Bibliotek
Lektion 45: Lukas 3-4


Lektion 45

Lukas 3-4

Indledning

Johannes Døber forkyndte omvendelse og bar vidnesbyrd om den kommende Messias. Jesus Kristus blev døbt af Johannes Døberen og fastede derpå i ørkenen i 40 dage. Efter Jesus rejste til Galilæa, erklærede han i Nazaret, at han var Messias. Folk i Nazaret afviste ham, og han rejste til Kapernaum, hvor han helbredte de syge og uddrev dæmoner.

Forslag til undervisningen

Lukas 3:1-22

Johannes Døber profeterer om Jesus Kristus

Inden klassen begynder, beder du en elev om at læse beretningen om Elias og Sareptas enke i 1 Kongebog 17:1-16 og en anden elev om at læse beretningen om Elisa og Na’aman i 2 Kongebog 5:1-15. Forklar, at de skal give et kort resume af disse beretninger senere i lektionen. Bed dem om at påpege, hvad Na’aman og Sareptas enke gjorde for at udvise tro, og at fremhæve, at de begge var ikke-jøder (ikke af Israels hus).

Indled lektionen ved at bede eleverne om på et stykke papir at skrive om et tidspunkt, hvor de følte sig udenfor eller isoleret fra andre i deres nærhed, fordi de efterlevede Jesu Kristi gengivne evangelium (sørg for at eleverne ikke skriver deres navn på papiret). Bed eleverne om at aflevere deres papir, når de har haft tid nok. Læs nogle få af oplevelserne højt i klassen.

Bed eleverne om at se efter en sandhed i deres studium af Lukas 3:1-22, der kan forklare, hvorfor de, som efterlever evangeliet, til tider kan føle sig udskilt fra andre.

Forklar, at ypperstepræsten fungerede som præsiderende leder i Det Aronske Præstedømme og som politisk overhoved for nationen Israel under moseloven. Men under Frelserens tjenestegerning var embedet som ypperstepræst blevet korrumperet. I stedet for at blive udvalgt af Gud, blev ypperstepræster valgt af mænd som Herodes og andre romerske embedsmænd (se GS »Højpræst«).

Bed en elev om at læse Lukas 3:2-6 højt. Bed klassen om at følge med og se, hvem Gud talte til i stedet for ypperstepræsterne.

  • Hvem kom Guds ord til i stedet for ypperstepræsterne? (»Zakarias’ søn, Johannes« også kendt som Johannes Døber).

  • Hvad belærte Johannes Døber om?

Forklar, at nogle mennesker på Johannes’ tid troede, at de var bedre eller mere elsket af Gud end ikke-jøderne, fordi de var efterkommere af Abraham. Bed en elev om at læse Lukas 3:7-9 højt, og bed klassen om at se, hvad Johannes Døber fortalte jøderne, at de skulle gøre for at behage Gud.

  • Hvad sagde Johannes, at jøderne skulle gøre for at behage Gud? (Forklar, at frugterne er et symbol på resultatet af de valg, vi træffer).

  • Hvad vil der ifølge vers 9 ske dem, der ikke bærer »god frugt« eller lever retskaffent?

Sammenfat Lukas 3:10-15 ved at forklare, at Johannes underviste bestemte grupper af jøder i, hvordan de skulle frembringe god frugt. Johannes’ tjenestegerning var imponerende, og nogle mente, at han måske var Messias.

Bed en elev om at læse Lukas 3:16-17 højt, og bed klassen om at se, hvad Johannes sagde, Messias ville gøre, når han kom.

  • Hvad sagde Johannes, at Messias ville komme og gøre?

Forklar, at vendingen »døbe jer med Helligånden og ild« (vers 16) henviser til Helligåndsgavens rensende og helliggørende effekt.

Hjælp eleverne til en bedre forståelse af vers 17 ved at vise en håndfuld kerner eller småsten og noget savsmuld eller små stykker papir. Miks kerner og savsmuld og kom blandingen i en smal beholder.

  • Hvordan kan man udskille kernerne fra savsmulden?

Forklar, at hveden blev frasorteret, efter den var høstet og tærsket (når hveden udskilles fra resten af planten). Tærskning er en oldgammel metode til at udskille hvedekerner fra skallen (den yderste del) og avnerne. En landmand brugte en stor skovl eller træfork (oversat i skriften som »kasteskovl«) til at kaste hveden op i luften. Blæsten førte så de lettere, uønskede skaldele væk og de tungere hvedekerner faldt i en bunke på tærskepladsen.

