Institut
Lektion 4, Klassens forberedelsesmateriale: Find mening og glæde i Herrens skaberværk


»Lektion 4, Klassens forberedelsesmateriale: Find mening og glæde i Herrens skaberværk«, Jesus Kristus og hans evigtvarende evangelium – Lærerens hæfte, 2023

»Lektion 4, Klassens forberedelsesmateriale«, Jesus Kristus og hans evigtvarende evangelium – Lærerens hæfte

Billede
et fredfyldt billede af naturen

Lektion 4, Klassens forberedelsesmateriale

Find mening og glæde i Herrens skaberværk

Præsident M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Tænk bare på, hvad der ville ske, hvis vi alle tog os tid til at se nærmere på naturens undere, der omgiver os, og koncentrerede os om at lære mere om den verden, som Gud har skabt til os!« (»Guds kærlighed til sine børn«, Stjernen, juli 1988, s. 52). Når I reflekterer over skabelsens mirakel, så overvej, hvad I kan lære om Skaberen og hans formål med os.

Afsnit 1

Hvordan kan en forståelse af formålet med skabelsen give mit liv mere mening?

Hvilke tanker og følelser har I haft, når I ser på stjernerne på nattehimlen – måske forundring, ærefrygt, ærbødighed eller tilmed en følelse af ubetydelighed?

Billede
stjerneklar nat

Videnskaben om astronomi giver os et glimt af universets rystende størrelse. Alene i vores galakse er der »mellem 200 og 400 milliarder stjerner. Alligevel er det kun en af milliarder af galakser … Tilsammen indeholder alle galakserne i det synlige univers omkring 30 milliarder billioner stjerner. Det kan dog være en lille brøkdel af det totale antal« (R. Val Johnson, »Worlds without Number«, Ensign, aug. 2013, s. 45).

I et bemærkelsesværdigt syn om skabelsen så Moses vores jord og dens indbyggere, og så lærte han om universets umådelige størrelse. Han lærte også, at under vor himmelske Faders ledelse skabte Jesus Kristus alt (se Moses 2:1, se også Mosi 3:8; Joh 1:1-3). Da Moses var vidne til Guds værk, »forundrede og undrede han sig meget« (Moses 1:8) og spurgte: »Sig mig, hvorfor disse ting er således, og hvorved du har skabt dem?« (Moses 1:30; se også vers 27-37).

Billede
ikon, studie

Læsning som forberedelse til undervisningen

Læs Moses 1:33, 38-39 og se efter, hvad Moses lærte om, hvorfor Gud skabte dette umådelige univers og alt liv i det.

Præsident Dieter F. Uchtdorf, der dengang var medlem af Det Første Præsidentskab, har om Guds formål med skabelsen sagt:

Billede
Præsident Dieter F. Uchtdorf

Gud selv sagde, at vi er årsagen til, at han skabte universet! Hans gerning og herlighed – formålet med dette storslåede univers – er at frelse og ophøje menneskeheden. Vor himmelske Fader skabte universet, så vi kan nå vores potentiale som hans sønner og døtre.

Det er et paradoks ved mennesket: Sammenlignet med Gud, er mennesket intet, og dog betyder vi alt for Gud (»I betyder noget for ham«, Liahona, nov. 2011, s. 20)

Billede
ikon, overveje

Overvejelser som forberedelse til undervisningen

Hvordan føles det at vide, at vi er årsagen til, at vor himmelske Fader og Jesus Kristus skabte universet?

Afsnit 2

Hvordan kan jeg finde større glæde i Herrens skaberværk?

Da himlene og jorden var blevet skabt, hvilede Gud på den syvende dag fra hele sit værk og sagde: »Alt mit arbejde, og alt, hvad jeg havde dannet, var fuldendt, og jeg, Gud, så, at det var godt« (Moses 3:2). Så velsignede han den syvende dag. Hvad kan I lære om Skaberen af, at han afsætter tid til at betragte skabelsens skønhed? Hvor ofte har I i den forgangne uge taget jer tid til at sætte tempoet ned og nyde Herrens skaberværk?

Billede
en person går på en sti

I en åbenbaring til profeten Joseph Smith påpegede Frelseren timelige og åndelige velsignelser, der kommer til dem, der holder sabbatsdagen hellig (se L&P 59:9-19). Disse velsignelser omfatter en glæde ved »jordens fylde« (L&P 59:16).

Billede
ikon, studie

Læsning som forberedelse til undervisningen

Læs Lære og Pagter 59:16-20 og se efter, hvordan Herren ønsker, at vi drager gavn af hans skaberværk.

Af alle undere på jorden er vi Guds største skaberværk. Vor himmelske Fader og Jesus Kristus »steg ned for at organisere mennesket i deres eget billede … mand og kvinde« (Abr 4:26-27). Præsident Gordon B. Hinckley bevidnede:

Billede
Præsident Gordon B. Hinckley

Vores legemer er hellige. De blev skabt i Guds billede. De er forunderlige, Guddommens kronende skaberværk (se »Vær rene«, Stjernen, juli 1996, s. 49.)

