Hjemmestudielektion
Johannes’ Åbenbaring 1-11 (Del 31)
Indledning
Denne lektion kan hjælpe eleverne til at forstå, hvad Herren vil gøre for os, fordi han kender os og elsker os. Udover det kan det hjælpe eleverne til at vide, hvad de skal gøre for at få evigt liv.
Forslag til undervisningen
Johannes’ Åbenbaring 2-3
Johannes skriver Jesu Kristi ord til lederne af de syv menigheder
Bemærk: Du kan henvise til New Testament Student Manual, CES-hæfte, 2014, s. 531-532 for flere oplysninger om Herrens instruktioner til de syv menigheder.
Bed en elev om at læse følgende beretning af søster Sydney S. Reynolds, tidligere medlem af Primarys hovedpræsidentskab, højt. Lad klassen lytte efter, hvad de kan lære om Herren af denne beretning.
»Søster Gayle Clegg fra Primarys hovedpræsidentskab og hendes mand boede i en årrække i Brasilien. For nylig var hun på en opgave for Primary i Japan. Da hun kom ind i kirkesalen om søndagen, lagde hun mærke til blandt alle de japanske hellige en brasiliansk familie … Hun havde kun et øjeblik til at hilse på dem og syntes, at moderen og børnene var meget entusiastiske, men hun lagde mærke til, at faderen var meget stille. ›Jeg får mulighed for at tale med dem efter mødet,‹ tænkte hun, da hun hurtigt blev vist op på forhøjningen. Hun sagde sit budskab på engelsk, som så blev oversat til japansk, og så følte hun sig tilskyndet til også at bære sit vidnesbyrd på portugisisk. Hun tøvede, da der ikke var nogen oversætter for portugisisk, og 98% af personerne ville ikke forså, hvad hun sagde.
Efter mødet kom den portugisiske fader hen til hende og sagde: ›Søster, skikkene er så anderledes her, og jeg har været ensom. Det er svært at komme i kirke og ikke forstå noget. Nogle gange tænker jeg på, om det ville være bedre, hvis jeg bare læser i mine skrifter derhjemme. Jeg sagde til min hustru: ›Jeg giver det én chance til,‹ og jeg kom i dag for det, jeg troede ville blive min sidste gang. Da du bar dit vidnesbyrd på portugisisk, rørte Ånden mit hjerte, og jeg vidste, at det var her, jeg hørte til. Gud ved, at jeg er her, og han vil hjælpe mig‹« (»Han kender os; han elsker os«, Liahona, nov. 2003, s. 76).
-
Hvad kan vi lære om Herren af denne oplevelse?
Skriv følgende ufuldstændige udtalelse på tavlen: Fordi Herren kender os hver især … Bed eleverne om at se efter sandheder, når de studerer Johannes’ Åbenbaring 2-3, der kan hjælpe dem til at forstå, hvad Herren kan gøre for dem, fordi han kender dem.
Forklar, at Johannes’ Åbenbaring 2-3 indeholder apostlen Johannes’ optegnelse af Jesu Kristi ord til de syv menigheder i Lilleasien (nutidens Tyrkiet).
Bed en elev om at læse Johannes’ Åbenbaring 2:1-3, 6 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Herren vidste om de hellige i Efesos.
-
Hvad vidste Herren om de hellige i Efesos? (Forklar, at ordet nikolaitternes (v. 6) kan henvise til en gruppe, hvis medlemmer hævdede, at de kunne begå seksuelle synder uden straf, fordi Guds nåde ville frelse dem (se Bible Dictionary i den engelske sdh-udgave af Bibelen, »Nicolaitans«)).
Gør opmærksom på, at der i disse vers står, at Herren roste eller priste de hellige for deres gode gerninger. Fortsæt på tavlen, så der står: Fordi Herren kender os hver især, kan han give os personlig ros …
Bed en elev om at læse Johannes’ Åbenbaring 2:4-5 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Herren ellers vidste om de hellige i Efesos.
-
Hvad vidste Herren ellers om de hellige i Efesos?
Gør opmærksom på, at Herren irettesatte de hellige på grund af deres synder. Færdiggør udtalelsen på tavlen, så den gengiver følgende sandhed: Fordi Herren kender os hver især, kan han give os personlig ros og irettesættelse.
-
Hvordan kan vi modtage personlig ros og irettesættelse fra Herren? (Gennem vore personlige bønner, skriftstudium, råd fra Kirkens ledere og forældre og vores patriarkalske velsignelse).
-
Hvordan kan en viden om, at Herren kan give os personlig ros og irettesættelse påvirke, hvordan vi griber vores personlige skriftstudium og vore bønner an? Hvordan kan det påvirke, hvordan vi reagerer på vore kirkeledere og forældres råd?
-
Hvorfor bør vi gøre en indsats for at opsøge personlig ros og irettesættelse fra Herren?
