Bibliotek
Lektion 40: Markus 9:30-50


Lektion 40

Markus 9:30-50

Indledning

Jesus fortalte sine disciple om sin forestående død og opstandelse og han belærte dem om, hvem der vil være den største i Guds rige. Han advarede om konsekvenserne af at lede andre i synd og bad sine disciple om at holde sig fra negative påvirkninger, der ville få dem til at synde.

Forslag til undervisningen

Markus 9:30-37

Jesus forudsiger sin død og opstandelse og underviser om, hvem der skal være den største i Guds rige.

Tag noget, der lugter stærkt, med i klassen, som eleverne vil genkende (som en nyskåret appelsin, løg eller friskbagt brød). Inden klassen placerer du det i klassen, så eleverne ikke kan se det.

Indled lektionen med at spørge eleverne, om de bemærkede en ny duft, da de kom ind i klasseværelset.

  • Hvordan påvirkede denne lugt jeres tankegang eller handlemåde, da I genkendte den?

Påpeg, at vi kan påvirke andres tanker og adfærd på samme måde, som en lugt kan påvirke os. Bed eleverne om at lede efter sandheder i Markus 9:30-50, der kan hjælpe dem med at overveje deres påvirkning af andres bestræbelser på at følge Frelseren, og den indflydelse andre har på dem.

Forklar, at Frelseren rejste gennem Galilæa med sine disciple, efter han havde uddrevet en uren ånd af en ung mand (se Mark 9:17-29). Bed en elev om at læse Markus 9:31-32 højt. Bed klassen om at følge med og se efter begivenheder, som Frelseren profeterede om.

  • Hvilke begivenheder profeterede Frelseren om?

Sammenfat Markus 9:33-37 ved at forklare, at da Jesus kom til Kapernaum, underviste han sine disciple i, hvem der vil blive den største i Guds rige. Han underviste dem også i at modtage folk i Kirken, der ydmygede sig som børn, og som modtog ham. (Bemærk: Disse belæringer bliver drøftet i detaljer i lektionen om Markus 10).

Markus 9:38-50

Jesus advarer mod at lede andre i synd og ikke at holde sig fra ugudelige påvirkninger

Bed en elev om at læse Markus 9:38. Bed klassen om at følge med og se efter den situation, som apostlen Johannes fortalte Frelseren om.

  • Hvad fortalte Johannes Frelseren?

Forklar, at apostlene forbød denne mand at uddrive dæmoner, fordi han ikke rejste sammen med de tolv apostle. Men Frelseren sagde, at de ikke måtte hindre manden (der indikerede, at han var en retskaffen mand med myndighed) og belærte dem om, at folk, der hjælper hans repræsentanter, vil blive belønnet (se Mark 9:39-41).

Bed en elev om at læse Markus 9:42 højt. Bed klassen om at følge med og se efter Frelserens advarsel. Forklar, at ordene bringer til fald i denne sammenhæng betyder at påvirke andre, så de falder, lede på afveje eller påvirke andre til at synde eller fornægte deres tro.

  • Hvilken gruppe af mennesker advarede Frelseren imod at lede i synd? (Du skal måske forklare, at »disse små, som tror på [Jesus]« omfatter dem, der er nye i troen, unge og nyomvendte og hans ydmyge, tillidsfulde følgere i alle aldre).

  • Hvad advarede Jesus imod at gøre for at lede hans disciple i synd? (Han indikerede, at det ville være bedre at dø, end at opleve den intense lidelse og adskillelse fra Gud, som vi vil opleve, hvis vi leder andre i synd).

  • Hvilket princip kan vi lære af Frelserens advarsel i vers 42? (Eleverne bruger måske andre ord, men de bør finde frem til følgende princip: Hvis vi leder folk, som tror på Jesus Kristus, i synd, vil vi blive holdt ansvarlige af Gud).

  • Hvordan kan man lede folk, der tror på Jesus Kristus, i synd?

Mind eleverne om lugten i klasseværelset og om, at vi har en positiv eller negativ indflydelse på andre. Bed eleverne om at grunde over deres indflydelse på folk, som tror på Jesus Kristus.

