»I er mine venner«
Frelserens erklæring »I er mine venner« er et opråb til at udvikle et højere og helligere forhold mellem alle Guds børn.
I en verden fyldt med strid og splittelse, hvor den offentlige diskurs er blevet erstattet af fordømmelse og hån, og venskaber defineres af -ismer og -itter, har jeg lært, at der er et klart, enkelt og guddommeligt eksempel, som vi kan se hen til, når det gælder enighed, kærlighed og tilhørsforhold. Det eksempel er Jesus Kristus. Jeg vidner om, at han er den store forener.
Vi er hans venner
I december 1832, da »tegnene på uroligheder blandt nationerne« blev mere »synlige« end på noget andet tidspunkt siden Kirkens organisering, samledes sidste dages hellige ledere i Kirtland i Ohio til en konference. De bad »hver for sig og højlydt til Herren om at åbenbare sin vilje for [dem]«. Som anerkendelse af disse trofaste medlemmers bønner i en tid med påtrængende vanskeligheder trøstede Herren dem, idet han henvendte sig til de hellige tre gange med to stærke ord: »Mine venner.«
Jesus Kristus har længe kaldt sine trofaste tilhængere for sine venner. Fjorten gange i Lære og Pagter bruger Frelseren udtrykket ven til at definere et helligt og værdsat forhold. Jeg taler ikke om ordet ven, som verden definerer det – underlagt følgere eller »synes godt om« på de sociale medier. Det kan ikke udtrykkes i et hashtag eller et tal på Instagram eller X.
Jeg indrømmer, at jeg mindes, at jeg som teenager ganske vist frygtede samtaler, hvor jeg hørte de smertefulde ord: »Altså, kan vi ikke bare være venner?« eller »Lad os bare forblive venner.« Intet sted i de hellige skrifter hører vi ham sige: »I er bare mine venner.« Tværtimod belærte han om, at »større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner«. Og »I er dem, som min Fader har givet mig; I er mine venner«.
Meningen er klar – Frelseren kender hver enkelt af os og våger over os. Denne omsorg er ikke triviel eller ubetydelig. Rettere sagt er den opløftende, ophøjet og evig. Jeg ser Frelserens erklæring: »I er mine venner«, som en klar opfordring til at danne et højere og helligere forhold mellem alle Guds børn, så »vi må være ét«. Det gør vi, når vi arbejder sammen og både søger muligheder for at forenes og give alle en følelse af at høre til.
Vi er ét i ham
Frelseren demonstrerede dette på smukkeste vis i sin opfordring til os: »Kom og følg mig.« Han trak på gaverne og de individuelle egenskaber hos en forskelligartet gruppe af tilhængere, som han kaldte som sine apostle. Han kaldte fiskere, zeloter, brødre, der var kendt for deres tordnende personligheder, og endda en skatteopkræver. Deres tro på Frelseren og ønsket om at komme til ham forenede dem. De så på ham og så Gud gennem ham og »lod straks garnene være og fulgte ham«.
Jeg har også set, hvordan opbygningen af højere og helligere relationer bringer os sammen som ét. Min hustru, Jennifer, og jeg var så heldige at opdrage vores fem børn i New York City. Der i den travle storby dannede vi dyrebare og hellige relationer med naboer, skolekammerater, forretningsforbindelser, trosledere og andre hellige.
I maj 2020, netop som verden kæmpede med spredningen af en global pandemi, mødtes medlemmer af New York Citys kommission for religiøse ledere virtuelt i et pludseligt indkaldt møde. Der var ingen dagsorden. Ingen særlige gæster. Bare en anmodning om at mødes og drøfte de udfordringer, vi alle stod over for som trosledere. Center for Disease Control (CDC) havde netop rapporteret, at vores by var epicentret for COVID-19-pandemien i USA. Det betød, at det var slut med at samles. Ingen fysiske møder.
For disse religiøse ledere var det et ødelæggende slag at fjerne den personlige tjeneste, at samles som menigheder og ugentlige gudstjenester. Vores lille gruppe – som bestod af en kardinal, præst, rabbiner, imam, pastor og en ældste – lyttede til, trøstede og støttede hinanden. I stedet for at fokusere på vores forskelligheder så vi det, vi havde til fælles. Vi talte om muligheder og derefter om sandsynlighed. Vi stod sammen og besvarede spørgsmål om tro og fremtid. Og så bad vi. Åh, hvor vi bad.
I en mangfoldig by fyldt med kompleksitet og kolliderende kulturer så vi vores forskelle forsvinde, idet vi arbejdede sammen som venner med én stemme, ét mål og én bøn.
