Bibliotek
Lektion 71: Johannes 11


Lektion 71

Johannes 11

Indledning

Maria og Marta sendte Jesus en besked om, at deres bror Lazarus var syg. Jesus udskød sin afrejse og ankom fire dage efter, at Lazarus var død. Med kærlighed og barmhjertighed oprejste Jesus Lazarus fra de døde. Dette vidnesbyrd om guddommelig kraft fremhævede, at Jesus var den udvalgte Messias og havde magt over døden. Da ypperstepræsterne og farisæerne hørte om dette mirakel, planlagde de at dræbe Jesus og Lazarus.

Forslag til undervisningen

Johannes 11:1-46

Jesus oprejser Lazarus fra de døde

Giv hver elev et lille stykke papir. Bed dem om at skrive en udfordring, som de eller nogen, de kender, har oplevet. Når de skriver, skal du informere dem om, at det, de skriver, bliver delt anonymt med klassen, så de bør ikke skrive deres navn på papiret. Indsaml papiret, og læs nogle af udfordringerne højt. (Hvis du kun har få elever, så kan du, for at undgå at de bliver identificeret med bestemte udfordringer, bede dem om at nævne adskillige udfordringer, som de har set andre opleve).

  • Hvordan kan folks tro på Jesus Kristus blive påvirket, når de oplever udfordringer?

Bed dem om at se efter sandheder, når de studerer Johannes 11, som kan hjælpe os til at styrke vores tro på Jesus Kristus, når vi oplever udfordringer.

Bed en om at læse Johannes 11:1-3 højt. Lad klassen følge med og se efter en udfordring, som nogle af Jesu venner oplevede.

  • Hvilken udfordring oplevede Lazarus ifølge vers 1? Hvordan kan dette have været en udfordring for Maria og Marta?

  • Hvad gjorde Maria og Marta på grund af Lazarus’ sygdom? Hvad viser dette svar om dem?

Påpeg, at Jesus var i Betania i Peræa (se Joh 1:28; 10:40), der lå omtrent en dags rejse fra Betania. Derfor ville det tage mindst en dag for en person at overbringe en besked til Jesus og endnu en dag for ham at rejse til Betania.

Bed en om at læse Johannes 11:4-7 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvordan Frelseren reagerede på Lazarus’ sygdom.

  • Når vi ved, at Jesus elskede Maria, Marta og Lazarus, hvad kan disciplene så have forventet af Jesus, da han hørte, at Lazarus var syg? (At han øjeblikkeligt rejste til Betania og helbredte Lazarus, eller talte og helbredte ham på afstand, som han havde gjort med embedsmandens søn (se Joh 4:46-53)).

  • Hvad gjorde Jesus i stedet?

  • Hvad sagde Jesus ifølge vers 4, der ville ske på grund af Lazarus’ sygdom?

Mind eleverne om, at Betania lå mindre end 5 km fra Jerusalem i landet Judæa (se Joh 11:18). Sammenfat Johannes 11:8-10 ved at forklare, at nogle af disciplene rådede Jesus til ikke at vende tilbage til Judæa, fordi de jødiske ledere i den region ønskede at dræbe ham (se Joh 10:31-39). Jesus reagerede ved at vise, at han ville anvende den resterende tid i sit liv på at udføre sit arbejde uden at vakle.

Bed en om at læse Johannes 11:11-15 højt. Lad klassen følge med og finde det, Jesus sagde om Lazarus’ situation.

  • Hvad troede disciplene fejlagtigt, at Jesus sagde om Lazarus’ situation?

  • Hvorfor var Jesus ifølge vers 15 glad for, at han ikke var der til at helbrede Lazarus fra hans sygdom? (Bed dem om at tænke over udtalelsen »for at I må komme til tro« i deres skrifter).

Påpeg, at Frelseren antydede, at det, han ville gøre i Betania, ville hjælpe hans disciple med at styrke deres tro på ham.

