»Lektion 23 – Klassens forberedelsesmateriale: Lever med håb, når vi forbereder os på Jesu Kristi andet komme«, Jesus Kristus og hans evigtvarende evangelium – Lærerens hæfte, 2023
»Lektion 23 – Klassens forberedelsesmateriale«, Jesus Kristus og hans evigtvarende evangelium – Lærerens hæfte
Lektion 23 – Klassens forberedelsesmateriale
Lever med håb, når vi forbereder os på Jesu Kristi andet komme
Nogle mennesker betragter Herrens andet komme med frygt og ængstelse. Andre ser med glæde frem til det. Ældste Neil L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Intet øger mit ønske om at tale om Kristus mere end at visualisere hans tilbagekomst« (»Vi taler om Kristus«, Liahona, nov. 2020, s. 90). Når I studerer, så tænk over jeres følelser for Kristi tilbagekomst, og hvordan forberedelse med tro kan øge jeres håb.
Afsnit 1
Hvordan kan en korrekt forståelse af Frelserens andet komme og hans tusindårsrige give os håb og fred?
Da Jesus underviste sine disciple på Oliebjerget, åbenbarede han de tegn og forhold, der ville gå forud for hans andet komme. Frelseren erklærede, at der ville komme falske Kristus’er, falske profeter, krige, rygter om krige, hungersnød, pest, jordskælv, ugudelighed og tegn i himlene (se JS-M 1:22-23, 28-30, 33).
Ligesom Herrens fordums disciple kan I føle jer foruroliget over tegnene på hans tilbagevenden. I 1831 modtog profeten Joseph Smith en åbenbaring, der gav Herrens perspektiv på disse tegn.
Det er vigtigt at huske, at tegnene på Herrens andet komme også omfatter begivenheder omkring gengivelsen af hans evangelium. Tænk på, hvordan fremkomsten af Mormons Bog, præstedømmets gengivelse, levende apostle og profeter, missionering, tempeltjeneste og slægtshistorie og Israels indsamling forbereder os på Frelserens tilbagevenden (se Mal 4:5-6; Åb 14:6-7; 1 Ne 21:13-26; 3 Ne 21:1-11; L&P 1:14, 17-18; 65).
Præsident Russell M. Nelson har bevidnet:
Vor Frelser og Forløser, Jesus Kristus, vil udføre noget af sit mægtigste arbejde fra nu af og frem til, han kommer igen (»Åbenbaring for Kirken, åbenbaring for vores liv«, Liahona, maj 2018, s. 96).
Tusindårsriget vil følge det andet komme. Under tusindårsriget vil »Kristus personligt … regere på jorden« i tusind år (TA 1:10). En åbenbaring modtaget gennem profeten Joseph Smith antyder, hvordan livet vil være under tusindårsriget.
Når I tænker over Frelserens tilbagekomst og hans tusindårsrige, så overvej, hvordan følgende råd fra ældste Ronald A. Rasband fra De Tolv Apostles Kvorum kan anvendes i jeres liv:
Uanset hvor meget ugudelighed og kaos fylder på jorden, har vi baseret på vores daglige trofasthed i Jesus Kristus løftet om den »Guds fred, som overgår al forstand« (Fil 4:7). Og når Kristus kommer i al magt og herlighed, vil ondskab, oprør og uretfærdighed ophøre …
Ja, vi lever i hårde tider, men når vi bliver på pagtens sti, behøver vi ikke at frygte. Jeg velsigner jer med, at når I gør det, vil I ikke blive foruroliget over de tider, som vi lever i, eller de problemer, der måtte komme jeres vej … Jeg velsigner jer med tro på Jesu Kristi løfter, at han lever, og at han våger over os, han tager sig af os og står med os. (»Vær ikke foruroligede«, Liahona, nov. 2018, s. 19, s. 21).
Afsnit 2
Hvordan kan jeg bedre forberede mig selv og andre på Herrens tilbagevenden?
I forbindelse med tegnene på det andet komme (se Matt 24) fortalte Frelseren lignelsen om de ti brudepiger. Denne lignelse trækker på jødiske bryllupsskikke. Brudgommen fulgtes med sine bedste venner hen til brudens hus, hvor vielsen fandt sted. Efter ceremonien fortsatte bryllupsfesten i gommens hus med et festmåltid. Det forventedes af bryllupsgæsterne, der deltog i optoget, at de bar deres egne lamper for at indikere, at de var en del af bryllupsfesten.
Præsident Dallin H. Oaks fra Det Første Præsidentskab har sagt, at brudgommen repræsenterer Jesus Kristus, og brudepigerne er medlemmer af hans Kirke (se »Forberedelse til Kristi andet komme«, Liahona, maj 2004, s. 8).
Herren sagde dette om dem, som var forberedt til bryllupsfesten: »De, der er kloge og har modtaget sandheden og gjort den hellige Ånd til deres vejleder og ikke har ladet sig bedrage – sandelig siger jeg jer: De skal ikke blive hugget om og kastet i ilden, men skal udholde den dag« (L&P 45:57).
Præsident Nelson har også talt om vigtigheden af at bruge Helligånden som vores vejleder:
I den kommende tid vil det ikke være muligt at overleve åndeligt uden Helligåndens vejledende, anvisende, trøstende og konstante indflydelse …
Jeg beder jer om at øge jeres åndelige evne til at modtage åbenbaring. (»Åbenbaring for Kirken, åbenbaring for vores liv«, Liahona, maj 2018, s. 96).