Introduktion til Jakobs Brev
Hvorfor studere denne bog?
Jakobs Brev er meget kendt blandt medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige for den væsentlige passage i Jakobs Brev 1:5, som førte Joseph Smith til at søge efter sandheden fra Gud. Gennem sit brev understregede Jakob, at vi skal være »ordets gørere, ikke blot dets hørere« (Jak 1:22). Studium af denne bog kan hjælpe eleverne med at forstå vigtigheden af at bevise deres tro gennem deres »gerninger« eller handlinger (se Jak 2:14-26), samt inspirere dem til at søge »livets sejrskrans, som Gud har lovet dem, der elsker ham« (Jak 1:12).
Hvem skrev denne bog?
I brevet står der, at det er skrevet af »Jakob, Guds og Herren Jesu Kristi tjener« (Jak 1:1).
Efter kristen tradition anses Jakob, ligesom Judas, for at være en af Josef og Marias sønner og dermed en halvbror til Jesus Kristus (se Matt 13:55; Mark 6:3; Gal 1:19). Det faktum, at Jakob bliver nævnt som den første i listen over Jesu brødre i Matthæus 13:55, kan indikere, at han var den ældste af halvbrødrene. Ligesom Herrens andre halvbrødre, blev Jakob ikke Jesu disciple i første omgang (se Joh 7:3-5). Men efter Jesu opstandelse var Jakob en af de personer, som Kristus viste sig for, som et opstandent væsen (se 1 Kor 15:7).
Senere blev Jakob apostel og, ifølge tidlige kristne forfattere, den første biskop i kirken i Jerusalem (se ApG 12:17; 21:18; Gal 1:18-19; 2:9). Som kirkeleder spillede han en fremtrædende rolle i rådet afholdt i Jerusalem (ApG 15:13). Hans indflydelse på kirken var uden tvivl styrket af hans slægtskab til Jesus, dog viste Jakob ydmyghed ved ikke at præsentere sig selv som Jesu bror, men som Herrens tjener (se Jak 1:1).
Hvornår og hvor blev den skrevet?
Det vides ikke, hvornår Jakob skrev brevet. Da Jakob boede i Jerusalem og varetog kirkens anliggender der, er det sandsynligt, at han skrev brevet i det område.
Det faktum, at Jakob ikke nævnte konferencen i Jerusalem omkring år 50 e. Kr. (se ApG 15) kunne indikere, at dette brev er skrevet, før den fandt sted. Hvis dette brev virkelig er skrevet inden konferencen i Jerusalem, er det et af de første breve i Det Nye Testamente, der er blevet skrevet.
Hvem blev det skrevet til og hvorfor?
Jakob skrev sit brev til »de tolv stammer, der lever spredt blandt andre folkeslag« (Jak 1:1), hvilket betyder hele Israels hus. Han opfordrede dem til at »modtage evangeliet … [og] komme ind i Kristi fold« (Bruce R. McConkie, Doctrinal New Testament Commentary, 3 bind, 1965-1973, 3:243). Jakob bad kirkens medlemmer om at leve deres liv som et udtryk for deres tro på Jesus Kristus.
Hvilke karakteristiske træk indeholder denne bog?
Jakobs Brev er nogle gange blevet klassificeret som visdomslitteratur, på samme måde som Ordsprogenes Bog i Det Gamle Testamente. Teksten i brevet består af korte forklaringer på principper for at leve et kristent liv. Derudover er der tætte paralleller mellem Frelserens bjergprædiken, nedskrevet i Matthæus 5-7, og Jakobs ord. Nogle lignende temaer inkluderer at udholde forfølgelse (se Jak 1:2-3,12; Matt 5:10-12), blive »fuldkomne« eller åndeligt modne (se Jak 1:4; 2:22, Matt 5:48), at bede om at få af Gud (Jak 1:5; Matt 7:7-8), gøre Guds vilje (se Jak 1:22; Matt 7:21-25) at elske andre (se Jak 2:8; Matt 5:43-44; 7:12), at kende godt og ondt ud fra frugterne (se Jak 3:11-12; Matt 7:15-20), være en fredsstifter (se Jak 3:18; Matt 5:9) og ikke sværge nogen ed (se Jak 5:12; Matt 5:34-37).
Oversigt
Jakobs Brev 1-2 Jakob hilser på sine læsere og introducerer nogle store temaer i sit brev, herunder at udholde prøvelser, søge visdom og leve i overensstemmelse med ens erklærede tro. Hørere af Guds ord må også være ordets gørere. Jakob definerer »ren gudsdyrkelse«, som at tage sig af de faderløse og enkerne, samt at stræbe efter at leve fri af synd (se Jak 1:27). Hellige skal elske deres næste og vise deres tro gennem deres gerninger.
Jakobs Brev 3-4 Jakob illustrerer den ukontrollerede tales destruktive natur og sætter den i kontrast til retfærdighedens frugt hos dem, som stifter fred. Han råder sine læsere til ikke at blive venner med verden, men at modstå djævlen og komme tættere på Gud.
Jakobs Brev 5 Jakob advarer de rige og ugudelige. Han afslutter sit brev med korte råd om de helliges ansvar for andre medlemmer af Kirken. Han råder de hellige til tålmodigt at holde ud til Herrens komme og til at være sandfærdige i al deres samtale. Jakob opfordrer de syge til at tilkalde ældsterne, så de kan salve dem med olie.