Bibliotek
Hjemmestudielektion: 2 Peter-Judas (Del 30)


Hjemmestudielektion

2 Peter-Judas (Del 30)

Forberedelsesmateriale for hjemmestudielæreren

Sammenfatning af de daglige hjemmestudielektioner

Følgende sammenfatning af begivenheder, læresætninger og principper, som eleverne lærte om, da de studerede 2 Peter-Judas (del 30) er ikke beregnet til at være en del af din lektion. Den lektion, du underviser i, er kun koncentreret om få af disse læresætninger og principper. Følg Helligåndens inspiration, idet du overvejer dine elevers behov.

Dag 1 (2 Peter)

Apostlen Peter skrev sit brev til de hellige for at hjælpe dem i deres forfølgelser, prøvelser og i frafaldet i kirken. Da eleverne studerede Peters ord, lærte de, at profeter modtager hellige skrifter gennem Helligånden, og at falske lærere søger at bedrage os til at tro på, at synd fører til større frihed. Eleverne lærte også, at vi kan forberede os til Frelserens andet komme ved at føre et gudfrygtigt liv og oprigtigt se hen til hans komme.

Dag 2 (1 Johannes)

Af 1 Johannes lærte eleverne, at hvis vi modtager og følger profeternes og apostlenes lærdomme, kan vi få fællesskab med Faderen og Sønnen. Udover det lærte de, at når vi elsker Gud, vil vi elske andre.

Dag 3 (2 Johannes-3 Johannes)

I apostlen Johannes’ to andre breve til de hellige fortsatte han med at udtrykke bekymring over apostaters påvirkning i kirken. Af disse breve lærte eleverne, at når vi holder buddene og er årvågne, kan vi fortsat nyde de velsignelser i evangeliet, vi har modtaget, og hvis vi forbliver i Kristi lære, vil vi have Faderen og Sønnen med os. Eleverne lærte også, at efterlevelse af evangeliet bringer glæde, ikke blot til os selv, men til andre, og at kirkemedlemmer bør tage sig af og opretholde alle Herrens tjenere.

Dag 4 (Judas)

Da eleverne studerede Judas’ brev til de hellige, der oplevede voldsom modstand, lærte de, at Jesu Kristi disciple oprigtigt bør kæmpe for Jesu Kristi evangelium mod falske lærdomme og fordærvede skikke. Eleverne lærte også, at apostle og profeter advarer os og hjælper os til at genkende dem, der søger at svække vores tro og lydighed, og at vi kan forblive tro mod troen ved at bygge vores liv på Jesu Kristi evangelium.

Indledning

Apostlen Peter opfordrede de hellige til at vokse i deres kundskab om Jesus Kristus ved at søge at blive ligesom ham. Han forsikrede dem om, at denne åndelige udvikling kunne hjælpe dem til at »befæste [d]eres kaldelse og udvælgelse« (2 Pet 1:10).

Forslag til undervisningen

2 Peter 1:1-11

Peter underviser i, hvordan man tager del i Jesu Kristi guddommelige natur

Bemærk: Når I taler om de følgende principper og skriftstedspassager, så vær forsigtig med ikke at tale om emner, der omhandler tempelordinancer og læresætninger om templet.

Skriv før klassen begynder følgende udtalelse på tavlen (fra »Den indre vilje«, Stjernen, juli 1987, s. 61):

»Vi har et ansvar for… [for] at blive vores bedste selv« (Præsident Thomas S. Monson).

Del eleverne op i par. Bed eleverne om at læse udtalelsen på tavlen og drøfte følgende spørgsmål med deres makker:

  • Hvad tror I, at præsident Monson mente med at blive »vores bedste selv«?

  • Hvorfor tror I, at det er vigtigt at blive vores bedste selv?

  • Hvad kan hindre os i at blive det?

Bed eleverne om at se efter et princip, mens de studerer 2 Peter 1, som vil hjælpe dem med at vide, hvordan de bliver deres bedste selv.

Sammenfat 2 Peter 1:1-2 ved at forklare, at Peter skrev til kirkens medlemmer, der havde fået tro på Jesus Kristus, men som kunne blive fristet til at vende tilbage til verdens syndefulde måder.

