Bibliotek
Hjemmestudielektion: Hebræerne 5-Jakobs Brev 1 (Del 28)


Hjemmestudielektion

Hebræerne 5-Jakobs Brev 1

Forberedelsesmateriale for hjemmestudielæreren

Sammenfatning af de daglige hjemmestudielektioner

Følgende sammenfatning af de begivenheder, læresætninger og principper, som eleverne lærte om, da de studerede Hebræerne 5-Jakobs Brev 1 (del 28), er ikke beregnet til at være en del af din lektion. Den lektion, du underviser i, er kun koncentreret om få af disse læresætninger og principper. Følg Helligåndens inspiration, idet du overvejer dine elevers behov.

Dag 1 (Hebræerne 5-6)

Af Paulus’ skrivelser om præstedømmets myndighed lærte eleverne, at de, der bliver ordineret til præstedømmet, skal kaldes af Gud gennem åbenbaring til hans bemyndigede tjenere. Eleverne lærte også følgende sandhed: Ved flittigt at holde ud til enden, tro på Jesus Kristus og være tålmodig kan vi arve de velsignelser, som Gud har lovet. Vores håb til Guds løfter er et åndeligt anker for vores sjæl.

Dag 2 (Hebræerne 7-10)

Da eleverne studerede Hebræerne 7-10, lærte de, at Jesus Kristus ofrede sit eget liv som et offer for vore synder, og hvis vi holder fast i vores tro på ham, kan vi komme ind i det celestiale rige på grund af Jesu Kristi forsoning.

Dag 3 (Hebræerne 11)

I deres studium af Paulus’ prædiken om tro lærte eleverne, at tro er forvisningen om ting, der håbes på, og overbevisning om det, der ikke ses. De lærte også følgende: For at behage Gud må vi udøve vores tro ved at komme til ham, tro på ham, og tro på, at han belønner dem, der flittigt søger ham. Når vi udøver tro på Jesus Kristus, kan vi udholde lidelser, udvirke mirakler, modtage guddommelige løfter, styrke vores vidnesbyrd om ham og udvikle os mod fuldkommenhed.

Dag 4 (Hebræerne 12-Jakobs Brev 1)

Da eleverne studerede det sidste af Paulus’ brev til hebræerne, lærte de, at hvis vi ser hen imod Jesu Kristi eksempel, så kan vi finde styrke til at lægge vore synder væk og tålmodigt udholde modgang. De lærte også, at hvis vi underkaster os irettesættelse fra vor himmelske Fader, så bliver vi mere som ham og kan have den fred, der kommer fra retskaffenhed. I deres studium af Jakobs Brev 1 lærte eleverne, at Gud rundhåndet giver visdom til dem, der beder til ham i tro.

Indledning

Apostlen Jakob rådede de adspredte israelitter til at være ordets gørere, at tjene andre og holde sig åndeligt rene.

Forslag til undervisningen

Bemærk: Eleverne lærte to mesterskriftsteder i denne del – Hebræerne 12:9 og Jakobs Brev 1:5-6. Du kan eventuelt læse eller fremsige disse skriftsteder sammen med klassen og bede eleverne om at forklare de læresætninger og principper, der belæres om i disse skriftsteder.

Jakobs Brev 1:22-27

Jakob opfordrer sine læsere til at være ordets hørere og gørere og til at tjene andre

Bed en elev om at læse følgende beretning højt af ældste Quentin L. Cook fra De Tolv Apostles Kvorum:

Ældste Quentin L. Cook

»Jeg mødte for nylig en god teenagedreng. Hans mål var at tage på mission, få en uddannelse, gifte sig i templet og få en trofast, lykkelig familie. Jeg var meget glad for hans mål. Men i løbet af vores samtale blev det tydeligt, at hans opførsel og de valg, han traf, ikke var i overensstemmelse med hans mål. Jeg følte, at han virkelig ønskede at tage på mission og undgik alvorlige overtrædelser, der ville forhindre en mission, men hans daglige opførsel forberedte ham ikke på den fysiske, psykiske, sociale, intellektuelle og åndelige udfordring, som han ville stå overfor. Han havde ikke lært at arbejde hårdt. Han tog ikke skolen eller seminar alvorligt. Han gik i kirke, men han havde ikke læst Mormons Bog. Han brugte ret meget tid på computerspil og de sociale medier. Han syntes at mene, at det var tilstrækkeligt bare at møde op til sin mission« (»Vælg klogt«, Liahona,, nov. 2014, s. 47).

