Bibliotek
Introduktion til Johannes’ Andet Brev


Introduktion til Johannes’ Andet Brev

Hvorfor studere denne bog?

I sit andet brev udtrykker Johannes bekymring for de frafaldnes indflydelse på kirken. På samme tid udtrykte han også glæde over kirkens medlemmer, som var forblevet stærke og loyale mod evangeliet (se 2 Joh 1:4). Disse ord viser den glæde og taknemlighed, som kirkeledere føler for dem, som forbliver trofaste mod Herren. Når eleverne studerer Johannes’ Andet Brev, kan de blive styrket af Johannes’ påmindelse om at elske hinanden, adlyde Guds bud og forblive tro mod Kristi lære.

Hvem skrev denne bog?

Forfatteren præsenterede sig selv som »den ældste« (2 Joh 1:1), og man antager, at Johannes, en af de oprindelige tolv apostle, skrev dette brev (se Guide til Skrifterne, »Johannes, Zebedæus søn, Johannesbrevene«).

Hvornår og hvor blev den skrevet?

Vi ved ikke helt, hvornår og hvor Johannes’ Andet Brev blev skrevet.

Hvis antagelsen om Johannes’ lange ophold i Efesos er korrekt, kan han have skrevet dette brev derfra mellem år 70 og 100 e.Kr.

Hvem blev bogen skrevet til og hvorfor?

Johannes’ Andet Brev blev skrevet til »den udvalgte frue og hendes børn« (2 Joh 1:1). Det er uvist, om Johannes skrev til sin familie eller en anden bestemt gruppe mennesker, eller om han talte til kirken samlet i billedsprog.

Ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum skrev, at Johannes’ Andet og Tredje Breve kan være breve, som Johannes skrev til medlemmer af sin nære familie (se Doctrinal New Testament Commentary, 3 bind, 1965-1973, 3:409-410, 412-414).

En anden mulighed er, at »den udvalgte frue« faktisk henviser til en kristen menighed (se 2 Joh 1:13). Det græske ord for kirke er et hunkønsord, og det var almindeligt at personificere kirken som en kvinde (se Ef 5:25-27, 32; JSO, Åb 12:1-3, 7 (i Guide til Skrifterne); Åb 19:7-8).

Ligesom med Johannes’ Første Brev skrev Johannes tilsyneladende dette brev som svar på falske læresætninger om, at Jesus Kristus ikke kom til jorden i kødet. Han forklarede, at medlemmer, som underviste i, at Kristus ikke havde et fysisk legeme, ikke skulle blive modtaget i nogens hus eller menighed (se 2 Joh 1:7-10).

Hvilke karakteristiske træk har denne bog?

I dette brev advarede Johannes om falske lærere, som var kommet ind i kirken. Han rådede kirkens medlemmer til ikke at lytte til eller omgås med disse personer.

Oversigt

Johannes’ Andet Brev 1 Johannes minder kirken om befalingen om at elske hinanden. Han advarer mod falske lærere og bedragere i kirken og råder kirkemedlemmerne til at forbyde at lade dem blive i deres menigheder.