Bibliotek
Introduktion til Markusevangeliet


Introduktion til Markusevangeliet

Hvorfor studere denne bog?

Markusevangeliet fortæller om Jesu Kristi tjenestegerning, død og opstandelse i en tempofyldt beretning, der ofte fokuserer på Frelserens mægtige gerninger. Den største af disse er forsoningen, som Markus fremhævede som central for Jesu mission som den længe ventede Messias. Ved at studere Markus’ optegnelse og vidnesbyrd om, hvordan Frelseren fuldførte sin tjenestegerning gennem sit sonoffer, kan eleverne blive yderligere omvendt til evangeliet og finde mod til at følge Frelseren.

Hvem skrev denne bog?

Markus (også kaldet Johannes Markus) er denne bogs skribent. Selv om Markus ikke var blandt Jesu Kristi oprindelige apostle, blev han senere omvendt og blev assistent for apostlen Peter, og han kan have skrevet evangeliet ud fra det, han lærte af Peter (se GS, »Markus«).

Markus og hans mor, Maria, boede i Jerusalem, og deres hjem var et samlingssted for nogle af de tidlige kristne (se ApG 12:12). Markus forlod Jerusalem for at hjælpe Barnabas og Saulus (Paulus) på deres første missionærrejse (se ApG 12:25; 13:4-6, 42-48). Paulus skrev senere, at Markus var sammen med ham i Rom (se Kol 4:10; Fil 1:24) og priste Markus som sin makker, der var »til god hjælp i [hans] tjeneste« (2 Tim 4:11). Peter omtalte ham som »min søn Markus« (1 Pet 5:13), der antyder et godt forhold mellem de to.

Hvornår og hvor blev den skrevet?

Vi ved ikke helt, hvornår Markusevangeliet blev skrevet. Markus skrev sandsynligvis sit evangelium i Rom mellem år 64 og 70 e.Kr. muligvis kort tid efter, at apostlen Peter led martyrdøden omkring år 64 e.Kr.

Hvem blev den skrevet til og hvorfor?

Markusevangeliet indeholder detaljer – så som oversatte aramæiske citater, latinske talemåder og en forklaring på jødiske skikke – hvorfor den virker til at være skrevet til et publikum, der mestendels bestod af romere og folk fra andre ikke-jødiske nationer og dem, der var blevet omvendt til kristendommen med stor sandsynlighed i Rom eller i det romerske imperie. Mange mener, at Markus kan have været med Peter i Rom i denne periode med alvorlige prøver på troen for mange medlemmer af Kirken rundt om i det romerske rige.

En tredjedel af Markusevangeliet fortæller om Frelserens undervisning og oplevelser i den sidste uge af sit liv. Markus bar vidnesbyrd om Guds lidende Søn, som i sidste ende triumferede over det onde, synden og døden. Dette vidnesbyrd betød, at Frelserens følgere ikke skulle frygte, når de blev forfulgt, når de blev prøvet eller slået ihjel, når de fulgte deres Mester. De kunne holde ud i tillid til, at Herren ville hjælpe dem, og at alle hans løfter i sidste ende ville blive opfyldt.

Hvad kendetegner denne bog?

Markusevangeliet begynder pludseligt og dramatisk og fastholder en hurtig, kronologisk gennemgang af begivenhederne. Markus bruger ofte ordet straks, der giver en følelse af et hurtigt tempo og handling.

Selv om mere end 90 procent af indholdet i Markus også findes i Matthæus og Lukas, indeholder Markus’ beretning yderligere detaljer, som hjælper os til i højere grad at påskønne Frelserens omsorg og folkets reaktioner på ham (sammenlign Mark 9:14-27 med Matt 17:14-18). For eksempel fortalte Markus om den vidtstrakte, entusiastiske modtagelse, som Frelseren modtog fra folk i Galilæa og andre steder i begyndelsen af hans jordiske tjenestegerning (se Mark 1:32-33, 45; 2:2; 3:7-9; 4:1). Markus fortæller også i detaljer om de skriftkloges og farisæernes negative reaktion, og deres modstand hurtigt voksede fra skepsis (se Mark 2:6-7) til planlægning af Jesu død (se Mark 3:6).

Blandt de vigtigste temaer i Markus er spørgsmålet om, hvem Jesus var, hvem der forstod, hvem han var, og disciplens rolle som den, der må »tage sit kors op og følge [Jesus]« (Mark 8:34). Herudover er Markus det eneste evangelium, der fortæller lignelsen om det voksende korn (se Mark 4:26-27), om helbredelsen af den døve person i Dakapolis-regionen (se Mark 7:31-37) og den gradvise helbredelse af den blinde mand i Betsajda (se Mark 8:22-26).

Oversigt

Markus 1-4 Jesus døbes af Johannes Døber og begynder at forkynde, han kalder disciple og udvirker mirakler. Da modstanden mod ham tager til, underviser han ved hjælp af lignelser.

Markus 5-7 Frelseren fortsætter med at udvirke mirakler og vise sin omsorg for andre. Efter Johannes Døber er slået ihjel, bespiser Jesus mere end 5.000 mennesker og går på vandet. Jesus taler mod falske overleveringer.

Markus 8-10 Jesus Kristus fortsætter med at udvirke mirakler. Peter bærer vidnesbyrd om, at Jesus er Kristus. Frelseren profeterer tre gange om sin lidelse, død og opstandelse, men hans disciple forstår endnu ikke betydningen af det. Han underviser dem om den ydmyghed og tjeneste, der fordres af hans disciple.

Markus 11-16 I den sidste uge af Frelserens liv, kommer han til Jerusalem, underviser disciplene, lider i Getsemane og korsfæstes. Jesus Kristus opstår.