Generalkonference
Nedlæggelse af vores oprørsvåben
Oktoberkonferencen 2024


Nedlæggelse af vores oprørsvåben

Må vi i vores liv grave ethvert anstrøg af oprør mod Gud – meget meget dybt ned – og erstatte det med et villigt hjerte og et villigt sind.

I Mormons Bog står det skrevet, at kong Mosijas sønner omkring 90 år inden Kristi fødsel indledte det, der skulle blive en 14 år lang mission blandt lamanitterne. Over mange slægtled havde man forgæves forsøgt at føre det lamanitiske folk til tro på Kristi lære. Men denne gang, og takket være Helligåndens mirakuløse indgriben, blev tusindvis af lamanitter omvendt og blev Jesu Kristi disciple.

Vi læser: »Og så vist som Herren lever, så vist er det, at så mange som troede, eller så mange som blev bragt til kundskab om sandheden ved Ammons og hans brødres forkyndelse i overensstemmelse med åbenbarelsens og profetiens ånd og Guds kraft, som gjorde mirakler ved dem – ja, jeg siger jer, så sandt som Herren lever, at så mange af lamanitterne, som troede på deres forkyndelse og blev omvendt til Herren, faldt aldrig fra.«

Nøglen, til dette folks varige omvendelse, nævnes i det følgende vers: »For de blev et retfærdigt folk; de nedlagde oprørsvåbnene, så de ikke mere kæmpede mod Gud, ej heller mod nogen af deres brødre.«

Disse omtalte »oprørsvåben« var både bogstavelige og symbolske. De talte både deres sværd og andre krigsvåben, men også deres ulydighed mod Gud og hans bud.

Kongen over disse omvendte lamanitter udtrykte det således: »Og se nu, mine brødre … det har været alt, vi kunne gøre … at omvende os fra alle vore synder og de mange mord, som vi har begået, og at få Gud til at borttage dem fra vort hjerte, for det var alt, vi kunne gøre for at omvende os tilstrækkeligt for Gud, så han ville borttage vor skamplet

Bemærk jer kongens ord – ikke alene førte deres oprigtige omvendelse til forladelse for deres synder, men også til, at Gud borttog pletterne fra de synder og tilmed ønsket om at synde fra deres hjerte. Som I ved, ville de hellere end at risikere et tilbagefald til deres oprørske indstilling til Gud grave deres sværd ned. Og da de gravede deres fysiske våben ned med deres forandrede hjerter, gravede de samtidig også deres tilbøjelighed til synd ned.

Vi kunne måske spørge os selv om, hvad vi kan gøre for at følge dette mønster og nedlægge vores oprørsvåben, hvad end de måtte bestå af, og blive så »omvendt til Herren«, så syndens pletter og ønsket om at begå synd fjernes fra vores hjerte, og vi aldrig falder fra.

Oprør kan være aktivt eller passivt. Det klassiske eksempel på et bevidst oprør er Lucifer, der i den førjordiske verden gik imod Faderens forløsningsplan og tillige fik andre til at gå med i det oprør, »og den dag fulgte mange efter ham«. Det er ikke svært at se virkningen af hans fortsatte oprør i vor tid.

Den uhellige trekløver af anti-krister i Mormons Bog – Sherem, Nehor og Korihor – udgør et klassisk studie af et aktivt oprør mod Gud. Den overordnede tese hos Nehor og Korihor var, at der ikke fandtes synd, derfor var der heller ikke behov for omvendelse, og der var ingen Frelser. »Enhver [har] fremgang i forhold til sine naturlige talenter, og … enhver [tilegner] sig i forhold til sin styrke, og hvad end et menneske [gør, er] det ingen forbrydelse.« Anti-kristerne afviser religiøs autoritet, de betegner ordinancer og pagter som optrædener, der blot er foreskrevet af fordums præster »for at tilrane sig magt og myndighed«.

