Da Jesus Kristus rejste mod Jerusalem for sidste gang i sit liv, forkyndte han sit evangelium og udvirkede mirakler blandt folk. Han red triumferende ind i Jerusalem, rensede templet igen og underviste folk der.
Forklar eleverne, at de allerede har lært om mange begivenheder i Lukas 18-21 fra deres studium af Matthæus og Markus. For at gennemgå to af disse begivenheder skal du vise følgende billeder: Kristus og den unge rige rådsherre (Evangelisk kunst, 2009, nr. 48; se også LDS.org) og Triumfindtoget (Evangelisk kunst, nr. 50). Bed eleverne om at sammenfatte disse beretninger for klassen og forklare, hvad de lærte af beretningerne.
Du kan anvende følgende sammenfatning af Lukas 18-21, hvis eleverne har brug for hjælp til at erindre disse beretninger. (Bemærk: For at hjælpe eleverne med at forstå rækkefølgen af disse begivenheder i Frelserens liv under denne lektion, kan du vise eleverne Oversigt over Jesu Kristi jordiske tjenestegerning i tillægget til dette hæfte).
Da Jesus Kristus rejste til Jerusalem for sidste gang i sit liv, fortalte han flere lignelser og helbredte mange mennesker. Han opfordrede den unge rige rådsherre til at give alt, hvad han ejede til de fattige og følge ham. Han helbredte en blind mand. På trods af hån spiste han med en overtolder i Jeriko.
Han ankom til Jerusalem ridende på et føl, mens han blev modtaget med begejstring, da han nåede byen. Han jog igen de handlende ud af templet, underviste folk der og svarede på spørgsmål fra ypperstepræster og skriftkloge. Han roste en enke, som lagde sine to småmønter i tempelblokken. Han fortalte også disciplene, at han ville komme igen.
Forklar, at de fleste af de beretninger, som eleverne vil studere i denne lektion, er unikke for Lukasevangeliet.
Forbered eleverne til at studere disse beretninger ved at skrive følgende spørgsmål på tavlen:
Hvilke handlinger viser, at en person virkelig ønsker at nærme sig Herren?
Hvilken adfærd viser, at vedkommende ønsker at blive tilgivet eller få Herrens hjælp?
Bed eleverne om at overveje disse spørgsmål, når de læser følgende beretninger skrevet af Lukas.
Giv hver elev en skriftstedshenvisning fra tavlen eller del klassen i fire grupper og giv hver gruppe en af skriftstedshenvisningerne på tavlen. Bed hver elev eller gruppe om at læse deres tildelte skriftstedshenvisning og forberede sig på at spille beretningen eller lignelsen i den. (Hvis du ikke deler eleverne op i grupper, kan klassen spille alle beretningerne sammen. Hvis du vælger ikke at spille disse beretninger, bør du bede eleverne om at læse de tildelte skriftstedshenvisninger for sig selv ved hjælp af følgende spørgsmål og derpå undervise hinanden om, hvad de lærte). Forklar, at en elev i klassen eller gruppen skal være fortæller og læse skriftens beretning, mens resten af klassen eller gruppen spiller det. Af hensyn til ærbødighed og respekt for Frelseren, fortæller du dem, der udfører Lukas 18:35-43 og Lukas 19:1-10, at de skal gøre det uden, at nogen repræsenterer Jesus Kristus. Bed fortælleren om at læse Jesu ord, og bed skuespillerne om at svare, som om han var på scenen.
Mens gruppen forbereder sig, beder du dem drøfte følgende spørgsmål og være parate til at give deres svar i klassen, efter de har spillet scenen. (Du kan skrive disse spørgsmål på tavlen eller på et uddelingsark).
Hvad ønskede hovedpersonen (enken, tolderen, den blinde mand eller Zakæus) i denne beretning?
Hvad gjorde hovedpersonerne, der viste, at vedkommendes ønske var oprigtigt?
Hvad skete der som følge af hovedpersonens trofaste handlinger?
Hvilke principper eller læresætninger kan I finde i beretningen?
