Stol på vor himmelske Fader
Gud har tillid til, at vi kan træffe mange vigtige beslutninger selv, og han beder os om at stole på ham i alle forhold.
Den 1. juni 1843 forlod Addison Pratt Nauvoo i Illinois for at forkynde evangeliet på Hawaii og efterlod sin hustru, Louisa Barnes Pratt, som tog sig af deres unge familie.
Da forfølgelserne i Nauvoo tog til og tvang de hellige til at forlade stedet, og senere mens de befandt sig i Winter Quarters i færd med at forberede rejsen til Salt Lake-dalen, stod Louisa over for beslutningen om, hvorvidt hun skulle foretage rejsen. Det ville have været lettere at blive tilbage og vente på, at Addison kom hjem, end at skulle foretage rejsen alene.
Ved begge lejligheder søgte hun vejledning hos profeten Brigham Young, der opmuntrede hende til at tage afsted. På trods af store vanskeligheder og hendes personlige modvilje, lykkedes det hende at foretage rejsen hver gang.
Til at begynde med fandt Louisa ikke megen glæde i at rejse. Hun begyndte dog snart at værdsætte det grønne præriegræs, de farverige vildtvoksende blomster og små pletter af jord langs flodbredderne. »Tristheden i mit sind forsvandt lidt efter lidt,« skrev hun, »og der var ikke en mere munter kvinde i hele kompagniet.«
Louisas historie har været en dyb inspiration for mig. Jeg beundrer hendes villighed til at tilsidesætte personlige præferencer, hendes evne til at stole på Gud, og hvordan det at udøve sin tro hjalp hende med at se anderledes på situationen.
Hun har mindet mig om, at vi har en kærlig himmelsk Fader, som bekymrer sig for os, uanset hvor vi er, og at vi kan stole på ham mere end på nogen eller noget andet.
Kilden til sandhed
Gud har tillid til, at vi kan træffe mange vigtige beslutninger selv, og han beder os om at stole på ham i alle forhold. Det er især vanskeligt, når vores dømmekraft eller den offentlige mening afviger fra hans vilje for sine børn.
Nogle foreslår, at vi burde tegne nye linjer imellem, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, fordi de siger, at sandhed er relativ, virkelighed er selvdefineret, eller at Gud er så storsindet, at han faktisk ikke går op i, hvad vi gør.
Når vi stræber efter at forstå og acceptere Guds vilje, er det gavnligt at huske på, at det ikke er op til os at definere grænsen for, hvad der er rigtigt og forkert. Baseret på evige sandheder har Gud selv fastsat disse grænser, der er til gavn og velsignelse for os.
Der er en lang tradition for at ønske at ændre Guds evige sandhed. Det begyndte før denne verden blev til, da Satan gjorde oprør imod Guds plan, hvor han selvisk søgte at tilintetgøre menneskets handlefrihed. Folk som Sherem, Nehor og Korihor har fulgt dette mønster og argumenteret for, at tro er tåbeligt, åbenbaring er irrelevant, og at uanset hvad vi ønsker at gøre, så er det rigtigt. Desværre har disse afvigelser fra Guds sandhed meget ofte ført til stor sorg.
Selvom nogle ting afhænger af konteksten, gælder det ikke for alt. Præsident Russell M. Nelson har gentagne gange sagt, at Guds frelsende sandheder er absolutte, uafhængige og defineret af Gud selv.
Vores valg
Hvem vi vælger at stole på, er en af livets vigtige beslutninger. Kong Benjamin underviste sit folk: »Tro på Gud; tro, at han er til … tro, at han har al visdom … tro, at mennesket ikke fatter alt det, som Herren kan fatte.«
Heldigvis har vi skrifterne og levende profeters vejledning, der kan hjælpe os med at forstå Guds sandhed. Hvis der er behov for yderligere afklaring end den, vi har, tilvejebringer Gud den gennem sine profeter. Og han vil besvare vores oprigtige bønner gennem Helligånden, når vi søger at forstå sandheder, vi ikke fuldt ud har taget til os endnu.
Ældste Neil L. Andersen har engang sagt, at vi ikke bør blive overraskede, »hvis [vores] egne personlige anskuelser til tider i begyndelsen ikke er i harmoni med Herrens profets lærdomme. Det er tidspunkter, hvor vi lærer,« sagde han, »når vi ydmygt går på knæ i bøn. Vi går fremad i tro, stoler på Gud og ved, at vi med tiden vil få større åndelig klarhed fra vor himmelske Fader.«
Det hjælper altid at huske på Almas belæringer om, at Gud skænker os sit ord i forhold til den agtpågivenhed og flid, vi viser ham. Hvis vi lytter til Guds ord, vil vi modtage mere, men hvis vi ignorerer hans vejledning, vil vi modtage en mindre og mindre del af ordet, indtil vi intet har. Dette tab af viden betyder ikke, at sandheden var forkert, men det viser, at vi har mistet evnen til at forstå den.