Vi kiggede ikke længere på hinanden på den anden side af bordet, men med hinanden op mod himlen. Vi forlod hvert efterfølgende møde mere forenede og parate til at gribe vores »skovle« og gå i gang med arbejdet. Det samarbejde, der fulgte, og den hjælp, der blev ydet til tusindvis af newyorkere, lærte mig, at i en verden, der opfordrer til splittelse, afstand og løsrivelse, er der altid meget mere, der forener os, end der adskiller os. Frelseren sagde: »Vær ét; og hvis I ikke er ét, er I ikke mine.«
Brødre og søstre, vi må holde op med at lede efter grunde til splittelse og i stedet opsøge muligheder for at »være ét«. Han har velsignet os med unikke gaver og egenskaber, som indbyder os til at lære af hinanden og til personlig vækst. Jeg sagde ofte til mine universitetsstuderende, at hvis jeg gør det, I gør, og I gør det, jeg gør, så har vi ikke brug for hinanden. Men fordi I ikke gør det, jeg gør, og jeg ikke gør det, I gør, så har vi brug for hinanden. Og det behov fører os sammen. At splitte og erobre er modstanderens plan for at ødelægge venskaber, familier og tro. Det er Frelseren, der forener.
Vi tilhører ham
En af de lovede velsignelser ved at »blive ét« er en stærk følelse af at høre til. Ældste Quentin L. Cook har sagt, at »kernen i virkelig at høre til er at være ét med Kristus«.
Da jeg for nylig med min familie besøgte det vestafrikanske land Ghana, blev jeg betaget af en lokal skik. Når vi ankom til en kirke eller et hjem, blev vi mødt med ordene: »I er velkomne.« Når maden blev serveret, sagde vores vært: »I er indbudt.« Disse enkle hilsner blev fremført med formål og bevidsthed. I er velkomne. I er indbudt.
Vi sætter lignende hellige erklæringer på dørene til vores kirkebygninger. Men skiltet, Besøgende er velkomne, er ikke nok. Byder vi alle, der kommer ind ad døren, hjerteligt velkommen? Brødre og søstre, det er ikke nok bare at sidde på kirkebænken. Vi må følge Frelserens opfordring til at danne højere og helligere relationer med alle Guds børn. Vi skal efterleve vores tro! Min far mindede mig ofte om, at man ikke bliver en god kristen af at sidde på kirkebænken om søndagen, lige så lidt som man bliver til en bil af at sove i en garage.
Vi skal leve vores liv, så verden ikke ser os, men ser ham gennem os. Det finder ikke kun sted om søndagen. Det finder sted hos købmanden, på tankstationen, til skolemødet, i nabolaget – alle steder, hvor døbte og udøbte medlemmer af vores familie arbejder og bor.
Jeg går i kirke om søndagen som en påmindelse om, at vi har brug for hinanden, og at vi sammen har brug for ham. Vores unikke gaver og talenter, der adskiller os i en sekulær verden, forener os i et helligt rum. Frelseren har kaldet os til at hjælpe hinanden, løfte hinanden og opbygge hinanden. Det var det, han gjorde, da han helbredte kvinden med blødninger, rensede den spedalske, som bad om hans barmhjertighed, rådede den unge prins, der spurgte, hvad mere han kunne gøre, elskede Nikodemus, som vidste, men vaklede i sin tro, og sad sammen med kvinden ved brønden, som ikke passede ind i tidens skik, men til hvem han erklærede sin messianske mission. For mig er dette kirken – et sted, hvor man kan samles og komme sig, reparere og fokusere på ny. Som præsident Russell M. Nelson har sagt: »Evangeliets net er det største net i verden. Gud har indbudt alle til at komme til sig … Der er plads til alle.«
Nogle har måske haft oplevelser, der får dem til at føle, at de ikke hører til. Vor Frelsers budskab til jer og mig er det samme: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.« Jesu Kristi evangelium er det perfekte sted for os. Når vi kommer i kirke, giver det os håb om bedre tider, et løfte om, at man ikke er alene, og en familie, som har lige så meget brug for os, som vi har for dem. Ældste D. Todd Christofferson bekræfter, at det »at være ét med Faderen, Sønnen og Helligånden er uden tvivl det ultimative ved at høre til«. Til alle, der er trådt væk og søger en mulighed for at vende tilbage, tilbyder jeg en evig sandhed og indbydelse: I hører til. Kom tilbage. Tiden er inde.
I en stridende og splittet verden vidner jeg om, at Frelseren Jesus Kristus er den store forener. Må jeg indbyde os alle til at være værdige til Frelserens opfordring om at »være ét« og frimodigt erklære, som han gjorde: »I er mine venner.« I Jesu Kristi hellige navn. Amen.