For at forberede eleverne på at finde endnu et princip, som Frelseren underviste i, skal du bede om en frivillig, der har sko med snørebånd, om at komme op foran i klassen. Bed eleven om at løsne snørebåndene og snøre sine sko med en hånd. Mens eleven forsøger dette, spørger du klassen:

  • Hvilke udfordringer ville I få, hvis I mistede en af hænderne?

  • Hvad kunne eventuelt være værd at miste jeres hånd for?

Forklar, at bevidst fjernelse af en kropsdel hedder amputation og kan udføres, hvis en kropsdel bliver alvorligt skadet, betændt eller ramt af sygdom. Selv om amputation og efterfølgende optræning kan være smertefuldt og traumatisk, kan denne proces forhindre en infektion i at sprede sig til resten af kroppen og skabe mere skade eller død.

Bed en elev om at læse Markus 9:43 højt. Bed klassen om at følge med og se, hvad Frelseren sagde om, hvornår det ville være bedre at miste en hånd end at beholde begge.

  • Hvornår er det bedre at miste en hånd end at beholde begge?

  • Tror I, at vi skal tage denne belæring bogstaveligt og skære den hånd af, der har bragt os til »fald« eller ledt os i synd? (Du kan forklare, at Frelseren ikke sagde, at folk skulle tage det bogstaveligt og skære deres hænder af. I stedet brugte han en metafor for at fremhæve vigtigheden af det, han underviste om).

Bed en elev om at tegne et billede af en person på tavlen. Mens eleven tegner, forklarer du, at Joseph Smiths oversættelse af Markus 9:43-48 kan øge vores forståelse af Frelserens undervisning i disse vers. I disse vers lærer vi, at Frelseren brugte hånden, foden og øjet til at symbolisere ting i vores liv, som kan lede os i synd. Instruer eleven, der tegner på tavlen, om at sætte en cirkel rundt om en hånd, en fod og et øje på det billede, vedkommende har tegnet. Bed så eleven om at sætte sig ned igen.

Bed flere elever om skiftevis at læse Joseph Smiths oversættelse af Markus 9:40-48 højt (i Guide til Skrifterne). Bed klassen om at følge med og se, hvad Frelseren sammenlignede med en hånd, en fod og et øje, der har »forarge[t]« en anden eller påvirket en anden til at synde. Du skal muligvis forklare, at ordet liv i Joseph Smiths oversættelse, Markus 9:40-41, 43 henviser til evigt liv.

  • Hvad repræsenterer hånden, foden og øjet, der forarger i denne oversættelse? (Hånden repræsenterer vore familiemedlemmer og venner, foden repræsenterer folk, som vi ser på som eksempler for, hvordan man tænker og handler, og øjet repræsenterer vore ledere).

Navngiv disse dele med deres fortolkning på det billede, som eleven tegnede på tavlen.

  • Hvad underviste Frelseren os i at gøre ved ugudelige påvirkninger eller indflydelse, som leder os i synd?

  • Hvordan kan en adskillelse fra ugudelige påvirkninger sammenlignes med amputationen af en hånd eller fod?

  • Hvad kan der ske, hvis vi ikke adskiller os fra ugudelige påvirkninger? Hvorfor?

  • Hvilken sandhed kan vi lære af Frelserens undervisning i disse vers? (Eleverne kan bruge andre ord, men de bør finde frem til en sandhed som følgende: Det er bedre at adskille sig fra ugudelig indflydelse end at ende med at blive adskilt fra Gud. Skriv denne sandhed på tavlen og brug elevernes ord).

Bed en elev om at læse følgende udtalelse af ældste Walter F. González fra De Halvfjerds højt. Bed klassen om at lytte efter anden indflydelse, som vi bør holde os fra.

Ældste Walter F. González

»Det følger, at afhugningen ikke kun går på venner, men på enhver dårlig indflydelse såsom upassende tv-udsendelser, internetsider, film, litteratur, spil eller musik. Når dette princip er mejslet ind i vores sjæl, vil det hjælpe os med at modstå fristelsen til at give efter for nogen dårlig indflydelse« (se »Nu er tiden inde«, Liahona, nov. 2007, s. 55).

  • Hvilke udfordringer kan vi opleve, når vi holder os fra ugudelig indflydelse?

  • Hvordan kan vi på passende måde holde os selv fra ugudelige påvirkninger?

