Institut
Lektion 7, Klassens forberedelsesmateriale: Kønnets evige natur og formål


»Lektion 7, Klassens forberedelsesmateriale: Kønnets evige natur og formål«, Den evige familie – Lærerens materiale (2022)

»Lektion 7, Klassens forberedelsesmateriale«, Den evige familie – Lærerens materiale

Billede
en gruppe unge voksne ved stranden

Lektion 7, Klassens forberedelsesmateriale

Kønnets evige natur og formål

Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum erklærede, at vores køn, som i denne og de følgende lektioner anvendes til at betegne vores biologiske køn ved fødslen (medmindre andet er angivet), »i stor udstrækning [definerer], hvem vi er, hvorfor vi er her på jorden, og hvad vi skal gøre og blive« (»Ægteskabet er afgørende i hans evige planLiahona, juni 2006, s. 51). Overvej, mens du studerer materialet til denne lektion, hvordan din himmelske Faders frelsesplan kan hjælpe dig til bedre at forstå vigtigheden af din evige identitet og dit formål som søn eller datter af himmelske forældre.

Bemærk: Vores køn er et følsomt emne for mange mennesker. Disse materialer har til hensigt at hjælpe dig til at forstå vor himmelske Faders lære vedrørende vores køn og til at undersøge, hvordan den gælder for forskellige forhold i vores verden i dag. Søg Åndens hjælp til at forstå de budskaber, som Gud har til hensigt at give dig, i forbindelse med dine studier.

Afsnit 1

Hvordan kan min forståelse af vores køn blive styrket i takt med, at jeg bedre forstår vor himmelske Faders plan?

Familieproklamationen erklærer: »Alle mennesker – mænd og kvinder – er skabt i Guds billede. Hver enkelt er en højt elsket søn eller datter af himmelske forældre, og som sådan besidder hver enkelt guddommelige egenskaber og muligheder. En persons køn er et fundamentalt særkende ved den enkeltes førjordiske, jordiske og evige identitet og hensigt« (»Familien: En proklamation til verden«, JesuKristiKirke.org).

Udtrykket køn kan have forskellige betydninger for forskellige mennesker. Som forklaret i Kirkens håndbog er »den tilsigtede betydning af ordet køn i familieproklamationen … det biologiske køn ved fødslen« (Kirkens Håndbog: Tjeneste i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, 38.6.23).

Ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum har udtalt følgende om vores skabelse:

Billede
Ældste Richard G. Scott

[Skabelsen af mand og kvinde] skete åndeligt i din førjordiske tilværelse, da du boede i din Fader i Himlens nærvær. Dit køn eksisterede, før du kom til jorden. (»Glæden ved at følge den store plan for lykke«, Liahona, jan. 1997, s. 70)

Præsident Dallin H. Oaks fra Det Første Præsidentskab belærte endvidere, at »den binære skabelse [af mand og kvinde] er afgørende for frelsesplanen« (i »General Conference Leadership Meetings Begin«, 2. okt. 2019, newsroom.ChurchofJesusChrist.org).

Billede
en mand og en kvinde spadserer

En forståelse af vor himmelske herkomst kan hjælpe os til bedre at forstå Guds plan for os og hjælpe os til bedre at se betydningen af vores køn inden for denne plan.

Billede
ikon, studie

Læsning som forberedelse til undervisningen

Læs 1 Mosebog 1:26-27, og overvej, hvad det betyder at blive skabt i vor himmelske forældres billede.

Overvej, hvorfor vores køn er afgørende i vor himmelske Faders plan. Her følger nogle sandheder, som du kan overveje:

Et evigt ægteskab mellem en mand og en kvinde er afgørende for at blive som vores himmelske forældre. Det evige livs natur, eller ophøjelsens natur, er at familien fortsætter i evighed. Dette potentiale kan kun opnås »gennem de kreative kræfter, der er en naturlig del af kombinationen af mand og kvinde, der er forenet i et evigt ægteskab (se L&P 132:19)« (Dallin H. Oaks i »General Conference Leadership Meetings Begin«).

»I henhold til den guddommelige plan er der brug for både en mand og en kvinde, for at børn kan fødes på jorden og for at skabe de bedste omgivelser for at opfostre og opdrage børn« (David A. Bednar, »Ægteskabet er afgørende i hans evige plan«, Liahona, juni 2006, s. 52; se også 1 Mos 1:28).

Vor himmelske Fader giver mænd og kvinder særskilte evner til at hjælpe dem til at opfylde disse og andre guddommelige ansvar i sin plan. Mænd og kvinder har brug for hinanden for at udvikle sig og nå deres fulde evige potentiale. Som ældste Bednar har belært:

Billede
Ældste David A. Bednar

Ånden hos mænd og kvinder komplementerer og fuldender hinanden, og derfor er det meningen, at mænd og kvinder sammen skal udvikle sig mod ophøjelse …

Der er et guddommeligt formål med, at den mandlige og kvindelige ånd er forskellig, karakteristisk samt komplementerer hinanden.

