Lektion 83
Apostlenes Gerninger 2
Indledning
Disciplene blev pinsedag fyldt med Helligånden og blev velsignet med tungemålsgaven, da de forkyndte evangeliet. Peter forkyndte, at Jesus er »både … Herre og … Kristus« (ApG 2:36) og opfordrede folk til at omvende sig, blive døbt og modtage Helligåndsgaven. Omkring tre tusind mennesker blev omvendt og døbt den dag, hvorefter de fortsatte trofast i kirken.
Forslag til undervisningen
Apostlenes Gerninger 2:1-13
Jesu Kristi disciple bliver fyldt med Helligånden pinsedag
Bed eleverne om at tænke over en nylig mulighed, de har haft for at tale i Kirken, undervise i en lektion eller fortælle andre om evangeliet.
-
Hvad kan være udfordrende ved at tale, undervise eller bære vidnesbyrd for andre om Jesu Kristi evangelium?
Bed eleverne om at se efter en sandhed, når de studerer Apostlenes Gerninger 2:1-13, der vil hjælpe dem, når de er nervøse eller ængstelige for at undervise og bære vidnesbyrd for andre om det gengivne evangelium.
Forklar, at en uge efter, at Frelseren var steget til himmels, kom jøder fra mange nationer til Jerusalem for at tage del i pinsefesten og for at tilbede i templet og takke Herren. Festen fandt sted 50 dage efter påskefesten og fejrede sæsonens første høst (se Guide til Skrifterne, »Pinse«, scriptures.lds.org).
Bed en elev om at læse Apostlenes Gerninger 2:1-3 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Jesu Kristi disciple oplevede på pinsedagen.
-
Hvad oplevede Jesu Kristi disciple på pinsedagen? (Udgydelsen af Helligånden).
-
Hvordan blev udgydelsen af Helligånden beskrevet?
Forklar, at tungerne, der nævnes i vers 3, lignede ild. I gammel tid var ild ofte et symbol på guddommelig tilstedeværelse eller indflydelse. Det var et tegn på, at disciplene havde modtaget Helligånden, som Frelseren havde lovet dem.
Bed en elev om at læse Apostlenes Gerninger 2:4-8 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad der skete, da disciplene blev fyldt af Helligånden.
-
Hvad skete der ifølge vers 4, da disciplene blev fyldt af Helligånden? (Ånden indgav dem, hvad de skulle sige, og gjorde dem i stand til at tale på andre sprog).
-
Hvorfor var jøderne fra andre nationer forundrede over, hvad de hørte?
Bed eleverne om at skimme Apostlenes Gerninger 2:9-11 og tælle de antal af forskellige grupper eller nationaliteter, der hørte disciplene tale i tunger ved Helligåndens kraft. Lad dem fortælle, hvad de har fundet frem til. Du kan overveje at vise det tilhørende kort for at hjælpe eleverne til bedre at fornemme, hvor disse jøder kom fra.
Gør opmærksom på, at ifølge vers 11 hørte hver af disse grupper på deres eget sprog disciplene tale om »Guds storværker«. Du kan eventuelt forklare, at proselytter var ikke-jøder, der havde sluttet sig til den jødiske tro.
-
Hvad kan ud fra disciplenes oplevelse på pinsedagen hjælpe os til at undervise og bære vidnesbyrd for andre? (Når eleverne har svaret, så skriv følgende princip på tavlen: Når vi er fyldt af Helligånden, vil han hjælpe os til at undervise og bære vidnesbyrd for andre).
Hjælp eleverne til at forstå dette princip ved at tage to tomme glas, en kande med vand og en bakke med til klassen. Sæt glassene på bakken, så eventuelt spildt vand ender på den. Dæk derefter et af glassene til med et stykke papir eller et låg, så der ikke kan komme noget vand ned i det, og læg en genstand (såsom en sten) i det andet glas, så glasset er næsten fyldt op af genstanden. Bed en elev om at prøve at fylde begge glas med vand fra kanden.
-
Hvis glasset repræsenterer os, og vandet repræsenterer Helligånden, hvad kan papiret (eller låget) og stenen repræsentere? Hvilken opførsel og indstilling kan forhindre os i at blive fyldt af Helligånden?
-
Hvad kan vi gøre for at blive fyldt med Helligånden, så han kan hjælpe os til at undervise og bære vidnesbyrd for andre?
-
Hvordan har Helligånden hjulpet jer til at undervise i evangeliet eller bære jeres vidnesbyrd for andre?
Bær vidnesbyrd om det princip, der står på tavlen, og tilskynd eleverne til at anvende dette princip ved at søge Helligåndens følgeskab, så de kan undervise og bære vidnesbyrd for andre.
Sammenfat Apostlenes Gerninger 2:2-13 ved at forklare, at nogle jøder var forundrede over det, de havde hørt, mens andre hånede disciplene ved at beskylde dem for at have drukket for meget vin.
Apostlenes Gerninger 2:14-47
Peter bærer vidnesbyrd om Jesus Kristus og fortæller, hvordan man kan blive frelst
Bed en elev om at læse Apostlenes Gerninger 2:14 højt, og lad klassen se efter, hvem der begyndte at undervise skaren. Lad nogle elever fortælle, hvad de har fundet frem til.
Lad eleverne prøve at forestille sig, at de var i Peters sted og stod foran skaren.
-
Hvis I havde været i Peters sted, hvilke evangeliske sandheder ville I have undervist i og båret vidnesbyrd om? Hvorfor?
Sammenfat Apostlenes Gerninger 2:15-35 ved at forklare, at Peter erklærede, at begivenhederne med tungemålsgaven og andre af Åndens tilkendegivelser blandt disciplene var en opfyldelse af Joels profeti (se Joel 3:1-5). Peter underviste derefter og bar vidnesbyrd for folket ved at bruge kong Davids ord og salmer.