Billede
William W. Phelps

Et sidste dages hellige eksempel på et forsætligt oprør med en lykkeligere udgang er historien om William W. Phelps. Phelps tilsluttede sig Kirken i 1831 og blev Kirkens trykker. Han redigerede adskillige af Kirkens tidlige publikationer, skrev utallige salmer og tjente som skriver for Joseph Smith. Desværre vendte han sig mod Kirken og profeten og det endda til et punkt, hvor han vidnede falsk mod Joseph Smith i en retssal i Missouri, hvilket bidrog til, at profeten blev fængslet der.

Senere skrev Phelps til Joseph og bad om tilgivelse. »Jeg kender min situation, du kender den og Gud kender den, og jeg vil gerne frelses, hvis mine venner vil hjælpe mig.«

I sit svar skrev profeten: »Det er sandt, at vi har lidt meget på grund af din opførsel … Bægeret er imidlertid tømt, vor himmelske Faders vilje sket, og vi er endnu i live … Kom, kære broder, striden er endt, om venner før, du er tilbage vendt.«

I oprigtig omvendelse nedlagde William Phelps sine »oprørsvåben« og blev atter engang budt velkommen i fuldt medlemsskab og faldt aldrig fra.

Men den mere lumske form for oprør mod Gud er dog måske den passive slags – hvor vi ignorerer hans vilje i vores liv. Mange, som end aldrig ville overveje et aktivt oprør, modsætter sig alligevel Guds vilje og ord ved at følge deres egen vej uden skelen til guddommelig vejledning. Det minder mig om en sang, som Frank Sinatra gjorde verdensberømt for mange år siden om at følge sin egen vej med teksten: »I did it my way.« Livet rummer bestemt masser af muligheder for personlige præferencer og individuelle valg, men når det angår emner som frelse og evigt liv, bør vores temasang nok være, »Jeg fulgte Herrens vej«, for der er vitterligt ingen anden vej.

Tag for eksempel Frelserens eksempel på at blive døbt. Han lod sig døbe for at vise Faderen sin loyalitet og os et eksempel:

»Han [viser] menneskenes børn, at han hvad kødet angår ydmyger sig for Faderen og bevidner for Faderen, at han [vil] være lydig mod ham ved at holde hans befalinger …

Og han sagde til menneskenes børn: Følg mig. Derfor, mine elskede brødre, kan vi følge Jesus, medmindre vi er villige til at holde Faderens befalinger?«

Der er ingen »min vej«, hvis vi vil følge Kristi eksempel. At prøve at finde en anden vej til himlen er ligeså ørkesløst som at bygge på Babelstårnet, frem for at godtage Kristus og hans frelse.

Sværdene og de øvrige våben, som de omvendte lamanitter gravede ned, var oprørsvåben på grund af måden, de var blevet brugt på. Den selvsamme slags våben var i deres sønners hænder, når de blev brugt til at forsvare deres familie og frihed, slet ikke våben til oprør mod Gud. Det samme gjaldt om sådanne våben i nefitternes hænder: »For de kæmpede ikke for et monarki, ej heller magt, men de kæmpede for deres hjem og deres friheder, deres hustruer og deres børn og deres alt, ja, for deres gudsdyrkelse og deres kirke.«

På samme vis er der ting i vores liv, der kan være neutrale eller i sagens natur gode, men som brugt på den forkerte måde bliver til »oprørsvåben«. Vores tale kan for eksempel opløfte eller nedgøre. Som Jakob sagde:

»Men [det synes, at] tungen kan intet menneske tæmme, den er ustandselig på færde med sin ondskab og fuld af dødbringende gift.

Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi mennesker, som er skabt i Guds billede;

fra samme mund lyder både velsignelse og forbandelse. Mine brødre, sådan bør det ikke være.«

Så meget af den offentlige og personlige diskurs i dag er skadefro og ondskabsfuld. Mange taler ofte med hinanden på en vulgær og ugudelig måde, selv blandt de unge. Den slags tale er »oprørsvåben« mod Gud, »fuld[e] af dødbringende gift«.