For at illustrere dette begreb kan du vise en håndholdt blæser (du kan bruge karton eller foldet papir, hvis det er nødvendigt). Bed en elev om at komme op foran i klassen og bed vedkommende om at føre blæseren hen over kernerne og savsmulden. Mens eleven bevæger blæseren, skal du forsigtigt kaste blandingen, så luften begynder at blæse savsmulden væk, mens kernerne falder tilbage på tallerkenen. Bed eleven om at sætte sig.

  • Hvad repræsenterer hveden og skaldelene? (Hveden repræsenterer de retfærdige, og skaldelene repræsenterer de ugudelige).

  • Hvad udskiller de retfærdige fra de ugudelige ifølge vers 16-17? (Når eleverne har svaret, skriver du følgende sandhed på tavlen: Jesus Kristus udskiller de retfærdige fra de ugudelige).

  • Hvordan kan det at følge Jesus Kristus og efterleve hans evangelium, udskille hans følgere fra andre i dag, selv om den endelige opdeling af retfærdige og ugudelige først vil ske ved dommedagen?

  • Hvorfor er det vigtigt, at vi forstår, at det at følge Jesus Kristus og efterleve hans evangelium kan adskille os eller få os til at føle, at vi skiller os ud fra andre?

Sammenfat Lukas 3:18-22 ved at forklare, at Jesus kom for at blive døbt af Johannes Døber. Senere blev Johannes Døber fængslet af Herodes.

Lukas 3:23-38

Jesu slægtslinje gives

Sammenfat Lukas 3:23-28 ved at forklare, at Lukas inkluderede Jesu slægtslinje og bar vidnesbyrd om, at »[man] mente« at Josef var (den formodede) far til Jesus, som var Guds Søn.

Lukas 4:1-13

Jesus fristes af Satan i ørkenen

Forklar, at Lukas 4:1-13 indeholder en beretning om Jesu faste i 40 dage i ørkenen og afvisningen af Satans fristelser.

Lukas 4:14-30

Jesus erklærer, at han er Messias

Skriv ordene: Fanger, undertrykte, fattige og blinde på tavlen. Bed eleverne om at tænke på en tid, hvor et eller flere af disse ord kunne have beskrevet, hvordan de havde det med sig selv. Bed dem om at læse Lukas 4:14-30 og se, hvordan de kunne finde fred fra disse følelser.

Sammenfat Lukas 4:14-17 ved at forklare, at Jesus begyndte at forkynde i synagogerne i Galilæa, efter han vendte hjem fra ørkenen. Kort tid efter vendte han tilbage til sin hjemby Nazaret. Mens han befandt sig der, stod han i synagogen og læste fra Esajas.

Bed en elev om at læse Lukas 4:18-21 højt, og resten af klassen om at se, hvad Esajas sagde om Messias guddommelige mission.

  • Hvad bar Jesus vidnesbyrd om for folk i hans hjemby Nazaret? (Eleverne bruger måske andre ord, men sørg for, at de kommer frem til følgende sandhed: Jesus er den Messias, der blev sendt for at sætte de undertrykte fri og udfri de åndeligt fangne).

  • Hvilke oplevelser har I haft, der har vist jer, at Jesus Kristus fortsat helbreder og udfrier os i dag?

Bed en elev om at læse Lukas 4:22 højt, og bed klassen om at se, hvordan folk i Nazaret reagerede på Jesu ligefremme erklæring om, at han var den længe ventede Messias.

  • Hvordan reagerede folk på Frelserens erklæring?

  • Hvorfor tror I ud fra vers 22, at folk i Nazaret havde svært ved at tro, at Jesus var Messias?

Sammenfat Lukas 4:23 ved at forklare, at Jesus vidste, at folk i Nazaret ville udfordre ham til at bevise, at han var Messias ved at gentage de mirakler, som han havde udført i Kapernaum.

Bed eleverne om at skimme Lukas 4:24-27 igennem for sig selv og se efter to beretninger i Det Nye Testamente, hvor der fortælles om, hvordan Frelseren svarede folk i Nazaret. (Du kan gøre det klart, at Elias henviser til profeten Elias). Lad nogle elever fortælle, hvad de har fundet frem til.