Skriv følgende skriftstedshenvisninger og spørgsmål på tavlen:
Del eleverne op i par. Bed hvert par om at studere skriftstedshenvisningerne på tavlen og tale om deres svar på de tilhørende spørgsmål. Bed efter et stykke tid nogle af eleverne om at fortælle klassen om deres svar.
Vis et billede, der viser Peters fornægtelse af Frelseren (for eksempel Peters fornægtelse, af Carl Bloch, tilgængelig på LDS.org). Bed eleverne om at sammenfatte, hvad Peter sagde og gjorde, da han blev spurgt om sit forhold til Jesus den nat, hvor Frelseren var blevet arresteret (se Luk 22:54-62).
-
Hvordan adskiller Peters ord og handlinger på pinsedagen sig fra hans opførsel den nat, Frelseren var blevet arresteret?
-
Hvad tror I var årsag til denne forandring i Peter?
Bed en elev om at læse Apostlenes Gerninger 2:37 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvordan Peters ord påvirkede skaren.
-
Hvordan påvirkede Peters ord skaren?
Du kan eventuelt opfordre eleverne til at markere vendingen »stak det dem i hjertet«. Forklar, at Helligånden stak i folks hjerte, da de hørte Peters vidnesbyrd. Ordet stak antyder, at folk følte anger, fordi jøderne som et folk og en nation havde korsfæstet deres Herre, Jesus Kristus. Peter antydede ikke, at den gruppe af jøder fra forskellige nationaliteter, som han underviste pinsedag, var dem, der var ansvarlige for Jesu Kristi korsfæstelse.
-
Hvilket spørgsmål stillede folket ifølge vers 37?
-
Hvad viser dette spørgsmål om, hvad der skete i folkets hjerte? (Folket begyndte at føle en forandring i hjertet).
Bed en elev om at læse Apostlenes Gerninger 2:38-41 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvad Peter bad folket om at gøre. Forklar, at forkvaklede betyder oprørske, fordærvede eller uærlige.
-
Hvad opfordrede Peter folket til at gøre?
-
Hvordan reagerede folket ifølge vers 41 på Peters undervisning og opfordring til at omvende sig og blive døbt?
Skriv følgende ufuldstændige udtalelse på tavlen: Når vi modtager Guds ord ved Helligåndens kraft …
Bed nogle elever om på skift at læse højt fra Apostlenes Gerninger 2:42-47. Lad klassen følge med og se efter, hvad de nyomvendte til kirken gjorde, da de modtog sandheden ved Helligåndens kraft og blev døbt. Forklar, at vendingen »brødets brydelse« (v. 42) henviser til deltagelsen i nadverordinancen, og at være »fælles om alt« (v. 44) henviser til, at de hellige var forenede og levede efter indvielsesloven.
-
Hvilke handlinger viste ifølge disse vers, at de, der blev døbt, virkelig var omvendte (se også 3 Ne 26:17-21)? (Bed en elev om at skrive klassens svar på tavlen).
Mind eleverne om, at før jøderne hørte og handlede i henhold til Peters ord, så havde de ikke accepteret Jesus som deres Frelser, ej heller fulgte de hans lærdomme. Bed dem om at tænke over, hvordan folket forandrede sig.
-
Hvilket princip kan vi lære af Apostlenes Gerninger 2:37-47 om, hvad der kan ske, når vi modtager Guds ord ved Helligåndens kraft? (Brug elevernes ord til at færdiggøre sætningen på tavlen, så den udtrykker følgende sandhed: Når vi modtager Guds ord ved Helligåndens kraft, vil vores hjerte ændre sig, og vi vil blive omvendt til Jesus Kristus).
-
Hvad kan vi gøre for at modtage Guds ord ved Helligåndens kraft?
Bed eleverne om at gennemgå de gerninger, der er skrevet på tavlen om dem, der blev døbt og omvendt.
-
Hvordan har Ånden hjulpet jer til at ændre jer og blive omvendt til Jesus Kristus, når I har bestræbt jer på at lære og efterleve evangeliets sandheder? (Du kan eventuelt fortælle om en af dine egne oplevelser).
Bed eleverne om at tænke over, hvad de kan gøre for bedre at modtage Guds ord og lærdomme ved Helligåndens kraft. Tilskynd dem til at følge enhver tilskyndelse, som de modtager.
Mesterskriftsted – Apostlenes Gerninger 2:36-38
Bed eleverne om at sammenligne Apostlenes Gerninger 2:36-38 med den fjerde trosartikel. Lad eleverne finde frem til de ord i Apostlenes Gerninger 2:36-38, der viser eller belærer om evangeliets første principper og ordinancer. Del derefter eleverne op i par, og bed hvert par om at tale om, hvordan hvert af disse principper og ordinancer hjælper os til at modtage de fulde velsignelser ved Frelserens forsoning. Spørg efter nogen tid:
-
Hvilken velsignelse sagde Peter, at folket ville modtage, fordi de havde omvendt sig og var blevet døbt?
-
Hvad skal vi ud fra jeres forståelse af Apostlenes Gerninger 2:38 gøre for at forberede os på at modtage Helligåndsgaven? (Ved at bruge deres egne ord bør eleverne finde frem til en sandhed lig den følgende: Når vi har tro på Jesus Kristus, omvender os og bliver døbt, er vi forberedt til at modtage Helligåndsgaven. Skriv denne sandhed på tavlen).
-
Hvordan kan tro, omvendelse og dåb forberede nogen til at modtage Helligåndsgaven?