Bibliotek
Lektion 43: Lukas 1


Lektion 43

Lukas 1

Indledning

Englen Gabriel viste sig for Zakarias og bekendtgjorde, at Zakarias og hans hustru, Elisabeth, ville få en søn, som de skulle give navnet Johannes. Seks måneder senere viste den samme engel sig for Maria og bekendtgjorde, at hun ville blive mor til Gud Søn. Maria besøgte Elisabeth, og de glædede sig over Frelserens komme. Tre måneder senere fødte Elisabeth Johannes.

Forslag til undervisningen

Lukas 1:1-4

Lukas forklarer formålet med at skrive sin fremstilling af begivenhederne

Vis følgende billeder og bed eleverne om at forklare, hvad der sker på hvert af dem: Josef og Maria rejser til Betlehem (Evangelisk kunst, 2009, nr. 29; se også LDS.org), Englen viser sig for hyrderne (nr. 31), Simeon ærer barnet Kristus (nr. 32), Drengen Jesus i templet (nr. 34), Den barmhjertige samaritaner nr. 44), Maria og Marta (nr. 45) og De ti spedalske (nr. 46). Påpeg, at disse og mange andre begivenheder og belæringer fra Frelserens jordiske tjenestegerning blev nedskrevet af Lukas, men de fremgår ikke af Matthæus-, Markus- eller Johannesevangeliet.

Josef og Maria rejser til Betlehem
Englen viser sig for hyrderne
Simeon ærer barnet Kristus
Kristus i templet

Kristus i templet af Heinrich Hofmann med tilladelse fra C. Harrison Conroy Co., Inc.

Den barmhjertige samaritaner
Maria og Marta
De ti spedalske

© Providence Collection/samtykke givet af GoodSalt.com

Introducer kort Lukasevangeliet ved at forklare, at Lukas indledte sit evangelium med et forord til en ved navn »Theofilus« (vers 3) og gav sin begrundelse for at skrive. Theofilus betyder Guds ven. Bed en elev om at læse Lukas 1:1-4 højt. Bed klassen om at følge med og se efter Lukas’ begrundelse for at skrive.

  • Hvilken begrundelse giver Lukas for at skrive denne beretning?

  • Hvad kan studiet af Lukasevangeliet gøre for os ud fra Lukas 1:4?

Forvis eleverne om, at de »kan vide, hvor pålidelig[e]« (vers 4) de sandheder, de har lært om Jesus Kristus er, når de studerer Lukasevangeliet.

Lukas 1:5-25

Englen Gabriel bekendtgør den kommende fødsel af Johannes til Zakarias, og Elisabeth føder

Bed eleverne om at tænke på en velsignelse fra Gud, som de venter eller håber på. Bed eleverne om at se efter sandheder i deres studium af Lukas 1, der kan hjælpe dem, når de venter på en velsignelse eller svar fra Gud.

Bed en elev om at læse Lukas 1:5-7 højt og bed klassen om at se, hvem der havde ventet på en bestemt velsignelse det meste af deres liv.

  • Hvilke detaljer lærer vi om Zakarias og Elisabeth af disse vers?

Sammenfat Lukas 1:8-10 ved at forklare, at Zakarias havde til opgave at brænde røgelsesofre i templet i Jerusalem, en ære der muligvis kun tilfaldt en præst en enkelt gang i livet.

Bed eleverne om at læse Lukas 1:11-13 for sig selv og se, hvad der skete, da Zakarias var i templet.

  • Hvilken bøn blev ifølge vers 13 besvaret for Zakarias og Elisabeth? (Påpeg, at Zakarias og Elisabeth sandsynligvis havde bedt om at få et barn i mange år). Du kan foreslå, at eleverne markerer vendingen »din bøn er hørt« i dette vers).

  • Hvordan må Zakarias have følt det, da han hørte, at han og Elisabeth ville få en søn, selv om de var »højt oppe i årene«? (vers 7).

Sammenfat Lukas 1:14-17 ved at forklare, at englen Gabriel fortalte Zakarias, at han og Elisabeth skulle opleve »fryd og glæde« (vers 14), og at deres søn skulle forberede mange mennesker på Herren.

Bed en elev om at læse Lukas 1:18-20 højt, og bed klassen om at se, hvad Zakarias sagde til englen. Lad nogle elever fortælle, hvad de har fundet frem til.