Sammenfat Johannes 11:16 ved at forklare, at apostlen Thomas opfordrede de andre disciple til at slutte sig til ham og gå sammen med Jesus til Judæa, selv hvis det betød, at de ville dø sammen med ham.

Bed eleverne om at læse Johannes 11:17 for sig selv og se efter, hvor lang tid Lazarus havde været død, da Jesus kom til Betania. Lad dem fortælle, hvad de har fundet frem til.

Bed en om at læse følgende udtalelse af ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum højt. Lad klassen lytte efter betydningen af, at Lazarus havde været død i fire dage.

Ældste Bruce R. McConkie

»Nedbrydningen var godt i gang. Døden havde længe været fastslået som en absolut kendsgerning … For jøderne havde begrebet med de fire dage en særlig betydning. Det var en populær overbevisning blandt dem, at ånden den fjerde dag endeligt og uigenkaldeligt ville forlade liget« (Doctrinal New Testament Commentary, 3 bind, 1965-1973, 1:533).

  • Hvad var betydningen for jøderne af, at en person havde været død i fire dage?

  • Hvis I var Maria og Marta, hvad ville I have tænkt eller følt, da Jesus ikke kom, før Lazarus havde været død i fire dage?

Bed nogle om at skiftes til at læse højt fra Johannes 11:18-27. lad klassen se efter, hvad Maria sagde om denne udfordring.

video iconI stedet for at bede en om at læse kan du vise dem skildringen af denne samtale mellem Frelseren og Maria i videoen »Lazarus Is Raised from the Dead« (Lazarus oprejses fra de døde) (tidskode 2:02-3:35) fra The Life of Jesus Christ Bible Videos. Denne video ligger på LDS.org.

  • Hvilke udtalelser i vers 21-27 viser, at Marta valgte at udøve tro på Jesus Kristus under denne udfordring? (Hvis du viste videoen, kan du eventuelt give dem et minut til at gennemgå disse vers).

  • Hvilken af Martas udtalelser imponerer jer mest? Hvorfor?

  • Hvad kan vi lære af Martas eksempel om, hvad vi kan gøre under de udfordringer, vi oplever? (De kan finde frem til flere principper som fx: Vi kan vælge at udøve tro på Jesus Kristus under vore prøvelser).

Henled deres opmærksomhed på Johannes 11:25-26. Forklar, at udtrykket »aldrig i evighed dø« (Joh 11:26) henviser til den anden eller åndelige død eller adskillelsen fra Guds nærhed og rige.

  • Hvilke sandheder lærer vi af Frelserens udtalelse til Marta? (De bør identificere sandheder som de følgende: Jesus Kristus er opstandelsen og livet. Hvis vi tror på Jesus Kristus, kan vi få evigt liv).

Bed nogle om at skiftes til at læse højt fra Johannes 11:28-36. Lad klassen se efter, hvad Maria sagde til Jesus, og hvad han svarede. Du skal måske forklare, at ordet »opbragt« i disse vers betyder at sørge eller være bedrøvet.

video iconI stedet for at bede en om at læse kan du vise dem skildringen af disse vers i videoen »Lazarus Is Raised from the Dead« (Lazarus oprejses fra de døde) (tidskode 3:36-4:50).

  • Hvordan afspejler Marias udtalelse i vers 32 hendes tro på Frelseren?

  • Hvordan reagerede Jesus, da han så den grædende Maria og dem, der var sammen med hende?

  • Hvorfor tror I, at Jesus græd?

Bed eleverne om at læse Johannes 11:37 for sig selv og se efter, hvad nogle mennesker spekulerede på, at Jesus kunne have gjort for Lazarus. Lad eleverne fortælle, hvad de har fundet frem til.

Bed nogle om at skiftes til at læse højt fra Johannes 11:38-46. Lad klassen se efter, hvad Frelseren derefter gjorde.

video iconI stedet for at bede en om at læse kan du vise dem skildringen af disse vers i videoen »Lazarus Is Raised from the Dead« (Lazarus oprejses fra de døde) (tidskode 4:51-7:51).