-
Hvornår har I oplevet, at Herren har givet jer personlig ros og irettesættelse? Hvordan har denne oplevelse hjulpet jer til at vide, at Herren kender jer personligt? (Fortæl eleverne, at de ikke skal fortælle om oplevelser, der er for hellige eller private. Du kan også fortælle om en oplevelse).
Bed eleverne om at tænke over, hvilke ting de gør, som Herren vil rose dem for, såvel som hvilke tanker eller hvilken opførsel han måske vil irettesætte dem for. Tilskynd eleverne til at sætte et mål om at omvende sig, når Herren irettesætter dem.
Bed en elev om at læse Johannes’ Åbenbaring 2:7 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Herren lovede dem, der sejrer eller holder trofast ud til enden.
-
Hvad lovede Herren dem, der sejrer, eller som holder ud til enden i retfærdighed?
-
Hvad tror I, det betyder at »spise af livets træ« (v. 7)?
-
Hvordan kan det have været en hjælp for de hellige i Efesos, at de hørte om de lovede velsignelser, efter de var blevet irettesat?
Mind eleverne om, at Herren udover at henvende sig til kirkens menighed i Efesos også henvendte sig til andre af kirkens menigheder i Lilleasien.
Del klassen op i fem grupper, og giv hver gruppe en af følgende skriftstedshenvisninger:
-
Johannes’ Åbenbaring 2:18-29. (Giv den gruppe, der får denne henvisning, en kopi af Joseph Smiths oversættelse af Johannes’ Åbenbaring 2:26-27: »Og til den, der sejrer og overholder mine bud indtil enden, vil jeg give magt over mange riger; og han skal regere dem med Guds ord; og de skal i hans hænder være som lerkrukker i pottemagerens hænder; og han skal regere dem med tro, med upartiskhed og med retfærdighed, ligesom jeg blev taget imod af min Fader«).
-
Johannes’ Åbenbaring 3:1-6 (Giv den gruppe, der får denne henvisning, en kopi af Joseph Smiths oversættelse af Johannes’ Åbenbaring 3:1-2: »Og skriv til tjeneren for menigheden i Sardes: Dette siger han, som har de syv stjerner, som er Guds syv tjenere. Jeg kender dine gerninger. Du har ord for at leve, men er død. Vær derfor årvågen og styrk dem, der bliver tilbage, som er rede til at dø, for jeg har ikke fundet dine gerninger fuldkomne for Gud«).
Bed eleverne om at læse deres tildelte vers sammen som gruppe og se efter, hvad Herren rådede de hellige til at gøre og de velsignelser, han lovede, at de ville modtage, hvis de gjorde det. Forklar, at ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum sagde, at »den skjulte manna« i Johannes’ Åbenbaring 2:17 er »livets brød, Guds gode ord, hans lære, han som er livets brød – hvoraf alt er gemt for det kødelige [verdslige] sind. De, der spiser deraf, skal aldrig sulte mere; evigt liv er deres endelige arv« (Doctrinal New Testament Commentary, 3 bind, 1965-1973, 3:451).
Bed efter noget tid en person fra hver gruppe om at fortælle om, hvad hans eller hendes gruppe fandt frem til. Bed en elev om på tavlen (under de lovede velsignelser fra Johannes’ Åbenbaring 2:7) at skrive de lovede velsignelser, som hver gruppe fandt frem til (se Åb 2:11, 17, 26; 3:5, 12). Når listen er færdig, så gør opmærksom på, at hver af disse løfter henviser til at modtage ophøjelsens velsignelser, der er betingede af, at vi holder trofast ud til enden.
-
Hvilket princip kan vi finde frem til i disse vers om, hvad vi skal gøre for at modtage ophøjelsens velsignelser? (Hjælp eleverne til at finde frem til et princip lig det følgende: Hvis vi sejrer, kan vi modtage ophøjelsens velsignelser).
Forklar, at de, der modtager ophøjelsens velsignelser, er dem, som gennem Guds nåde overvinder alle forhindringer, der kunne afholde dem fra at vende tilbage til ham. Det omfatter verdslighed, prøvelser, synd og død.
Bed eleverne om at tænke over, hvad de har brug for at overvinde i deres liv. Tilskynd dem til i bøn at bede vor himmelske Fader om hjælp til at overvinde forhindringer, der kunne afholde dem fra at vende tilbage til ham. Bær vidnesbyrd om vor himmelske Faders magt til at hjælpe dem med at overvinde enhver forhindring.
Næste del (Johannes’ Åbenbaring 12-22)
Spørg eleverne, om de nogensinde har tænkt over den endelige dom og begivenheder, der fandt sted i den førjordiske tilværelse. Hvad skrev apostlen Johannes om krigen i himlen? Hvor mange blev styrtet ned sammen med Satan? Hvordan vil den endelige dom være? Hvad vil vi blive dømt ud fra, når vi står foran Gud? Hvordan beskrev Johannes den celestiale pragt? Forklar, at når de studerer Johannes’ Åbenbaring 12-22 i den kommende uge, vil de finde svar på disse spørgsmål.