… Der var behov for både mænds og kvinders unikke kombination af åndelige, fysiske, mentale og følelsesmæssige evner for at virkeliggøre planen for lykke. Hverken manden eller kvinden kan alene opfylde formålet med sin skabelse …

Ligesom både mænds og kvinders unikke egenskaber bidrager til ægteskabets fuldkommenhed, så er de samme egenskaber nødvendige for opfostring, opdragelse og belæring af børn. (»Ægteskabet er afgørende i hans evige plan«, s. 52)

Ældste Dale G. Renlund fra De Tolv Apostles Kvorum og søster Ruth L. Renlund har også forklaret:

Billede
Ældste Dale G. Renlund og søster Ruth L. Renlund

Mandlige og kvindelige ånder blev skabt til at komplementere hinanden. Derfor er køn ikke er flydende i evighederne – for det er basalt for den ultimative gave, som vor himmelske Fader kan give, den form for liv han har. (»De guddommelige formål med seksuel intimitet«, Liahona, aug. 2020, s. 16)

Billede
ikon, overveje

Overvejelser som forberedelse til undervisningen

Overvej kønnets rolle ud fra et evigt perspektiv. Hvordan kan frelsesplanen hjælpe dig til at forstå, at »en persons køn er et fundamentalt særkende ved den enkeltes førjordiske, jordiske og evige identitet og formål«? »Familien: En proklamation til verden«

Afsnit 2

Hvordan kan jeg bedre forstå spørgsmål vedrørende vores køn?

Billede
to kvinder i samtale

Du har måske bemærket, at der i vores dage er mange forskellige ideer om køn og identitet. Nogle mennesker skelner mellem begrebet køn og det biologiske køn. De omtaler deres kønsidentitet, som henvisende til en persons indre følelse af køn, selv om det er noget andet end deres biologiske køn. (Bemærk, at dette er forskelligt fra seksuel orientering, som omfatter fysisk, følelsesmæssig og seksuel tiltrækning til andre. Seksuel orientering vil blive diskuteret i den næste lektion).

En persons forståelse af at være henholdsvis mand eller kvinde kan være påvirket af kultur, samfundsnormer og opdragelse. Af disse og andre grunde kan strenge kønsstereotyper undertiden skabe forvirring hos nogle mennesker og kan endda være skadelige. Nogle mennesker kan f.eks. være bekymrede over, at deres interesser og evner ikke stemmer overens med visse kulturelle og sociale forventninger til deres biologiske køn. Det betyder ikke nødvendigvis, at der er uoverensstemmelse mellem deres biologiske køn og deres kønsidentitet. Det er vigtigt at huske, at en række elementer udgør vores komplette individuelle identitet, herunder vores guddommelige identitet, biologiske køn, gaver, evner, begavelser, ønsker og valg.

Selv når vi forstår de evige sandheder vedrørende vores køn, kan komplekse forhold i vores liv resultere i problematiske spørgsmål eller omstændigheder. Overvej følgende forhold:

  • Af årsager, der ikke helt forstås, oplever nogle personer på et eller andet tidspunkt i deres liv »følelser af uoverensstemmelse mellem deres biologiske køn og deres kønsidentitet. Som følge heraf kan de identificere sig som transkønnede. Kirken har ikke en holdning til årsagen til, at nogle identificerer sig som transkønnede« (Kirkens Håndbog, 38.6.23).

  • Nogle mennesker oplever måske ubehag eller frustration over de kulturelle og sociale forventninger, der er forbundet med deres biologiske køn.

  • Som nævnt i Kirkens håndbog, »I meget sjældne tilfælde fødes et barn, hvis kønsorganer ikke tydeligt er kvindelige eller mandlige« (38.7.7). Dette betegnes ofte som interkønnet. Denne omstændighed, og hvordan den behandles af forældre eller lægelige rådgivere, kan måske have indflydelse på den enkeltes kønsidentitet.

Som det fremgår af en kirkelig publikation om transkønnethed, oplever personer, der identificerer sig som transkønnede, »komplekse udfordringer«. De »fortjener i lige så høj grad kristuslignende kærlighed som alle Guds andre børn og bør behandles med følsomhed, venlighed og medfølelse« (»Transkønnet: Hører jeg til som medlem af Kirken?«, JesuKristiKirke.org). I stedet for at lade manglende forståelse eller en uretfærdig dom diktere, hvordan vi omgås andre, kan vi »forsøge at se andre med Kristi øjne« (»Transkønnet: Hvad kan jeg gøre for at vise kristuslignende kærlighed?«, JesuKristiKirke.org).

Billede
unge voksne i samtale
Billede
ikon, overveje

Overvejelser som forberedelse til undervisningen

Hvordan kan jeg være mere forstående og betænksom, når jeg diskuterer køn med andre, og når jeg overvejer den komplekse virkelighed som andre, jeg måske kender eller kommer i kontakt med, befinder sig i?