  • Hvad skete der med Zakarias, fordi han tvivlede på englens ord?

  • Hvad sagde englen, der ville ske med de ord, som han talte til Zakarias ifølge vers 20? (Eleverne bruger måske andre ord, men sørg for, at de finder frem til følgende sandhed: De ord, som Herren udtaler gennem hans tjenere, vil blive opfyldt i rette tid. Skriv denne sandhed på tavlen).

  • Hvad betyder vendingen »når tiden er inde«? (I henhold til Herrens tidsplan).

Henvis til udtalelsen på tavlen og spørg:

  • Hvad kan en viden om denne sandhed betyde for vores respons på Herrens løfter? (Når eleverne har svaret, redigerer du sandheden på tavlen, så udtalelsen kommer til at lyde: Vi kan have tillid til Herrens løfter, for hans ord vil blive opfyldt, når tiden er inde).

  • Hvordan kan denne sandhed hjælpe en, som længes efter, at et guddommeligt løfte bliver indfriet?

Sammenfat Lukas 1:21-24 ved at forklare, at Zakarias var stum, da han forlod templet. Elisabeth blev senere gravid, som englen havde lovet.

Bed en elev (helst en ung pige) om at læse Elisabeths ord højt fra Lukas 1:25. Bed klassen om at overveje, hvordan Elisabeth må have følt det, mens hun forberedte sig på at få et barn. Du skal muligvis forklare, at Elisabeths udtalelse om, at Herren havde »fjerne[t hendes] vanære blandt mennesker« kan henvise til den skam, hun havde oplevet på grund af ukorrekte holdninger, der var udbredte i oldtidens kulturer om, at barnløshed var en straf fra Gud.

Lukas 1:26-38

Englen Gabriel bekendtgør Marias kommende fødsel af Jesus

Englen Gabriel viser sig for Maria

Englen Gabriel viser sig for Maria

Vis billedet Bebudelsen: Englen Gabriel viser sig for Maria (Evangelisk kunst, nr. 28; se også LDS.org) og bed eleverne om at forestille sig, hvordan det må have været pludselig at se en engel. Sammenfat Lukas 1:26-27 ved at forklare, at i sjette måned af Elisabeths graviditet blev englen Gabriel sendt til Maria, en ung kvinde i Nazaret.

Bed en elev om at læse Lukas 1:28-33 højt. Bed klassen om at følge med og se efter vendinger, der kan have hjulpet Maria med at forstå vigtigheden af den opgave, som Gud gav hende.

  • Hvilke ord kan have hjulpet Maria med at forstå vigtigheden af den opgave, som Gud gav hende?

  • Hvad betyder titlen »den Højestes søn« (vers 32)? (Eleverne bruger måske andre ord, men de bør finde frem til følgende læresætning: Jesus Kristus er Gud Faderens Søn).

Bed eleverne om at læse Lukas 1:34 for sig selv og finde Marias spørgsmål. Lad dem fortælle, hvad de har fundet frem til. Forklar, at Marias udtalelse »Jeg har jo aldrig været sammen med en mand« betyder, at hun var jomfru.

Bed en elev om at læse Lukas 1:35-37 højt, og bed eleverne om at se, hvordan englen besvarede Marias spørgsmål.

Forklar, at vi ud over beretningerne i skriften ikke ved, hvordan miraklet med Jesu Kristi undfangelse fandt sted. Vi har kun fået at vide, at det var et mirakel, og at barnet, der senere skulle fødes, ville være Guds Søn.

  • Hvilke sandheder forkyndte englen i Lukas 1:37, der hjælper med at forklare denne mirakuløse begivenhed? (Eleverne bør finde frem til følgende sandhed: For Gud er intet umuligt. Du kan foreslå, at eleverne markerer denne sandhed i deres skrifter.

  • Hvad tror I, at Maria eller Elisabeth ville sige for at opmuntre os, hvis vi følte, at noget, som vi håbede på, var umuligt?

  • Hvilke oplevelser har styrket jeres tro på, at intet er umuligt for Gud?

Bed eleverne om at læse Lukas 1:38 for sig selv og se, hvordan Maria reagerede på englens besøg.

  • Hvilket bevis ser I i dette vers på, at Maria troede englens ord?

  • Hvordan adskilte Marias accept af englens ord sig fra Zakarias reaktion på englens bekendtgørelse i templet?

