Nær rødderne, så vokser grenene
Grenene på jeres vidnesbyrds træ vil få styrke fra jeres dybe tro på vor himmelske Fader og hans elskede Søn.
En gammel kirkebygning i Zwickau
Året 2024 er noget af en milepæl for mig. Det er 75 år siden, jeg blev døbt og bekræftet som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i Zwickau i Tyskland.
Mit medlemskab af Jesu Kristi Kirke er dyrebart for mig. At blive regnet blandt Guds pagtsfolk sammen med jer, mine brødre og søstre, er en af de største ærer i mit liv.
Når jeg tænker på min personlige rejse som discipel, går mine tanker ofte tilbage til en gammel villa i Zwickau, hvor jeg har kære minder om at deltage i nadvermøder i Jesu Kristi Kirke som barn. Det var der, kimen til mit vidnesbyrd blev lagt.
Denne kirkebygning havde et gammelt pumpeorgel. Hver søndag fik en ung mand til opgave at trække op og ned i det kraftige håndtag på blæsebælgen, så orglet kunne spille. Jeg fik nogle gange det store privilegium at hjælpe til med denne vigtige opgave.
Mens forsamlingen sang vores elskede salmer, pumpede jeg af al min styrke, så orglet ikke løb tør for luft. Fra siddepladsen ved blæsebælgen havde jeg en fantastisk udsigt til nogle vidunderlige glasmosaikvinduer: Et forestillede Frelseren Jesus Kristus, og et andet skildrede Joseph Smith i den hellige lund.
Jeg kan stadig huske de hellige følelser, jeg fik, når jeg kiggede på de oplyste vinduer, mens jeg lyttede til de helliges vidnesbyrd og sang Zions salmer.
På det hellige sted bar Guds Ånd vidnesbyrd for mit sind og hjerte om, at det er sandt: Jesus Kristus er verdens Frelser. Dette er hans kirke. Profeten Joseph Smith så Gud Faderen og Jesus Kristus og hørte deres stemmer.
Tidligere i år, mens jeg var på en opgave i Europa, havde jeg mulighed for at tage tilbage til Zwickau. Desværre står den elskede gamle kirkebygning der ikke længere. Den blev revet ned for mange år siden for at gøre plads til et stort lejlighedskompleks.
Hvad er evigt, og hvad er ikke?
Jeg indrømmer, at det er trist at vide, at denne elskede bygning fra min barndom nu kun er et minde. Det var en hellig bygning for mig. Men det var bare en bygning.
Det åndelige vidnesbyrd, jeg fik fra Helligånden for de mange år siden, er derimod ikke forsvundet. Faktisk er det blevet stærkere. De ting, jeg lærte i min ungdom om de grundlæggende principper i Jesu Kristi evangelium, har været mit faste fundament i livet. Den pagtsforbindelse, jeg skabte med min himmelske Fader og hans elskede Søn, er forblevet hos mig – længe efter kirkebygningen i Zwickau blev revet ned, og glasmosaikkerne gik tabt.
»Himmel og jord skal forgå,« sagde Jesus, »men mine ord skal aldrig forgå.«
»Bjergene kan rokkes og højene vakle, men min troskab mod dig rokkes ikke, og min fredspagt vakler ikke, siger Herren, der viser dig barmhjertighed.«
En af de vigtigste ting, vi kan lære i dette liv, er forskellen på det, der er evigt, og det, der ikke er. Når vi først forstår det, ændrer alt sig – vores forhold, de valg vi træffer, måden vi behandler andre på.
Forståelse af hvad der er evigt, og hvad der ikke er, er afgørende for at udvikle et vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans kirke.
Vi bør ikke forveksle grenene med rødderne
Profeten Joseph Smith belærte om, at Jesu Kristi gengivne evangelium »omfatter al … og hver eneste sandhed«. Men det betyder ikke, at al sandhed har samme værdi. Nogle sandheder er centrale, essentielle og roden til vores tro. Andre er skud eller grene – værdifulde, men kun når de er forbundet med det grundlæggende.