  • Hvilke bekymringer ville I have haft ved denne mands manglende missionsforberedelse, hvis I var i ældste Cooks sted?

Bed en elev om at læse Jakobs Brev 1:22 højt. Bed klassen om at følge med og se efter, hvad Jakob belærte om, som kunne hjælpe den unge mand, som ældste Cook beskriver i sin beretning.

  • Hvad underviste Jakob om, som kunne hjælpe den unge mand?

Forklar, at der i Jakobs Brev 1:23-24 står, at Jakob sammenlignede en, der hører, men ikke gør, med en mand, der ser sig selv i spejlet, men så glemmer, hvordan han ser ud, når han går videre.

Bed en elev om at læse Jakobs Brev 1:25 højt. Bed klassen om at følge med og se efter, hvad der sker med dem, der vælger at handle på de sandheder, som de hører.

  • Hvad sker der med dem, der ikke blot er hørere, men også gørere? (Når eleverne har svaret, så skriv følgende princip på tavlen: Når vi hører Guds ord og anvender det, så velsigner han os i vore gerninger).

Bed eleverne om at vurdere sig selv som hørere og gørere af Guds ord ved at overveje følgende spørgsmål. Du kan eventuelt læse disse spørgsmål højt eller skrive dem på tavlen.

  • I hvor høj grad tror jeg på de sandheder, som jeg lærer i skriften, derhjemme, i kirken og til seminar?

  • Hvor ofte sætter jeg åndelige mål om at anvende de sandheder, som jeg lærer? Hvor ofte opnår jeg dem? Hvor ofte glemmer jeg dem?

  • Hvad kan jeg gøre for at være en bedre ordets gører, og ikke blot en hører?

Bær vidnesbyrd om de velsignelser, vi modtager, når vi gør det, som vi lærer.

Bed en elev om at læse Jakobs Brev 1:26-27 højt. Bed klassen om at følge med og se efter Jakobs forslag til, hvordan vi kan efterleve vores religion.

  • Hvordan kan vi ifølge Jakob efterleve vores religion eller vise vores hengivenhed overfor Gud?

Forklar, at Jakob i vers 27 omtaler at »tage sig af faderløse og enker i deres nød« som et eksempel på at tage sig af andre, og at »bevare sig selv uplettet af verden« betyder at forblive åndeligt ren, selv i en verden, hvor ugudelighed kan være fremherskende.

  • Hvilken sandhed kan vi lære af Jakobs Brev 1:27? (Eleverne bruger måske andre ord, men sørg for, at de finder frem til følgende sandhed: Vi udviser ren gudsdyrkelse, når vi tager os af andre og holder os selv åndeligt rene. Skriv denne sandhed på tavlen).

  • Hvordan kan det være et vigtigt tegn på vores hengivenhed overfor Gud, at vi tager os af andre og holder os selv åndeligt rene?

  • Hvem kender I, som er et godt eksempel på ren gudsdyrkelse i sit daglige liv? Hvad gør denne person, som inspirerer jer?

Bed eleverne om på et stykke papir at skrive en eller to ting, som de vil gøre i den kommende uge for at tage sig af nogen, der har brug for det, eller for at holde sig selv »uplettet af verden«. Tilskynd dem til at være Guds ords gørere ved at anvende dette princip i deres tilværelse.

Næste del (Jakobs Brev 2-1 Peter 5)

Forklar eleverne, at når de studerer Jakobs Brev 2-1 Peter 5, så vil de finde svarene på følgende spørgsmål: Hvad rådede Jakob de hellige til at gøre, hvis de så en bror eller søster, der »ikke har tøj at tage på og mangler det daglige brød«(Jak 2:15)? Hvad hvis vi ikke gør noget for at hjælpe de nødlidende? Hvorfor sagde Jakob, at »tro uden gerninger er … død« (Jak 2:26)? Hvilken del af legemet er ifølge Jakob »en ild«, der kan »[smitte] hele legemet« (Jak 3:6)? Hvilke velsignelser er der til den, der hjælper med at omvende en synder »fra den vildfarelse, han [eller hun] lever i« (Jak 5:20)? Hvilken årsag gav Peter til at forkynde evangeliet for de døde? Bed eleverne om at se efter svar på disse spørgsmål, når de studerer den næste skriftstedsblok.