»Lektion 12, Klassens forberedelsesmateriale: Næring af ægteskabet«, Den evige familie – Lærerens hæfte, 2022
»Lektion 12, Klassens forberedelsesmateriale«, Den evige familie – Lærerens hæfte
Lektion 12, Klassens forberedelsesmateriale
Næring af ægteskabet
Har du nogensinde set et par med et stærkt, lykkeligt ægteskab og spekuleret på, hvad nøglen var til deres succes? Præsident Gordon B. Hinckley bemærkede: »Et godt ægteskab kræver tid. Det kræver en intens indsats. Man er nødt til at arbejde på det. Man er nødt til at fremelske den« (»Livets forpligtelser«, Liahona, maj 1999, s. 5). Når du studerer læresætningerne og principperne i denne lektion, så overvej, hvad du kan gøre for at forberede dig på et lykkeligt ægteskab eller for bedre at nære det ægteskab, du har.
Afsnit 1
Hvordan kan min ægtefælle og jeg opbygge et glædeligt, evigt ægteskab?
I en verden, hvor mange ægteskaber synes at være en kamp eller ender med skilsmisse, kan nogle spekulere på, om ægteskabelig lykke virkelig er mulig for dem. Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum er kommet med følgende budskab om håb:
Lad mig utvetydigt, absolut og urokkeligt erklære, at der ikke alene findes noget sådant som et lykkeligt ægteskab, men lykkelige ægteskaber er reglen, ikke undtagelsen.
Søster Holland og jeg er et levende bevis på, at I ikke bare kan være lykkelige, men at I kan være ekstatisk lykkelige …
Man er nødt til at arbejde for et ægteskab. Alt det gode, jeg kender til i denne verden, må man arbejde for.
Gud vil hjælpe jer. Af alt det i denne verden, som han vil hjælpe jer med, vil han hjælpe jer med jeres ægteskab og jeres familie, fordi det betyder mindst lige så meget for ham, som det betyder noget for jer. (»You Asked—They Answered: Marriage and Family«, New Era, aug. 2016, s. 3)
Læs følgende udtalelse af ældste L. Whitney Clayton, der tjente som medlem af De Halvfjerds, om, hvad der bidrager til et lykkeligt og evigt ægteskab. Overvej at markere de principper, du finder.
For det første har jeg bemærket, at både manden og hustruen i de lykkeligste ægteskaber anser deres forhold for at være en uvurderlig perle, en skat af uendeligt værdi … De ved, at intet andet forhold kan bringe så megen glæde, frembringe så meget godt eller tilvejebringe så meget personlig forædling …
Vellykkede, evige ægteskaber er bygget på tro på Herren Jesus Kristus og overholdelse af hans lærdomme [se »Familien: En proklamation til verden«, ChurchofJesusChrist.org] …
Lykkelige ægteskaber er afhængige af omvendelsens gave …
Ydmyghed er kernen i omvendelse. Ydmyghed er uselvisk, ikke selvisk … Ydmyghed betyder, at både mand og hustru søger at velsigne, hjælpe og løfte hinanden, idet de sætter den anden først i alle beslutninger …
De lykkeligste ægteskaber, jeg har set, udstråler lydighed mod et af de lykkeligste bud – at vi »skal leve sammen … i kærlighed» (L&P 42:45) (»Ægteskab: Se og lær«, Liahona, maj 2013, s. 83-85)
Afsnit 2
Hvordan kan det at følge Jesu Kristi eksempel hjælpe mig til at nære mit ægteskab?
Præsident Russell M. Nelson underviste om vigtigheden af at nære ægteskabet:
»Ægteskabet medfører større mulighed for lykke end noget andet forhold mellem mennesker … Alligevel er der nogle ægtepar, som ikke opnår deres fulde potentiale. De lader romantikken ruste, de tager hinanden for givet og tillader andre interesser eller forsømmelser at overskygge og tilsløre visionen om, hvordan deres ægteskab kunne være. Ægteskaber ville være lykkeligere, hvis de blev næret med større omtanke (»Nær ægteskabet«, Liahona, maj 2006, s. 36)
Blandt de instruktioner, som apostlen Paulus gav kirkens medlemmer i Efesos, var råd angående ægteskab.
Når man følger Frelserens eksempel, kan det hjælpe en mand og hustru til at opfylde deres store »ansvar for at elske og vise omsorg for hinanden« (»Familien: En proklamation til verden«, ChurchofJesusChrist.org). Nogle bestræbelser på at nære et ægteskab kan være store, men nogle af de mest effektive og meningsfulde gerninger er »små og enkle« (Alma 37:6). Som præsident Dieter F. Uchtdorf, der dengang var medlem af Det Første Præsidentskab, har sagt: »Gode ægteskaber opbygges sten for sten, dag for dag gennem et helt liv« (»Til ære for dem, der værner«, Liahona, maj 2016, s. 78).
