Bibliotek
Lektion 81: Apostlenes Gerninger 1:1-8


Lektion 81

Apostlenes Gerninger 1:1-8

Indledning

Efter Jesu Kristi opstandelse betjente han sine apostle i 40 dage. Han forberedte dem til at være vidner om ham over hele jorden.

Forslag til undervisningen

Apostlenes Gerninger 1:1-8

Jesus betjener sine apostle i 40 dage

Bed eleverne om at forestille sig, at en ven med en anden tro henvender sig til dem med et ønske om at vide mere om vores kirke og spørger: »Hvem leder jeres kirke?«

Lad eleverne skrive i deres skriftstudiebog, hvordan de ville besvare dette spørgsmål.

Bed eleverne om at se efter en sandhed, når de studerer Apostlenes Gerninger 1:1-8, der kan hjælpe dem til at besvare spørgsmålet om, hvem der leder Kirken.

Lad eleverne fortælle, hvad de har fundet frem til.

  • Når I ser på titlen på den bog, vi skal til at studere, hvad tror I så, at den handler om?

Forklar, at Apostlenes Gerninger markerer en vigtig overgang i Det Nye Testamente. Bøgerne Matthæus, Markus, Lukas og Johannes fortæller om Frelserens jordiske tjenestegerning, deriblandt hans forsoning og opstandelse. Apostlenes Gerninger omhandler apostlenes tjenestegerninger efter Frelserens himmelfart.

Bed en elev om at læse Apostlenes Gerninger 1:1-2 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvem denne bog er skrevet til.

  • Hvem er Apostlenes Gerninger skrevet til?

Forklar, at Lukas er forfatteren til Apostlenes Gerninger, og at den »første bog«, som han henviser til i vers 1, er Lukasevangeliet, som han også skrev til Theofilus. Lukas’ hensigt med at skrive var at hjælpe Theofilus til at få sit eget vidnesbyrd om Jesus Kristus (se Luk 1:1-4).

Bed en elev om at læse Apostlenes Gerninger 1:2-4 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvor lang tid Jesus Kristus personligt betjente sine apostle efter sin opstandelse. (Du kan eventuelt forklare, at vendingen »mange beviser« i vers 3 henviser til de uomtvistelige beviser, Jesus kom med på, at han var opstået).

  • Hvor lang tid var Jesus Kristus sammen med sine disciple, efter han var opstået?

  • Hvad lærte Jesus dem i de 40 dage? (Ting angående Guds rige).

Begynd at tegne en simpel stregtegning af et hus på tavlen. (Eller du kan bygge et lille hus ved bruge nogle klodser eller noget ler).

Billede
line drawing, front and side of house

Når du er halvt færdig så bed en elev om at komme op til tavlen og færdiggøre tegningen for dig. Giv eleven meget præcise instruktioner om, hvordan huset skal færdiggøres. Du kan bede ham eller hende om at tilføje et tag, nogle vinduer og nogle træer og buske. Efter I har arbejdet sammen i et lille stykke tid, så gå over i den anden ende af klasselokalet og bliv ved med at give eleven instruktioner. Når huset er færdigt, så tak eleven og bed ham eller hende om at sætte sig ned.

Bed eleverne om at forestille sig, at tegningen af huset repræsenterer Guds rige på jorden, som er Jesu Kristi Kirke.

  • Hvordan kan vores metode, der blev brugt til at tegne huset, vise, hvordan Jesus Kristus grundlagde sin kirke under sin jordiske tjenestegerning og efter sin opstandelse? (Under sin jordiske tjenestegerning begyndte Frelseren at grundlægge sin kirke). Han kaldte andre til at hjælpe sig med at grundlægge den, og efter sin opstandelse ledte han deres bestræbelser, selvom han ikke længere var sammen med dem fysisk).

  • Hvordan leder Jesus Kristus ifølge vers 2 sin kirke? (Brug elevernes ord og skriv følgende sandhed på tavlen: Jesus Kristus leder sin kirke ved at åbenbare sin vilje til sine apostle gennem Helligånden).