Efter et passende stykke tid beder du klassen eller hver gruppe om at spille deres beretning, mens fortælleren læser versene op. Mens klassen ser på eller følger med i skriften, beder du eleverne om at overveje, hvad den enkelte beretning kan lære os om at udøve tro på Herren. Efter hvert skuespil beder du klassen eller gruppen om at give deres svar på de forudgående spørgsmål. Bed dem om at skrive de principper eller læresætninger, som de har fundet, på tavlen.
Når grupperne har givet deres svar på spørgsmålene, stiller du følgende spørgsmål:
Hvilke ligheder bemærkede I hos alle hovedpersonernes handlinger? (De var alle vedholdende eller oprigtige, da de søgte at opnå deres ønsker).
Hvad kan disse handlinger lære os om at udøve tro på Herren?
Hvilke ligheder bemærkede I ved det, som hver hovedperson modtog som følge af deres handlinger? (Alle blev hjulpet eller vist barmhjertighed).
Bed eleverne om at finde et princip ud fra lighederne i beretningerne. (Eleverne kan finde frem til en række principper, men du bør gøre det klart, at hvis vi er oprigtige og vedholdende i vores udøvelse af tro på Herren, vil vi opnå hans nåde). Skriv dette princip på tavlen.
Bed en elev om at læse følgende udtalelse af ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum: Bed klassen om at lytte efter, hvad der viser, at en person udøver tro på Herren.
Billede
Ældste David A. Bednar
»Virkelig tro er baseret på og fokuserer på Herren, Jesus Kristus, og fører altid til retfærdig handling« (»Bed i tro«, Liahona, maj 2008, s. 95).
Henvis eleverne til spørgsmålene på tavlen fra begyndelsen af lektionen. Bed eleverne om at drøfte svarene på spørgsmålene med en makker.
Hvordan kan vi udøve tro på Gud i dag?
Bed en elev om at læse højt fra følgende udtalelse af ældste Bednar, og bed klassen om at lytte efter, hvad det vil sige at opleve Herrens barmhjertighed:
Billede
Ældste David A. Bednar
»Herrens inderlige barmhjertighed er meget personlige og individuelt tilpassede velsignelser, styrke, beskyttelse, tilsagn, vejledning, kærlige tilkendegivelser, trøst, støtte og åndelige gaver, som vi modtager fra og på grund af samt ved Herren Jesus Kristus« (»Herrens inderlige barmhjertighed«, Liahona, maj 2005, s. 99).
Bed eleverne om at besvare følgende spørgsmål i deres skriftstudiebog. (Du kan eventuelt skrive spørgsmålene på tavlen).
Hvordan har I eller en, I kender, udøvet tro på Jesus Kristus? Hvilken barmhjertighed oplevede I eller de som resultat deraf?
Overvej hvordan I ønsker Herrens hjælp eller barmhjertighed i jeres liv. Hvordan vil I udøve tro på Herren for at modtage hans barmhjertighed?
Bed nogle elever, som er trygge ved det om at fortælle, hvad de har skrevet. Mind dem om, at de ikke skal fortælle noget, der er for personligt. Du kan også dele din oplevelse med det princip og bære vidnesbyrd om dets sandhed.
Kommentar og baggrundsinformation
Lukas 18:1-8. Lignelsen om enken og den uretfærdige dommer
»Lukas gav hovedbudskabet i lignelsen om enken og den uretfærdige dommer, om ›altid [at] bede og ikke blive trætte‹ (Lukas 18:1). Det græske ord for ›træt‹ betyder, at blive mismodig eller træt af noget. I lignelsen er bøn uden at blive træt repræsenteret ved en enke, der gentagne gange appellerer til dommeren om at råde bod på en uretfærdighed. Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:
›Når der kommer ensomme, kolde og vanskelige tider, er vi nødt til at holde ud, vi er nødt til at fortsætte, vi er nødt til at blive ved. Det var Frelserens budskab i lignelsen om den vedholdende enke … Bliv ved med at banke på den dør. Bliv ved med at bønfalde. Og vid i mellemtiden, at Gud hører jeres råb og kender jeres kval. Han er jeres Fader, og I er hans børn‹ (›Lessons from Liberty Jail‹, Ensign, sep. 2009, s. 30).
