående lykkeligt og evigt liv. At have tillid vil sige, at man villigt adlyder uden at vide, hvad det vil føre til (se Ordsp 3:5-7). For at bære frugt må ens tillid til Herren være stærkere og mere varig end ens tillid til egne følelser og erfaringer.«

Ældste Scott fortsatte: »At udøve tro er at stole på, at Herren ved, hvad han gør med én, og at han kan opnå det til ens evige gavn, selvom man ikke forstår, hvordan han kan gøre det.«

Afsluttende vidnesbyrd

Kære venner, jeg bærer vidnesbyrd om, at vores oprigtige spørgsmål om evangeliet kan give vor himmelske Fader og Jesus Kristus muligheder for at hjælpe os med at udvikle os. Min personlige indsats i at søge svar fra Herren på mine egne åndelige spørgsmål – tidligere og aktuelle – har tilladt mig at bruge det rum mellem linjerne af min og Guds forståelse til at udøve lydighed mod ham og troskab mod den åndelige kundskab, som jeg nu besidder.

Jeg vidner om, at det at sætte sin lid til vor himmelske Fader og hans profeter, som han har sendt, vil hjælpe jer til at hæve jer åndeligt og skubbe jer fremad mod Guds større horisont. Jeres udsyn vil ændre sig, fordi I ændrer jer. Gud ved, at jo højere oppe I befinder jer, desto længere kan I se. Vor Frelser indbyder jer til at foretage den klatretur. I Jesu Kristi navn. Amen.