Bibliotek
Lektion 151: Johannes’ Åbenbaring 1


Lektion 151

Johannes’ Åbenbaring 1

Indledning

Mens Johannes var på øen Patmos, skrev han et opmuntrende brev til syv af kirkens menigheder, hvor han beskrev en åbenbaring, han havde modtaget. Johannes bar vidnesbyrd om det, han havde modtaget af en engel og fra Jesus Kristus. Johannes skrev også detaljer om sit syn om Herren Jesus Kristus.

Forslag til undervisningen

Johannes’ Åbenbaring 1:1-11

Johannes bærer vidnesbyrd om sit syn

Sæt en genstand på et bord eller en stol foran klassen, før den begynder. Dæk genstanden til, så eleverne ikke kan se, hvad det er. Når klassen begynder, så bed eleverne om at gætte, hvad genstanden er. Når eleverne har gættet et par gange, så bed en elev om at komme op foran i klassen, og bed derefter ham eller hende om at løfte en del af det, der dækker genstanden, så kun han eller hun kan se genstanden. Bed eleven om at beskrive genstanden for klassen.

  • Hvordan kan den elev, der beskrev genstanden, repræsentere profeters og apostles roller?

Bed eleven om at sætte sig. Bed eleverne om at slå op på Johannes’ Åbenbaring. Forklar, at denne bog også er kendt som Apokalypsen, der på græsk betyder en åbenbaring, der afslører eller afdækker det, der er skjult. I denne bog nedskrev apostlen Johannes sandheder, der blev åbenbaret til eller afsløret for ham om Herren Jesus Kristus, hans rolle i vor himmelske Faders frelsesplan, de begivenheder, der leder op til hans andet komme, og hans herredømme i tusindårsriget.

Bed eleverne om at se efter sandheder, der blev åbenbaret til Johannes, når de studerer Johannes’ Åbenbaring.

Bed en elev om at læse Joseph Smiths oversættelse, Johannes’ Åbenbaring 1:1-3 højt, som findes i Guide til Skrifterne. Lad eleverne følge med og se efter, hvad Johannes sagde om den åbenbaring, han havde modtaget.

  • Hvorfor fik Johannes denne åbenbaring?

  • Hvad ønskede Johannes, at de hellige gjorde med denne åbenbaring?

Hjælp eleverne til at forstå, hvorfor Johannes nævnte både dem, som hører hans ord, og dem, der læser hans ord, ved at forklare, at på Johannes’ tid kunne mange hellige ikke læse, så de blev bekendt med Johannes’ Åbenbaring ved at høre andre, der læste den højt.

  • Hvad sagde Johannes om de folk, der ville læse, søge at forstå ordene og overholde (eller adlyde) de lærdomme, der står i Johannes’ Åbenbaring?

  • Hvordan vil I sammenfatte Johannes’ belæringer i Johannes’ Åbenbaring 1:3 i et princip? (Eleverne bør finde frem til følgende princip: Når vi læser, søger at forstå og overholder Herrens ord, vil vi blive velsignet).

Bed en elev om at læse Johannes’ Åbenbaring 1:4-7 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvem Johannes henvendte sig til i sit brev.

  • Hvem henvendte Johannes sig til i sit brev? (Forklar, at de »syv menigheder i provinsen Asien« henviser til syv af kirkens menigheder, der lå i det, der er den vestlige del af nutidens Tyrkiet. »De syv ånder« henviser til lederne af disse menigheder).

Bed nogle elever om på skift at læse højt fra Johannes’ Åbenbaring 1:5-8. Lad klassen følge med og se efter, hvad Johannes ønskede, at de syv menigheder skulle vide om Jesus Kristus. Foreslå eventuelt eleverne at markere det, de finder.

  • Hvad ønskede Johannes, at de syv menigheder vidste om Jesus Kristus?

  • Hvilken vending om Frelseren i disse vers betyder især noget for jer? Hvorfor? (Du kan eventuelt gøre opmærksom på, at alfa og omega er det første og det sidste bogstav i det græske alfabet. Denne titel indikerer, at Jesu Kristi rolle i vor himmelske Faders frelsesplan omfatter alt lige fra begyndelsen til enden. (Se også Åb 22:13)).

Bed en elev om at læse Johannes’ Åbenbaring 1:9-11 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvor Johannes var, da han modtog denne åbenbaring, og hvor de syv menigheder lå.

  • Hvor var Johannes, da han modtog denne åbenbaring? Hvor lå de syv menigheder?

