Generalkonference
Omfavn Herrens omvendelsesgave
Oktoberkonferencen 2024


Omfavn Herrens omvendelsesgave

Lad os ikke vente på, at tingene bliver svære, før vi vender os til Gud. Lad os ikke vente til slutningen af vores liv med virkelig at omvende os.

Jeg vidner om en kærlig himmelsk Fader. Ved aprilkonferencen 2019, få øjeblikke efter at jeg var blevet opretholdt i mit nye ansvar som generalautoritet og halvfjerdser, sang koret en udgave af »O, se hvilken kærlighed«, der gennemborede mit hjerte og min sjæl.

Ja, ofte jeg tænker på sårene i hans kød,

de smerter, han led for at frelse min sjæl fra død.

O, hvor jeg vil stræbe i alting at være god,

indtil i hans nærhed jeg knæler for tronens fod.«

Da jeg hørte disse ord, blev jeg forbløffet. Jeg følte, at Herren på trods af min utilstrækkelighed og mine fejl velsignede mig med at vide, at »i hans styrke kan jeg gøre alt«.

Den almindelige følelse af utilstrækkelighed, svaghed eller endda uværdighed er noget, som mange af os nogle gange kæmper med. Jeg kæmper med dette; jeg følte det den dag, jeg blev kaldet. Jeg har følt sådan mange gange, og jeg føler sådan lige nu, mens jeg taler til jer. Men jeg har lært, at jeg ikke er alene om at have disse følelser. Faktisk er der mange beretninger i skrifterne om personer, der synes at have haft lignende følelser. Vi husker for eksempel Nefi som en trofast og tapper Herrens tjener. Til tider kæmpede selv han med følelser af uværdighed, svaghed og utilstrækkelighed.

Han sagde: »Men uagtet Herrens store godhed ved at vise mig sine store og forunderlige gerninger udbryder mit hjerte alligevel: O, jeg elendige menneske! Ja, mit hjerte sørger på grund af mit kød; min sjæl bedrøves på grund af mine overtrædelser.«

Profeten Joseph Smith talte om, at han i sin ungdom ofte følte sig »under fordømmelse for [sin] svaghed og [sine] ufuldkommenheder«. Men Josephs følelse af utilstrækkelighed og bekymring var en del af det, der fik ham til at grunde, studere, lære og bede. Som I måske husker, gik han ud for at bede i lunden nær sit hjem for at finde sandhed, fred og tilgivelse. Han hørte Herren sige: »Joseph, min søn, dine synder er dig tilgivet. Gå bort, lev efter min lov, og hold mine bud. Se, jeg er herlighedens Herre. Jeg blev korsfæstet for verden, for at alle, som tror på mit navn, må få evigt liv.«

Josephs oprigtige ønske om at omvende sig og søge sin sjæls frelse hjalp ham til at komme til Jesus Kristus og få tilgivelse for sine synder. Denne vedvarende indsats åbnede døren for den vedvarende gengivelse af Jesu Kristi evangelium.

Denne bemærkelsesværdige oplevelse, som profeten Joseph Smith havde, illustrerer, hvordan følelser af svaghed og utilstrækkelighed kan hjælpe os til at erkende vores faldne natur. Hvis vi er ydmyge, vil det hjælpe os til at erkende vores afhængighed af Jesus Kristus og vække et oprigtigt ønske i vores hjerte om at vende os til Frelseren og omvende os fra vores synder.

Mine venner, omvendelse er glæde! Liflig omvendelse er en del af en daglig proces, hvorigennem Herren, »linje på linje, forskrift på forskrift«, lærer os at leve et liv, der er centreret om hans lærdomme. Ligesom Joseph og Nefi kan vi »anråbe [Gud] om barmhjertighed; for han er mægtig til at frelse«. Han kan opfylde ethvert retfærdigt ønske eller enhver længsel og kan hele ethvert sår i vores liv.

I Mormons Bog: Endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus , kan I og jeg finde utallige beretninger om personer, der lærte, hvordan man kommer til Jesus Kristus gennem oprigtig omvendelse.

Jeg vil gerne dele et eksempel på Herrens inderlig barmhjertighed gennem en oplevelse, der fandt sted i mit elskede hjemland Puerto Rico.

En søster i Kirken, fra min hjemby Ponce, Celia Cruz Ayala, besluttede sig for, at hun ville give en Mormons Bog til en ven. Hun pakkede den ind og gik ud for at aflevere denne gave, der var mere værdifuld for hende end diamanter eller rubiner, sagde hun. Mens hun var på vej, mødte hun en tyv, der greb hendes taske og løb væk med den særlige gave i tasken.

Da hun fortalte denne historie i kirken, sagde hendes ven: »Hvem ved? Måske var dette din mulighed for at fortælle om evangeliet!«

Ved I, hvad der skete et par dage senere? Celia fik et brev. Jeg har brevet, som Celia delte med mig, her i min hånd. Det lyder:

»Fru Cruz:

Tilgiv mig, tilgiv mig. Du vil aldrig forstå, hvor ked af det jeg er for at have overfaldet dig. Men på grund af det har mit liv ændret sig og vil fortsætte med at ændre sig.