Forklar, at det ikke betyder, at vi behandler andre ubehøvlet, fordømmer eller nægter at have noget med mennesker at gøre, som ikke er trofaste kirkemedlemmer, når vi holder os fra ugudelige påvirkninger. I stedet bør vi afholde os fra eller undgå at have meget at gøre med folk, som leder os i synd. Selv om vi måske ikke kan fjerne os fra eller undgå alle påvirkninger, der kan lede til synd, vil Herren velsigne os, når vi prøver at holde os fra enhver ugudelig påvirkning og forsøger at udvikle selvdisciplin, så vi kan undgå påvirkninger, som vi ikke helt kan fjerne.

For at hjælpe eleverne til at forstå denne sandhed, skal du bede to elever om at komme op foran i klassen. Bed en elev om at læse højt fra et af følgende scenarier og stil klassen de tilhørende spørgsmål. Bed klassen om at svare på spørgsmålene ud fra den sandhed, I identificerede i Markus 9:43-48.

1. scenarie Jeg har venner, der ofte opfordrer mig til at deltage i aktiviteter, der er i modstrid med Guds bud. Men jeg mener, at jeg kan være en god indflydelse på dem, hvis jeg fortsætter med at bruge tid sammen med dem.

  • Vil jeg ikke miste min mulighed for at påvirke disse venner til at gøre det rette, hvis jeg holder mig fra dem? Hvilken slags forhold bør jeg have til dem?

  • Hvad bør jeg sige og gøre for at adskille mig fra disse venner på passende måde?

2. scenarie Jeg har været fan af et populært band i flere år. I nogle af deres seneste udgivelser og interview har de opfordret til adfærd og ideer, som er i modstrid med Herrens standarder og lære.

  • Det er kun musik og ord, ikke? Så hvad er faren ved at fortsætte med at lytte til deres musik og følge dem på de sociale medier?

Tak de frivillige for deres hjælp og bed dem om at sætte sig ned igen. Spørg klassen:

  • Selvom det sommetider kan være svært at undgå påvirkninger, der kan føre til, at vi synder, hvad kan vi så opnå gennem dette offer? (Mange velsignelser heriblandt evigt liv). Hvorfor er denne belønning alle ofre værd?

  • Hvornår har I eller nogen I kender valgt at tage afstand fra ugudelige påvirkninger? (Mind eleverne om, at de ikke skal fortælle noget, der er for personligt eller privat). Hvad var svært ved at tage afstand fra den påvirkning? Hvilke velsignelser fik I ved at gøre det?

Bed eleverne om at overveje, om der er nogle eller noget i deres liv, der påvirker dem til at begå synd? Bed dem om at skrive i deres skriftstudiebog, hvordan de vil tage afstand fra disse påvirkninger.

Sammenfat Markus 9:49-50 ved at forklare, at Frelseren bød sine disciple at stifte fred med hinanden.

Afslut ved at opfordre eleverne til at reagere på alle de tilskyndelser, som de har modtaget under denne lektion.

Kommentar og baggrundsinformation

Markus 9:31. »Menneskesønnen«

»Menneskesønnen« er en titel, som Jesus Kristus anvendte om sig selv (Luk 9:22; 21:36). Det betød Søn af Hellighedens Menneske. Hellighedens Menneske er et af Gud Faderens navne. Da Jesus kaldte sig selv Menneskesønnen, var det en åben erklæring om hans guddommelige slægtskab med Faderen. Denne titel er nævnt flere gange i evangelierne. Sidste dages hellige bekræfter den specielle betydning og helligheden af dette navn for Frelseren (L&P 45:39; 49:6, 22; 58:65; Moses 6:57) (GS, »Menneskesønnen«, scriptures.lds.org).

Markus 9:38-40. Manden, som uddrev dæmoner i Frelserens navn

Ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, at apostlen Johannes var bekymret over manden, som uddrev dæmoner i Frelserens navn, sandsynligvis fordi manden »ikke tilhørte den inderste kreds af disciple, som rejste, spiste, overnattede og altid slog følge med Mesteren. Lukas siger: ›Han følges [ikke] med os‹, som betyder, at han ikke rejste sammen med dem. Men af vor Herres svar er det tydeligt, at han var et medlem af riget, en bemyndiget leder, som handlede med præstedømmets myndighed og troens kraft. Enten kendte Johannes ham ikke og antog fejlagtigt, at han ingen myndighed havde, eller også troede Johannes, at magten til at uddrive dæmoner var begrænset til de tolv og ikke til alle trofaste præstedømmebærere. Det er meget muligt, at den, der uddrev dæmoner, var halvfjerdser. Der er ingen optegnelse i Det Nye Testamente om kaldelsen af det første kvorum af halvfjerdsere, men da Jesus (på et senere tidspunkt) kaldte et andet kvorum af halvfjerdsere til at tjene, gav han dem udtrykkeligt magt til at uddrive dæmoner (Luk 10:1-20)« (Doctrinal New Testament Commentary, 3 bind, 1965-1973, 1:417).