Afsnit 3

Hvad hvis jeg har spørgsmål om min kønsidentitet?

Hvis du har spørgsmål vedrørende dit køn eller oplever en følelse af kønsforskellighed, skal du vide, at du er elsket af din himmelske Fader og din Frelser. De er der altid for dig. Overvej, hvordan Jesus Kristus og hans evangelium kan hjælpe og styrke dig. Materialerne om og for transkønnede, som Kirken har offentliggjort, fremhæver disse vigtige sandheder og påmindelser:

Frelseren forstår til fulde alle vores unikke omstændigheder. Som mennesker har vi en begrænset forståelse. Vi kan ligesom Nefi sige, at vi »ved, at han elsker sine børn; alligevel forstår [vi] ikke betydningen af alting« (1 Ne 11:17). (»Transkønnet: Forstår Frelseren virkelig, hvad jeg går igennem?«, JesuKristiKirke.org)

Ikke alle omkring dig vil være i stand til at udtrykke kærlighed, medfølelse eller følsomhed på perfekt vis. I dagens verden er det let at blive krænket og at forårsage anstød. Betydelige udfordringer kan gøre os sårbare over for utilsigtede krænkelser på grund af malplacerede ord eller misforståede kommentarer. Som medlemmer af Kirken udvikler vi os alle sammen og bliver klogere hele tiden. (»Transkønnet: Hører jeg til som medlem af Kirken?«, JesuKristiKirke.org)

Søster Michelle Craig, førsterådgiver i Unge Kvinders hovedpræsidentskab har udtalt:

Billede
Søster Michelle D. Craig

Sidste dages hellige findes i mange former og størrelser, men »alle er lige for Gud« [2 Nefi 26:33] … Uanset hvem I er, eller hvad I står over for, så er I indbudt til Herrens bord. (»Åndelig evne«, Liahona, nov. 2019, s. 21).

Vær forvisset om, at alle evangeliets velsignelser er tilgængelige for enhver, der vælger at adlyde Guds befalinger. Du kan »aflægge og holde løfter til Gud« og »du kan vandre i hans lys og tage del i hans kirke« om du oplever følelser af kønsmæssig uoverensstemmelse eller ej (»Transkønnet: Hvordan kan jeg bidrage til Herrens rige?JesuKristiKirke.org).

Kirkens Håndbog beskriver at »transkønnede personer, der ikke foretager medicinsk, kirurgisk eller social overgang til det modsatte køn og er værdige, kan modtage kirkekaldelser, tempelanbefaling og tempelordinancer« (Kirkens Håndbog, 38.6.23). (Bemærk: »Social overgang omfatter ændring af tøj eller soignering, eller ændring af et navn eller [pronomener] han/hun, for at præsentere sig selv som noget andet end ens biologiske køn ved fødslen« [Kirkens Håndbog, 38.6.23]). Hvis du gerne vil vide mere, kan du tale med din biskop eller grenspræsident.

Selv om det ikke er i strid med Kirkens retningslinjer eller læresætninger, kan det begrænse din evne til at nå dine evige mål, hvis du offentligt betegner dig selv som transkønnet. Præsident Oaks gav dette råd:

Billede
Præsident Dallin H. Oaks

Vær forsigtige med, hvordan I karakteriserer jer selv … Den eneste egenskab, som bør karakterisere os, er, at vi er Guds søn eller datter. Denne kendsgerning går forud for alle andre karakteristika. (»How to Define Yourself«, New Era, juni 2013, s. 48)

Hver enkelt af os er et Guds barn med et potentielt evigt liv som bestemmelse. Alle andre mærkater … er midlertidige eller ubetydelige i den evige sammenhæng. Undlad at vælge at sætte en etiket på jer selv eller tænke på jer selv i begreber, der sætter en grænse for et mål, som I gerne vil stræbe efter. (»Where Will This Lead?« Ensign, maj 2019, s. 62)

Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum har også givet følgende forsikring:

Billede
Ældste D. Todd Christofferson

Alle [har] gaver; alle har talenter; alle kan bidrage til udfoldelsen af den guddommelige plan i hver generation … Mange af jer gør jeres allerbedste. Og når I, der bærer jordelivets tungeste byrder, står frem for at forsvare Guds plan for at ophøje sine børn, er vi alle parate til at marchere frem. Tillidsfuldt vidner vi om, at Jesu Kristi forsoning har forudset og i sidste ende vil kompensere for ethvert afsavn og tab hos dem, der vender sig mod ham. Ingen er forudbestemt til at modtage mindre end alt det, som Faderen har til sine børn. (»Hvorfor ægteskab, hvorfor familie«, Liahona, maj 2015, s. 52)

Billede
ikon, overveje

Overvejelser som forberedelse til undervisningen

Hvordan kan den lærdom, der er beskrevet i denne lektion, og troen på Jesus Kristus hjælpe dig eller nogen, du kender, med at løse spørgsmål angående vores køn?

Udskriv