»Lektion 1, Lærerens hæfte: Studium af læresætningen om den evige familie«, Den evige familie – Lærerens hæfte (2022)
»Lektion 1, Lærerens hæfte«, Den evige familie – Lærerens hæfte
Lektion 1, Lærerens hæfte
Studium af læresætningen om den evige familie
Læresætningen om familien angår os alle. I denne lektion bliver eleverne bedt om at evaluere deres tillid til vor himmelske Faders visdom og hans plan for familien. Eleverne vil også overveje, hvad de kan gøre for at hjælpe med at skabe et miljø med kristuslignende kærlighed, følsomhed og respekt, når de skal diskutere læren om familien.
Bemærk: Kontakt om muligt eleverne, der har meldt sig til dette kursus, inden den første gang og bed dem om at læse forberedelsesmaterialet til denne første lektion. Sørg for, at alle eleverne har en kopi af forberedelsesmaterialet, når klassen begynder. Brug forberedelsesmaterialet under klassediskussionen, så eleverne kan se, hvordan det kan forberede dem og berige deres læringsoplevelse. Brug gerne 5 til 10 minutter i begyndelsen af denne lektion på at lære hinanden at kende og byde eleverne velkommen til kurset.
Forslag til undervisningen
Vi kan stole på vor himmelske Faders og Jesu Kristi fuldkomne kærlighed og visdom.
Som en introduktion til dette kursus kan du vise eleverne indholdsfortegnelsen eller pensum for første halvdel af kurset. For at blive mere fortrolig med dine elevers behov, kan du invitere dem til at skrive en kort, anonym besked til dig om, hvilke emner de er mest interesserede i eller ønsker at forstå bedre. Du kan også opfordre dem til at skrive spørgsmål, som de ønsker, at dette kursus kan hjælpe med at besvare. Gem deres svar og tag dem i betragtning, når du forbereder dig på fremtidige lektioner.
Overvej at stille følgende spørgsmål:
-
Hvilke mennesker stoler I på, og hvorfor?
-
Hvor meget stoler I på dem?
Inddel eleverne i grupper på tre. Giv hver gruppe en kopi af følgende uddelingsark og bed dem om at følge instruktionerne.
Forklar, at et af de største vidnesbyrd om vor himmelske Faders og Jesu Kristi kærlighed og visdom er læresætningen om den evige familie. Vores tillid til dem og til Faderens plan kan hjælpe os med at navigere i de forskellige holdninger til familien, der findes i verden.
Giv eleverne en kopi af »Familien: En proklamation til verden« (ChurchofJesusChrist.org/study/scriptures/the-family-a-proclamation-to-the-world/the-family-a-proclamation-to-the-world?lang=dan), eller bed dem om at slå den op digitalt. Bed eleverne om at vælge et par afsnit, som skal læses, og at markere sætninger, der beskriver de velsignelser og den glæde, som vor himmelske Fader ønsker for dem og deres familier. Bed dem efter et passende stykke tid om at fortælle om, hvad de har markeret, og hvorfor.
-
Hvordan stemmer jeres ønsker for jeres familie overens med vor himmelske Faders ønsker for jeres familie?
-
Hvilken værdi er der i at stole på vor himmelske Faders og Jesu Kristi visdom og evige perspektiv i stedet for verdens visdom og synsvinkel?
Bær vidnesbyrd eller inviter eleverne til at vidne om vor himmelske Faders og Jesu Kristi visdom og ønsker for vores nuværende og fremtidige familier.
Vi kan skabe et kærligt og respektfuldt læringsmiljø.
Vis et billede af din familie. Fortæl om nogle ting, du elsker ved din familie, og nogle af de måder, din familiesituation er unik på.
Bed en elev om at læse udtalelsen af ældste Neil L. Andersen i afsnit 2 af forberedelsesmaterialet højt.
-
Hvad lægger I især mærke til ved det, ældste Andersen siger? (Du kan hjælpe eleverne med at identificere følgende sandhed: Fordi alle familier er forskellige, er vi nødt til at drøfte Herrens familiemønster på en betænksom og følsom måde),
Du kan invitere eleverne til at fortælle, hvad vi kan lære af Frelserens eksempel på kærlighed, følsomhed og medfølelse for dem, der har udfordringer i deres liv eller i deres familie. (Eksempler findes i afsnittet »Ønsker du mere?« i forberedelsesmaterialet).
Overvej at give eleverne lidt tid til at skrive deres tanker ned om følgende spørgsmål:
-
Hvad kan jeg gøre for at hjælpe andre med at føle sig elsket og respekteret, når vi drøfter familien og andre følsomme emner? (Hvis eleverne studerede afsnit 2 af forberedelsesmaterialet, har de måske allerede noteret nogle tanker om dette spørgsmål. Du kan give dem tid til at gennemgå det, de har skrevet ned).
Bed nogle få elever om at dele nogle af de tanker, de har skrevet ned.
Med dine egne ord kan du forklare, at eleverne igennem dette kursus kommer til at drøfte mange sandheder, som man kun kan forstå ved hjælp af Helligånden. På grund af det unikke i hver persons og families omstændigheder har eleverne brug for personlig åbenbaring for at forstå, hvordan de bør anvende lærdommene. Fordi nogle af vores stærkeste følelser er knyttet til vores familier, er vores evne til at lære af hinanden og Ånden afhængig af, at vi har et miljø af kristuslignende kærlighed, følsomhed og respekt. Tilskynd eleverne til at gøre deres del for at bidrage til et sådant miljø.
Du kan afslutte klassen med at vise eleverne, hvordan de får adgang til forberedelsesmaterialet. Bed dem om at overveje, hvordan deres individuelle studie af forberedelsesmaterialet inden hver lektion kan hjælpe hele klassen til mere indgående indsigt i læresætningen om familien. Bed dem om trofast at forberede sig til hver lektion.
Til næste gang
Tilskynd eleverne til i deres studie til næste lektion at søge efter, hvorfor lederne i Herrens kirke holder fast i læresætningen om familien, som den er beskrevet i familieproklamationen, selv når offentlige meninger kan gå imod denne læresætning.