  • Hvad mindede Jesus i vers 40 Marta om, da hun tøvede med at fjerne stenen foran Lazarus’ grav?

  • Hvordan blev dette løfte opfyldt? (Du er måske nødt til at forklare, at Lazarus ikke opstod fra de døde og ikke var udødelig. Hans ånd blev bragt tilbage til hans fysiske krop, men hans legeme var stadig dødeligt).

Bed en om at læse følgende udtalelse af ældste Bruce R. McConkie højt. Lad klassen lytte efter et vigtigt formål, som Frelseren opnåede ved at oprejse Lazarus fra de døde.

Ældste Bruce R. McConkie

»Han lagde op til en af sine vigtigste lærdomme: At han er opstandelsen og livet, at udødelighed og evigt liv kommer ved ham, og at de, der tror og adlyder hans ord, aldrig skal dø åndeligt« (Doctrinal New Testament Commentary, 3 bind, 1965-1973, 1:531).

  • Hvordan bebudede dette mirakel Frelserens opstandelse?

  • Hvordan viste dette mirakel hans magt til at give udødelighed og evigt liv?

  • Hvordan kan vi blive velsignet af at forstå Frelserens magt til at give udødelighed og evigt liv?

Mind klassen om, at Marta og Maria til at begynde med udviste tro på Jesus Kristus ved at sende bud efter ham, da Lazarus blev syg, og fortsatte med at tro og stole på ham, selv efter at Lazarus døde. Skriv følgende ufuldstændige udtalelse på tavlen: Hvis vi vælger at udøve tro på Jesus Kristus under vore prøvelser, så …

  • Hvordan vil I afslutte dette princip ud fra det, vi har lært i Johannes 11? (Når eleverne har svaret, færdiggøres udtalelsen på tavlen, så der står følgende: Hvis vi vælger at udøve tro på Jesus Kristus under vore prøvelser, så vil vores tro på ham blive bekræftet og styrket).

Mind dem om, at nogle mennesker spekulerede på, om Jesus kunne have forhindret Lazarus i at dø (se v. 37), og alligevel ankom han først til Betania, da Lazarus havde været død i fire dage (se v. 17).

  • Hvordan kan det have bekræftet og styrket disciplenes og Martas og Marias tro på Frelseren, at han bragte Lazarus tilbage til livet, efter han havde været død i fire dage? (Ved at oprejse Lazarus fra døden efter fire dage viste Jesus, at han har magten over døden på en måde, som jøderne ikke kunne benægte eller misfortolke).

  • Hvornår har I valgt at udøve tro på Jesus Kristus under en prøvelse og derved fået jeres tro på ham bekræftet eller styrket?

Bed eleverne om at skrive i deres skriftstudiebog, hvad de vil gøre for at vælge at udøve tro på Jesus Kristus under prøvelser, de oplever eller kan komme til at opleve.

Johannes 11:47-57

Ypperstepræsterne og farisæerne går i samråd om at dræbe Jesus

Bed en om at læse Johannes 11:47-48 højt. Få klassen til at følge med og se efter, hvordan ypperstepræsterne og farisæerne reagerede, da de hørte, at Jesus havde oprejst Lazarus fra døden. Lad eleverne fortælle, hvad de har fundet frem til.

Sammenfat Johannes 11:49-57 ved at forklare, at Kajfas, ypperstepræsten, talte for, at Jesus skulle dræbes for at forhindre folkets tilintetgørelse ved romerne. Han profeterede også uforvarende om de konsekvenser, Jesu død ville have for Guds børn. De jødiske ledere besluttede at dræbe Jesus og befalede, at de, der vidste, hvor han var, skulle give dem besked, så de kunne pågribe ham.

Afslut ved at bære dit vidnesbyrd om de sandheder, I har talt om i denne lektion.