Bed en elev om at læse følgende udtalelse af ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum højt:

Billede
Ældste Jeffrey R. Holland

»Fra første vers i [Apostlenes Gerninger] er erklæringen, at Kirken vil forsætte med at være guddommeligt ledt, ikke ledt af mennesket … En mere fyldestgørende titel for Apostlenes Gerninger kunne passende være noget lignende »Den opstandne Kristi gerninger gennem Helligånden i hans ordinerede apostles liv og tjenestegerning« …

Ledelsen af Kirken er det samme. Frelserens opholdssted er ændret, men Kirkens ledelse og lederskab er præcis den samme« (»Therefore, What?«, CES-konference om Det Nye Testamente, 8. aug. 2000, s. 6, si.lds.org).

  • Hvorfor er det vigtigt at vide, at Jesus Kristus fortsat leder sin kirke ved åbenbaring i vore dage?

Bed eleverne om at tænke over oplevelser, de har haft, der har styrket deres vidnesbyrd om, at Jesus Kristus leder sin kirke i vore dage gennem åbenbaring. Bed nogle elever om at fortælle om deres oplevelser. Fortæl eventuelt også selv om en oplevelse.

Lad forskellige elever på skift læse højt fra Apostlenes Gerninger 1:4-8. Lad resten af klassen følge med og se efter, hvad Frelseren befalede apostlene at gøre.

  • Hvad befalede Jesus ifølge vers 4 apostlene at gøre?

  • Hvad lovede Frelseren ifølge vers 5 apostlene, at de ville modtage, hvis de blev i Jerusalem?

  • Hvad ville Helligånden ifølge vers 8 give apostlene kraft til at gøre?

  • Hvad kan vi lære om apostlene af det, som Frelseren underviser om i vers 8? (Eleverne kan bruge andre ord, men sørg for, at de finder frem til følgende sandhed: Apostlene er vidner om Jesus Kristus og vidner om ham over hele jorden).

Hjælp eleverne til at forstå denne sandhed ved at bede en elev om at læse følgende udtalelse af præsident Gordon B. Hinckley:

Billede
Præsident Gordon B. Hinckley

»I vore dage har Herren kaldet 15 særlige vidner til at vidne om hans guddommelighed for hele verden. De har en enestående kaldelse, de er Herren Jesu Kristi apostle, udvalgt og bemyndiget af ham. De har fået befaling om at aflægge vidnesbyrd om, at han virkelig lever, med den magt og myndighed fra det hellige apostelembede, som de har fået overdraget« (»Særlige vidner om Kristus«, Liahona, apr. 2001, s. 5).

Skriv følgende ufuldstændige udtalelse på tavlen: Apostlene i vore dage vidner om, at Jesus Kristus …

Billede
Den levende Kristus

Hvis det er muligt, så uddel et eksemplar af »Den levende Kristus: Apostlenes vidnesbyrd« (Liahona, apr. 2000, s. 2-3) til hver elev i klassen. Du kan eventuelt også tage en kopi, klippe den ud i mindre stykker og dele dem ud til eleverne. Bed eleverne om at læse det for sig selv og se efter, hvordan de kan færdiggøre udtalelsen på tavlen. Når eleverne er færdige med at læse, så bed en elev om at komme op til tavlen og være skriver. Bed eleverne om at fortælle om, hvad de har fundet frem til, og bed eleven ved tavlen om at skrive deres svar på tavlen.

  • Hvilke af disse udtalelser har størst betydning for jer?

  • Hvordan påvirker nutidige apostles vidnesbyrd jeres personlige vidnesbyrd om Jesus Kristus?

Forklar, at selvom Apostlenes Gerninger 1:8 henviser specifikt til apostlens rolle som et særligt vidne om Frelseren, så lærer det os også om, hvad der kan hjælpe os til at være vidner om Jesus Kristus i hele verden.

  • Hvad er det ud fra Herrens løfte til apostlene i Apostlenes Gerninger 1:8, der gør det muligt for os at være vidner om Jesus Kristus? (Eleverne kan bruge andre ord, men sørg for at de finder frem til følgende sandhed: Gennem Helligåndens kraft kan vi blive vidner om Jesus Kristus).

