»Det er mig«
Kristi barmhjertighed – der kom til udtryk i komplet loyalitet mod den guddommelige vilje – varede ved og fortsætter med at vare ved.
Det er sabbatsdag, og vi er samlet for at tale om »Kristus, og det som korsfæstet«. Jeg ved, at min Forløser lever.
Overvej denne scene fra den sidste uge af Jesu jordiske liv. En stor skare havde samlet sig, deriblandt romerske soldater, med sværd og knipler. Anført af ypperstepræsternes officerer med fakler i hånden, var denne alvorlige gruppe ikke ude for at indtage en by. Denne aften var de alene ude for at finde en enkelt mand, en mand, der ikke var kendt for at bære våben, have militær træning og ej heller at befatte sig med fysiske konflikter i sit liv overhovedet.
Da soldaterne nærmede sig, trådte Jesus i et forsøg på at beskytte sine disciple frem og spurgte: »Hvem leder I efter?« De svarede: »Jesus fra Nazaret.« Han sagde: »Det er mig.« »Da Jesus sagde: ›Det er mig,‹ veg de tilbage og faldt om på jorden.«
For mig er dette en af de mest gribende linjer i skrifterne. Blandt meget andet fortæller den mig helt tydeligt, at blot det at være i Guds Søns nærhed – Det Gamle Testamentes store Jahve og Det Nye Testamentes gode Hyrde, som ikke bærer våben af nogen art – blot at høre den stemme, som er Ly for skybrud, denne Fredsfyrste, er nok til at sende modstandere på tilbagetog, bulte dem op i stakke, og få dem alle til at ønske, at de havde fået køkkentjansen den aften.
Blot få dage forinden var der ifølge skriften blevet »røre i hele byen«, da han ankom til byen i triumf, og folk spurgte: »Hvem er han?« Jeg kan kun forestille mig, at »hvem er ham?« var det samme spørgsmål, som soldaterne nu stillede sig!
Svaret på det spørgsmål kunne ikke findes i hans udseende, for Esajas havde omtrent 700 år forinden profeteret, at »hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet«. Det var bestemt hverken i hans flotte klæder eller hans store personlige rigdom, for han havde ingen af delene. Det kunne ikke komme fra nogen formel uddannelse i den lokale synagoge, for vi har ingen beviser for, at han nogensinde havde fået en sådan, selvom han som ganske ung kunne slå de fremragende og forberedte skrivere og lovkyndige med undren over hans lære, »som en, der har myndighed«.
Fra den undervisning i templet til sit indtog i Jerusalem og denne sidste uretfærdige anholdelse blev Jesus regelmæssigt sat i svære, ofte bedrageriske situationer, hvor han altid triumferede – sejre vi kun kan forklare med guddommeligt DNA.
Alligevel har mange gennem historien forsimplet, tilmed banaliseret, vores billede af ham og hans vidnesbyrd om, hvem han var. De har reduceret hans retskaffenhed til ren forstokkethed, hans retfærd til vrede, hans nåde til eftergivenhed. Vi må være på vagt over for enhver forsimplet version af ham, der på bekvemmelig vis ignorerer lærdomme, som vi finder ubekvemme. Denne »talen ned« har været gældende, selv når vi taler om hans ultimative dyd; hans kærlighed.
Mens Jesus gik og levede på jorden, underviste han om, at der var to store bud. Der er blevet undervist om dem ved denne konference, og der vil altid blive undervist om dem: »Elsk[] Herren din Gud … [og] elsk[] din næste som dig selv.« Hvis vi trofast vil følge Frelseren på disse to afgørende og uløseligt forbundne lovpunkter, bør vi holde os strikt til, hvad han rent faktisk sagde. Og det han rent faktisk sagde var: »Elsker I mig, så hold mine bud.« Den samme aften sagde han: »I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer.«
I disse skriftsteder er de kvalificerende sætninger, der definerer sand kristuslignende kærlighed – der sommetider omtales som næstekærlighed – altafgørende.
Hvad definerer de? Hvordan elskede Jesus?
For det første elskede han af hele sit »hjerte, kraft, sind og styrke«, hvilket gav ham evnen til at hele den dybeste smerte og ytre barske realiteter. Kort sagt, er han en, der kunne formidle nåde og samtidig insistere på sandhed. Som Lehi sagde sin velsignelse til sin søn Jakob: »Forløsningen [udvirkes] i og ved den hellige Messias, for han er fuld af nåde og sandhed.« Hans kærlighed tillader et opmuntrende kram, når det er tiltrængt, og et bittert bæger, når det må tømmes. Så vi prøver på at elske – af hele vores hjerte, kraft, sind og styrke – for det er sådan, han elsker os.