Den bog [Mormons Bog] har hjulpet mig i mit liv. Den drøm, som den Guds mand havde, har rystet mig … Jeg returnerer dine fem dollars, for jeg kan ikke få mig selv til at bruge dem. Jeg ønsker, at du skal vide, at du syntes at have en udstråling omkring dig. Det lys syntes at stoppe mig [fra at skade dig, så] jeg løb væk i stedet.

Jeg ønsker, at du skal vide, at du vil se mig igen, men når du gør, vil du ikke kunne genkende mig, for jeg vil være din bror … Her, hvor jeg bor, er jeg nødt til at finde Herren og gå til den kirke, du tilhører.

Det budskab, du skrev i den bog, fik tårerne frem i mine øjne. Siden onsdag aften har jeg ikke kunnet holde op med at læse i den. Jeg har bedt Gud om at tilgive mig, [og] jeg beder dig om at tilgive mig … Jeg troede, at din indpakkede gave var noget, jeg kunne sælge. [I stedet] har den givet mig ønsket om at [forandre] mit liv … Tilgiv mig, tilgiv mig, jeg beder dig.

Fra en ven, du ikke kender.«

Brødre og søstre, Frelserens lys kan nå os alle, uanset hvad vores situation er. »Det er ikke muligt for dig at synke lavere, end det uendelige lys fra Kristi forsoning skinner«, har præsident Jeffrey R. Holland sagt.

Med hensyn til den utilsigtede modtager af Celias gave, Mormons Bog, fortsatte denne bror med at være vidne til mere af Herrens barmhjertighed. Selvom det tog tid for denne bror at tilgive sig selv, fandt han glæde i omvendelse. Sikke et mirakel! En trofast søster, en Mormons Bog, oprigtig omvendelse og Frelserens kraft førte til glæden ved nydelse af fylden af evangeliets velsignelser og hellige pagter i Herrens hus. Andre familiemedlemmer fulgte efter og tog imod hellige pligter i Herrens vingård, heriblandt tjeneste som fuldtidsmissionær.

Når vi kommer til Jesus Kristus, vil vores oprigtige omvendelsessti i sidste ende føre os til Frelserens hellige tempel.

Sikke et retfærdigt motiv til at stræbe efter at være ren – at være værdig til fylden af de velsignelser, der er muliggjort af vor himmelske Fader og hans Søn gennem hellige tempelpagter! At tjene regelmæssigt i Herrens hus og stræbe efter at holde de hellige pagter, vi indgår der, vil øge både vores ønske om og vores evne til at opleve en forandring i vores hjerte, kraft, sind og sjæl, der er nødvendig for, at vi kan blive mere som vor Frelser. Præsident Russell M. Nelson har udtalt: »Intet vil åbne himlen mere [end at tilbede i templet]. Intet!«

Mine kære venner, føler I jer utilstrækkelige? Føler I jer uværdige? Tvivler I på jer selv? Måske bekymrer I jer og spørger: Kan jeg leve op til det? Er det for sent for mig? Hvorfor bliver jeg ved med at fejle, når jeg gør mit allerbedste?

Brødre og søstre, vi vil helt sikkert begå fejl hen ad livets vej. Men husk, som ældste Gerrit W. Gong har sagt: »Vor Frelsers forsoning er uendelig og evig. Vi kommer alle på afveje og kommer til kort. Vi kan for en tid fare vild. Gud forsikrer os kærligt om, at lige meget hvor vi er, eller hvad vi gør, så er der altid en vej tilbage. Han venter, rede til at omfavne os.«

Som min kære hustru, Cari Lu, har lært mig, har vi alle brug for at omvende os, spole tilbage og sætte uret til »kl. 0« hver eneste dag.

Forhindringer vil komme. Lad os ikke vente på, at tingene bliver svære, før vi vender os til Gud. Lad os ikke vente til slutningen af vores liv med virkelig at omvende os. Lad os i stedet nu, uanset hvilken del af pagtsstien vi befinder os på, fokusere på Jesu Kristi forløsende kraft og på vor himmelske Faders ønske om, at vi vender tilbage til ham.

Herrens hus, hans hellige skrifter, hans hellige profeter og apostle inspirerer os til at stræbe efter personlig hellighed gennem Kristi lære.

Og Nefi sagde: »Og se nu, mine elskede brødre, dette er vejen; og der er ikke givet nogen anden vej eller noget andet navn under himlen, hvorved mennesket kan blive frelst i Guds rige. Og se nu, dette er Kristi lære og Faderens og Sønnens og Helligåndens eneste og sande lære.«

Vores proces med at »blive ét« med Gud kan føles udfordrende. Men I og jeg kan holde en pause, være stille, se hen mod Frelseren og forsøge at finde ud af og handle på det, som han ønsker, at vi ændrer. Hvis vi gør det med fuld hensigt, vil vi se hans heling. Og tænk på, hvordan vores efterkommere vil blive velsignet, fordi vi omfavner Herrens omvendelsesgave!