Billede
en mor holder sit barn

At modtage et legeme er centralt for vores evige udvikling (se L&P 93:33-34). Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret:

Billede
Ældste David A. Bednar

Vores fysiske legeme muliggør en bredde, dybde og intensitet af erfaringer, som ganske enkelt ikke kunne opnås i vores førjordiske tilstand (»Vi tror, at vi skal være kyske«, Liahona, maj 2013, s. 41).

I modsætning til Frelseren fordrejer Satan det guddommelige formål med vores legeme og lokker os til at misbruge det. Præsident Susan W. Tanner, tidligere hovedpræsident for Unge Kvinder, har sagt:

Billede
Præsident Susan W. Tanner

Satan frister mange til at gøre denne store gave, som legemet er, uren på grund af ukyskhed, usømmelighed, selvoptagethed og afhængighed. Han forfører nogle til at foragte deres legeme; andre frister han til at tilbede deres legeme. I begge tilfælde lokker han verden til at betragte legemet som blot en genstand …

Vores legeme er vores tempel. Vi er ikke mindre, men mere som vor himmelske Fader, fordi vi er legemliggjort … Må vi respektere legemets hellighed på jorden, så Herren kan helliggøre og ophøje det for evigt (»Legemets hellighed«, Liahona, nov. 2005, s. 13-15)

Billede
ikon, handling

Gør noget

Brug mindst et par minutter i dag på at nyde gaven ved jeres legeme og skønheden ved skabelsen. Gå en tur, lyt til regnen, duft til nogle friske blomster, spis noget frisk frugt, kig på skyerne, sæt jer ved et vandløb, se på stjernerne, lyt til fuglene, der synger, eller hold et nyfødt barn. Overvej at nedskrive, hvordan gaven i form af jeres legeme og skabelsen af denne jord giver jer glæde. Vær forberedt på at dele jeres oplevelse under timen.

Afsnit 3

Hvordan kan jeg få en større forståelse af Herrens skaberværk ved at studere skrifterne og videnskaben?

En måde, hvorpå vi lærer om Guds skaberværk, er gennem videnskab. F.eks. har vi lært meget om den menneskelige krops funktion gennem medicinsk forskning, om biodiversitet gennem økologi, om vejrmønstre gennem meteorologi og meget mere.

Billede
Lyn

Der kan være gange, hvor I lærer noget af videnskaben, der synes at modsige skrifterne. Når I støder på noget, der synes at være i konflikt, kan følgende perspektiv fra præsident Russell M. Nelson være nyttigt:

Billede
Præsident Russell M. Nelson

Der er ingen konflikt mellem videnskab og religion. Konflikt opstår kun som følge af ufuldstændig kundskab om enten videnskab eller religion eller begge dele …

Al sandhed er en del af Jesu Kristi evangelium. Uanset om sandhed kommer fra et laboratorium eller gennem åbenbaring fra Gud, er den forenelig! (»Church Leaders Gather at BYU’s Life Sciences Building for Dedication«, Church News, 17. apr. 2015, ChurchofJesusChrist.org).

Billede
en videnskabsmand bruger et mikroskop

Selvom videnskab kan hjælpe os til at forklare, hvordan de naturlige processer finder sted, fokuserer Herrens evangelium på hvorfor. Videnskab og religion behandler ofte forskellige grupper af spørgsmål. Profeterne i skriften lægger hovedsageligt vægt på det, vi har brug for at forstå om Skaberen og hans formål (se »Naturvidenskab og vores søgen efter sandhed«, Liahona, juli 2016, s. 54). Præsident Dallin H. Oaks har talt om grænserne for videnskabelig kundskab og sagde:

Billede
Præsident Dallin H. Oaks

Videnskabelige metoder kan føre os til det, vi kalder videnskabelig sandhed. Men »videnskabelig sandhed« er ikke hele formålet med livet. De, der ikke lærer »ved studium og også ved tro« (L&P 88:118), begrænser deres forståelse af sandhed til det, de kan bekræfte gennem videnskabelige metoder …

Vi finder sand og vedvarende glæde ved at få kundskab om og handle på sandheden om, hvem vi er, formålet med livet på jorden, og hvor vi skal hen, når vi dør. Disse sandheder kan ikke læres ved videnskabelige eller verdslige metoder (»Sandhed og planen«, Liahona, nov. 2018, s. 25-28)

Når vi kombinerer vores åndelige og videnskabelige læring om skabelsen, kan det øge vores forståelse af Gud, selvom vi stadig har ubesvarede spørgsmål. Når I tænker over jeres egne spørgsmål, så husk, at i tusindårsriget vil alt blive åbenbaret, herunder »det, som er ovenover, og det, som er nedenunder, det, som er i jorden og på jorden og i himlen« (L&P 101:34).

Billede
ikon, overveje

Overvejelser som forberedelse til undervisningen

Hvordan kan denne indsigt være med til at styrke jeres vidnesbyrd om Skaberen? (se Moses 6:63; Alma 30:44).

Udskriv