Du kan eventuelt bede eleverne om at slå op på bibellandkort nr. 13, »Apostlen Paulus’ missionsrejser«, og finde Patmos og nogle af de syv byer, der bliver nævnt i Johannes’ Åbenbaring 1:11.

Hjælp eleverne til at forstå, hvordan Patmos ser ud ved at bede dem om at slå op på Bibelfoto nr. 32, »Øen Patmos«.

Forklar, at Johannes modtog åbenbaringen på et tidspunkt, hvor kirkens medlemmer havde det svært. På det tidspunkt var der intens forfølgelse af de hellige og frafald og splittelse blandt kirkens medlemmer. Udover det var alle apostlene undtagen Johannes blevet dræbt. Johannes’ Åbenbaring kan være skrevet, da den romerske kejser Domitian regerede. Han havde genindført tilbedelse af den romerske kejser i hele Romerriget og havde forvist eller henrettet dem, der ikke tilbad guder, der var godkendt af den romerske regering. Mange folk tror, at Johannes var blevet forvist til øen Patmos af den grund.

  • Hvordan beskrev Johannes ifølge Johannes’ Åbenbaring 1:10 de omstændigheder, hvorunder han modtog denne åbenbaring?

  • Hvad tror I, udtrykket »blev jeg grebet af Ånden« betyder?

  • Hvad befalede Jesus Kristus ifølge vers 11 Johannes at gøre?

Forklar, at vi lærer af Mormons Bog, at Nefi havde et syn lig Johannes’ syn. Nefi så begivenhederne i de sidste dage (deriblandt Jesu Kristi andet komme, tusindårsriget og færdiggørelsen af Guds værk her på jorden), men han fik befaling om ikke at skrive om dem, fordi Johannes var blevet forudordineret til at gøre det (se 1 Ne 14:24-29).

  • Hvorfor er det vigtigt for os at studere Johannes’ ord i Johannes’ Åbenbaring?

Bed eleverne, når de fortsætter deres studium af Johannes’ Åbenbaring, om at se efter sandheder om de sidste dage, det andet komme og færdiggørelsen af Guds værk på jorden.

Johannes’ Åbenbaring 1:12-20

Johannes ser Herren Jesus Kristus i et syn

Præsenter konceptet med symboler ved at vise (eller tegne på tavlen) nogle få billeder af nogle almindelige skilte i jeres kultur, som nemt kan forstås uden at bruge ord. Du kan for eksempel vise trafikskilte eller advarselsskilte. Bed eleverne om at forklare hensigten med disse skilte.

Forklar, at Johannes i Johannes’ Åbenbaring brugte symboler og billeder til at undervise i vigtige budskaber om evangeliet. Symboler kan være effektive undervisningsredskaber, fordi de kan kommunikere med folk i forskellige generationer og kulturer. De kan også kommunikere adskillige forskellige budskaber.

Del eleverne op i par. Bed hvert par om at læse Johannes’ Åbenbaring 1:12-18 højt sammen og se efter symboler, som Johannes brugte til at beskrive sin åbenbaring. Du kan eventuelt foreslå eleverne at markere de symboler, de læser om.

  • Hvilke symboler brugte Johannes til at beskrive sit syn?

handout iconGiv eleverne en kopi af følgende skema (eller tegn skemaet på tavlen). Bed hvert par om at læse skriftstedshenvisningen i skemaets højre kolonne og at skrive betydningen af hvert symbol, Johannes brugte, i den kolonne.

handout, Revelation 1

Symbolik i Johannes’ Åbenbaring 1

Det Nye Testamente – Seminar – Lærerens hæfte – lektion 151

Symbol

Mulig udlægning

Johannes’ Åbenbaring 1:12 – Syv guldlysestager

Johannes’ Åbenbaring 1:20; 3 Nefi 18:24

Johannes’ Åbenbaring 1:16-17 – Den højre hånd

Mark 16:19

Johannes’ Åbenbaring 1:16 – Syv stjerner

De syv stjerner er de syv menigheders tjenere (JSO, Åb 1:20) –

Johannes’ Åbenbaring 1:16 – Et skarpt, tveægget sværd

Hebræerne 4:12

Johannes’ Åbenbaring 1:18 – Nøglerne til døden og dødsriget

2 Nefi 9:10-13

Bed efter noget tid nogle af eleverne om at fortælle om den mulige betydning af hvert af de symboler, som Johannes brugte. Hvis der er brug for det, så hjælp dem til at finde frem til, at de syv lysestager repræsenterer de syv menigheder, der skal holde evangeliets lys frem; den højre hånd repræsenterer guddommelig kraft og godkendelse; de syv stjerner symboliserer de syv menigheders tjenere eller ledere, som bliver opretholdt af Herren; sværdet repræsenterer Guds ord, der udsteder dom over de ugudelige og frigiver de uskyldige; og nøglerne til døden og dødsriget repræsenterer Herrens kraft til at overvinde åndelig og fysisk død.