Mesterpottemageren, belærte min far, vil forme og forædle os, hvilket kan være svært. Ikke desto mindre vil Mesterhelbrederen også rense os. Jeg har oplevet og oplever fortsat den helbredende kraft. Jeg vidner om, at den kommer gennem tro på Jesus Kristus og daglig omvendelse.

O, hvilken kærlighed, at han til jord kom ned

og døden for mig led!

Jeg vidner om Guds kærlighed og om den uendelige kraft i hans Søns forsoning. Vi kan føle den dybt, når vi oprigtigt og helhjertet omvender os.

Mine venner, jeg er et vidne til den herlige gengivelse af evangeliet gennem profeten Joseph Smith og Frelserens aktuelle guddommelige vejledning gennem hans profet og talerør, præsident Russell M. Nelson. Jeg ved, at Jesus Kristus lever, og at han er vores sjæles mesterhelbreder. Jeg ved og vidner om, at dette er sandt, i Jesu Kristi hellige navn. Amen.

Noter

  1. »O, se hvilken kærlighed«, Salmer og sange, nr. 114.

  2. Alma 26:12.

  3. 2 Ne 4:17; se også v. 18-19.

  4. JS-H 1:29.

  5. Joseph Smith, »History, circa Summer 1832«, s. 3, josephsmithpapers.org, retskrivning og tegnsætning standardiseret.

  6. Se Mosi 4:11-12.

  7. Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Når vi vælger at omvende os, vælger vi at forandre os! Vi tillader Frelseren at forandre os til den bedste udgave af os selv. Vi vælger at vokse åndeligt og modtage glæde – glæden ved forløsning i ham. Når vi vælger at omvende os, vælger vi at blive mere som Jesus Kristus!« (»Vi kan gøre det bedre og være bedre«, Liahona, maj 2019, s. 67).

  8. 2 Ne 28:30.

  9. Alma 34:18.

  10. Brødre og søstre, hvor dyrebar er Mormons Bog for jer? Hvis I blev tilbudt diamanter eller rubiner eller Mormons Bog, hvad ville I så vælge? Hvad er helt ærligt mest værd for jer?« (Russell M. Nelson, »Mormons Bog: Hvad ville jeres liv være uden?«, Liahona, nov. 2017, s. 61).

  11. I F. Burton Howard, »Missionary Moments: ›My Life Has Changed‹«, Church News, 6. jan. 1996, thechurchnews.com; se også Saints: The Story of the Church of Jesus Christ in the Latter Days, bind 4, Sounded in Every Ear, 1955-2020, 2024, s. 472-474, 477-479.

  12. Jeffrey R. Holland, »Arbejderne i vingården«, Liahona, maj 2012, s. 33.

  13. Må vi stoppe op et øjeblik og tænke på vores efterkommere? På grund af vores snæversynethed kan vi ikke se det nu, men vores villighed til at vende os til Herren med hjertets faste forsæt – at ændre os; omvende os og omfavne Jesu Kristi evangelium – kan påvirke generationer! Forestil jer de yderligere velsignelser, der kan opstå ved én sjæls ydmyghed, sagtmodighed og tro på Jesus Kristus under selv de mest ubelejlige omstændigheder!

  14. Disse detaljer blev fortalt af søster Celia Cruz ved en personlig samtale med ældste Jorge Alvarado den 10. september 2024.

  15. Russell M. Nelson, »Fryd jer over den gave, som præstedømmenøgler er«, Liahona, maj 2024, s. 122.

  16. Når vi stiller spørgsmål som disse, er det vigtigt at huske apostlen Paulus’ ord:

    »Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? …

    Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os.

    For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter

    eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre« (Rom 8:35, 37-39).

  17. Gerrit W. Gong, »Vores lejrbål af tro«, Liahona, nov. 2018, s. 41.

  18. Nefi var et godt eksempel på dette. Han udbrød:

    »Vågn op, min sjæl! Vær ikke længere modløs på grund af synd. Fryd dig, o mit hjerte, og giv ikke længere plads for min sjæls fjende …

    O Herre, vil du forløse min sjæl? Vil du udfri mig af mine fjenders hænder? Vil du lade mig gyse ved synet af synd?« (2 Ne 4:28, 31).

  19. Præsident Dallin H. Oaks har sagt: »Når en person har gennemgået [omvendelses]processen… gør Frelseren mere end at rense denne person for synd. Han giver også ham eller hende fornyet styrke. Den styrkelse er afgørende for os for at forstå hensigten med renselsen, som er at vende tilbage til vor himmelske Fader. For at få adgang til hans nærhed må vi være mere end rene. Vi må også have gennemgået en forandring fra at være en moralsk svag person, der har syndet, til en stærk person med åndelig styrke til at bo i Guds nærhed« (»Forsoningen og tro«, Liahona, apr. 2008, s. 12-13).

  20. 2 Ne 31:21.

  21. Vi ærer vores familie og vor himmelske Fader ved at favne omvendelse og stræbe efter at leve et godt liv.

  22. Salmer og sange, nr. 114.