»Lektion 10, Lærerens hæfte: Den nye og evigtvarende ægteskabspagt«, Den evige familie – Lærerens hæfte, 2022
»Lektion 10, Lærerens hæfte«, Den evige familie – Lærerens hæfte
Lektion 10, Lærerens hæfte
Den nye og evige ægteskabspagt
At indtræde i og ære »den nye og evigtvarende ægteskabspagt« (L&P 131:2) er afgørende for ophøjelse. I denne lektion vil de studerende få mulighed for at forklare den evige betydning af ægteskabspagten, og hvorfor de stræber efter et evigt ægteskab. De vil også overveje, hvad de kan gøre for at forberede sig på at indgå eller ære deres ægteskabspagt.
Forslag til undervisningen
Evigt ægteskab er et partnerskab med Gud.
Overvej at indlede klassen med at bede nogle elever om at fortælle, hvad de har lært af deres samtale med en, der er blevet beseglet i templet (se opfordringen i afsnit 1 af forberedelsesmaterialet). (Bemærk: Du kan eventuelt kontakte en eller to elever nogle få dage inden klassen for at spørge, om de vil komme forberedt på at fortælle, hvad de har lært af deres samtaler).
Du kan spørge eleverne, om de har nogen spørgsmål om ægteskabspagten eller ægteskabsbeseglingsordinancen. (Overvej at tilpasse lektionens indhold ud fra de spørgsmål, eleverne stiller. Sørg for, at svarene på elevernes spørgsmål respekterer templets hellighed).
Læs sammen følgende udtalelse af ældste Parley P. Pratt fra De Tolv Apostles Kvorum, hvor han beskrev, hvordan han følte, da han første gang lærte, at ægteskabet kan vare for evigt:
Det var af [profeten Joseph Smith], jeg lærte, at mit hjertes hustru kunne være sikret mig for tid og al evighed … Det var af ham, jeg lærte, at vi kan fremme disse følelser, og at vi kan styrke og forøge disse i al evighed, og at resultatet af vores uendelige forening ville blive afkom så talrigt som himmelens stjerner eller som sandet ved havets bred … Jeg havde elsket tidligere, men jeg vidste ikke hvorfor. Men nu elskede jeg – med en renhed – en intensitet, der stammede fra en ophøjet følelse. (Autobiography of Parley P. Pratt, red. Parley P. Pratt jun., 1938, s. 297-298).
-
Hvordan kan det at vide, at ægteskab kan være evigt, påvirke vores valg og følelser omkring ægteskab i dette liv?
Gennemgå Lære og Pagter 131:1-4 sammen og se efter yderligere sandheder, Joseph Smith forkyndte om evigt ægteskab. Du kan derefter spørge eleverne, hvad de lægger særligt mærke til i dette skriftsted. De kan finde frem til sandheder som disse: Evigt ægteskab er påkrævet for at opnå den højeste grad af det celestiale rige. De, der indgår den nye og evigtvarende ægteskabspagt, kan få evig udvikling.
-
Hvordan er den nye og evigtvarende ægteskabspagt forbundet med Abraham og Sara ud fra det, I har lært i afsnit 1 af forberedelsesmaterialet? (Overvej at hjælpe eleverne til at indse, at Herren gav Abraham og Sara dette kronende løfte, herunder løftet om, at de ville få en evig forøgelse [utallige efterkommere]).
-
Hvordan kan ægteskabspagten gøre os i stand til at blive som vores himmelske forældre?
Vis det medfølgende billede, der repræsenterer ægteskabspagtens forhold. Bed eleverne om at forklare, hvad ældste David A. Bednar sagt om dette diagram (se afsnit 1 i forberedelsesmaterialet).
Vis følgende udtalelse af præsident Russell M. Nelson: »Et tempelægteskab er ikke kun mellem ægtemand og hustru; det omfatter et partnerskab med Gud (se Matt 19:6)« (»Celestialt ægteskab«, Liahona, nov. 2008, s. 93).
-
Hvordan kan en forståelse af denne sandhed påvirke de valg, en ægtemand og hustru træffer?
Hvis en eller flere personer i din klasse er blevet beseglet i templet, kan du overveje at spørge dem, om de er villige til at fortælle klassen om nogle af deres følelser omkring at blive beseglet i templet, og hvad den pagt betyder for dem. (Du kan eventuelt spørge disse elever, inden klassen begynder, så de har haft tid til at forberede deres svar).
Vis og læs sammen følgende udtalelse af præsident Thomas S. Monson:
Jeg vil formane jer til at bevare et evigt perspektiv. Sørg for, at ægteskabet i jeres fremtid er et tempelægteskab. Der er ingen scene så sød, ingen tid så hellig som den helt særlige dag i jeres ægteskab. Lidt efter lidt får I et glimt af celestial glæde. Vær årvågne; tillad ikke fristelse til at berøve jer denne velsignelse. (»Whom Shall I Marry?«, New Era, okt. 2004, s. 6)
-
Hvorfor kan læren om evigt ægteskab bringe dybe følelser af glæde og kærlighed?
Overvej at spørge de elever, der er villige til det at udtrykke, hvorfor og hvordan de stræber efter et evigt ægteskab.
Ægteskabet kan vare evigt for dem, der er trofaste mod deres pagter.
Del klassen op i små grupper. Giv hver gruppe en kopi af det medfølgende uddelingsark. Bed grupperne om at læse scenariet og drøfte spørgsmålene sammen.
Bed efter et passende tidsrum nogle enkelte elever om at dele det, de har lært i deres gruppediskussioner. Når eleverne kommer med deres kommentarer, kan du eventuelt skrive nogle af de sandheder, de nævner, på tavlen. Disse sandheder kan omfatte forslag som følgende: Vores ægteskaber kan kun være evige, hvis de indgås med Guds myndighed, og hvis vi forbliver i ægteskabspagten. Helligånden (forjættelsens hellige Ånd) vil vidne for Faderen om vores trofasthed mod vores ægteskabspagt. Frelseren er det fuldkomne eksempel på at holde løfter og pagter.
Bær vidnesbyrd om, at der er håb for alle om at få et evigt ægteskab. Frelseren har gjort det muligt for os alle at omvende os, blive tilgivet og indgå og holde hellige pagter med ham. Mind eleverne om, at selv de, der ikke har mulighed for at gifte sig i dette liv, kan blive beseglet til en ægtefælle for evigt, hvis de er trofaste.
Du kan vise følgende spørgsmål og bede eleverne om at vælge et og nedskrive deres indtryk om det:
-
Hvor opsat er jeg på at blive gift i templet? Hvilke valg kan jeg træffe nu for at nå det mål?
-
Hvordan kan jeg bedre følge Frelserens eksempel på at holde mine pagter? Hvordan vil jeg få adgang til hans kraft til at hjælpe mig til at indgå og holde mine pagter?
Afslut med dit vidnesbyrd om de sandheder, I har drøftet i denne lektion, og tilskynd eleverne til at anvende det, de følte eller lærte.
Til næste gang
Tilskynd eleverne til at studere forberedelsesmaterialet til næste lektion. Du kan eventuelt stille følgende spørgsmål, som eleverne kan overveje, mens de gør det:
-
Hvordan hjælper Herren mig i mine bestræbelser på at finde en evig partner (eller for dem, der er gift, at opbygge et evigt forhold)?
-
Hvilke kristuslignende egenskaber betyder mest for mig i en ægtefælle og i mig selv?