Et andet kendetegn ved Jesu guddommelige kærlighed var hans lydighed mod hvert ord, der udgik af Guds mund, og at han altid afstemte sin vilje og adfærd med sin himmelske Faders.
Da Kristus kom til den vestlige halvkugle efter sin opstandelse, sagde han til nefitterne: »Se, jeg er Jesus Kristus … Jeg har drukket af det bitre bæger, som Faderen har givet mig … hvorved jeg har underkastet mig Faderens vilje i alt fra begyndelsen.«
Af alle de utallige måder Jesus kunne have introduceret sig selv på, gjorde han det ved at erklære sin lydighed mod Faderens vilje – det var ikke vigtigt, at han, Guds Enbårne Søn, ikke så længe forinden i sin sværeste stund havde følt sig helt forladt af sin Fader. Kristi kærlighed – der kom til udtryk i komplet loyalitet mod den guddommelige vilje – varede ved og fortsætter med at vare ved, ikke blot på de lette og gode dage, men særligt på de mørkeste og sværeste af slagsen.
Jesus var »en lidelsernes mand«, som der står i skriften. Han kendte til at være ked af det, udmattet, skuffet og ulideligt alene. I disse og alle andre tider svigter Jesu kærlighed aldrig, ej heller gør hans Faders. Med en sådan moden kærlighed – den anskueliggørende, bestyrkende og bibringende af slagsen – vil vores vilje heller aldrig fejle.
Så hvis det sommetider virker sværere, jo mere I prøver; hvis nogen eller noget, ligesom I beslutter jer for at arbejde med jeres begrænsninger og jeres utilstrækkeligheder, vælger at udfordre jeres tro; hvis I arbejder hengivent og alligevel føler frygten skylle ind over jer, så husk, at det samme har gjort sig gældende for nogle af de mest lydige og beundringsværdige mennesker gennem alle tidsaldre. Husk også, at der er en kraft i universet, der er opsat på at forpurre alt det gode, som I prøver at gøre.
Såvel igennem overflod som fattigdom, igennem personlig anerkendelse som offentlig kritik, igennem genoprettelsens guddommelige elementer såvel som de menneskelige svagheder, der utvivlsomt vil være en del af den, holder vi kursen i Kristi sande kirke. Hvorfor? For ligesom vor Forløser, tilmeldte vi os hele semestret – der ikke slutter efter en kort indledende quiz, men fortsætter til den afsluttende eksamen. Glæden ved det er, at rektoren gav os adgang til hjælpemidlerne med alle svarene, inden kurset begyndte. Desuden har vi et hav af undervisere, der regelmæssigt minder os om disse svar hen ad livets vej. Men selvfølgelig fungerer intet af det, hvis vi bliver ved med at pjække fra undervisningen.
»Hvem leder I efter?« Af hele hjertet svarer vi: »Jesus fra Nazaret.« Når han siger: »Det er mig«, bøjer vi vores knæ og bekender med vores tunge, at han er den levende Kristus, at han alene sonede for vores synder, at han bar os, selv da vi troede, at han havde forladt os. Når vi står foran ham og ser mærkerne i hans hænder og fødder, vil vi begynde at forstå, hvad det betød for ham at bære vores synder og være bekendt med sorg, at være fuldstændig lydig mod sin Faders vilje – alt sammen ud af en ren kærlighed til os. At præsentere andre for tro, omvendelse, dåb, Helligåndsgaven og modtagelse af vores velsignelser i Herrens hus – er alle fundamentale »principper og ordinancer«, der i sidste ende afslører vores kærlighed til Gud og vores næste, og karakteriserer Kristi sande Kirke.
Brødre og søstre, jeg vidner om, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er det middel, som Gud har stillet til rådighed for vores ophøjelse. Det evangelium, den forkynder, er sandt, og det præstedømme, der legitimerer den, stammer direkte fra Gud. Jeg vidner om, at Russell M. Nelson er Guds profet, akkurat som hans forgængere var og hans efterfølgere vil være. Og en dag vil denne profetiske vejledning lede til, at en generation vil se vor frelses Sendebud stige ned »som lynet … fra øst«, og vi vil udbryde: »Jesus fra Nazaret.« Med vidtåbne arme og uforstilt kærlighed vil han svare: »Det er mig.« Det lover jeg med apostolsk kraft og myndighed i hans hellige navn, ja, Jesu Kristi navn. Amen.