Præsident Linda K. Burton, tidligere hovedpræsident for Hjælpeforeningen, kom med nogle enkle spørgsmål, vi kan bruge til at vurdere vores indsats for at nære vores ægteskab:
Med lidt tilpasning kan disse spørgsmål passe på de fleste af os, hvad enten vi er gift eller enlige, uanset hvordan vores situation i hjemmet er.
Hvornår roste jeg sidst min ægtefælle, enten da vi var alene eller foran vores børn?
Hvornår takkede jeg sidst for, udtrykte min kærlighed til eller bad oprigtigt i tro for ham eller hende?
Hvornår stoppede jeg sidst mig selv i at sige noget, jeg vidste ville såre ham eller hende?
Hvornår undskyldte jeg sidst og bad ydmygt om tilgivelse – uden at tilføje ordene »men hvis blot du havde« eller »men hvis bare du ikke havde«?
Hvornår valgte jeg sidst at være glad i stedet for at have »ret«? …
Vil I slutte jer til mig i at søge Helligåndens hjælp til at undervise os i, hvordan vi bedre kan løfte hinanden i vores supplerende roller som børn i pagten af vores kære himmelske forældre? (»Vi stiger op sammen«, Liahona, maj 2015, s. 31-32)
Afsnit 3
Hvordan holder jeg fast ved min ægtefælle?
I en åbenbaring, der blev givet i 1831, gav Herren nogle generelle love om opførsel for Kirkens medlemmer. Buddet omfattede: »Du skal elske din hustru af hele dit hjerte og holde dig til hende og ingen anden« (L&P 42:22; se også 1 Mos 2:24; Matt 19:5).
I skrifterne betyder ordet holde sig til at klynge sig, klæbe til, lime eller slutte sig til. »I skriftens definition finder vi ud af, at Gud forventer, at vi ›klamrer os‹ til vores ægtefælle eller ›holder fast‹ i ham eller hende« (Matthew O. Richardson, »Three Principles of Marriage«, Ensign, apr. 2005, s. 22).
Præsident Spencer W. Kimball sagde følgende om vendingen »ingen anden« (L&P 42:22):
Udtrykket ingen anden udelukker enhver anden og ethvert andet. Ægtefællen bliver da fremtrædende i livet for manden eller hustruen, og hverken selskabsliv, arbejde eller politiske interesser eller nogen anden interesse eller person eller ting må nogensinde få forrang over ægtefællen. (Se Tilgivelsens mirakel, s. 224)
Ældste Clayton forklarede, hvordan det at holde fast ved vores ægtefælle gælder, når vi bruger de sociale medier:
Profeter lærer os, at vellykkede ægteskabsmakkere er »inderligt loyale« mod hinanden (se Thomas S. Monson, »Præstedømmets kraft«, Liahona, maj 2011, s. 68; Gordon B. Hinckley, »Livets forpligtelser«, s. 4). De gør intet uværdigt, når de bruger sociale medier. De tillader ikke sig selv hemmelige internetoplevelser. De deler frit adgangskoderne til deres sociale netværk med hinanden. De ser ikke på virtuelle profiler af andre på nogen måde, der kunne svigte deres ægtefælles hellige tillid. De gør eller siger aldrig noget, der tilnærmelsesvist kan forekomme usømmeligt, hverken virtuelt eller fysisk. (»Ægteskab: Se og lær«, s. 84)
Præsident Nelson har sagt følgende ved et præstedømmemøde ved generalkonferencen om vigtigheden af at gøre sin ægtefælle til sin højeste prioritet. Selv om dette råd var henvendt til ægtemænd, er det lige relevant for begge ægtefæller.
Elsk og vis omsorg for jeres hustru. Bliv ét med hende. Vær hendes partner … Ingen anden interesse i livet bør prioriteres over at opbygge et evigt forhold til hende. Intet på tv, mobilenheden eller computeren er vigtigere end hendes velbefindende. Gør status over, hvordan I tilbringer jeres tid, og hvor I lægger jeres energi. Det vil fortælle jer, hvor jeres hjerte er. Bed om, at jeres hjerte må være på bølgelængde med jeres hustrus hjerte. Søg at bringe hende glæde. (»Vi kan gøre det bedre og være bedre)«, Liahona, maj 2019, s. 68-69)