Bibliotek
Hjemmestudielektion: Frelsesplanen – Introduktion til og baggrund for Det Nye Testamente (Del 1)


Hjemmestudielektion

Frelsesplanen – Introduktion til og baggrund for Det Nye Testamente (Del 1)

Forberedelsesmateriale for hjemmestudielæreren

Opsummering af de daglige hjemmestudielektioner

Følgende er en sammenfatning af begivenheder, læresætninger og principper, som eleverne har lært om i forbindelse med studiet af de fire hjemmestudielektioner i del 1. Denne viden om, hvad eleverne har studeret, kan være en hjælp i din forberedelse. Sammenfatningen er ikke en del af lektionen og er ikke tiltænkt eleverne. Eftersom den lektion, du giver i del 1, blot er koncentreret om nogle få af disse læresætninger og principper, der er nævnt i sammenfatningen, kan Ånden til tider måske tilskynde dig til at gennemgå eller drøfte andre ting alt efter dine elevers behov.

Dag 1 (Frelsesplanen)

Eleverne lærte i deres studium af frelsesplanen, at Jesus Kristus blev udvalgt i den førjordiske tilværelse til at være menneskehedens Forløser, og under ledelse af vor himmelske Fader skabte han denne jord. De lærte også følgende sandheder: Jesus Kristus kom for at frelse os fra vores synder. På grund af Jesu Kristi opstandelse vil alle mennesker opstå. Jesus Kristus vil dømme hele menneskeheden. Hvis vi udøver tro på Jesus Kristus og lever i overensstemmelse med hans evangelium, kan vi modtage evigt liv.

Dag 2: (Elevens ansvar)

Eleverne lærte, at Helligånden underviser om sandheden. De fandt også frem til, at hvis vi lærer ved tro, så inviterer vi Helligånden ind i vores hjerte for at undervise os og vidne om sandheden.

Dag 3 (Studium af skriften)

Eleverne lærte vigtigheden af at læse hele Det Nye Testamente og dagligt studere skrifterne. Udover det, fandt eleverne ud af, at behovet for skrifterne er større i vore dage end på noget tidligere tidspunkt, og når vi studerer skrifterne, kan vi modtage visdom, lys, sandhed, vejledning og opdragelse, der vil lede os til frelse. De fandt også ud af, at når vi dagligt studerer skrifterne, modtager vi det »levende vand« eller den åndelige næring, som vi har brug for.

Dag 4: (Introduktion til og baggrund for Det Nye Testamente)

Eleverne lærte, at når de bliver fortrolige med den historiske og kulturelle baggrund for Det Nye Testamente, kan de bedre forstå og anvende dets lærdomme. De lærte også, at Jesus Kristus blev sendt for at bringe frelse til alle mennesker, og når vi kommer til Jesus Kristus, vil vi få et større ønske om at indbyde andre til at komme til ham.

Indledning

Hensigten med denne lektion er at forberede og opmuntre eleverne til at studere Det Nye Testamente ved at præsentere dem for et stort emne, der findes i Jesu Kristi og hans fordums apostles lærdomme. Når eleverne studerer Det Nye Testamente, vil de lære, hvordan de kan reagere på Frelserens gentagne indbydelse om at komme til ham og modtage hans hjælp og vejledning i deres liv.

Forslag til undervisningen

Introduktion til Det Nye Testamente

Det Nye Testamente hjælper os til at komme til Jesus Kristus

Skriv, før klassen begynder, følgende spørgsmål op på tavlen: Hvilke tunge byrder bærer de unge på i vore dage?

Medbring en tom kasse eller rygsæk til klassen samt nogle tunge genstande til at putte i kassen eller rygsækken, såsom store sten eller bøger. Bed en elev om at komme op foran, og bed ham eller hende om at holde den tomme kasse eller om at tage rygsækken på. Lad klassen svare på det spørgsmål, der står på tavlen, og bed en anden elev om at skrive elevernes svar på tavlen. Læg efter hvert svar en tung genstand i kassen eller rygsækken, indtil den er fuld.

  • Hvordan ville I have det, hvis I skulle bære rundt på denne byrde hele dagen?

Bed eleverne om at forklare de udfordringer eller problemer, som nogle få af de byrder, der står på tavlen, kunne medføre.

Forklar, at Det Nye Testamente lærer os om Jesu Kristi tjenestegerning, mens han var på jorden og efter hans opstandelse, deriblandt hans lærdomme, mirakler, sonoffer og besøg hos kirkens første disciple. I alle hans lærdomme og i al hans omgang med andre er der en gentagen sandhed, der kan hjælpe os med de byrder, vi bærer rundt på.

Forklar, at Matthæus 11 indeholder et eksempel på dette store tema, som eleverne ofte vil støde på i deres studium af Det Nye Testamente dette år. Bed en elev om at læse Matthæus 11:28 højt. Lad klassen følge med og se efter Frelserens opfordring til dem, der bærer tunge byrder.

  • Hvad tror I, det vil sige at slide os trætte og bære tunge byrder?

  • Hvad sagde Frelseren, at vi må gøre for at modtage hans hvile? (Brug elevernes ord og skriv følgende princip på tavlen: Når vi kommer til Jesus Kristus med vore byrder, vil han give os hvile).

  • Hvad tror I, det betyder at komme til Jesus Kristus?

Hjælp eleverne til at forstå, hvad det vil sige at komme til Kristus, ved at lade en elev læse Matthæus 11:29-30 højt. Lad klassen følge med og se efter Frelserens instruktioner til dem, der ønsker at komme til ham.

  • Hvad må vi ifølge disse vers gøre for at komme til Kristus?