Udholdenhed er funderet på de grundlæggende evangeliske principper om tro og håb. Udholdenhed reflekterer vores tro på, at vore handlinger vil bringe Herrens velsignelser ind i vores liv« (New Testament Student Manual, CES-hæfte, 2014, s. 177).
Præsident Howard W. Hunter forklarede forskellen på farisæerens bøn og tolderens bøn:
»Findes der en større kontrast end disse to mænds bønner? Farisæeren stod for sig selv, fordi han troede, at han var bedre end andre mænd, som han anså for at være jævne. Tolderen stod også alene, men det var, fordi han følte sig uværdig. Farisæeren tænkte ikke på andre end sig selv og anså alle andre for at være syndere, hvorimod tolderen tænkte på alle andre som retskafne i sammenligning med ham selv, en synder. Farisæeren bad ikke Gud om noget, men satte sin lid til sin egen selvretfærdighed. Tolderen appellerede til Gud om barmhjertighed og tilgivelse for sine synder
… Det var tolderen, den forhadte skatteopkræver, der ›gik hjem som retfærdig, ikke den anden‹ (Luk 18:14). Med andre ord: sagde Herren, at han var frikendt, tilgivet eller frifundet …
Ydmyghed er et guddommeligt karaktertræk, som kun findes hos sande hellige. Det er let at se, hvorfor et stolt mennesker fejler. Han er tilfreds med at sætte sin lid til sig selv … Den stolte mand adskiller sig fra Gud, og når han gør det, lever han ikke længere i lyset
Historien handler om dem, der har ophøjet sig selv og er blevet ydmyget, mens de ydmyge er blevet ophøjet. På alle travle gader er der farisæere og toldere. Måske bærer en af dem vores navn« (»The Pharisee and the Publican«, Ensign, maj 1984, s. 65-66).
Den blinde Bartimæus’ tro og udholdenhed kan ses ved, hvordan han råbte efter Jesu barmhjertighed – han fortsatte med at råbe, selv efter mange mennesker bad ham om at tie (se Mark 10:47-48).
Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum gav et eksempel på vigtigheden af at holde ud under troens prøver:
»For få år siden rejste en familie til Europa fra USA. Kort tid efter de ankom til deres bestemmelsessted, blev deres 13-årige søn ret syg. Forældrene havde til at begynde med troet, at hans urolige mave skyldtes træthed efter den lange flyvetur, og de fortsatte deres rejse.
Som dagen fortsatte, forværredes sønnens tilstand. Han blev mere dehydreret. Faderen gav sin søn en præstedømmevelsignelse, men der kom ikke straks en synlig bedring.
Der gik adskillige timer, og moderen knælede ved sønnens side og tryglede i bøn vor himmelske Fader om, at drengen måtte få det bedre. De var langt hjemmefra i et ukendt land, og de vidste ikke, hvordan de skulle få lægehjælp.
Moderen spurgte sin søn, om han ville bede med hende. Hun vidste, at det ikke var nok bare at vente på velsignelsen, de måtte handle. Hun forklarede, at velsignelsen, han havde fået, stadig virkede, og foreslog at bede igen, som de gamle apostle gjorde og sagde: ›Giv os en større tro!‹ (Luk 17:5). Bønnen indeholdt et udtryk for tillid til præstedømmets magt og et løfte om at gøre alt det nødvendige for at kunne modtage velsignelsen, dersom det var i overensstemmelse med Guds vilje. Kort tid efter de havde bedt denne enkle bøn, fik sønnen det bedre.
Dette udtryk for tro fra moderen og sønnen bidrog til, at den lovede præstedømmekraft indfandt sig … Helbredelsen af denne 13-årige [fandt] ikke sted, førend de troede, og den blev opnået ›i overensstemmelse med deres tro i deres bønner‹ (L&P 10:47)« (»Bed i tro«, Liahona, maj 2008, s. 96).