Profeten Joseph Smith sagde også: »De fundamentale principper og grundsætninger i vores religion er apostlenes og profeternes vidnesbyrd om Jesus Kristus, at han døde, blev begravet og igen opstod den tredje dag og fór til himlen; og alt andet, som falder ind under vores religion, er kun tillæg dertil.«
Med andre ord er Jesus Kristus og hans sonoffer roden til vores vidnesbyrd. Alt andet er grene.
Dette betyder ikke, at grenene ikke er vigtige. Et træ har brug for grene. Men som Frelseren fortalte sine disciple: »En gren [kan] ikke … bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet.« Uden en forbindelse til Frelseren, til næringen som kommer fra rødderne, vil en gren visne og dø.
Når det handler om at nære vores vidnesbyrd om Jesus Kristus, spekulerer jeg på, om vi sommetider forveksler grenene med rødderne. Det var den fejl, Jesus så hos farisæerne på sin tid. De var så opmærksomme på de relativt små detaljer i loven, at de endte med at forsømme det, som Frelseren kaldte »det … der vejer tungere« – grundlæggende principper som »ret og barmhjertighed og troskab«.
Hvis man vil nære et træ, plasker man ikke vand på grenene. Man vander rødderne. Så hvis I vil have jeres vidnesbyrds grene til at vokse og bære frugt, så giv næring til rødderne. Hvis I er usikre på en bestemt læresætning, praksis eller del af Kirkens historie, så søg klarhed med tro på Jesus Kristus. Søg at forstå hans offer for jer, hans kærlighed til jer og hans vilje med hensyn jer. Følg ham i ydmyghed. Grenene på jeres vidnesbyrds træ vil få styrke fra jeres dybe tro på vor himmelske Fader og hans elskede Søn.
Hvis I eksempelvis vil have et stærkere vidnesbyrd om Mormons Bog, så fokuser på dens vidnesbyrd om Jesus Kristus. Læg mærke til, hvordan Mormons Bog vidner om ham, hvad den lærer os om ham, og hvordan den opfordrer og inspirerer jer til at komme til ham.
Hvis I søger en mere meningsfuld oplevelse til kirkemøder eller i templet, så prøv at se efter Frelseren i de hellige ordinancer, vi modtager der. Find Herren i hans hellige hus.
Hvis I nogensinde føler jer udbrændte eller overvældede af jeres kirkekaldelse, så prøv igen at fokusere jeres tjeneste på Jesus Kristus. Gør den til et udtryk for jeres kærlighed til ham.
Nær rødderne, så vokser grenene. Og med tiden vil de bære frugt.
Rodfæstede og opbyggede i ham
Stærk tro på Jesus Kristus kommer ikke fra den ene dag til den anden. Nej, i denne jordiske verden er det tvivlens tjørne og tidsler, der vokser spontant. Troens sunde og frugtbare træ kræver en bevidst indsats. Og en afgørende del af den indsats er at sikre, at vi er rodfæstet i Kristus.
For eksempel: Til at begynde med drages vi måske mod Frelserens evangelium og kirke, fordi vi bliver imponeret over de venlige medlemmer, den flinke biskop, eller den flotte kirkebygning. Disse omstændigheder er bestemt vigtige for Kirkens vækst.
Men hvis vores vidnesbyrds rødder aldrig bliver dybere end det, hvad sker der så, når vi flytter til en menighed, der mødes i en mindre imponerende bygning med medlemmer, der ikke er lige så venlige, og biskoppen siger noget, der støder os?
Et andet eksempel: Synes det ikke rimeligt at håbe på, at vi, dersom vi holder befalingerne og bliver beseglet i templet, vil blive velsignet med en stor, lykkelig familie med kvikke lydige børn, som alle forbliver aktive i Kirken, tjener på mission, synger i menighedskoret og melder sig frivilligt til at gøre rent i kirkebygningen hver lørdag morgen?
