Institut
Lektion 25, Klassens forberedelsesmateriale: Omvendelse og tilgivelse i familielivet


»Lektion 25, Klassens forberedelsesmateriale: Omvendelse og tilgivelse i familielivet«, Den evige familie – Lærerens materiale (2022)

»Lektion 25, Klassens forberedelsesmateriale«, Den evige familie – Lærerens materiale

Den fortabte søn, af Clark Kelley Price © IRI

Lektion 25, Klassens forberedelsesmateriale

Omvendelse og tilgivelse i familielivet

»Vellykkede ægteskaber og familier opbygges og bevares« ved principperne i Jesu Kristi evangelium (»Familien: En proklamation til verden«, JesuKristiKirke.org). To af disse principper er omvendelse og tilgivelse. Hvilken rolle har disse principper spillet i dit familieliv? Mens du gennemgår dette materiale, kan du overveje, hvordan Jesus Kristus kan hjælpe dig i dine bestræbelser på at angre fejl eller krænkelser, som du måske har begået mod medlemmer af din familie. Overvej også, hvordan Frelseren kan hjælpe dig til at tilgive familiemedlemmer, der har fornærmet eller såret dig.

Afsnit 1

Hvordan kan min omvendelse velsigne min familie?

Mens hun tjente som andenrådgiver i Primarys hovedpræsidentskab, sagde søster Cheryl A. Esplin:

Søster Cheryl A. Esplin

Familien er Herrens værksted her på jorden, der skal hjælpe os til at lære og efterleve evangeliet. (»Lad os fylde vores hjem med lys og sandhed«, Liahona, maj 2015, s. 8)

I vores bestræbelser på at lære og leve Frelserens evangelium i vores hjem vil der være tidspunkter, hvor vi begår fejltagelser. Selv om der opstår uenigheder og fornærmelser i alle familier, betyder det ikke, at familiens medlemmer er fritaget for at være kristuslignende i den måde, de behandler hinanden på. Vores fejltagelser giver os snarere en mulighed for at praktisere evangeliets principper om omvendelse og tilgivelse i vores familier.

Ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, hvad omvendelse betyder:

Ældste Dieter F. Uchtdorf

Omvendelse betyder en ændring af sind og hjerte – vi holder op med at gøre det, der er forkert, og begynder at gøre det, der er rigtigt. Det giver os en ny indstilling til Gud, os selv og til livet generelt. (»Det sikre vendepunkt«, Liahona, maj 2007, s. 100)

Frelseren fortalte en lignelse om en søn, som havde brug for at omvende sig på grund af valg, der skadede ham selv og hans familie. Sønnen modtog sin arv tidligt og spildte den ved at leve skødesløst. Han var fattig og sulten og begyndte at fodre svin for at få arbejde, og var endda desperat nok til at spise svinenes mad. (Se Luk 15:11-16).

ikon, studie

Læsning som forberedelse til undervisningen

Læs Lukas 15:17-24, og prøv at markere de principper, du lærer om omvendelse, i familielivet.

faderen løber hen for at omfavne den fortabte søn

Ældste Neil L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum belærte, hvordan vi og vores familiemedlemmer kan blive velsignet ved vores omvendelse:

Ældste Neil L. Andersen

Omvendelse forandrer os ikke kun, men velsigner også vores familie og dem, vi elsker. Med retfærdig omvendelse vil Frelserens udstrakte arm, ifølge Herrens tidsplan, ikke kun omslutte os, men vil også strække ud til vores børns og efterkommeres tilværelse. Omvendelse betyder altid, at der er større lykke forude. (»Bliv omvendt … så jeg kan helbrede jer«, Liahona, nov. 2009, s. 42).

Mens han tjente som medlem af De Halvfjerds, forklarede ældste L. Whitney Clayton, hvordan regelmæssig selvransagelse og umiddelbar omvendelse kan velsigne et ægteskab. Overvej, hvordan disse tiltag kan hjælpe dig i dine familieforhold:

Ældste L. Whitney Clayton

Jeg har lært, at lykkelige ægteskaber er afhængige af omvendelsens gave. Det er et afgørende element i ethvert godt, ægteskabeligt forhold. Ægtefæller, der regelmæssigt foretager en ærlig selvransagelse og beredvilligt tager de skridt, der er nødvendige for at omvende og forbedre sig, vil føle en helende lindring i deres ægteskab. (»Ægteskab: Se og lær«, Liahona, maj 2013, s. 84)

en ung voksen i overvejelser
ikon, eftertanke

Overvejelser som forberedelse til undervisningen

Brug et par minutter på en ærlig selvransagelse. Har du brug for at omvende dig fra nogle valg, som har skadet eller som skader forholdet til medlemmer af din familie? Hvis det er tilfældet, hvad kan du så gøre for at vende dig til Herren og påbegynde denne proces? Overvej også de valg, du træffer, som velsigner dit forhold til dine familiemedlemmer, og hvordan du kan fortsætte med at træffe lignende valg.