  • Hvordan hjælper Helligånden os til at blive vidner om Frelseren?

Bed eleverne om at tænke over nogle gange, hvor de har følt Helligånden, når andre har båret deres vidnesbyrd om Jesus Kristus. Bed efter nogle få minutter eleverne om at fortælle om deres oplevelser. Mind eleverne om, at de ikke bør fortælle oplevelser, der er for hellige eller private.

  • Hvornår har I følt, at Helligånden har hjulpet jer med at vidne om Jesus Kristus for andre?

Tilskynd eleverne til at søge muligheder for at bære deres vidnesbyrd for andre og stole på, at Helligånden vil bekræfte sandheden af det, de vidner om.

Apostlenes Gerninger – Johannes’ Åbenbaring

Oversigt over anden halvdel af Det Nye Testamente

Forklar, at Apostlenes Gerninger 1:8 ikke kun underviser om sandheder, men også giver en oversigt over anden halvdel af Det Nye Testamente.

Skriv følgende på tavlen: Apostlenes Gerninger 1-5 = Jerusalem; Apostlenes Gerninger 6-9 = Judæa og Samaria; Apostlenes Gerninger 10-28 = Jordens ender (se Bible Dictionary i sdh-udgaven af den engelske bibel, »Acts of the Apostles«).

Forklar, at disciplene begyndte at bære vidnesbyrd om Jesus Kristus, som de havde fået besked på. Først forkyndte apostlene i Jerusalem, dernæst i Judæa og Samaria og derpå til jordens ender.

Lad eleverne slå op på indholdsfortegnelsen i Bibelen. Bed eleverne om at se på de bøger i Det Nye Testamente, der kommer efter Apostlenes Gerninger. Forklar, at alle brevene fra Paulus’ Brev til Romerne til Brevet til Hebræerne er skrevet af apostlen Paulus. Eleverne kommer til at lære mere om Paulus’ omvendelse og tjenestegerning, når de studerer Apostlenes Gerninger 9, 13-28

Bed eleverne om at finde Paulus’ Første Brev til Thessalonikerne. Forklar, at thessalonikerne var et folk, der boede i byen Thessalonika. Bed eleverne om at slå op på bibellandkort nr. 13, »Apostlen Paulus’ missionsrejser«, og find Thessalonika på kortet. Forklar, at mange af brevene i Det Nye Testamente blev skrevet til kirkens menigheder i forskellige byer for at adresse deres forskellige behov. Du kan også forklare, at disse breve ikke er i kronologisk rækkefølge i Det Nye Testamente. Man mener, at Paulus’ Første Brev til Thessalonikerne er det første brev, som Paulus skrev.

Bed eleverne om at se i indholdsfortegnelsen og finde frem til andre bøger, der er skrevet som breve til menigheder.

Forklar, at Paulus udover at skrive til menigheder også skrev til enkeltpersoner såsom Timotheus, Titus og Filemon.

Bed eleverne om at se efter, hvilke bøger der kommer efter Brevet til Hebræerne i indholdsfortegnelsen.

Forklar, at udover Paulus skrev andre apostle og kirkeledere også til kirkens medlemmer. Vi har stadig nogle af disse breve, som er Jakobs Brev til og med Judas’ Brev. Johannes’ Åbenbaring er en optegnelse om et syn, apostlen Johannes havde.

Bed eleverne om selv at fortsætte med at læse anden halvdel af Det Nye Testamente. Tilskynd dem til at bede, når de studerer, så Helligånden kan oplyse dem og hjælpe dem til at få en større forståelse, når de studerer lærdommene fra Det Nye Testamentes apostle.

Kommentar og baggrundsinformation

Apostlenes gerninger. Et overblik

Ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum sagde følgende om Apostlenes Gerninger:

»Apostlenes Gerninger viser Helligåndens virke i den sande kirke.

