Søg ham af hele jeres hjerte
Hvis Jesus Kristus søgte stille tid til at tale med Gud og blive styrket af ham, vil det være klogt for os at gøre det samme.
For flere år siden tjente min hustru og jeg som missionsledere i Tokyo i Japan. Da den daværende ældste Russell M. Nelson besøgte vores mission, spurgte en af missionærerne ham, hvordan man bedst kunne reagere, når en person sagde, at de havde for travlt til at lytte til en. Uden at tøve sagde ældste Nelson: »Jeg ville spørge, om de havde for travlt til at spise frokost den dag, og så ville jeg fortælle dem, at de har både krop og ånd, og ligesom deres krop vil dø, hvis den ikke får næring, vil deres ånd også dø, hvis den ikke får næring af Guds gode ord.«
Det er interessant at bemærke, at det japanske ord for »travlhed«, isogashii, består af et tegn med to symboler (忙). Det til venstre betyder »hjerte« eller »ånd«, og det til højre betyder »død« – hvilket måske antyder, som præsident Nelson lærte os, at det at have for travlt til at give næring til vores ånd kan føre til, at vi dør åndeligt.
Herren vidste – at i denne hæsblæsende verden, fuld af distraktioner og tumult – vil det være en af de største udfordringer i vores tid at få kvalitetstid til ham. Gennem profeten Esajas gav han disse råd og advarsler, som kan sammenlignes med de turbulente dage, vi lever i:
»Vender I om og holder jer i ro, bliver I frelst; er I rolige og trygge, finder I styrke. Men I ville ikke!
Nej I sagde: ›Vi flygter på heste‹ – I skal komme til at flygte! ›Vi rider på hurtigløbere‹ – jeres forfølgere rider hurtigere!«
Med andre ord, selvom vores frelse afhænger af, at vi ofte vender os til ham og holder os i ro fra verdens bekymringer, gør vi det ikke. Og selvom vores tryghed og selvtillid vil komme fra en styrke udviklet i stille og rolige stunder, hvor vi sidder med Herren i meditation og refleksion, gør vi det ikke. Hvorfor ikke? Fordi vi siger »nej, vi har travlt med andre ting« – vi flygter på vores heste, så at sige. Derfor vil vi komme længere og længere væk fra Gud; vi vil insistere på at gå hurtigere og hurtigere; og jo hurtigere vi går, jo hurtigere vil Satan forfølge.
Måske er det derfor, at præsident Nelson gentagne gange har opfordret os til at tage os tid til Herren i vores liv – »hver eneste dag.« Han minder os om, at »stille tid er hellig tid – tid, der vil muliggøre personlig åbenbaring og indgyde fred«. Men for at høre Herrens stille røst, rådede han, »må I også være stille«.
At være stille kræver dog mere end bare at tage sig tid til Herren – det kræver, at vi giver slip på vores tvivlende og frygtsomme tanker og fokuserer vores hjerte og sind på ham. Ældste David A. Bednar har sagt: »Herrens formaning om at ›være rolig‹ omfatter meget mere end bare ikke at tale eller ikke bevæge sig.« At være stille, foreslår han, kan »være en påmindelse til os om at fokusere på Frelseren.«
At være rolig og stille er en troshandling og kræver en indsats. I Lectures on Faith står der: »Når en mand arbejder ved tro, arbejder han ved mental anstrengelse.« Præsident Nelson har erklæret: »Vores fokus må være solidt baseret på Frelseren og hans evangelium. Det kræver en stor mental indsats at stræbe efter at se hen til ham i alle tanker. Men når vi gør det, vil vores tvivl og frygt forsvinde.« Om dette behov for at fokusere vores sind sagde præsident David O. McKay: »Jeg synes, at vi er for lidt opmærksomme på værdien af meditation, som er et princip for hengivenhed … Meditation er en af de … mest hellige døre, hvorigennem vi går ind i Herrens nærvær.«
Der er et ord på japansk, mui, som for mig fanger denne dybere, trosfyldte forståelse af, hvad det betyder at være stille. Det består af to tegn (無為). Tegnet til venstre betyder »ingenting« eller »intethed«, og det til højre betyder »at gøre«. Tilsammen betyder de »gør-ikke«. Hvis man tager ordet bogstaveligt, kan det misforstås som »ikke at gøre noget«, på samme måde som »at være stille« kan misforstås som »ikke at tale eller bevæge sig«. Men ligesom udtrykket »at være stille« har det en højere betydning; for mig er det en påmindelse om at sætte farten ned og leve med større åndelig bevidsthed.
Mens jeg tjente i områdepræsidentskabet for Asien Nord med ældste Takashi Wada, fandt jeg ud af, at hans kone, søster Naomi Wada, er dygtig til japansk kalligrafi. Jeg spurgte søster Wada, om hun ville tegne de japanske tegn for ordet mui til mig. Jeg ville hænge kalligrafien på min væg som en påmindelse om at være stille og at fokusere på Frelseren. Jeg blev overrasket, da hun ikke uden videre gik med til denne tilsyneladende enkle anmodning.
Næste dag, eftersom ældste Wada vidste, at jeg sandsynligvis havde misforstået hendes tøven, forklarede han, at det ville kræve en stor indsats at skrive de tegn. Hun skulle tænke og meditere over konceptet og karaktererne, indtil hun forstod betydningen dybt i sin sjæl og kunne give udtryk for disse inderlige indtryk med hvert eneste penselstrøg. Jeg var flov over, at jeg så henkastet havde bedt hende om at gøre noget så krævende. Jeg bad ham om at undskylde min uvidenhed over for hende og fortælle hende, at jeg trak min forespørgsel tilbage.