Afsnit 2

Hvordan kan jeg tilgive et familiemedlem, der har gjort mig uret?

I Frelserens lignelse om den fortabte søn nægtede den ældre søn at deltage i den fest, der blev afholdt til ære for sin yngre brors tilbagekomst (se Luk 15:25-32). Ligesom denne ældre søn kan der være tidspunkter, hvor vi har brug for at anvende følgende råd fra ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum:

Ældste Jeffrey R. Holland

Lad folk omvende sig. Lad folk udvikle sig. Tro på, at folk er i stand til at ændre og forbedre sig. (»›Remember Lot’s Wife‹: Faith Is for the Future« (tale på Brigham Young University 13. jan. 2009), speeches.byu.edu)

Ligesom der kan være tidspunkter, hvor du har brug for at bede om tilgivelse fra et familiemedlem, kan du undertiden også have brug for at tilgive et familiemedlem, der har fornærmet eller såret dig.

et par taler sammen
ikon, studie

Læsning som forberedelse til undervisningen

Læs Lære og Pagter 64:8-11, og bemærk, hvad Herren lærte de tidlige sidste dages hellige om det at tilgive andre.

Efter at ældste Holland havde citeret en del af dette skriftsted, forklarede han:

Ældste Jeffrey R. Holland

Det er dog vigtigt for nogle af jer, der måtte leve i reel kval, at bemærke, hvad [Jesus Kristus] ikke sagde. Han sagde ikke: »I har ikke lov til at føle sand smerte eller ægte sorg over de sønderrivende oplevelser, I har været udsat for fra andres hånd.« Ej heller sagde han: »For at tilgive oprigtigt er I nødt til at vende tilbage til et giftigt forhold eller gå tilbage til omstændigheder, der er præget af misbrug og destruktivitet.« Men til trods for selv de mest forfærdelige forseelser, der måtte komme til os, kan vi kun hæve os over vores smerte, når vi træder ind på stien til sand heling. Den sti er den tilgivende sti, der blev trådt af Jesus af Nazaret, der kalder på os alle: »Kom så og følg mig« (Luk 18:22). (»Forligelsens tjeneste«, Liahona, nov. 2018, s. 79)

en ung voksen beder

Undertiden kan du føle dig modvillig eller ude af stand til at tilgive. Eller du føler måske, at afstanden mellem dig og dit familiemedlem er for stor til, at jeres forhold kan blive forliget. Overvej, hvordan følgende råd fra præsident James E. Faust fra Det Første Præsidentskab kan hjælpe dig i dine bestræbelser på at tilgive:

Præsident James E. Faust

Vi skal kunne genkende og anerkende, når vi føler vrede. Det kræver ydmyghed, men hvis vi knæler ned og beder vor himmelske Fader om tilgivelsens ånd, vil han hjælpe os.

Det er ikke let at slippe det og rense sit hjerte for betændt bitterhed. Frelseren har gennem forsoningen tilbudt os alle en dyrebar fred, men den kan kun blive vores, hvis vi er villige til at smide alle negative følelser af vrede, nag eller hævngerrighed væk. (»Tilgivelsens helbredende kraft«, Liahona, maj 2007, s. 69)

Ældste Massimo De Feo fra De Halvfjerds understregede også vigtigheden af at fokusere på Frelseren:

Ældste Massimo De Feo

Mine kære brødre og søstre, hvis I kæmper med at finde styrke til at tilgive, så tænk ikke på, hvad andre har gjort mod jer, men tænk på, hvad Frelseren har gjort for jer, da vil I finde fred i hans forsonings forløsende velsignelser. (»Ren kærlighed: Det sande tegn på hver eneste af Jesu Kristi sande discipleLiahona, maj 2018, s. 82)

Tilgivelse og helbredelse kan tage tid. Vær tålmodig med dig selv, når du søger Herrens hjælp og hans helbredende gave.

ikon, nedskriv

Nedskriv dine tanker

Overvej, hvad du har lært og følt, mens du har studeret dette materiale. Nedskriv dine ønsker eller mål i forbindelse med omvendelse og tilgivelse i dit familieliv. Hvordan kan du anmode Frelseren om at hjælpe dig i dine bestræbelser?