  • Ud fra det budskab, som Herren åbenbarede til sine hellige gennem Johannes, hvilken sandhed kan vi da lære om Jesus Kristus og hans forhold til sine trofaste tilhængere? (Eleverne kan bruge andre ord, men sørg for, at de finder frem til en sandhed lig den følgende: Jesu Kristi våger over og tager sig af sine trofaste tilhængere).

Mind eleverne om de udfordringer, som kirkens medlemmer på Johannes’ tid stod over for.

  • Hvorfor var det vigtigt for kirkens medlemmer på Johannes’ tid at vide, at Jesus Kristus fortsat vågede over og tog sig af dem?

  • Hvorfor er det vigtigt for os at huske den samme sandhed?

Bed eleverne om at tænke på et tidspunkt, hvor de følte, at Jesus Kristus vågede over og tog sig af dem. Lad et par stykker fortælle klassen om deres oplevelse. Du kan overveje også at fortælle en af dine egne oplevelser.

Bed en elev om at læse Johannes’ Åbenbaring 1:17-18 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Frelseren sagde til Johannes.

  • Hvilken læresætning kan vi lære om Jesus Kristus ud fra det, som han sagde til Johannes? (Eleverne kan bruge andre ord, men de bør finde frem til følgende læresætning: Jesus Kristus er et herliggjort væsen, der har magt over døden og dødsriget).

  • Hvilket håb kan denne læresætning have bragt de hellige på Johannes’ tid?

  • Hvilket håb kan denne læresætning give os?

  • Hvad lærer denne læresætning os om det endelige resultat af kampen mellem det gode og det onde, der findes på hele jorden?

Bed en elev om at læse følgende udtalelse om Johannes’ Åbenbaring højt:

»Budskabet i Johannes’ Åbenbaring er det samme som i alle skrifterne: Til sidst vil Gud sejre på denne jord over djævelen, en permanent sejr af det gode over det onde, af de hellige over deres forfølgere, af Guds rige over menneskers og Satans rige« (Bible Dictionary i den engelske sdh-udgave af Bibelen, »Revelation of John«).

Gør opmærksom på, at fordi vi ved, at det gode til sidst vil vinde over det onde, så mangler det stadig at blive afgjort, hvis side vi vælger at være på, Satans eller Guds. Du kan eventuelt vidne om Frelserens sejr over døden og dødsriget og om, at vi på grund af ham kan vælge at være på Guds side i kampen mellem det gode og det onde.

Bed eleverne om at tænke over, hvad de kan gøre for mere fuldt ud at vælge at være på Guds side. Giv dem en opfordring til at følge enhver tilskyndelse, de modtager.

Bed en elev om at læse Johannes’ Åbenbaring 1:19 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Herren sagde, at Johannes skulle skrive. Bed eleverne om at fortælle om, hvad de har fundet frem til.

Forklar, at der i Johannes’ Åbenbaring 1 står det, som Johannes skrev om sit syn om Frelseren. I Johannes’ Åbenbaring 2-3 står der det, som Johannes skrev om »det, som er« (Åb 1:19) eller kirkens tilstand på hans tid. I Johannes’ Åbenbaring 4-22 står der det, som Johannes skrev om »det, som siden skal ske« (Åb 1:19) eller fremtiden.

Kommentar og baggrundsinformation

Johannes’ Åbenbaring 1:12. Syv guldlysestager

Ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum sagde følgende om de syv guldlysestager, som Johannes så:

»Lysestager bringer lyset frem, de skaber det ikke. Deres funktion er at gøre det tilgængeligt, ikke at skabe det. Så ved at bruge syv lysestager til at skildre de syv menigheder, som Johannes giver råd til, viser Herren, at hans menigheder her på jorden skal bringe lyset til verden. Kristus er verdens lys (Joh 8:12). ›Hold jeres lys op, så det kan skinne for verden. Se, jeg er det lys, som I skal holde op – det, som I har set mig gøre‹ (3 Ne 18:24; Matt 5:14-16)« (Doctrinal New Testament Commentary, 3 bind, 1965-1973, 3:442).