Blandt bøgerne i Bibelen er det den, der fortæller mest om, hvordan Kirken og Guds rige på jorden fungerer, når kongen Jesus ikke personligt er til stede på planeten jorden …

Apostlenes Gerninger fortæller om, hvordan de åndelige gaver øgedes, indtil de blev nydt af apostlene og af hele menigheder af trofaste …

Apostlenes Gerninger fortæller om fakta angående organisering i kirken, missionærrejser og den almene spredning af sandheden i en hedensk verden. Den fortæller om forfølgelserne, steningerne, retssagerne og voldshandlingerne, der hændte for dem, der rettede deres hjerte mod Kristus og stræbte efter at overvinde verden …

Men Apostlenes Gerninger er mere end en bog med åndelige superlativer; det er også en beretning om retfærdige mænd og deres svagheder og mundhuggerier, deres jalousi og dårskab, deres fiaskoer og deres succeser.

De hellige i tidernes midte var ikke fuldkomne. Paulus strides med Silas, irettesætter Peter og afviser Markus som missionærkammerat …

Således er Apostlenes Gerninger en bog for svage dødelige. Den viser de åndelige højder, de kan nå – hvor ufuldkomne, jaloux og stædige, de end kan være …

Apostlenes Gerninger viser i virkeligheden, hvordan Helligånden virker i den sande kirke; det er i sandhed bogen, der fortæller om, hvordan Gud leder sit jordiske rige« (Doctrinal New Testament Commentary, 3 bind, 1965-1973, 2:19-20).

Apostlenes Gerninger 1:2. Jesus Kristus leder sin kirke

Præsident Gordon B. Hinckley vidnede om, at Herren leder sin kirke – Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige:

»Lad det være klart for alle, at Jesus Kristus leder denne kirke, som bærer hans hellige navn. Han våger over den. Han leder den. Stående ved Faderens højre hånd leder han dette værk« (»Gud står ved roret«, Stjernen, juli 1994, s. 57).

Apostlenes Gerninger 1:4-8. Venter på Helligåndens løfte

Løftet om Helligånden, som Herren giver til apostlene ifølge Apostlenes Gerninger, kan synes forvirrende i lyset af Johannes 20:22, hvor der står, at Jesus »blæste … ånde i [apostlene] og sagde: ›Modtag Helligånden!‹« Ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, at det, at »Jesus ›blæste … ånde i dem‹, formodentlig betyder, at han lagde sine hænder på dem, mens han sagde dette: ›Modtag Helligånden‹« (Doctrinal New Testament Commentary, 3 bind, 1965-1973, 1:857).

Ældste McConkie brugte apostlenes oplevelse til at illustrere, at der er en forskel mellem faktisk at få Helligåndsgaven og faktisk at nyde gaven:

»De modtog således, men på dette tidspunkt nød de ikke godt af Helligåndsgaven … Helligåndsgaven er retten, baseret på trofasthed, til at modtage det konstante følgeskab af dette medlem af Guddommen; og denne gave overdrages ved håndspålæggelse efter dåben. Denne gave giver særlige velsignelser, hvis der er fuld efterlevelse af den tilhørende lov; enhver, som skænkes denne gave nyder eller besidder faktisk ikke den tilbudte gave. I dette tilfælde kunne apostlene først nyde godt af gaven pinsedag (ApG 2)« (Doctrinal New Testament Commentary, 1:857).

Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret, hvorfor apostlene fik at vide, at de skulle vente på Helligåndens følgeskab, før de opfyldte deres kald om at vidne om Jesus Kristus på hele jorden:

»Et øjenvidne er ikke tilstrækkeligt. Selv de oprindelige apostles viden og vidnesbyrd måtte rodfæstes i Helligåndens vidnesbyrd. [Præsident Joseph Fielding Smith] har fortalt os, at Helligåndens vidnesbyrd gør større indtryk på vores sjæl end ›et besøg af en engel‹ (Joseph Fielding Smith, Lærdomme om Frelse, 1:48). Og Bibelen viser, at når vi vidner på baggrund af et sådant vidne, vidner Helligånden til dem, som hører vore ord« (»Vidner om Kristus«, Stjernen, jan. 1991, s. 28).

Udskriv