Kommentar og baggrundsinformation

Johannes 11:11. »Lazarus sover«

Frelseren henviste til Lazarus’ død som en søvn. Søvn er en passende metafor for døden, fordi alle mennesker skal sove. Søvn er en midlertidig tilstand, som vi vågner fra, og efter søvnen er kroppen fornyet. Alle mennesker skal dø. Døden er en midlertidig tilstand, som ender, når vi opstår, og i opstandelsen bliver vores legeme fornyet.

Det er sandsynligt, at Lazarus allerede var død, da Jesus fik at vide, at han var syg. Det tager cirka en dags rejse fra Betania til det sted, hvor Jesus befandt sig i Peræa (se Joh 10:40). Ved at vælge at vente to dage med at tage afsted og så rejse i en dag ankom han til Betania, da Lazarus havde været død i fire dage.

Johannes 11:43-44. Vigtige formål blev opnået, da Lazarus blev oprejst fra de døde

Oprejsningen af Lazarus fra døden er et af historiens mest enestående mirakler. Før miraklet skete, bragte Frelseren to personer tilbage til livet: Jairus’ datter (se Luk 8:41-43, 49-56) og enken fra Nains søn (se Luk 7:11-17). Men oprejsningen af Lazarus var anderledes end disse mirakler og havde nogle vigtige formål, som ældste Bruce R. McConkie (1915-1985) fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret:

»›Med vores ven Lazarus var det anderledes … To årsager springer os især i øjnene. (1) Som vor Herre nærmede sig sit klimaks i sin tjenestegerning, bar han igen vidnesbyrd på en måde, som ikke kan modbevises, om sin messiasværdighed, om sin guddommelige rolle som Guds Søn, om det faktum, at han virkelig var Guds bogstavelige Søn, og (2) han lagde op til en af sine vigtigste lærdomme: At han er opstandelsen og livet, at udødelighed og evigt liv kommer ved ham, og at de, der tror og adlyder hans ord, aldrig skal dø åndeligt‹ (Doctrinal New Testament Commentary, 3 bind, 1965-1973, 1:530-531)« (New Testament Student Manual, CES-hæfte, 2014, s. 236).

Oprejsningen af Lazarus fra døden var bevis på, at Jesus var Guds bogstavelige Søn, en titel som jøderne forbandt med Messias (se Sl 2:7; Joh 11:41-42).

Johannes 11:25. »Jeg er opstandelsen og livet«

Da Frelseren erklærede: »Jeg er opstandelsen og livet«, var det en erklæring om hans guddommelige identitet og magt. Med denne udtalelse sagde Jesus, at opstandelsen og evigt liv er repræsenteret i hans person. Han er kilden til opstandelse og evigt liv og årsagen til, at disse er mulige for vor himmelske Faders børn. Som præsident Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret: »Opstandelsens nøgler ligger sikkert i vor Herres og Mesters varetægt« (»Livet efter livet«, Stjernen, juli 1987, s. 8).

Præsident Ezra Taft Benson forklarede, hvorfor opstandelsens magt ligger hos Frelseren:

»Han er opstandelsen og livet (se Joh 11:25).

Denne magt til at rejse sig selv fra døden var mulig, fordi Jesus Kristus var Gud – ja, selve Guds Søn. Fordi han havde magt til at overvinde døden, vil hele menneskeheden opstå. ›For jeg lever, og I skal leve‹ (se Joh 14:19)« (»Jesus Kristus: Vor Frelser og Forløser«, Stjernen, dec. 1990, s. 5).

Jesus Kristus giver liv ved at muliggøre den åndelige genfødsel (se Joh 3:3-5) og ved at give andre kraft til at leve som ham, da det fører til evigt liv (se Joh 14:6). De, som bliver åndeligt genfødt og trofast følger Frelseren, får tilgivelse for deres synder, og deres hjerte bliver gradvist helliggjort fra synd. Hvis de fortsætter med at være trofaste til deres livs ende, vil de komme frem og »opstå til liv« (Joh 5:29), der betyder, at de får evigt liv. Alt dette er muliggjort gennem Jesu Kristi forsoning.