I kan forestille jer min overraskelse og taknemmelighed, da søster Wada, da jeg skulle forlade Japan, uopfordret forærede mig dette smukke stykke kalligrafi med de japanske tegn for ordet mui. Det hænger nu på en fremtrædende plads på væggen i mit kontor og minder mig om at være stille og søge Herren hver dag af hele mit hjerte, min kraft, mit sind og min styrke. I denne uselviske handling havde hun indfanget betydningen af mui, eller stilhed, bedre end nogen ord kunne. I stedet for tankeløst og pligtopfyldende at tegne tegnene, gik hun til kalligrafien med hjertets faste forsæt og med oprigtig hensigt.
På samme måde ønsker Gud, at vi nærmer os vores tid med ham med samme slags inderlige hengivenhed. Når vi gør det, bliver vores tilbedelse et udtryk for vores kærlighed til ham.
Han længes efter, at vi skal være sammen med ham. Ved en lejlighed vendte præsident Nelson sig mod mig, efter jeg havde bedt åbningsbønnen til et møde med Det Første Præsidentskab, og sagde: »Mens du bad, tænkte jeg på, hvor meget Gud må sætte pris på, at vi tager os tid til at anerkende ham i vores travle hverdag.« Det var en enkel, men stærk påmindelse om, hvor meget det må betyde for vor himmelske Fader, når vi holder en pause for at tale med ham.
Selvom han ønsker vores opmærksomhed, vil han ikke tvinge os til at komme til sig. Til nefitterne sagde den opstandne Herre: »Hvor ofte har jeg ikke villet samle jer, som en høne samler sine kyllinger, og I ville ikke.« Han fulgte op med denne håbefulde indbydelse, som også gælder for os i dag: »Hvor ofte vil jeg ikke samle jer, som en høne samler sine kyllinger under sine vinger, hvis I vil omvende jer og vende tilbage til mig med hjertets faste forsæt.«
Jesu Kristi evangelium giver os mulighed for at vende os til ham ofte. Disse muligheder omfatter daglige bønner, skriftstudium, nadverordinancen, sabbatsdagen og tempeltjeneste. Hvad nu, hvis vi fjernede disse hellige muligheder fra vores huskeliste og satte dem på vores »gør-ikke«-liste – det vil sige, at vi nærmer os dem med samme opmærksomhed og fokus, som søster Wada nærmer sig sin kalligrafi?
I tænker måske: »Det har jeg ikke tid til.« Jeg har ofte haft det på samme måde. Men lad mig foreslå, at det, der måske er brug for, ikke nødvendigvis er mere tid, men mere bevidsthed om Gud og fokus på ham i den tid, vi allerede har afsat til ham.
Hvad nu, hvis vi for eksempel brugte mindre tid på at tale og mere tid på bare at være sammen med Gud, når vi beder? Og hvis vi, når vi taler, giver mere dybfølt og specifikt udtryk for taknemmelighed og kærlighed?
Præsident Nelson har rådet os til ikke bare at læse skrifterne, men at nyde dem. Hvilken forskel vil det gøre, hvis vi læser mindre og nyder mere?
Hvad nu, hvis vi gjorde mere for at forberede vores sind på at deltage i nadveren og med glæde overvejede velsignelserne ved Jesu Kristi forsoning under denne hellige ordinance?
Hvad nu, hvis vi på sabbatten, som på hebraisk betyder »hvile«, hvilede fra andre bekymringer og tog os tid til at sidde stille sammen med Herren og vise vores hengivenhed over for ham?
Hvad nu, hvis vi i vores tempeltjeneste gjorde en mere disciplineret indsats for at være opmærksomme eller blev siddende lidt længere i det celestiale værelse i stille refleksion?
Når vores fokus er mindre på at gøre og mere på at styrke vores pagtsforbindelse med vor himmelske Fader og Jesus Kristus, vidner jeg om, at hvert af disse hellige øjeblikke vil blive beriget, og vi vil modtage den vejledning, vi har brug for i vores liv. Ligesom Martha i beretningen i Lukasevangeliet er vi ofte bekymrede og urolige for mange ting. Men når vi taler med Herren hver dag, vil han hjælpe os til at vide, hvad der er mest fornødent.
Selv Frelseren tog sig tid fra sin tjeneste til at være stille. Skrifterne er fyldt med eksempler på, at Herren trak sig tilbage til et ensomt sted – et bjerg, ørkenen, et øde sted eller gik »et lille stykke vej bort« – for at bede til Faderen. Hvis Jesus Kristus søgte stille tid til at tale med Gud og blive styrket af ham, vil det være klogt for os at gøre det samme.
Når vi koncentrerer vores hjerte og sind om vor himmelske Fader og Jesus Kristus og lytter til Helligåndens stille røst, vil vi få større klarhed over, hvad der er mest fornødent, udvikle dybere medfølelse og finde hvile og styrke i ham. Paradoksalt nok kan det at hjælpe Gud med at fremskynde hans arbejde med frelse og ophøjelse kræve, at vi sætter farten ned. Hvis vi altid er i bevægelse, kan det bidrage til uroen i vores liv og berøve os den fred, vi søger.
Jeg vidner om, at når vi ofte vender tilbage til Herren med hjertets faste forsæt, vil vi i stilhed og ro, tryghed og tillid lære ham at kende og føle hans uendelige pagtskærlighed til os.
Herren har lovet:
»Kom nær til mig, så vil jeg komme nær til jer; søg mig flittigt, så skal I finde mig.«
»Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte.«
Jeg vidner om, at dette løfte er sandt. I Jesu Kristi navn. Amen.