Bed de tidligere spurgte elever, som skulle studere disse beretninger om at give deres resume. Bagefter forklarer du, at Jesus underviste dem i Nazaret om, at selv om der var israelitiske enker og spedalske, så var det to ikke israelitter (ikke-jøder), der oplevede mirakler.

  • Hvordan viste Na’aman og Sareptas enke deres tro?

  • Hvordan adskilte enken og Na’amans tro sig fra den, man så blandt folket i Nazaret?

Påpeg, at Jesus udførte meget få mirakler i Nazaret, fordi folk generelt ikke troede på ham (se Matt 13:54-58; Mark 6:1-6).

  • Hvilket princip kan vi lære om tro, når vi sammenligner folk i Nazaret med enken og Na’aman? (Hjælp eleverne til at finde frem til et lignende princip som det følgende: Når vi viser vores tro på Jesus Kristus, vil vi se mirakler ske).

Bed elever om at komme op til tavlen og lave en liste over måder, hvorpå vi kan vise, at vi tror på, at Jesus Kristus er vores Frelser. Når eleverne har lavet listen, spørger du:

  • Hvilke velsignelser eller mirakler sker først efter, vi har handlet i tro?

Bed en elev om at læse Lukas 4:28-30 højt, og bed klassen om at se, hvordan folk i synagogen reagerede på Jesus. Lad nogle elever fortælle, hvad de har fundet frem til.

  • Hvordan illustrerer denne beretning, hvordan Jesus Kristus vil udskille de ugudelige fra de retfærdige? (Se Luk 3:17).

Lukas 4:31-44

Jesus uddriver dæmoner og helbreder de syge

Del eleverne op parvis. Bed dem om at læse Lukas 4:31-44 højt med deres makker og se efter velsignelser, som folk i Kapernaum modtog, i sammenligning med de velsignelser, folk i Nazaret modtog. Mens de læser, beder du dem om at drøfte deres svar på følgende spørgsmål med deres makker (du kan vælge at skrive spørgsmålene på tavlen):

  • Hvordan adskilte reaktionen på Jesus fra folk i Kapernaum sig fra dem i Nazaret?

  • Hvilke velsignelser fik folk i Kapernaum i sammenligning med de velsignelser, som folk i Nazaret modtog?

  • Hvordan viser disse beretninger princippet om, at vi ser mirakler, når vi viser vores tro på Jesus Kristus?

Bed nogle få elever om at fortælle klassen om deres svar på de to sidste spørgsmål.

Afslut ved at bære dit vidnesbyrd om Jesus Kristus og om de velsignelser, som du har modtaget, når du har vist tro på ham. Bed eleverne om at beskrive, hvordan de kan vise deres tro på Jesus Kristus i deres skriftstudiebog. Bed dem om at sætte sig et mål om at gøre det.

Kommentar og baggrundsinformation

Lukas 3:17. »[Han] vil samle hveden i sin lade«

En fortolkning af laderne, hvor hveden eller de retfærdige vil blive indsamlet, er templet. Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum citerede en analogi (se Alma 26:5) som svarer til den i Lukas 3:17, da han sagde:

»Laderne er de hellige templer. Ældste Neal A. Maxwell forklarede: ›Når vi døber, bør vi have blikket rettet udover døbefonten og mod det hellige tempel. Den store lade, hvori disse neg skal samles, er det hellige tempel‹ (i John L. Hart, ›Make Calling Focus of Your Mission‹, Church News, 17. sep. 1994, s. 4). Denne forklaring tydeliggør og understreger vigtigheden af hellige tempelordinancer og pagter -- at negene ikke må gå til spilde« (»Ærefuldt have ry og anseelse«, Liahona, maj 2009, s. 97).

Lukas 4:25-27. Na’aman og Sareptas enke

Ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum kom med følgende kommentar om den tro, der blev vist af Sareptas enke og Na’aman i sammenligning med troen hos dem i Nazaret på Jesu tid:

»Hvor der er styrke, er der mirakler; og hvor der ikke er tro, udvirkes der ingen mirakler. Og ligesom fordums profeter bevægede sig uden for Israels fold for at finde de værdige modtagere af deres budskab, gik Jesus uden for Nazaret for at finde sjæle, der var parate til at tro på ham og modtage de velsignelser, han kom for at give dem. Hvis folk i Nazaret ønskede at bevidne de undere, der var blevet udført andre steder, måtte de antage ham, der nu forkyndte i deres synagoge, så de kunne modtage himlens velsignelser« (The Mortal Messiah, 4 bind, 1979-1981, 2:26).