Bibliotek
Lektion 149: 2 Johannes-3 Johannes


Lektion 149

2 Johannes-3 Johannes

Indledning

Johannes advarede de hellige om folk, der vil bedrage og forkynde, at Jesus Kristus ikke kom i kødet. Han roste også Gajus for hans trofasthed.

Bemærk: Denne lektion indeholder et undervisningsforslag til 3 Johannes, hvor eleverne modtager et brev fra deres forældre eller kirkeledere. Hvis du vælger at bruge dette undervisningsforslag, så skal du forberede det nogle dage i forvejen. Bed hver elevs forældre eller, hvis der er behov for det, lokale kirkeleder om at skrive et kort brev til eleven, hvor de udtrykker den glæde, de har følt, når de har set elevens bestræbelser på at efterleve evangeliet. Sørg for, at du har et brev til hver elev fra deres forældre eller kirkeleder den dag, når du skal undervise i den lektion.

Forslag til undervisningen

2 Johannes

Johannes advarer om folk, der underviser i falsk lære

Nævn en kendt sportsudøver, som de fleste af eleverne kender.

  • Hvad gør denne sportsudøver for at have et godt helbred, så vedkommende klarer sig godt?

  • Hvad kunne der ske, hvis denne sportsudøver, efter vedkommende havde arbejdet hårdt på at komme i form, holdt op med at træne og begyndte at spise junkfood, se meget TV, spille computerspil og tage stoffer, der er skadelige for kroppen?

Bed eleverne om at tænke over, hvordan den indsats, succesfulde sportsudøvere skal yde for at bevare deres topform, kan sammenlignes med den indsats, som Kirkens medlemmer skal yde for at beholde de velsignelser, de har fået gennem evangeliet. Bed dem om at se efter et princip, når de studerer 2 Johannes, der kan hjælpe dem til at beholde de velsignelser, de har fået som medlem af Kirken.

Sammenfat 2 Johannes 1:1-4 ved at forklare, at apostlen Johannes begynder sit brev ved at henvende sig til »den udvalgte frue og hendes børn«, som kan have været enten en direkte henvendelse til et kvindeligt medlem af kirken og hendes børn eller et symbolsk sprog for at beskrive en menighed i kirken.

Bed en elev om at læse 2 Johannes 1:5-6 højt. Lad klassen følge med og se efter det bud, Johannes mindede de hellige om.

  • Hvilket bud mindede Johannes de hellige om?

Bed en elev om at læse 2 Johannes 1:7 højt. Lad klassen se efter, hvorfor Johannes rådede kirkens medlemmer til at leve efter (se 2 Joh 1:6) eller holde buddene.

  • Hvorfor rådede Johannes kirkens medlemmer til at holde buddene?

  • Hvad underviste »bedragere« (v. 7) i?

Forklar, at da Johannes skrev dette brev, var en filosofi kaldet docetisme ved at blive populær. Docetister troede på, at Gud var så ophøjet, at han var over lidelse, død eller enhver anden oplevelse på jorden. Derfor konkluderede de, at Jesus Kristus, som Guds Søn, ikke kom i kødet, men at hans ånd bare syntes at gøre ting, som et almindeligt menneske ville gøre eller opleve.

  • Hvilke eksempler er der på falske lærdomme i vore dage, som er i modstrid med evangeliets sandheder?

  • Hvorfor er disse lærdomme åndeligt farlige?

Bed en elev om at læse 2 Johannes 1:8 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Johannes rådede kirkens medlemmer til at gøre i lyset af disse falske lærdomme. Forklar, at »tag jer i agt« betyder at være årvågen eller forsigtig med ikke at tage falske lærdomme til sig.

  • Hvilket princip kan vi lære af Johannes’ belæringer i vers 6-8 om, hvordan vi fortsat kan nyde de velsignelser i evangeliet, som vi har modtaget? (Eleverne bør bruge deres egne ord til at finde frem til et princip lig det følgende: Når vi holder buddene og er årvågne, kan vi fortsat nyde de velsignelser i evangeliet, som vi har modtaget. Skriv dette princip på tavlen).

Bed eleverne om i deres skriftstudiebog at skrive en liste over de velsignelser i evangeliet, som de allerede har modtaget eller håber at modtage. Lad dem fortælle klassen, hvad de har skrevet. Skriv deres svar på tavlen.

  • Hvordan kan det forhindre os i at få og fortsat nyde disse velsignelser i evangeliet, hvis vi tager falske lærdomme til os?

Bed en elev om at læse 2 Johannes 1:9 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Johannes sagde, at der ville ske med dem, der bliver i Kristi lære eller holder sig tæt til og holder ud i evangeliet.