Giv eleverne en opfordring til at følge Maria og Elisabeths eksempel ved at tro på, at intet i deres eget liv, som Herren beder dem om, vil være umuligt med hans hjælp.

Lukas 1:39-56

Maria besøger Elisabeth, og begge kvinder bærer vidnesbyrd om Frelseren

Maria og Elisabeth

Maria besøger Elisabeth

Hvis det er muligt, kan du vise et billede af Maria, der besøger den gravide Elisabeth. Spørg eleverne, om de kan se, hvem det er, og hvad der sker på billedet.

  • Maria og Elisabeth kan synes som almindelige kvinder, men på hvilke måder spillede de vigtige roller, som ændrede verden?

Bed en elev om at læse Lukas 1:41-45 højt. Bed klassen om at følge med og se efter Elisabeths vidnesbyrd til Maria.

  • Hvad vidste Elisabeth allerede om Maria?

Bed en elev (helst en ung pige) om at læse Lukas 1:46-49 højt. Bed klassen om at følge med og se, hvordan Maria priste Herren.

  • Hvilken vending fra vers 49 brugte Maria til at beskrive, hvad Herren havde gjort for hende? (»Store ting«).

Bed eleverne om igen at læse Lukas 1:38, 45-46 for sig selv og se, hvad Maria havde gjort, som betød, at Herren kunne gøre »store ting« med hende.

  • Hvad havde Maria gjort, som betød, at Herren kunne gøre »store ting« med hende?

Påpeg, at vi også spiller vigtige roller, som vi er givet af Herren, på samme måde som Zakarias, Elisabeth og Maria havde deres rolle i den guddommelige plan.

  • Hvad vil der ud fra Marias eksempel ske i vores liv, hvis vi trofast forsøger at gøre det, som Herren ønsker af os? (Hjælp eleverne med at finde frem til følgende princip: Hvis vi trofast forsøger at gøre det, som Herren ønsker af os, kan han udføre store ting i vores liv).

  • Hvilke roller ønsker Herren, at I opfylder i hans plan?

  • Hvad kunne der ske i jeres liv, hvis I reagerede på Herrens ønsker, som Maria gjorde det?

Lukas 1:57-80

Johannes Døber fødes

Sammenfat Lukas 1:57-80 ved at forklare, at Zakarias, efter Elisabeth havde født, bekræftede, at barnet skulle hedde Johannes. Da han gjorde det, genvandt han øjeblikkeligt evnen til at tale igen, og han profeterede om Jesu Kristi mission og om Johannes.

Bær vidnesbyrd om, at Herren kan gøre store ting for og gennem os, hvis vi trofast opfylder vores gudgivne roller som Zakarias, Elisabeth og Maria gjorde det. Tilskynd eleverne til at påtage sig deres ansvar i Herrens plan.

Kommentar og baggrundsinformation

Lukas 1:34-35. Jesu Kristi undfangelse

Mens du underviser i Lukas 1:34-35, kan der opstå spørgsmål om Jesu Kristi undfangelse. Hvis spørgsmålene kommer, skal du huske denne advarsel fra præsident Lee:

»Hvis lærere er vise, når de taler om Jesu Kristi undfangelse, som Herren har sagt meget lidt om, vil de kun drøfte dette emne med præcis de ord, som der er skrevet i Lukas 1:34-35

Lad Herren afslutte med denne erklæring og vente, indtil han ønsker at sige mere« (The Teachings of Harold B. Lee, red. Clyde J. Williams, 1996, s. 14).

Lukas 1:38. »Lad det ske mig efter dit ord«

Lukas’ græske gengivelse af Marias ord reflekterer styrken i hendes beslutning. Hun indordnede sig ikke bare tøvende, men accepterede resolut sin rolle i frelsesplanen, som hvis hun havde sagt: »Absolut! Jeg vil være Herrens tjenerinde, som du har sagt.« (Få yderligere indsigt i Marias svar i afsnittet om Lukas 1:38 i New Testament Student Manual, CES-hæfte, 2014, s. 142).

Lukas 1:76. »Den Højestes profet«

Zakarias og Elisabeth var begge efterkommere af Aron, hvorfra alle Israels præster og ypperstepræster nedstammede. Johannes var derfor naturlig arving til Det Aronske Præstedømme og dets lederskab. Profeten Joseph Smith sagde: »Johannes var præst som sin far og bar Det Aronske Præstedømme« (i History of the Church, 5:257).