Overvej et andet eksempel på noget, der i sig selv er godt, men som kan vendes imod guddommelige retningslinjer – et menneskes karriere. Man kan finde ægte tilfredsstillelse i en profession, et kald eller en tjeneste, og alle nyder vi godt af det, som dedikerede og talentfulde mennesker på mange forskellige områder har bestræbt sig efter, opnået og skabt.

Alligevel kan det ske, at iveren efter en karriere kan blive det altoverskyggende fokus i ens liv. Så bliver alt andet underordnet, deriblandt ethvert krav, som Frelseren kunne gøre på ens tid og talent. For mænd og også for kvinder gælder det, at afkald på legitime muligheder for ægteskab, svigt hvad angår at holde sig til og opløfte sin ægtefælle, svigt når det gælder om at tage sig af sine børn eller tilmed bevidst at undgå den velsignelse og det ansvar, det er at opfostre børn, blot til fordel for ens karrieremuligheder, kan vende ellers beundringsværdige bestræbelser til en form for oprør.

Et andet eksempel er vores fysik. Paulus minder os om, at vi både skal ære Gud med vores legeme og ånd, og at legemet er et tempel for Helligånden, som vi »har fra Gud … [og det] tilhører ikke [os] selv«. Således har vi en legitim interesse i at bruge tid på at tage os bedst muligt af vores krop. Det er kun nogle få af os, der vil toppe eller præstere, som vi for nylig så det ved OL og de Paralympiske Lege, og nogle af os oplever tyngden af tidens tand eller det, som præsident M. Russell Ballard har kaldt »løse led«.

Ikke desto mindre tror jeg på, at det behager vor Skaber, når vi gør vores bedste for at passe godt på den vidunderlige gave, som vores fysiske legeme er. Det vil være et tegn på oprør at skamfere eller skænde sin krop, misbruge den eller ikke at gøre, hvad man kan for at leve sundt. På samme tid og i den anden ende af skalaen, kan forfængelighed og en besættelse af ens fysik, ydre eller påklædning blive en form for oprør, hvor man snarere dyrker Guds gave frem for Gud.

I sidste ende betyder det at nedlægge vores oprørsvåben mod Gud ganske enkelt, at man »giver efter for Helligåndens tilskyndelser og aflægger det naturlige menneske og bliver en hellig ved Herren Kristi forsoning«. Det betyder, at vi sætter det første bud først i vores liv. Det betyder, at lade Gud råde. Dersom vores kærlighed til Gud og vores forsæt om at tjene ham af hele vores kraft, sind og styrke bliver prøvestenen for, hvordan vi bedømmer alting og træffer vores valg, vil vi have nedlagt vores oprørsvåben. Ved Kristi nåde vil Gud tilgive vores synder og fortidens oprør, og han vil fjerne de pletter, som de synder og oprør efterlod i vores hjerte. Med tiden vil han tilmed fjerne ethvert ønske om ondt, ligesom han gjorde det for de omvendte lamanitter fordums. Derefter vil vi ligeledes aldrig falde fra.

Det fører til en unik glæde at nedlægge sine oprørsvåben. Tillige med alle, der nogensinde er blevet omvendt til Herren, forlenes vi til at »synge om den forløsende kærlighed«. Vor himmelske Fader og hans Søn, vor Forløser, har bekræftet deres urokkelige forpligtelse for vores endelige lykke gennem deres ofre og den dybeste og mest vedvarende kærlighed. Vi mærker dagligt deres kærlighed. Vi kan forhåbentligt gengælde den med vores kærlighed og trofasthed mod dem. Må vi i vores liv grave ethvert anstrøg af oprør mod Gud – meget meget dybt ned – og erstatte det med et villigt hjerte og et villigt sind. I Jesu Kristi navn. Amen.