  • Hvad har de, der bliver i Kristi lære, hos sig? (Når eleverne har svaret, så skriv følgende princip på tavlen: Hvis vi bliver i Kristi lære, vil vi have både Faderen og Sønnen hos os).

Gør opmærksom på, at en måde, hvorpå vi har Faderen og Sønnen hos os, er ved Helligåndens følgeskab.

Lad eleverne tænke over deres bestræbelser på at holde buddene, være årvågne og blive i evangeliet. Bed dem om at skrive ned, hvorfor de gerne vil beholde de velsignelser, de har modtaget gennem evangeliet, og en ting, de vil gøre nu for at blive mere trofast og konsekvent i at overholde buddene.

Sammenfat 2 Johannes 1:10-13 ved at forklare, at Johannes opfordrede de hellige til at undgå folk, der spredte falske lærdomme. Han udtrykte også sit ønske om selv at besøge de hellige, han skrev til.

3 Johannes

Johannes roser Gajus for hans trofasthed

Tag en lille sten og en stor skål med vand med til klassen. Bed en elev om at smide den lille sten ned i vandet uden at lave nogle ringe.

  • Hvorfor er det umuligt for vandet ikke at blive påvirket af stenen?

  • Hvem kan udover jer selv blive positivt påvirket af jeres valg om at efterleve evangeliet?

Forklar, at Johannes, som der står i 3 Johannes, henvendte sig til et trofast medlem af kirken, der hed Gajus.

Bed en elev om at læse 3 Johannes 1:1-4 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvordan Johannes blev påvirket af Gajus’ trofaste efterlevelse af evangeliet. Forklar, at børn i vers 4 kan henvise til kirkemedlemmer, som Johannes havde omvendt til evangeliet.

  • Hvordan blev Johannes påvirket af Gajus’ trofaste efterlevelse af evangeliet?

  • Hvordan vil I sammenfatte en sandhed fra disse vers om, hvordan efterlevelse af evangeliet kan påvirke os selv og andre? (Eleverne kan finde frem til forskellige sandheder, men sørg for, at de finder frem til en sandhed lig den følgende: Efterlevelse af evangeliet bringer glæde, ikke kun til os selv, men også til andre).

  • Hvornår har I oplevet glæde på grund af, at andre trofast har efterlevet evangeliet?

For yderligere at illustrere denne sandhed kan du, hvis du vælger at få forældre eller kirkeledere til at skrive et brev til eleverne, dele dem ud nu. Sørg for, at hver elev har et brev fra sine forældre eller fra en kirkeleder, og giv eleverne tid til at læse deres brev.

Sammenfat 3 Johannes 1:5-14 ved at forklare, at Johannes roste Gajus for hans villighed til at modtage rejsende kirkeledere eller missionærer, og han kritiserede en lokal kirkeleder, der hed Diotrefes, som ikke tog sig af Johannes og hans ledsagere.

Gennemgå de sandheder, I har fundet frem til i denne lektion. Bær vidnesbyrd om disse sandheder, og tilskynd eleverne til at anvende dem.

Kommentarer og baggrundsoplysninger

2 Johannes 1:1-5. »Den udvalgte frue«

»Johannes beskrev sig selv som ›den ældste‹. ›Den udvalgte frue‹, som han skrev til (se 2 Joh 1:1) er enten en symbolsk henvisning til en af kirkens grene eller en bogstavelig henvisning til et kvindeligt medlem, måske endog hans hustru. I vores uddeling bliver Emma Smith, profeten Joseph Smiths hustru, kaldt ›en udvalgt kvinde‹ (L&P 25:3). Johannes glædede sig over, at den udvalgte frue og hendes børn levede i sandhed og fulgte Jesu Kristi evangelium« (New Testament Student Manual,CES-hæfte, 2014, s. 519).

3 Johannes 1:9-10. »Diotrefes, som ønsker at være den første iblandt dem, anerkender os ikke«

Ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret, hvem Diotrefes var, og hvad han gjorde:

»Her er Diotrefes, en lokal kirkeleder, fremtrædende og indflydelsesrig, som (1) nægter at lade den lære og instruktion, der kommer fra et medlem af kirkens første præsidentskab, blive læst op for sin forsamling, (2) forkynder imod de apostolske ledere af kirken, (3) nægter at tage sig af kirkens repræsentanter, der bliver sendt til ham, (4) nægter at lade andre i menigheden tage sig af eller give agt på kirkens myndighedspersoner og (5) udstøder (tilsyneladende udelukker) værdige medlemmer af kirken« (Doctrinal New Testament Commentary, 3 bind, 1965-1973, 3:413-414).