Tegn et billede af et åg til okser på tavlen, eller vis et billede af et åg.

wooden yoke

Forklar, at et åg er en træbjælke, som kobler to okser eller andre dyr sammen, hvilket gør dem i stand til sammen at trække samme læs.

  • Hvad er hensigten med og fordelen ved et åg? (Selvom åget er tungt eller en byrde, så gør det begge dyr i stand til at forene deres kræfter og styrke, hvilket øger deres effektivitet).

  • Hvad tror I, det betyder at tage Frelserens åg på os?

Bed en elev om at læse følgende udtalelse af ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum. Lad klassen lytte efter, hvordan vi kan tage Frelserens åg på os, og hvilke velsignelser vi kan modtage ved at gøre det.

Ældste David A. Bednar

»Et åg gør, at dyrene står ved siden af hinanden, så de sammen kan udføre en opgave.

Tænk over Herrens personlige invitation til at »tag[e] mit åg på jer«. At indgå og holde hellige pagter forener os med Herren Jesus Kristus. Frelseren indbyder os i bund og grund til at stole på og trække sammen med ham, selvom vores største anstrengelse ikke svarer til og ikke kan sammenlignes med hans. Når vi stoler på og bærer vores byrde sammen med ham i jordelivets rejse, er hans åg i sandhed godt, og hans byrde er let.

Vi er ikke og vil aldrig være alene. Med himmelsk hjælp kan vi trænge os frem i vores daglige liv. Gennem Frelserens forsoning kan vi modtage egenskaber og styrke udover vores egen (se ›Frelser, jeg vil følge dig‹ på engelsk, Hymns, nr. 220)« (»Bære deres byrder med lethed«, Liahona, maj 2014, s. 88).

  • Hvad forener os med Frelseren Jesus Kristus?

  • Hvilke velsignelser får vi ifølge ældste Bednar ved at være forenet med Frelseren?

Påpeg, at Frelserens løfte om »hvile« i Matthæus 11:28-29 ikke nødvendigvis betyder, at han vil fjerne vore problemer eller udfordringer. Ofte vil Frelseren give os den fred og styrke, som vi behøver for at kunne overvinde eller udholde vore prøvelser, og derved gør han vore byrder lettere. Hvis vi er trofaste gennem prøvelser i livet på jorden, så er den højeste form for hvile, vi vil modtage, ophøjelse sammen med Gud (se L&P 84:23-24).

Lad eleverne tænke over, hvordan Frelseren har givet dem hvile, når de er kommet til ham. Bed et par elever fortælle klassen om deres oplevelser.

Bed eleverne om at sætte bestemte mål for, hvordan de kan komme til Kristus, når de dette år studerer Det Nye Testamente. Tilskynd dem til at medtage mål om, at de vil studere skrifterne hver dag og læse hele Det Nye Testamente i år.

En kort oversigt over Det Nye Testamente

Bøgerne i Det Nye Testamente vidner om, at Jesus Kristus er Guds Søn og vor Frelser

Skriv navnene på skribenterne til de fire evangelier på tavlen: Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Forklar, at hver af disse Kristi disciple nedskrev begivenheder og lærdomme fra Frelserens liv. Deres optegnelser kaldes evangelierne. Ordet evangelium betyder »det glædelige budskab«. Påpeg, at da Joseph Smith oversatte Bibelen, ændrede han titlen på hvert evangelium til vidnesbyrd, så det for eksempel hed »Matthæus’ vidnesbyrd«.

  • Hvorfor er det en hjælp at have mere end et evangelium eller vidnesbyrd om Jesu Kristi liv og lærdomme?

Forklar, at selvom der er variationer i de fire evangelier omkring nogle detaljer og perspektiver, så fortæller de alle om begivenhederne i Frelserens liv og jordiske tjenestegerning blandt jøderne. Alle fire evangelier vidner om, at Jesus Kristus er Guds Søn og verdens Frelser. Henvis eleverne til oversigten »Overblik over Jesu liv på jorden« i slutningen af lektionen Del 1: Dag 4. Bed dem om at bruge oversigten til at finde nogle få store begivenheder i Frelserens jordiske tjenestegerning.

  • Hvor lang tid varede Frelserens jordiske tjenestegerning ifølge oversigten?

  • Hvor var Frelseren under det meste af sin tjenestegerning?

Bed eleverne om at bruge denne oversigt for bedre at kunne forstå baggrunden for de fire evangelier, når de studerer Det Nye Testamente.

Få eleverne til at slå op på indholdsfortegnelsen i Bibelen. Forklar, at evangelierne giver en beretning om Frelserens tjenestegerning, og at bøgerne fra Apostlenes Gerninger til Johannes’ Åbenbaring er en optegnelse om Kristi første disciples tjenestegerning efter hans korsfæstelse, opstandelse og himmelfart. Disse apostle rejste over hele Israel og i det romerske imperium og forkyndte evangeliet og dannede grene i kirken. Ved at studere disse apostles gerninger og skrivelser kan vi styrke vores tro på Frelseren og lære, hvordan vi modtager velsignelserne ved hans forsoning. Vi kan også se, hvor meget Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige ligner Jesu Kristi oprindelige kirke.

Overvej at bære dit vidnesbyrd om Det Nye Testamente, og bed eleverne om at se efter sandheder, der vil velsigne dem, når de studerer Jesu Kristi og hans apostles liv og lærdomme i Det Nye Testamente.

Næste del (Matthæus 1-5)

Forklar, at eleverne i den næste del skal studere nogle detaljer i forbindelse med Guds Søns fødsel. De skal også studere Jesu Kristi lærdomme om, hvordan man bliver rigtig lykkelig i dette liv og bliver fuldkommen ligesom vor himmelske Fader.