»Frelserens svar til Johannes i Markus 9:40 forsikrer Johannes og de tolv om, at manden var en discipel med myndighed, men ikke en apostel« (New Testament Student Manual, CES-hæfte, 2014, s. 125).

Markus 9:42. »[Den] var bedre tjent med at have en møllesten hængt om halsen«

Ældste Bruce R. McConkie fra De Tolv Apostles Kvorum underviste om Frelserens advarsel i Markus 9:42:

»Få overtrædelser er så alvorlige og ugudelige som at undervise i falske lærdomme og at føre sjæle væk fra Gud og frelse … Hvis evig lykke er belønningen for dem, som underviser i sandheden og bringer sjæle til frelse, skal de, som underviser i falske lærdomme og fører sjæle til fordømmelse så belønnes med evig sorg? (L&P 18:10-16) …

Det er bedre at dø og blive nægtet velsignelserne ved jordelivet, end det er at leve og føre sjæle fra sandheden, hvorved man opnår evig fordømmelse for sig selv« (Doctrinal New Testament Commentary, 3 bind, 1965-1973, 1:420).

Markus 9:43-48. Afstand til påvirkninger, der kan lede os i synd

Præsident Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum har undervist om, hvornår det er passende at holde os fra dem, der leder os i synd:

»Hvem vælger I at omgås med?

I vil komme til at omgås mange gode mennesker, som også tror på Gud. Uanset om de er jøder, katolikker, protestanter eller muslimer, så ved troende, at der er en absolut sandhed! …

På jeres rejse gennem livet vil I også stifte bekendtskab med mennesker, som ikke tror på Gud. Mange af dem har endnu ikke fundet guddommelig sandhed og ved ikke, hvor de skal finde den. Men I unge af den ædle førstefødselsret kan komme dem til undsætning …

Når I omgås med ikke-troende, vær da opmærksomme på, at nogle få af dem ikke vil jeres bedste (se L&P 1:16; 89:4). Flygt – ligeså snart I måtte opdage det – flygt hurtigt og permanent fra dem (se 1 Tim 6:5-6, 11)« (»Hvad vil du vælge?«, Liahona, jan. 2015, s. 21).

Markus 9:43-48. At komme »i Helvede … hvor deres maddiker ikke dør, og ilden ikke slukkes«

Ordet helvede i Markus 9:43, 45, 47 er en oversættelse af ordet gehenna, som er den græske rod af de hebræiske ord ge hinnom, der betyder »Hinnoms dal«. I denne dybe dal på Jerusalems sydside, ofrede afgudsdyrkende jøder »deres sønner og døtre« som ofre til deres hedenske gud Molok (2 Krøn 28:3; 33:6; Jer 7:31; 19:2-6) (Bible Dictionary, »Hell«). Efter kong Josijas gjorde en ende på denne skik, blev dalen brugt til at brænde byens affald (2 Kong 23:10) og blev på den måde et symbol på et sted med lidelse (Matt 5:22, 29-30; 10:28; 18:9; 23:15, 33; Mark 9:43, 45, 47; Luk 12:5; Jak 3:6). Udtryk om »helvedes ild« skyldes sikkert en menneskelig antagelse om den uendelige ild og billedlige afstraffelse af dem, som med overlæg ikke adlyder Gud« (Bible Dictionary, »Hell«).

Markus 9:44, 46 henviser til de oprørske, hvis maddiker »ikke dør«. Nogle maddiker gnaver sig igennem affald. Maddiker, der virker som parasitter, kan angribe legemet og forårsage forskellige lidelser og intens smerte. Derfor repræsenterer maddiken, som »ikke dør« den erindring og sorg hos de oprørske, der fortsat gnaver i og torturerer dem i det næste liv.