Bed en elev om at læse 2 Peter 1:3-4 højt. Bed klassen om at følge med og se efter, hvad Peter underviste om for at hjælpe de hellige med at forblive tro mod deres vidnesbyrd om Frelseren.

  • Hvad underviste Peter ifølge disse vers de hellige om?

  • Hvad betyder det at »få del i guddommelig natur«? (2 Pet 1:4).

Bed eleverne om at læse 2 Peter 1:5-7 for sig selv, mens de ser efter, hvilke af Jesu Kristi egenskaber Peter bad de hellige om at udvikle. Lad dem derefter skrive de egenskaber på tavlen, de har fundet frem til. Overvej at få eleverne til at finde definitioner på de egenskaber, de bedre vil forstå, i en ordbog.

Bed eleverne om at tænke på eksempler på, hvornår Frelseren udviste en af disse guddommelige egenskaber. Lad flere af eleverne fortælle klassen om deres tanker.

Skriv følgende ufuldendte princip på tavlen: Når vi udvikler guddommelige egenskaber i os selv, kan vi …

Bed en elev om at læse 2 Peter 1:8-9 højt. Lad klassen følge med og se efter en af de velsignelser, vi kan modtage, når vi udvikler Frelserens guddommelige egenskaber.

  • Hvilken velsignelse kan vi modtage, når vi udvikler guddommelige egenskaber? (Når eleverne har svaret, færdiggøres sætningen på tavlen, så der står følgende: Når vi udvikler guddommelige egenskaber i os selv, kan vi lære Jesus Kristus at kende).

  • Hvorfor tror I, at udvikling af guddommelige egenskaber hjælper os med at lære Jesus Kristus at kende?

Bed en elev om at læse 2 Peter 1:10-11 højt. Lad klassen følge med og se efter en anden velsignelse, der kan komme til dem, som er flittige til at udvikle guddommelige egenskaber.

  • Hvilken velsignelse kan komme til dem, som flittigt udvikler Jesu Kristi guddommelige egenskaber? (Forklar at, sætningen »at befæste jeres kaldelse og udvælgelse« (v. 10) betyder at modtage Guds forsikring i dette liv om, at I vil modtage evigt liv. Peter henviste også til dette som »mere fast står profeternes tale« (2 Pet 1:19). Se også L&P 131:5).

  • Hvilket princip kan vi lære af disse vers om, hvorfor vi flittigt skal udvikle vores guddommelige potentiale? (Eleverne kan bruge andre ord, men sørg for, at de finder frem til følgende princip: Hvis vi flittigt udvikler vores guddommelige potentiale i dette liv, kan vi modtage Guds forsikring om evigt liv. Skriv dette princip på tavlen).

Bed eleverne om at tænke på nogle, de kender, der flittigt har stræbt efter at udvikle kristuslignende egenskaber.

  • Hvilke kristuslignende egenskaber har de folk, I tænkte på, udviklet?

  • Hvordan har deres anstrengelser og egenskaber hjulpet dem og andre omkring dem?

Du kan eventuelt bære dit vidnesbyrd om, at udvikling af guddommelige egenskaber hjælper os med at lære Jesus Kristus at kende og forbereder os på at modtage evigt liv.

Lad eleverne skrive i deres skriftstudiebog, hvilken af de guddommelige egenskaber de helst vil udvikle. Bed dem om at skrive en specifik handling, de kan foretage for at udvikle denne egenskab.

Næste del (Johannes’ Åbenbaring 1-11)

Spørg eleverne, om de nogensinde har hørt om Apokalypsen. Forklar, at der ofte henvises til Johannes’ Åbenbaring som Apokalypsen, som er græsk for »afdækning«. I Johannes’ Åbenbaring beskriver apostlen Johannes et syn, han havde, der omfatter mange profetier om vor tid og fremtidige begivenheder, deriblandt Jesu Kristi andet komme og jordens ende. Mange af Johannes’ syner består af symboler. Bed eleverne om at se efter symboler, der viser det godes endelige sejr over det onde, mens de studerer Johannes’ Åbenbaring.