Se hen til Frelseren
I Kapernaum underviste Frelseren om sin identitet og mission. Der var mange, der syntes, at hans ord var hårde at lytte til, hvilket førte til, at de vendte ryggen til ham og »de fulgtes ikke mere med ham«.
Hvorfor gik de væk?
Fordi de ikke brød sig om det, han sagde. Og fordi de stolede på deres egen dømmekraft, gik de væk og nægtede derved dem selv velsignelser, der ville være kommet, hvis de var blevet.
Vores stolthed ender let med at stå mellem os og evig sandhed. Når der er noget, vi ikke forstår, kan vi stoppe op, lade vores følelser falde til ro og så vælge, hvordan vi vil reagere. Frelseren opfordrer os til at »se hen til [ham] i alle [vores] tanker; tvivl ikke, frygt ikke«. Når vi fokuserer på Frelseren, kan vores tro begynde at overvinde vores bekymringer.
Som præsident Dieter F. Uchtdorf har opmuntret os til at gøre: »Betvivl derfor jeres tvivl, før I betvivler jeres tro. Vi må aldrig lade vores tvivl tage os til fange og holde os væk fra den guddommelige kærlighed og fred eller gaver, som kommer af tro på Herren Jesus Kristus.«
Velsignelser kommer til dem, der bliver
Da disciplene forlod Frelseren denne dag, spurgte han de tolv: »Vil I også gå jeres vej?«
Peter svarede:
»Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord.
og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige.«
Apostlene levede i den samme verden, og de stod over for det samme sociale pres som de disciple, der gik deres vej. Men i dette øjeblik valgte de deres tro og stolede på Gud, hvorved de bibeholdt de velsignelser, Gud giver til dem, der bliver.
Måske oplever I, ligesom mig, indimellem, at I befinde jer på begge sider af denne beslutning. Når vi synes, at det er svært at forstå eller omfavne Guds vilje, er det en trøst at huske på, at han elsker os, som vi er, hvor end vi er. Og at han har noget bedre i vente til os. Hvis vi rækker ud til ham, vil han hjælpe os.
Det at række ud til ham kan være svært, ligesom det var for den far, der søgte helbredelse til sin søn, og til hvem Frelseren sagde: »Alt er muligt for den, der tror.« I de stunder, hvor vi kæmper, kan vi også råbe: »Hjælp min vantro!«
At underkaste os Guds vilje
Ældste Neal A. Maxwell sagde engang: »Det eneste helt personlige, som vi kan lægge på Guds alter, er at underordne vores vilje under hans.« Det er ikke så mærkeligt, at Kong Benjamin var så ivrig efter, at hans folk skulle blive »som et barn, underdanig, sagtmodig, ydmyg, tålmodig, fuld af kærlighed, villig til at underordne sig alt det, som Herren finder det tjenligt at pålægge os, ligesom et barn underordner sig sin far«.
Som altid viste Frelseren os det fuldkomne eksempel. Med tungt hjerte og bevidst om den smertefulde gerning, han skulle udføre, underkastede han sin vilje under sin himmelske Faders vilje, hvorved han fuldførte sin messianske mission og slog dørene op til løftet om evigheden for jer og mig.
Valget om at underkaste vores vilje under Guds vilje er en handling i tro, der befinder sig i hjertet af vores liv som disciple. Når vi foretager dette valg, opdager vi, at vores handlefrihed ikke er formindsket. Den er rettere sagt forstørret og bliver belønnet med Helligåndens tilstedeværelse, som bringer formål, glæde, fred og håb, som vi ikke kan finde andre steder.
For nogle måneder siden besøgte en stavspræsident og jeg en søster i hans stav og hendes voksne søn. Efter at have været væk fra kirken i årevis og vandret på vanskelige og uvenlige stier, var hun vendt tilbage. Under vores besøg spurgte vi hende, hvorfor hun var kommet tilbage.
»Mit liv var blevet noget rod,« sagde hun, »og jeg vidste, hvor jeg havde brug for at være.«
Jeg spurgte hende derefter, hvad hun havde lært på sin rejse.
Hun fortalte følelsesladet, at hun havde lært, at hun havde brug for at komme i kirke længe nok til at bryde vanen med ikke at komme, og at hun havde brug for at blive, indtil det var et sted, hun havde lyst til at være. Hendes tilbagevenden var ikke let, men efterhånden som hun udøvede tro på vor Himmelske Faders plan, følte hun Ånden vende tilbage.
Og så tilføjede hun: »Jeg har lært, at Gud er god, og at hans veje er bedre end mine.«
Jeg bærer vidnesbyrd om Gud, vor evige Fader, som elsker os, og om hans Søn, Jesus Kristus, som frelste os. De kender vores smerter og udfordringer. De vil aldrig svigte os, og de ved til fuldkommenhed, hvordan de skal hjælpe os. Vi kan være ved godt mod, når vi stoler mere på dem end på nogen eller noget andet. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.