Jeg håber virkelig, at vi alle vil se dette i livet. Men hvad nu hvis vi ikke gør? Vil vi forblive knyttet til Frelseren uanset omstændighederne – og stole på ham og hans timing?
Vi må spørge os selv: Er mit vidnesbyrd baseret på det, jeg håber på vil ske i mit liv? Afhænger det af andres handlinger eller holdninger? Eller er det solidt baseret på Jesus Kristus, »rodfæstet og opbygget i ham«, uden hensyn til livets skiftende omstændigheder?
Traditioner, vaner og tro
Mormons Bog fortæller om et folk, der »var nidkære med hensyn til at iagttage Guds ordinancer«. Men så kom der en skeptiker ved navn Korihor, der hånede Frelserens evangelium og kaldte det deres fædres »tåbelige« og »fjollede overleveringer«. Korihor »forledte manges hjerte og fik dem til at knejse med hovedet i deres ugudelighed«. Men andre kunne han ikke bedrage, fordi for dem var Jesu Kristi evangelium meget mere end en tradition.
Tro er stærk, når den har dybe rødder i personlige erfaringer og personlig forpligtelse over for Jesus Kristus, uafhængigt af, hvad vores traditioner er, eller hvad andre siger eller gør.
Vores vidnesbyrd vil blive prøvet. Tro er ikke tro, hvis den aldrig prøves. Tro er ikke stærk, hvis den aldrig møder modstand. Så fortvivl ikke, hvis I oplever, at jeres tro bliver prøvet, eller I har ubesvarede spørgsmål.
Vi bør ikke forvente at forstå alt, før vi handler. Det er ikke tro. Som Alma sagde: »Tro er ikke at have fuldkommen kundskab.« Hvis vi venter med at handle, indtil alle vores spørgsmål er blevet besvaret, begrænser vi alvorligt det gode, vi kan opnå, og vi begrænser kraften i vores tro.
Tro er smuk, fordi den varer ved, selv når velsignelserne ikke kommer som håbet. Vi kan ikke se fremtiden, vi kender ikke alle svarene, men vi kan stole på Jesus Kristus, mens vi bevæger os fremad og opad, fordi han er vor Frelser og Forløser.
Tro udholder livets prøvelser og usikkerhed, fordi den er fast rodfæstet i Kristus og hans lære. Jesus Kristus og vor himmelske Fader, der sendte ham, udgør sammen den eneste ufravigelige, fuldstændigt pålidelige genstand for vores tillid.
Et vidnesbyrd er ikke noget, man opbygger én gang for alle, og så står det for evigt. Det er mere ligesom et træ, man bliver ved med at nære. At plante Guds ord i jeres hjerte er kun det første skridt. Når jeres vidnesbyrd begynder at vokse, så begynder det virkelige arbejde! Det er, når »I passer det med megen omsorg, [at det] slår … rod og vokser op og frembringer frugt«. Det kræver »stor flid« og »tålmodighed med … ordet«. Men Herrens løfter er sikre: »I [skal] høste lønnen for jeres tro og jeres flid og tålmodighed og langmodighed, mens I vente[r] på, at træet [skal] frembringe frugt til jer.«
Mine kære brødre og søstre, mine kære venner, der er en del af mig, der savner den gamle kirkebygning i Zwickau og dens glasmosaik. Men i løbet af de sidste 75 år har Jesus Kristus ført mig på en rejse gennem livet, der er mere spændende, end jeg nogensinde kunne have forestillet mig. Han har trøstet mig i mine trængsler, hjulpet mig til at erkende mine svagheder, helet mine åndelige sår og næret mig i min voksende tro.
Det er min oprigtige bøn og velsignelse, at vi fortsat vil nære rødderne til vores tro på Frelseren, hans lære og hans kirke. Dette vidner jeg om i vor Frelsers, vor Forløsers, vor Mesters, hellige navn – i Jesu Kristi navn. Amen.